Læsetid: 4 min.

Det ridsede udlånseksemplar satte griller i mit hoved

Når en vinterdag på Ølstykkes bibliotek bliver til en livslang kærlighed
Forelskelse. Nyforelskelsen i Joni Mitchell varede fem år, og nu har kærligheden og fascinationen fæstnet sig i mig. Jeg vil stadig helst klippes, som Joni ser ud på coveret af 'Clouds' med det tunge pandehår, og jeg barrikaderer mig bestandigt på mit værelse og genhører 'Blue' og 'Heijira'. Hvis ikke fanatisme var så håbløst umoderne, når man som mig er midt i 20'erne, så ville jeg råbe højere om min kærlighed til Joni Mitchell. For jeg er fan.

Forelskelse. Nyforelskelsen i Joni Mitchell varede fem år, og nu har kærligheden og fascinationen fæstnet sig i mig. Jeg vil stadig helst klippes, som Joni ser ud på coveret af 'Clouds' med det tunge pandehår, og jeg barrikaderer mig bestandigt på mit værelse og genhører 'Blue' og 'Heijira'. Hvis ikke fanatisme var så håbløst umoderne, når man som mig er midt i 20'erne, så ville jeg råbe højere om min kærlighed til Joni Mitchell. For jeg er fan.

31. juli 2010

Det var tre år før, jeg første gang kyssede med en dreng. Havde jeg vidst det dengang, som tolvårig på biblioteket i Ølstykke, havde jeg nok ventet med at åbne for Joni Mitchells fortolkning af kærligheden. Den sørgelige og længselsfulde slags. Så havde jeg nok aldrig hevet lånerkortet ud af den lille gule læderpung, fuld af billeder fra fotoautomater med trutmund, partisanertørklæde og midterskilning.

Men jeg vidste det ikke. Så efter at have kørt fingrene igennem udvalget af Joni Mitchells album et par gange på Ølstykkes skrabede musikbibliotek, valgte jeg den med det smukkeste omslag. Pladen var fra 1970 og jeg stod i 1997 med en ridset cd af et udlånseksemplar. Hun var skitseret med blyantstreg, i stramme streger kiggende ud over en landsby, der i min optik lige så godt kunne have været min egen.

På mit værelse, hvor jeg første gang hørte hendes stemme - den levende og legende pigestemme - åbnede der sig en verden af voksnes ord, af kærligheden til det andet køn, af brud og smerte. Men ikke mindst af længsel. En kærlighed og hjertesorg, som jeg endnu ikke kendte. »You sat up all night and watched me, to see who in the world I might be,« sang hun på 'Rainy Night House'.

Men hun sang mest om en hjemsøgende længsel, der, når man er 12 år, sætter sig i kroppen som konstant rynkede bryn og hurtigt undvigende reflekser ved forældrenes kærtegn. Hvorfor måtte man ikke mure sin dør til værelset til, så man kunne ligge i fred i det dunkle rum. Med sig selv og det ridsede udlånseksemplar. Bare ligge og længes.

»While you still have the time, we could get away and find a better life, you know the grind is so ungrateful. Racing cars, whisky bars. No one cares who you really are

Pladen var Ladies of the Canyon, og efter den vinter i mit præteenværelse med Joni Mitchell som gæsten, der aldrig gik, forandredes mit liv sig for stedse. På den dramatiske måde, livet forandres, når man er næsten 13 år, og vinteren aldrig har været mørkere, og molakkorderne aldrig mere sigende og gennemgribende.

Dengang og stadig elsker jeg det tidlige Joni Mitchell højest. Hende, guitaren og følelserne. Den graciøse lyd, hvor alting var som kanaliseret direkte fra oven og fra det inderste. Lyden var uproduceret, rå og ren, og hun sang i en af og til grådlignende sang. I falset og nede i kringlede og vidt spændende melodier. Melodier, der tog tid at lære at kende. Og jeg genkendte hendes hyldest til det fællesskab, man finder blandt kvinder. Hvor hun synger med ophøjet, nærmest pompøs stemme om The Ladies of the Canyon. Om Trina, Estrella og Annie. Det var mine veninder det her. Det var, som om hun sang til den symbiotiske nærhed, veninder har i den alder. Hvor man sov sammenkrøbet i hinanden og snakkede indtil man ikke havde mere stemme.

