Læsetid: 4 min.

Markedsdemokratiets institutioner

Politik. Markedsprincippet og internationaliseringen har sejret, og enhver stat er en konkurrencestat i en åben verden. Den politiske konkurrence er samtidig flyttet fra ideologi til konkurrence om, hvilke personer og partier der på den mest tillidsvækkende måde kan videreforvalte det bestående
17. juli 2010

Engang gjorde demokratiet store fremskridt. Bønder, arbejdere, landsbyskolelærere og kvindebevægelser kæmpede for at give almindelige mennesker valgret og sikre hemmelige afstemninger. De kæmpede for at indføre parlamentarisme, så regeringsmagten afspejlede folkeflertallet. De styrkede Folketinget. De sejrede over kongemagt, godsejerstyre, embedsmandsvælde og akademikerhovmod. De fik til sidst selv militæret under demokratisk kontrol.

Men alt det er længe siden. I mange årtier har forandringens vind blæst fra andre sider end den folkelige kamp. Internationaliseringen, en stor, dyr og indviklet offentlig sektor, som i sig selv er resultatet af den gamle folkelige kamp, medieudviklingen og opløsningen af det tætte forhold mellem sociale klasser og politiske partier ændrer demokratiets institutioner, på samme måde som indviklede processer ændrer klimaet.

En åben verden

Markedsprincippet og internationaliseringen har sejret. Enhver stat er en konkurrencestat i en åben verden. Der er færre ideologiske forskelle, partier som Socialdemokratiet og SF er højst socialistiske i gammeldags forstand af navn. Den politiske konkurrence er flyttet fra ideologi til konkurrence om, hvilke personer og partier der på den mest tillidsvækkende måde sammen med embedsmænd kan videreforvalte det bestående. Fremadrettet, som det hedder.

Men internationaliseringen har ikke alene svækket de nationale muligheder for at føre en selvstændig politik. Den ændrer også balancen mellem de demokratiske institutioner. Samspillet med omverdenen forskyder magten fra Folketinget over mod den udøvende magt. Udenrigspolitik er og bliver primært den udøvende magts anliggende. EU-medlem-skabet har i mange processer sendt Folketinget bagerst i køen, mens embedsmænd og ministre - i nævnte betydningsrækkefølge - håndterer EU-sager.

Og inden for den udøvende magt hierarkiserer internationaliseringen magten. Statsministerembedet har fået en helt anden international rolle som overudenrigsminister end for nogle årtier siden. Statsministerembedet lægger globaliseringsstrategier i nye typer organer som Globaliseringsrådet og Vækstforum. Kongehusets medlemmer er forvandlet til handelsagenter, der under statsministeriel kontrol optræder for at øge eksporten.

Den offentlige sektors vækst og tiltagende kompleksitet har gjort det sværere for Folketinget at følge med i alt. Lovgivningen er langt mindre detaljeret end før, på flere og flere områder er der givet bemyndigelsesbestemmelser til den udøvende magt.

Regeringsmagten var engang tænkt som en samling af ligestillede fagministre med uafhængigt råderum over hver deres område. Med ansvar over for Folketinget mere end den øvrige regering. Men regeringsmagten er nu centraliseret under statsministeriel og finansministeriel kontrol. Fagministre er i vid udstrækning forvandlet til faktiske viceministre for regeringsledelsen. Den offentlige sektor er ændret i et forsøg på at efterligne markedsbaseret privat virksomhed. Ministeriernes embedsmænd har overtaget flere og flere af ministrenes funktioner. Der er færre kommuner, færre kommunalpolitikere, og de folkelige råd i kommunerne har fået mindre økonomisk råderum opadtil. Nedadtil er mange driftsbeslutninger delegeret ud til ledere - lederbegrebet dyrkes som aldrig før - i institutionerne.

Mediernes rolle

Engang hørte de færreste nogen sinde en statsleders stemme, han var kun en fjern skikkelse afbildet i aviser. Og selv da radioen kunne bringe deres stemmer hjem i stuen, var de fjerne skikkelser. Størstedelen af den amerikanske befolkning vidste aldrig, at præsident Franklin D. Roosevelt sad i rullestol, og det meste af den danske befolkning havde ingen anelse om, at Thorvald Stauning ikke sjældent drak sig fra vid og sans.

Det store flertal vidste heller ikke, at Stauning i mindst de sidste fem år af sin embedstid var en helbredsmæssigt nedslidt og efterhånden også bitter mand, der efterhånden gerne havde givet afkald på rollen som formanende papmachélandsfader.

Medieudviklingen har bragt os tættere på statsledere og deres personlige tilstand. Især tv-mediet fremstiller også gerne folketingsvalg som et valg mellem to statsministerkandidaters evner og kompetencer og samtidig som et valg mellem to partiblokke, der kæmper om regeringsmagten. For som tv-mediet gjorde tennissporten til en folkesport med milliardfortjenester, fordi skærmen er bedst til på en overskuelig måde at formidle en dyst mellem få personer, så har den også bragt os tættere på dyster mellem personer som 'Anders', 'Lars', 'Lene', 'Helle' og 'Villy', mens massepartierne er forsvundne .

Opløsningen af den engang så tætte forbindelse mellem partier og presse har også i højere grad fået den politiske debat til at handle om politikeres og embedsmænds - ofte dårlige - evne til at håndtere 'sager' end om at formidle - og propagandere for bestemte politiske grundopfattelser.

Personliggørelse

Udtyndingen af forholdet mellem sociale klasser og politiske partier har også forstærket personliggørelsen af politik. Og sammen er der også gået svind i de valgtes repræsentation af et lokalområde. De repræsenterer sig selv og markedsføres på valgplakater, der monotont gengiver det ene pasbillede efter det andet af håbefulde politikere.

