Læsetid: 7 min.

Slutkamp i Johannesburg

Finale. Den spanske tiki-taki skal stå sin prøve i VM-finalen mod et kalkulerende og kontrastærkt Holland
Sejr? Hvis Holland ender med at løfte pokalen på søndag, vil det i høj grad fremstå som en triumf for van Bommel (th.) Den temmelig upopulære spiller har udført sin opgave så effektivt, at han nu nævnes blandt kandidaterne til udnævnelsen som turneringens bedste spiller. Men til trods for dette vil det alligevel være trist, hvis lige netop han - og den illusionsløse og ultrapragmatiske stil, som han repræsenterer - bliver belønnet med guldmedaljerne i morgen aften.

Sejr? Hvis Holland ender med at løfte pokalen på søndag, vil det i høj grad fremstå som en triumf for van Bommel (th.) Den temmelig upopulære spiller har udført sin opgave så effektivt, at han nu nævnes blandt kandidaterne til udnævnelsen som turneringens bedste spiller. Men til trods for dette vil det alligevel være trist, hvis lige netop han - og den illusionsløse og ultrapragmatiske stil, som han repræsenterer - bliver belønnet med guldmedaljerne i morgen aften.

Scott Heavey

10. juli 2010

Uanset hvem der ender med at vinde verdensmesterskabet, vil der blive skrevet historie søndag aften i Johannesburg. Hverken Holland eller Spanien har nemlig før løftet VM-trofæet, der kun er blevet erobret af syv nationer, siden det første verdensmesterskab blev afholdt i 1930 i Montevideo.

Nu bliver et ottende land føjet til listen.

Før turneringen startede, ville hovedparten af fodboldens romantikere formentlig have støttet tanken om en slutkamp mellem netop Spanien og Oranje. At begejstringen er mærkbart mindre, nu hvor den rent faktisk er blevet en realitet, skyldes de to holds præstationer undervejs til finalen. Ikke mindst Holland har skuffet fælt, og for mange er Bert van Marwijks tropper kommet til at stå som indbegrebet af et VM, der rent taktisk og underholdningsmæssigt har markeret et tilbageskridt i forhold til de seneste større slutrunder.

Både VM i Tyskland i 2006 og EM i Østrig-Schweiz i 2008 var således præget af positiv fodbold, hvor de største nationer stillede i offensive formationer med indbygget frirum til holdets kreative kræfter. Dette var ikke mindst tilfældet i 2008, hvor flere af de bedste mandskaber - herunder blandt andet Portugal og Holland - eksperimenterede med den særdeles krævende men også meget seværdige 4-6-0 formation, der ikke på forhånd låser bestemte spillere i frontløber-positionerne men lader alle de offensive kræfter fra midtbanen og fremefter rotere i et flydende forløb, der har til formål at forvirre modstandernes forsvarere og hele tiden trække dem ud af position.

Udviklingen af dette system bliver som oftest tilegnet Romas tidligere træner Luciano Spaletti, der byggede det op omkring giallorossis store stjerne, Francesco Totti, men det fængede først for alvor, da Alex Ferguson forsøgte at implementere det på sit United-hold, dengang han både havde Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney til sin rådighed. Og i dag finder man vel dets fineste udøvere hos Barcelona, hvor træner Pep Guardiola jævnligt praktiserer det - og især i de kampe, hvor Zlatan Ibrahimovic ikke får lov at stå og glane oppe foran som en mere eller mindre immobil targetman.

En trist tendens

Den sørgelige kendsgerning er imidlertid, at dette dejlige angrebssystem - som muligvis er det tætteste, vi er kommet på en nyudvikling af totalfodbolden i de seneste 30 år - tilsyneladende er forsvundet fra landsholdsfodbolden. I hvert fald har det brilleret ved sit fravær ved dette VM, der på det taktiske plan primært har gjort sig bemærket for en trist tendens, nemlig at flere og flere mandskaber er begyndt at spille med det, der i fodboldjargonen kaldes for to 'seksere'; altså to defensive midtbanespillere. To opryddere foran forsvarskæden, om man vil.

