Læsetid: 7 min.

Sådan sylter myndighederne et konventionsbrud

Beskyttelse? Politiet har overtrådt FN's Flygtningekonvention i mange år ved at straffe flygtninge for dokumentfalsk, og Rigspolitiet spurgte derfor Rigsadvokaten og Integrationsministeriet om hjælp for to år siden. Men spørgsmålene om det systematiske konventionsbrud blev lagt på hylden i ministeriet, og på grund af glemsomhed, ministerferie, sygdom og barsel er der stadig ikke udarbejdet retningslinjer til politiet
Falske pas. Flygtninge overalt i verden bruger falske papirer til at flygte fra forfølgelse i hjemlandet uden at blive opdaget. Det bliver de til gengæld ofte af de danske myndigheder, som i årevis har ignoreret sit internationale ansvar og sendt flygtningene i fængsel for dokumentfalsk.

Falske pas. Flygtninge overalt i verden bruger falske papirer til at flygte fra forfølgelse i hjemlandet uden at blive opdaget. Det bliver de til gengæld ofte af de danske myndigheder, som i årevis har ignoreret sit internationale ansvar og sendt flygtningene i fængsel for dokumentfalsk.

Joachim Adrian

17. juli 2010

Et falsk pas i hånden på en flygtning kan være det, der afgør, om han eller hun kan slippe væk fra forfølgelse i sit hjemland. Og i Københavns Lufthavn oplever politibetjentene da også hver eneste uge, at asylansøgere lander med forfalskede papirer. Det fortæller Preben Jensen, der arbejder som betjent i lufthavnen.

»Nogle uger sker det næsten dagligt, så man kan i hvert fald godt sige, at vi oplever det jævnligt,« siger han.

FN's Flygtningekonvention tager højde for, at de falske pas er nødvendige for flygtningene og forbyder derfor, at stater straffer flygtninge for at bruge falske dokumenter. Men det har den danske stat tilsyneladende valgt at ignorere, for flygtninge er blevet anklaget, dømt og fængslet herhjemme i årevis for dokumentfalsk. Og efter de ansvarlige politikere blev opmærksomme på problemet, har de ikke haft lyst til at sige det højt:

Allerede i slutningen af 2009 blev daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kritiseret for at bryde FN's Børnekonvention, da Red Barnet undrede sig over, at unge asylansøgere under 18 år blev fængslet for at ankomme med falske pas. Ministrene afviste pure, at der var tale om nogen form for konventionsbrud og undlod dermed at fortælle, at myndighederne i flere år har vidst, at de brød en anden FN-konvention - Flygtningekonventionen.

Lufthavnsbetjent Preben Jensens øverste chefer i Rigspolitiet blev nemlig for to år siden opmærksomme på, at FN's Flygtningekonvention forbyder stater at straffe asylansøgere for dokumentfalsk, voksne som gamle, inden asylsagerne er afgjorte. Det gjorde politicheferne en smule urolige, fordi det netop har været praksis hos Københavns Politi gennem rigtig mange år.

Politiet efterlyser retningslinjer

Den 11. juni 2008 skriver Rigspolitiet derfor et brev til Rigsadvokaten om, at de er bange for, at Flygtningekonventionens artikel 31 bliver brudt, når de straffer asylansøgere med falske rejsedokumenter.

I brevet oplyser Rigspolitiet, at de i de senere år ser stadig flere og flere asylansøgere, der får en dom for dokumentfalsk og bliver udvist af landet. Samtidig stiller politiet en lang række spørgsmål om, hvordan de skal forholde sig i forskellige situationer med asylansøgere og falske dokumenter. Fire måneder senere beslutter Rigsadvokaten sig for at dele politiets bekymring over den uafklarede situation og henvender sig derfor til Integrationsministeriet med politiets mange spørgsmål omkring Flygtningekonventionens artikel 31.

