Jack Kerouac's metode var sketching, skitser af sansede situationer, som en maler gør det. Han havde notesbøger fyldt med dem og samlede dem så i skrivemaskinen. Den brugte han som et perkussivt instrument, i så høj grad at den forfinede stilist, Truman Capote, Kerouac's samtidige, engang erklærede, at det her slet ikke var litteratur, bare maskinskrivning, men enten var Capote misundelig eller også fattede han bare ikke en skid af det hele, at skrivemaskinen hos Kerouac bliver anvendt kropsligt, som Pollock slyngede sine dåser med cykellak ind over verdenslærredet på cementgulvet, eller som Art Tatum modulerede skæve akkorder på en måde, der åbnede døren for Bud Powell og Thelonious Monk.
Og problemet i den sammenhæng, sammenlignende, er jo præcist, at ord har betydning, at de ikke kan løsnes fuldstændigt fra de konventionelle betydninger, de har, og at det er de konventionelle betydninger, der gør det muligt for os at tale med hinanden. Ord kan ikke abstraheres ud, hvor maleriet og musikken af sig selv finder sted, men man kan - og det er det, Kerouac gør - tage rytmen, pulsen fra maleri og musik og sende den som strøm igennem sproget på skrift, tænde ordene med den som farvede pærer og neonlys i regnvejr i natten, lade dem sile som tjære ned over jernbanesveller, lade dem danne billeder og blive lyd.
Måske behøver der slet ikke være mening i det, ikke i gammeldags forstand, for det her er det første postmoderne, det er den ufattelige, nye morgen, hvor sindets fugle kvidrer videre på Joyce og hans Finnegans Wake. Det er ikke til at forklare, fordi det er, eller i det mindste vil være, forklaring i sig selv, det vil være lys, og der er så meget mørke, og det henter sin kraft og styrke i musikken, i jazzen.
Kerouac vil skrive som en mytisk tenorsaxofonist der blæser et endeløst kor som et digt på en linje, der aldrig standser, og som man af en eller anden grund kalder prosa. Det er også en barnlig ambition at have der i det kunstige lys, der svæver spøgelsesagtigt over mørke kirkegårde langs motorvejene i Amerika i 1950'erne, og det foregår allerede for Kerouac i det forsvundne, i et mystisk fellaheen vagabondland, hvor tv endnu kun er en baby, selv om det målbevidst, som Ginsberg sagde, kravler hen ad den endeløse grå korridor, der var Burroughs' junkielandskab, mod dødscellen.
Det er sentimentalt som en slikkepind, sagde Norman Mailer, men selv han anerkendte Kerouac som en autentisk ny forfatter, som en modig udforsker af grænseområder, som den der pludselig gav stemme til millioner af ellers sprogligt uforløste oplevelser, der usagte kunne have kvalt en hel generation af koldkrigens teenagere.
Kerouac var fransk canadier, opvokset i en provinsiel industriby, Lowell, en kort togrejse fra Boston og Harvard. Først som seksårig lærte han engelsk, det sprog der aldrig skulle blive det samme mere efter at han havde haft det i skrivemaskinen.
Hans bedste bog? Den hedder Visions of Gerard. Det er hans erindringer om storebroderen, Gerard, der døde. Det er en toårigs vilde sorg, der skrives ud, og sproget er boblende, dansende nyt og fuldt af fremtid. Den udkom i 1963.