Sædvanligvis er det ellers kun svagere og mere defensivt orienterede mandskaber, der føler behov for at spille med hele to skraldemænd til at tage sig af det grove arbejde foran egen forsvarskæde, men i denne turnering har man måttet opleve, at også stærke nationer som Holland og Brasilien har ofret offensive kræfter på at sætte ekstra styrke ind på den defensive midtbane. Således spillede Dungas tropper i stort set alle kampene med de totalt fantasiløse arbejdsheste Felipe Melo og Gilberto Silva på den centrale midtbane, mens van Marwijk har sendt Oranje på banen med både Mark van Bommel og Nigel de Jong i rollerne som udsmidere, der har skullet sørge for at pande modstandernes besværlige typer ned, før de nåede frem til forsvarskæden.

Kan takke van Bommel

Det har været resultatorienteret, effektivt (i hvert fald for Hollands vedkommende) og meget forstemmende. Fodboldmæssige hædersmænd som Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Johan Cruyff må græmme sig over det kulturtab, de har været vidne til; et kulturtab, der manifesterer sig ved, at det hollandske nationalmandskab - der tidligere var kendt for at give nogle af kontinentets største boldkunstnere rum og plads til at udfolde sig - nu først og fremmest kan takke en stymper som van Bommel for, at de er nået frem til den første finale i 22 år.

Ikke alle hollandske landstrænere har været lige begejstrede for at benytte dette 33-årige kampfschwein, der de seneste tre år i træk er blevet kåret som Bundesligaens mest usympatiske spiller, men van Marwijk har ikke haft nogen betænkeligheder ved at anvende ham i en spildefinerende rolle, og hvis Holland ender med at løfte pokalen på søndag, vil det i høj grad fremstå som en triumf for denne hardhitter fra Maasbracht. Gennem hele turneringen har han med alle til rådighed stående midler beskyttet holdets relativt svage midterforsvar. Og den opgave har han udført så effektivt, at han lige nu nævnes blandt kandidaterne til udnævnelsen som turneringens bedste spiller. Men til trods for dette, og selv om man må anerkende hans høje faglige niveau, vil det alligevel være trist, hvis lige netop han - og den illusionsløse og ultrapragmatiske stil, som han repræsenterer - bliver belønnet med guldmedaljerne i morgen aften.

Netop på en sommer som denne, halvanden måned efter at Mourinhos Inter demonstrerede, hvordan det er muligt at vinde Champions League ved at nulstille Europas teknisk stærkeste fodboldhold og dræbe dem på lynhurtige kontraer, føles det ekstra vigtigt, at vi får en verdensmester, der baserer sin fodboldfilosofi på boldbesiddelse og pasningsspil; et hold der beviser, at det stadig er muligt at angribe sig til de store titler. Og set i det lys er det nærmest perfekt, at hollændernes modstander i morgen aften hedder Spanien.

For hvor Holland i de senere år har bevæget sig i pragmatisk retning, så fremstår Spanien som fodboldens sidste romantikere med deres kompromisløse insisteren på tiki-taki eller Playstation-fodbold, som det også lidt nedsættende bliver kaldt; denne pasningsbaserede angrebsstil, hvor bolden føres rundt i hurtige, flade kombinationer, mens der bestandigt spejdes efter åbninger i modstandernes forsvar. Når det lykkes, er tiki-taki noget af det smukkeste, man kan forestille sig. Når det ikke glider, er det noget af det mest ørkesløse.

Spanierne har præsenteret os for begge yderligheder under denne turnering. I åbningskampen mod Schweiz afleverede og driblede La Furia Roja både sig selv og tilskuerne ihjel uden at få noget som helst ud af det, men senere - og ikke mindst i perioder af kampene mod Chile, Portugal og Tyskland - har de leveret pasningsspil af høj karat.

Til trods for, at holdet nu står i finalen, har det dog ikke undgået at få hug fra hjemlandet undervejs, ikke mindst fra den tidligere træner, Luis Aragonés, der førte mandskabet frem til europamesterskabet for to år siden.

Denne gamle, sure mand fra Madrid har kritiseret holdet for at spille for langsomt og omstændeligt, ligesom han har skoset sin efterfølger, Vicente del Bosques beslutning om at spille med to defensivt orienterede spillere på den centrale midtbane i skikkelse af Xabi Alonso og Sergio Busquets. Og på begge punkter har han en pointe. Spanien burde være modige og stærke nok til at ofre en af deres 'seksere' på midtfeltet - helst Busquets - til fordel for en mere angrebslysten type som for eksempel Arsenals Cesc Fabregas. Det ville tilføre mere dynamik og skarphed til en offensiv, der paradoksalt nok har været det ellers så målsøgende mandskabs svaghed under hele turneringen.