»I flere af situationerne må udgangspunktet formentlig være, at udlændingen er omfattet af beskyttelseshensynet i artikel 31 med den følge, at der ikke bør ske strafforfølgning. Der er behov for at fastsætte nærmere retningslinjer for politi og anklagemyndighed vedrørende disse sager,« skriver Rigsadvokaten til Integrationsministeriet. Han opfordrer til sidst i brevet til, at situationen bliver afklaret hurtigst muligt.

Men Integrationsministeriet deler tilsyneladende ikke politiets og Rigsadvokatens bekymringer og ignorerer ikke bare, at Rigsadvokaten opfordrer til en hurtig afklaring, men svarer aldrig på henvendelsen. Nu bliver sagen også skrevet i glemmebogen hos Rigsadvokaten, som først i juli 2009 - næsten et år efter - forsøger at fange ministeriets opmærksomhed igen.

»Jeg håbede, at Integrationsministeriets udtalelse kunne foreligge inden for en kortere tid, men da jeg ikke har modtaget svar på min henvendelse, skal jeg venligst bringe denne i erindring,« forsøger Rigsadvokaten sig igen.

Og denne gang får han hul igennem til ministeriet, som bekræfter, at man er nødt til at afgøre asylsagerne, før det er muligt at bedømme, om en asylansøger skal beskyttes af artikel 31 i Flygtningekonventionen og undgå straf for dokumentfalsk.

En redegørelse fra Integrationsministeriet viser, at der i 2008 og første halvår af 2009 - en næsten sideløbende men kortere periode end den, som den søvndrukne korrespondance har fundet sted i - er dømt og straffet mindst 14 flygtninge for dokumentfalsk, hvor Flygtningenævnet efterfølgende har godkendt deres asylsager. Altså i direkte modstrid med de internationale regler, som de danske myndigheder allerede blev opmærksomme på for 2 år siden, og underskrev og forpligtede sig til som det første land i verden for 58 år siden.

Redegørelsen viser, at de 14 asylansøgere typisk bliver sat i fængsel i 40 dage, idømt en udvisning af Danmark og et indrejseforbud i 5 år. Først efter asylansøgerne har siddet i fængsel, godkender Udlændingeservice og Flygtningenævnet alle 14 asylansøgere som flygtninge og tildeler dem opholdstilladelse. Redegørelsen er det eneste tilgængelige eksempel, hvor myndighederne direkte har noteret et antal flygtninge, som er behandlet i strid med Flygtningekonventionen. Både Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Udlændingeservice og Domstolsstyrelsen oplyser, at de ikke er i stand til at skaffe statistisk materiale omkring eller overblik over antallet af asylansøgere, der er blevet straffet for dokumentfalsk.

'Ingen kommentarer'

Efter Rigsadvokaten får de bange anelser bekræftet hos Integrationsministeriet, går han i gang med at udarbejde retningslinjer på området til politiet. Men det arbejde har snart taget et år, selvom det oprindeligt var meningen, at retningslinjerne skulle have været på plads ved årsskiftet.

Mikkel Thastum, der er kommunikationschef hos Rigsadvokaten, oplyser, at der har været en del sygdom og barsel på kontoret, og at arbejdet derfor er blevet udskudt. Ellers vil Rigsadvokaten ikke udtale sig om, hvorvidt den lange arbejdsproces er forløbet tilfredsstillende, og hvor mange flygtninge der konventionsstridigt er blevet fængslet eller ligefrem udvist af landet i løbet af ventetiden.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Det er der heller ikke andre her på kontoret, der har. Det eneste, jeg vil sige, er, at de retningslinjer kommer ganske snart,« siger vicestatsadvokat Eva Rønne, der udtaler sig på Rigsadvokatens vegne.

Hun forsøgte at få Integrationsministeriets vurdering af et udkast til retningslinjerne den 12. februar i år, men også her blev arbejdet forsinket, da ministeriet først svarede den 29. marts og begrundede det med, at Birthe Rønn Hornbech havde ferie i midten af marts.