Når Folketinget svækkes i forhold til den udøvende magt og regeringen hierarkiseres, så bliver det faktisk også vigtigere at besætte ministerposterne og især at få statsministerposten.

De afgørende stemmer hentes fra shoppende vælgere, der flyder rundt fra valg til valg. Flere og flere tager stilling til at stemme i sidste øjeblik. Udslagsgivende bliver ikke klassetilhørsforhold og et ønske om at fremme en ganske bestemt ideologisk samfundsmodel. Udslagsgivende bliver dagens tilbud fra udbyderne på de politiske markeder og tilliden til politikernes troværdighed og kompetencer. Derfor gælder det om at brande nogle få slagvarer og en bestemt leder. Frem for alt vil folketingsvalg blive præsidentialiseret som valg af statsministre. Og fordi statsministre langsomt, men sikkert vælges mere og mere på et personligt mandat, får de også større magt over den øvrige regering og deres parti.

Hvor bondesønnen og landsbyskolelæreren J.C. Christensen i et kvart århundred fra 1894 til 1920 kunne dominere dansk politik, selv om han kun var regeringsleder fra 1905 til 1908, fordi han altid stod parlamentarisk stærkt, så måles en politisk leder i dag på evnen til at sætte sig på statsministerposten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Frisendal

Jeg synes den her fortjener lidt debat. Meget er i og for sig helt rigtigt set. Men jeg synes der er en forudsætning, som simpelthen ikke holder: ".... kan videreforvalte det bestående". Der er i bedste fald naivt at tro, at det bestående er langtidsholdbart. Bare ved at bladre lidt i Jeremy Rifkins Empathic Civilization (ja, jeg synes om den) kan man på 5 minutter sammenstille fx denne liste:
Kosmopolitter og globale migranter
Klima
Atomkraft
Miljø
Sameksistens med dyr og planter (biosfære tankegang)
Nye våben (fx biologiske)
Global information
Distribueret kapitalisme (fx distribuerede energisystemer, rettigheder til forskningsresultater)
Social og offentlig kapital
Sociale netværk og meget mere.
(Jeg har lagt et par stykker af mine egne kæpheste ind, også). Disse udfordringer og muligheder kræver ændringer af det bestående. Alvorlige ændringer, som stiller krav om værdier og holdninger. Altså ideologiske debatter - med stor sandsynlighed med udgangspunkt i individualisme kontra kollektivisme. (Hvornår lærer vi mennesker den svære balancegang i at tilgodese begge hensyn?).
Og det er for nogle punkters vedkommende tæt ved at være for sent til at tage debatten, men nødvendigt at gå igang, meget snart!

Heinrich R. Jørgensen

Som altid en eminent fortælling, Tim Knudsen leverer.

Der er givetvis god grund til at glæde sig til de kommende indslaget i denne tema-serie.

Peter Hansen

Det er i bedste fald manipulation at fremstille de sidste 10 års politiske misregimente og misbrug af de øverste embeder i vort samfund som en uundgåelige udvikling. Tværtimod er der tale om helt forbigående fejldispositioner, der må og skal ændres, så vort samfund atter kan finde en rimelig ligevægt og nogle holdbare fælles værdier.

Har man haft muskelhund ved man, at en rimelig afrettet hund tøver et splitsekund inden, den i en presset situation, lader køtermentaliteten tage over og reagerer udfra sin egne drifter. I dette splitsekund tænker hunden: "Chef, red mig, fra mig selv." Svigter hundeføreren, er det det går galt.

Når demokratiet svigter optræder en lignende køtermentalitet.
Denne køtermentalitet, kommer til udtryk hos grupperinger i samfundet, der pludselig får for megen frihed og lader de mest rabiate kræfter i gruppen tage teten. Situationen spottes ved, at moderate kræfter i pågældende gruppen giver nogle afslørende "bjæf", som nemt kan overses.
I de senere år har man kunnet spotte sådanne udleverende demokrati-bjæf forskellige steder i samfundet: I bankverdenen hvor finanskapital i højere og højere grad bliver til spekulationskapital. I militæret hvor en mening med politikernes krige bliver efterlyst. I bureaukratiet hvor embedsmænd får mere og mere magt.

Men sjovt nok har jeg ikke spottet nogen køtermentalitet i medieverdenen. Ingen reaktion på den Belusconisering, der sker via kapitalens ejerskab, samt virksomhedernes bestikkelse via annonceringer.

Debat om medieverdenens afhængighed af kapitalinteresser og mediernes ensidige udlægning af politiske og demokratiske spørgsmål forsøges undgået i den ovenstående artikelserie, som behændigt afvikles under overskriften "Markedsdemokratiets institutioner". Markedsdemokratiet lanceres som en irrevercibel kendsgerning.

Ingen i medierne - kapitalens bidske køter - den tidligere demokratiets vagthund - siger en lyd inden de, i det rette øjeblik, går til angreb på kapitalismens systemkritikere...

Formuleringen

Socialdemokratiet og SF er højst socialistiske i gammeldags forstand af navn. ,

som godt nok hører til i den lavere ende af ensretningsskalaen - men som er et meget godt eksempel (i hvert fald nærværende) – Formuleringen bør udløse en helsidesartikel i ovennævnte artikelserie, hvor hvert parti frit kan redegøre for deres forhold til socialismen. Den er vi nogle der gerne vil læse.

(Husk skatteyderne bidrager med 1.5 mia. kr. til den borgerlige presse. Det er der ikke meget Markedsdemokrati over)