Blot syv mål er det blevet til i de foreløbige seks kampe, og det er bestemt ikke godt nok for et hold, der stræber efter verdensmesterskabet. En del af målkrisen kan naturligvis henføres til Fernando Torres' spektakulære deroute. Men hovedårsagen er, at de ellers så uopslidelige spanske Duracell-kaniner på midtbanen har manglet den nødvendige skarphed i kombinationsspillet. Der er blevet spillet for meget på tværs og for lidt i dybden, og de tre 1-0 sejre, som det er blevet til i play-off kampene, vidner om, at spanierne får alt for lidt ud af deres enorme spilovertag.

De får dog muligheden for at rette op på dette forhold mod hollænderne, der sandsynligvis - og i lighed med de hold, som del Bosques tropper hidtil har stået over for - vil lægge sig dybt i banen og frivilligt afgive hovedparten af boldbesiddelsen til gengæld for muligheden for at ramme de rødblusede modstandere på kontrastød, ført frem af aktører som Arjen Robben, Robin van Persie og Wesley Sneijder.

Så gode spillere har Spanien ikke stået over for endnu i turneringen. Og det bliver spændende at se, hvordan de vil håndtere den orange trussel i en finale, der på mange måder har karakter af en arketypisk fodboldklassiker: de kontraspillende og kalkulerende midteuropæere mod romantikerne fra den iberiske halvø. Eller sagt på en anden måde: De elegante, spanske superteknikere mod bønderne fra lavlandet, der fejrede kvalifikationen til finalen med at vise bar røv på stadion.

Det er to forskellige stilarter, der støder sammen søndag aften på Soccer City Stadium i Johannesburg. Og for den neutrale observatør er der blot at håbe, at de forløser hinanden på positiv vis, så vi kan få sat et godt punktum for en slutrunde, der ellers er i overhængende fare for at blive erindret for det fodboldmæssige svigt, som mange af de store nationer udsatte deres globale publikum for. (Dunga, Domenech og Lippi - I ved, hvem jeg tænker på.)

Alle os, der standhaftigt har tilsidesat familieliv, huslige pligter, kvalitetslitteratur og lange gåture i sommersolen for at følge begivenhederne i Sydafrika - vi har krav på en belønning. Lad den ligge i et åbent slagopgør, gerne kombineret med iberisk triumf til sidst.

Vi tåler ikke et gensyn med Robbens blottede bagdel!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

MØN har i gennem en del år set sig sig ganske blind på systemet 4-6-0. For det første kan man jo ikke forestille sig et hold uden spillere der enten er i boksen eller søger den. Så ideen med at skifte pladser siger jo ikke noget om hvilket system man som udgangspunkt spiller. Man U. spillede 4-4-3 med Ronaldo og Rooney, og de havde for de meste Ronaldo på toppen og Rooney på venstre kant. Barca spiller vel mere 4-5-1 men det bliver mere stationært med Zlatan end med Eto'o. At man så inden for dette system skifter pladser kan jo sagtens være korrekt, men det kan ikke beskives som 4-6-0.
Mere problematiske er MØN's opfattelse af, at det er et problem at landshold ikke spiller dette system. Spanien vandt Euro 2008. De spillede en form for 4-4-2 når Villa startede inde, og de spille 4-5-1 når kun Torres var inde. Men de spillede da godt!
Og hverken Holland eller Portugal spillede 4-6-0 i 2008: Holland spillede 4-1-4- i alle kampe med van Nistelroy på toppen. Man kan sige det ret klart: hvis man spiller med van Nistelroy, så spiller man absolut ikke 4-6-0 eller hvad man ellers vil kalde det. Den mand er 90% af tiden i boksen - og han er god til det. Om Potugal spillede med udskiftelige pladser er mere til diskussion, men det benyttede, som jeg husker det, Nuno Gomes på toppen. Han er bare ikke nær så god som van Nistelroy, så det kan tænkes at Ronaldo har søgt feltet mere end han ville have gjort, hvis Portugal havde haft en klasse-target.
I sidste ende handler det om spillermaterialet: Spanien har nu vundet to mesterskaber både med Target (Torres) og uden (Villa) Ku' være det er fordi det har det bedste hold.