Da Rigspolitiet for to år siden blev urolige for, om de brød Flygtningekonventionen, var det fordi, de dengang faldt over en lang rapport om netop konventionens artikel 31, der forpligter stater til ikke at straffe flygtninge for brug af falske dokumenter. Rapportens forfatter er Guy Goodwin-Gill, der er professor i International Ret ved Oxford Universitet i England, og han er ikke i tvivl om, at den danske praksis er et klart brud på Flygtningekonventionen.

Terrorfrygt i systemet

Han forklarer, at da FN udformer Flygtningekonventionen tilbage i 1951, er der bred enighed hos medlemsstaterne om, at flygtninge sjældent vil have mulighed for at rejse ind i et tilflugtsland på lovlig vis og derfor ikke skal straffes for at bruge forfalskede identitetspapirer.

»Det er staternes måde at anerkende retten til at søge asyl. Derfor bør det ikke være kriminelt for flygtninge at anvende falske dokumenter, og de burde ikke straffes for det. Og absolut ikke før deres asylsager er afgjorte. Men på det område har der været problemer med nogle stater,« siger han.

Professor Goodwin-Gill forklarer, at England tidligere også anklagede, dømte og fængslede asylansøgere, før deres asylansøgninger blev behandlet. Men at den praksis blev stoppet for en del år siden.

»Det er helt på hovedet. Meningen med Flygtningekonventionen er ikke, at man straffer nogen, før det er afgjort, om de er flygtninge. Man skal ikke spænde vognen foran hesten. Hvis asylansøgere ankommer med falske dokumenter, burde det på mange måder tale til deres fordel. Det viser jo, at de ikke har kunnet bruge regulære midler og kanaler, og det måske derfor er sandt, at de har brug for beskyttelse,« siger Goodwin-Gill.

Han mener, at mange mennesker efterhånden er bange for tanken om, at fremmede mennesker kommer ind i deres land, og at det skaber en negativ atmosfære omkring hele emnet. Derfor skal alle, der arbejder med området, kæmpe mod en masse fordomme:

»Mentaliteten om en overhængende trussel, som især blev genereret af terrorangrebet i 2001, er her stadig, selvom truslen ikke lader til at blive bekræftet af beviser i dag. Ikke desto mindre giver den en meget stærk følelse af, at vi må kontrollere og fængsle, og det forklarer, hvorfor stater modsætter sig deres internationale forpligtelser,« siger Goodwin-Gill.

Problemerne opstår, når stater underskriver internationale konventioner uden efterfølgende at undervise de offentligt ansatte på området i de internationale regler. Eksempelvis de danske grænsebetjente i lufthavnen.

»En almindelig politimand har højest sandsynligt aldrig hørt om artikel 31 i Flygtningekonventionen. Den er ikke en del af hans træning og uddannelse. Så den danske regering må strenge sig an for at få bredt forståelsen for flygtningebeskyttelse og internationale forpligtelser helt ud til embedsmænd, sagsbehandlere og grænsepoliti. Og den må anerkende, at dens højre hånd ikke ved, hvad den venstre laver,« siger Guy Goodwin-Gill.

Lufthavnsbetjent Preben Jensen fortæller, at han fik en måneds kursus, der specifikt handlede om politiarbejdet i lufthavnen. Men Flygtningekonventionen og artikel 31 indgik ikke i kurset.

»Den artikel har jeg aldrig hørt om. Kurset handlede mere om, hvordan vi kunne afsløre de falske pas og den slags,« fortæller han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Højsted Nielsen

2 års syltning. Men det har åbenbart været praksis i rigtigt mange år. Det mindste man kan forlange af den ansvarlige minister er vel at hun kender flygtningekonventionen. Men ihvertfald, når man ved at man sender i forvejen traumatiserede folk i fængsel, og ikke reagere i 2 år, virker det som man med overlæg vil skræmme folk væk fra at søge asyl i DK. At det er de mest forfulgte der benytter falske papirer synes indlysende. Denne sag gør mig virkelig harm, og at håber meget at Information vil følge op på den.

