Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
Moderne Tider
17. juli 2010

En nøddeknækker med cykelkæde pumper derudad, og de luksuriøse macadamia-nødder skilles fra deres skaller.

I en gårdbutik sælges økologiske pandekager med nøddesmør. Vi er i Guatemala ikke langt fra hovedstaden, hvor cykelsmedjen Maya-Pedal har leveret cykelmaskiner til det lokale nøddelandbrug.

»Det handler om at give folk så omfattende kontrol over deres eget liv som muligt,« siger Anthony Siracusa, der for nyligt præsenterede cykelmaskinerne på cykelkonferencen VeloCity i København.

Trækker turister til

Det lokale økologiske nøddelandbrug har fire cykelmaskiner til deres produktion, og det sparer både penge og trækker turister til. Selvom cykelmaskinerne ikke kan konkurrere prismæssigt i første omgang med mere traditionelle maskiner, så sparer landbruget penge på sigt, fordi maskinerne er stabile, billige at reparere og ikke koster noget i drift. Og så er de i sig selv en attraktion.

»I Guatemala er det en stor fordel for de fattige, at de ikke behøver at tænke på de løbende omkostninger til el, gas og benzin,« siger Anthony Siracusa, der har arbejdet i cykelsmedjen som frivillig.

De sidste ti år er der lavet mere end 2000 cykelmaskiner. Når lokale bønder spørger til en ny maskine forsøger holdet bag Maya-Pedal at løse opgaven.

Indtil videre har den mest populære maskine været cykelmøllen, der bruges til at male majskorn, soja- og kaffebønner. Den kværner efter sigende over et kilo i minuttet.

Vask med pedaler

Cykelsmedjen Maya-Pedal blev skabt i 1997 af den lokale maskiningeniør Carlos Marroquin i samarbejde med en canadisk cykel-ngo. Siden har cykelsmedjen i Guatemala indgået et samarbejde med maskiningeniører fra det amerikanske universitet MIT i Boston omkring udviklingen af nye modeller, og flere amerikanske grupper arbejder i dag med at sende brugte cykler fra USA til Guatemala.

Langt de fleste af de brugte cykler bliver dog repareret og solgt som almindelige cykler. Og selvom opfindsomheden for cykelmaskinerne er stor, ville de blive dyrere end traditionelle elapparater, hvis ikke det var for det frivillige arbejde og de genbrugte materialer.

»Hvis nogen henvender sig og gerne vil have en cykelmaskine, men ikke har råd, så finder man for det meste en ordning,« siger Anthony Siracusa.

Folk får lov til at betale af over lang tid, nogle får en cykelmaskine ekstra billigt og andre igen får hjælp til selv at lave en.

Gennem tiden har Maya-Pedal udviklet maskiner til at lave teglsten, male mel, blende bær, knække nødder, karte uld og pumpe vand.

Vandpumpen henter eksempelvis mellem 20-35 liter vand i minuttet, og den går helt ned til 30 meters dybde, hvilket er længere end de normale elektriske pumper i Guatemala kan klare. Det giver drikkevand og vand til markerne, også i områder, hvor man ikke har adgang til elektricitet. Der er omkring 700.000 indbyggere i Guatemala uden elektricitet.

Et hav af nye projekter er i støbeskeen: for eksempel en knivsliber, en elgenerator, en træsav og en vaskemaskine.

Anthony Siracusa afprøvede selv for nyligt en af de første prototyper på den nye vaskemaskine med gear, og han er begejstret.

»Man får fantastisk motion, når man på en halv time kører en vask igennem. Jeg er en stor fan af den maskine,« siger han.

Når grøn er genial

Seneste artikler

  • Pedalkraft knækker nødder i Guatemala

    17. juli 2010
    Majskornene kværnes og tøjet bliver vasket rent med pedalkraft. I Guatemalas højland har en cykelsmed sat pedalkraft bag de daglige gøremål og gjort livet nemmere for mange fattige
  • Vejen frem for boligejere: Extreme green makeover

    13. juli 2010
    Der er brug for nogen, der kan levere hele pakken, når den eksisterende boligmasse skal energirenoveres og gøres klimavenlig. På landet uden for Middelfart tester de en model: ESCO-light
  • Når man taler om solen

    12. juli 2010
    Mobiltelefoner kan hjælpe millioner af mennesker i u-landene til udvikling. Og hvis samtalerne baseres på nye telefoner med solceller og mobilmaster med grøn energi, kan det blive bæredygtig udvikling. Næsten
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her