Collagen

Men de mørke aftener med Joni Mitchell blev til mørke vintermorgener, hvor den satans skolebus stadig kørte kvart over otte. I en dansktime bad min lærer klassen om, at vi hver især lavede en collage, der bedst illustrerede, hvem vi var. Ud af Burdablade, Mix, Vi Unge og Femina skulle jeg illustrere mit inderste. Fra vinduespladsen i klasselokalet lo jeg hånligt indeni. Som om glittede magasiner kunne illustrere min sjæl, det var der jo kun ét menneske, der rigtig kunne. Hun boede på mit værelse for nedrullede gardiner, hvor hun sang for mig hver eneste aften, mens jeg lå på ryggen i sengen med te i kanden og med et håb om, at mine forældre, aldrig, aldrig, aldrig kom ind og forstyrrede.

Men jeg fandt et billede af fire rødhårede nøgne kvinder, der løb i rundkreds med hinanden i hænderne, og så tænkte jeg på Joni. På Ladies of the Canyon, og klippede det ud og klistrede det på. Sammen med et billede af havet. Dér var jeg. Dér var Joni.

Tre af drengene fnisede, da jeg uden smil fremlagde for klassen, men de havde da jo heller ikke fattet noget. »Mange kvinder længes mod havet«, sagde min forstående friskolelærer, og ordet kvinde hang bare i luften og rungede og rungede. Jeg tænkte, at det vidste jeg da godt. Joni længtes nemlig mod den strand, hvor bølgernes skum bruser eksplosivt op imod klipperne.

Joni Mitchell eksploderede i mig dengang og gav mig følelsen af at være indviet i noget større.

Jeg havde det af og til, som om jeg uden skam slugte en andens dagbog, når jeg lå derinde på værelset og lyttede med. Og jeg slugte udlåns-eksemplar på udlånseksemplar.

Udkigsposten

På pladen Blue blev jeg særligt ramt af Richard, fra sangen 'The Last Time I saw Richard'. Hjerteknuseren, der endte som et forstenet møbel i en kvindes praktisk indrettede hjem. På albummet Clouds forstod jeg tyngden af Joni Mitchells smerte i sangen 'Both Sides Now'. Sangen, hvor hun gør tidlig status på sit liv. På albummet Heijira genoplivede hun og jeg den sviende længsel og rastløshed, og jeg så landevej på landevej gennem hendes øjne.

Nyforelskelsen i Joni Mitchell varede fem år, og nu har kærligheden og fascinationen fæstnet sig i mig. Jeg vil stadig helst klippes, som Joni ser ud på coveret af Clouds med det tunge pandehår, og jeg barrikaderer mig bestandigt på mit værelse og genhører Blue og Heijira. Hvis ikke fanatisme var så håbløst umoderne, når man som mig er midt i 20'erne, så ville jeg råbe højere om min kærlighed til Joni Mitchell. For jeg er fan. Evig fan.

Da det hele begyndte i 1997 blev sangene til ideen om hendes liv. Et kvindeliv - og musikken blev en udkigspost til mit eget kommende kvindeliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Svare

jeg er godt nok mand, og ca. 10 år ældre, men da jeg dengang i 1996, på vej i bussen til krakow, fik sidemandens hørebøffer på, med både heijira og the ladies of the canyon, tror jeg at jeg fik det lidt på samme måde.
ihvertfald syntes alting forandret da jeg igen steg ud af bussen.

Søren Rehhoff

Ja, hun er en af de største. Ikke bare på grund af musikken og ordene, men også på grund af hele hendes tilgang til musik.