Hver eneste gang et dansk ministerium bliver stillet over for et juridisk / menneskeligt problem i forbindelse med immigration vælger myndighederne den mest menneskefjendske løsning - uanset gældende jura.

Racisme udspringer enten af uvidenhed eller af ondskab - og jeg mistænker ikke myndighederne for uvidenhed...

Karsten Aaen

Jeg mener bestemt, at det med at fængsle for dokumentfalsk, hvis asyl-ansøgerne havde falske papirer på sig allerede startede helt tilbage i 1990erne, eller måske endda i 1980erne?

Lars R. Hansen

Det fremgår nu ikke helt klart, hvor i Flygtningekonventionen asylanter tillades at begå dokumentfalsk - artikel 31 omhandler jo ikke dokumentfalsk, men straffefrihed for ulovlig indrejse og ophold.

Hvis der er tale om blot 14 sager over to år - som nævnt i artiklen - er her formodentlig tale om sager, hvor menneskesmugler eller asylansøgeren anvender falske dokumenter over for danske myndigheder - ikke bare besiddelsen af falske dokumenter.

Ofte vil en asylansøger vel have bortskaffet alle dokumenter, billetter m.v., der kunne fastslå ansøgerens identitet, rute mv. før personen afgiver sin ansøgning til myndighederne i destinationslandet.

Når danske myndigheder 'pågriber' en asylansøger, der forsøger at anvende falske dokumenter over for danske myndigheder, er der formodentlig oftest tale om tilfælde, hvor Danmark var tænkt som transitland.

I sådanne tilfælde er det vel kun rimeligt personen bliver retsforfulgt for sit lovbrud?

Personligt ville jeg nu foretrække politimyndighederne udviste lidt konduite - og lod sådanne personer fortsætte deres rejse til deres valgte destinationsland.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen:
"Personligt ville jeg nu foretrække politimyndighederne udviste lidt konduite"

Du mener vel, når de danske politimyndigheder gør det? Når andre landes politimyndigheder udviser "konduite" overfor personer der har Danmark som destination, er du vel ikke tilhænger?

Lars R. Hansen

HRJ:

"...konduite overfor personer der har Danmark som destination, er du vel ikke tilhænger?"

Bestemt ikke - men det sker nu i vid omfang - her ikke mindst i Grækenland og Spanien - og så længe der ikke findes et velfungerende solidarisk system i EU-regi - ser jeg ingen grund til Danmark skal være duks i det her spil sorteper.

Lars R. Hansen

P.S.

I det hele taget kan Danmark lære en del af Grækenlands og Spaniens socialistiske regeringer - lige når det gælder forvaltningen af asylområdet.

Naturligvis skal DK tage imod mennesker der er flygtet fra deres hjemland.

Det er derfor beskæmmende at læse at myndighederne ofte sætter flygtninge i fængsel når de er i besiddelse af et falsk pas.

Endnu mere beskæmmende er det at myndighederne har vist det i årevis at flygtninge bliver fængslet på et falsk grundlag.

Det burde være sådan at det var muligt at stille de ansvarlige myndigheder for en international domstol på området Altså en domstol i FN - regi.
Jeg tror da at myndighederne ville arbejde langt hurtigere og få lovgivningen, bekendtgørelser, regler og information til personale på plads i en fart.

Lars R. Hansen

Knud Larsen:

"Det burde være sådan at det var muligt at stille de ansvarlige myndigheder for en international domstol på området Altså en domstol i FN-regi"

Det er det vel også - FN kan jo til hver en tid nedsætte et tribunal om hvad som helst - eller inddrage spørgsmål for Den Internationale Domstol - men ville det så ikke være mere nyttigt at inddrage de regimer som skaber flygtninge end de lande hvortil de flygter?

I hvert et tilfælde mener jeg ikke asylanter - i almindelighed - bør lades straffri for dokumentfalsk. Hvis falskneriet har været med henblik på at snyde danske myndigheder bør det ikke være straffrit - hvis falskneriet har været med henblik på at snyde fx. eritreanske myndigheder bør danske myndigheder naturligvis ikke retsforfølge asylanten.

Intet antyder - for mig at se - at danske myndigheder retsforfølger asylansøgere for dokumentfalsk i tilfælde, hvor sigtet IKKE har været at snyde DANSKE myndigheder.

Hvis det så alligevel skulle være tilfældet - bør praksis efter min mening naturligvis ændres.

Kirsten Svejgaard

Kan man snart undre sig over noget som helst lovbrud, som denne regering begår?
Endnu en gang oplever vi, at danskerne er verdens mest ligeglade.

Lars R. Hansen

"Endnu en gang oplever vi, at danskerne er verdens mest ligeglade"

Pas nu på vi'erne, kære Svejgaard - ellers kommer Metz efter dig, hvis De da ikke er ude i noget pluralis majestatis.

Med hensyn til Jeres oplevelse af danskerne som verdens mest ligeglade folkeslag - så deler jeg ikke Jeres oplevelse - men vi (altså Dem og jeg) kommer nok heller ikke i samme kredse.

Kirsten Svejgaard

Korrektion: Vi, der ikke er ligeglade med lov, ret og human behandling af mennesker, oplever endnu en gang, at det flertal af danskere, der gentagne gange har stemt på regeringspartierne eller deres støttepartier, er ligeglade med denne regerings snart utallige lovovertrædelser.

Lars R. Hansen

Det var straks bedre, Svejgaard

Kan du iøvrigt ikke hjælpe mig med henvisningerne til de domsafsigelser vedr. regerings snart utallige lovovertrædelser - de har desværre undsluppet min opmærksomhed.

Eller taler vi bare om utallige påstande om lovbrud? Som eksempelvis i herværende artikel?

Kirsten Svejgaard

Lars Hansen:

Den diskussion har vi haft før, du har fået alle oplysninger tidligere, og jeg gider ikke gentage dem!

Robert Kroll

Man kunne overveje at skrive til Folketingets Ombudsmand og bede ham se på sagen.

De dømte asylansøgeres forsvarsadvokater må i øvrigt have en mærkelig smag i munden for ikke at have sakset problemstillingen ? ( Jeg går ud fra, at sagsfremstillingen i artiklen er korrekt ?)

Jesper Ørsted

Naiv og dum påstand om konventionsbrud. Der finder ingen konventionsbrud sted ved at straffe asylsøgere for dokumentfalsk. FNs Flygtningekonventions artikel 31 giver kun straffrihed for ulovlig indrejse og ophold og kun hvis 3 betingelser er opfyldt:
1. Asylsøgerne skal uopholdeligt henvende sig til myndighederne
2. Asylsøgerne skal godtgøre det var nødvendigt at rejse illegalt ind i Danmark
Det betyder, at hvis man rejser illegalt over den dansk-tyske grænse, så henvender man sig på nærmeste politistation, f.eks. i Tønder eller Ribe, man rejser ikke på tværs af landet for at henvende sig i Sandholmlejeren.
Man skal også, hvis man kommer fra Tyskland, godtgøre overfor de danske myndigheder, at Tyskland ikke er et sikkert asylland. Kan de ikke det, så skal de sendes retur til Tyskland jvf. Dublin II konventionen.
Hvis påstanden om, at dokumentfalsk skal være straffrit ifm. illegal indvandring fordi konventionen siger at illegal indvandring under ganske bestemte forhold skal være straffri er en klart uholdbar argumentation. Efter samme argumentation kan man ligesågodt sige at brug af skydevåben ved illegal indvandring skal være lovligt. Her i landet straffes dokumentfalsk men ikke illegal indvandring, når konventionens betingelser herfor er opfyldt

Steffen Dickhudt Christensen

Jeg fatter heller ikke hvad problemet her er.

"Hvis asylansøgere ankommer med falske dokumenter, burde det på mange måder tale til deres fordel. Det viser jo, at de ikke har kunnet bruge regulære midler og kanaler, og det måske derfor er sandt, at de har brug for beskyttelse,« siger Goodwin-Gill."

Nåh ?????
Hvis en asylansøger har haft mulighed for at skaffe falske dokumenter til at komme væk fra et land, er det vel logisk at fortælle landet der søges asyl i, at man IKKE er den som står i papirerne ?

Lars R. Hansen

Svejgaard:

"Den diskussion har vi haft før, du har fået alle oplysninger tidligere, og jeg gider ikke gentage dem!"

Du må have forvekslet mig med en anden - du har ikke tidligere over for mig henvist til de af mig efterlyste domme vedr. regerings lovovertrædelser.

Kirsten Svejgaard

Lars Hansen

Jeg har henvist til, at de pågældende personer kunne gemme sig bag deres parlamentariske immunitet, og måtte til sidst konkludere, at du ikke har forstået dette begreb.

Og jeg vil som sagt IKKE ind i en ny formålsløs diskussion om dette emne.

For mig at se, så handler denne sag mest om, at man, da man i sin tid lavede Flygtningekonventionen, ikke havde - og heller ikke kunnet have haft - det verdensbillede, vi ser i dag, i sine tanker. Ingen drømte vel i 1951 om, at der kunne eksistere "private terrorbevægelser" som f.eks. Al-Qaeda, der uden skrupler er klar til at gøre hvad som helst for at slå så mange ihjel i en syg - og for dem hellig - sags navn.

Flygtningekonventionens krav om straffrihed for asylansøgere, der indrejser på falske dokumenter, er med andre ord - groft sagt - ude af trit med den virkelighed, vi lever i i dag.

Som udgangspunkt er vi vel alle enige om, at enhver udlænding, der ankommer fra et land uden for Schengen-området, og forsøger at indrejse i Danmark ved hjælp af falske rejsedokumenter, skal tilbageholdes indtil vedkommendes sande identitet er fastslået. Det ville være være uansvarligt blot at lade personen indrejse - vedkommende kunne jo f.eks. være en kriminel på flugt, eller en eftersøgt terrorist på vej mod næste gerningssted.

Men hvad så hvis de siger det lille magiske ord "asyl"? Skal det i sig selv retfærdiggøre, at vedkommende får lov til at rejse frit og uhindret inden for landets grænser? Flygtningekonventionen siger ja, men fornuften må nu en gang være lidt mere forbeholden. Det vil jeg som borger i dette land i hvert fald være mest tryg ved.

Nu er Flygtningekonventionen så rent faktisk retligt bindende. Vi har altså to muligheder. Enten finder vi en måde, hvorpå man kan overholde reglerne, samtidig med, at personer, der indrejser på falske rejsedokumenter og søger om asyl, kan tilbageholdes indtil deres identitet er afklaret. Eller også melder vi os simpelt hen ud af Flygtningekonventionen.

Man har naturligvis valgt den første løsning, men har endnu ikke fundet den rigtige model. Det kan man så kritisere - ikke mindst at sagen er trukket i langdrag - men man kan ikke klandre regeringen og centraladministrationen for at arbejde for at finde den rigtige løsning.

De fleste kommentarer herinde mener åbenbart, at folk, der indrejser på falske papirer og søger om asyl, blot skal have en billet til Sandholmlejren, og ellers bør overlades til sig selv. For det siger folkeretten jo. Jeg er sikker på, at alverdens terrorister ville blive rigtigt glade, hvis praksis var som dette. Men sikke mange liv, der kunne komme i fare pga. folkeretten.

Flygtningekonventionen trænger også på dette punkt til en gevaldig opdatering. Det er ikke sært, hvis Danmark og andre medemslande, konstant er tvunget til at finde alle mulige kreative kattelemme og alternative fortolkninger af konventionens bestemmelser. At ingen i FN-systemet (primært UNHCR), eller i kredsen af medlemmer af Flygtningekonventionen har taget handsken op mhp. en ny og bedre konvention for lang tid siden, er lidt af en gåde.

Men der ville vel lyde et ramaskrig, hvis folk, der i virkeligheden kommer til Vesten for at udnytte velfærdssystemerne, begå terror eller anden form for kriminalitet under påskud om at være flygtninge, ikke skulle få mulighed for at gøre dette under folkerettens beskyttende vinger til stor - og for mange uoprettelig - skade for befolkningerne i de vestlige lande.

@Lars Hansen: Jo, den gør - som udgangspunkt:

"ARTIKEL 31 - Flygtninge, som ulovligt opholder sig i tilflugtslandet

1. Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft en rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

2. De kontraherende stater skal ikke pålægge sådanne flygtninge andre begrænsninger i deres bevægelsesfrihed end dem, der er nødvendige, og sådanne begrænsninger skal alene anvendes, indtil flygtningenes forhold er blevet ordnet, eller indtil de opnår adgang til at andet land. De kontraherende stater skal indrømme sådanne flygtninge en rimelig frist og alle nødvendige lettelser for at opnå adgang til et andet land."

- men den er åben for fortolkninger, der kan sikre, at myndighederne med rette kan tilbageholde asylansøgere, der indrejser på falske eller mangelfulde papirer (eller helt uden papirer), hvis de skønnes at være "nødvendige".

Lars R. Hansen

Der er intet i FK som hindre, at asylansøgere straks de træffes kan opbevares i llukket og skapt bevogtet lejre - intet.

Lars R. Hansen

Kære Kirsten Svejgaard

Jeg kan se mit svar til dit seneste indlæg er forsvundet - givetvis som følge af tekniske problemer på Information.dk - jeg kan ikke forestille mig der skulle være en anden årsag - og vil derfor lige forsøge at svare igen.

Du har aldrig henvist til de af mig efterlyste domme vedr. regeringenslovovertrædelser - aldrig.

I dit seneste indlæg henviser du nu til parlamentarisk immunitet - og mener iøvrigt at du tidligere har henvist til dette, men blot måtte konkludere, at jeg tilsyneladende ikke forstod begrebet - hvortil jeg igen kun kan sige, at du må have forvekslet mig med en anden - vi to ikke har drøftet emnet tidligere.

Nuvel - kan du så henvise til de tilfælde, hvor du mener MF'ere har gemt sig bag deres immunitet - mig bekendt er det ikke sket, at et flertal i Folketinget ikke har efterkommet politi- og anklagemyndigheden.

Jeg kan ikke undgå at få den mistanke - at du måske ikke selv har helt styr på begrebet - siden du inddrager det på denne måde i herværende tråd. Hvis Danmark begår et konventionsbrud - hvilket jeg ikke mener er sandsynliggjort, men heller ikke kan udelukkes - er parlamentarisk immunitet umiddelbart irrelevant - da det er Danmark som nation, der er forpligtet under konventionen.

Frej Klem Thomsen

Mon ikke vi kan tillade os at antage at Professor Goodwin-Gill har så nogenlunde forstand på hvad han udtaler sig om? Oxford har ikke (i moderne tid, i hvert fald) tradition for at uddele professortitler til tilfældige dilettanter.

Og det kan vel næppe undre nogen hvis vores nuværende regering ser stort på de internationale konventioner, især på asylområdet.