Stjernernes ven taler ud

Vild ungdom

I pubbens næsten tomme baglokale med plakater for quizaftener og halbal fortæller Munn lystigt om nogle af de andre fantastiske tilfældigheder og bizarre eventyr, han i sin ungdom oplevede med Hollywoods stjerner, og som på det seneste har ført til en årlig, overraskende og afslørende biografi. Der var dengang i 1970, hvor han mødte Steve McQueen i Cornwall og sad bag på hans motorcykel på en spontan firedagestur mellem »kroer i Devonshire«, hvor McQueen fortalte Munn og ingen anden, at han havde været voldelig over for sin første kone og kriminel som barn, og at han kunne forudse dødsfald (en historie, der 40 år senere danner grundlag for bogen
Steve McQueen: Living on the Edge).

Så var der dengang, Munn stødte ind i Jimmy Stewarts kone Gloria og tog hende med på en guidet tur rundt i London, hvor hun betroede sig til ham om sin mands raserianfald og hemmelige arbejde for FBI (
Jimmy Stewart: The Truth Behind the Legend). Eller udflugten til Winchester i hans »fars gamle Morris«, hvor hans passager Richard Burton fik et epileptisk anfald, og da han kom til sig selv i Munns favn, fortalte han med hidtil uset åbenhed om de dæmoner, der fik ham til at drikke (
Richard Burton: Prince of Players). Eller dengang han improviserede med Laurence Olivier, der i en tårevædet ordveksling, antydede, at han - ligesom Munn, angiveligt - som barn var blevet seksuelt misbrugt af en præst. (Det er - sammen med afsløringen af, at Olivier havde været spion for MI6 - hovedemnet i
Lord Larry: The Secret Life of Laurence Olivier). Eller den periode, hvor John Wayne behandlede ham »som en søn«, da de havde arbejdet sammen på filmen Brannigan (Munn spillede rollen som 'mand i en telefonboks'), og hvordan dette førte til, at Wayne blandt mange andre ting over for Munn bekræftede de hidtil ukendte detaljer om Stalins plot for at få ham dræbt (
John Wayne: the Mann Behind the Myth).

»Jeg var bestemt ikke hemmelighedsfuld, hvis folk spurgte mig,« siger Munn. »Hvis folk på kontoret spurgte: 'Hvor skal du hen?' svarede jeg: 'Jeg skal tilbringe eftermiddagen sammen med Ava Gardner.' Alle vidste det.«

Sang duet med Sinatra

De eneste mennesker, der tilsyneladende ikke vidste noget, var hans egen familie. Munns storebror, søster og mor er blevet mere end overraskede over hans vilde liv blandt superstjerner, som han mange år senere har afsløret: »Jeg var til te hos min bror forleden,« siger han med en vis irritation i stemme »og for tiden ender det altid med den samme diskussion. De siger: 'Vi vidste ikke, at du har siddet bag på Steve McQueens motorcykel' eller 'Hvad er det for noget med Sam Peckinpah?' Så siger jeg: 'Du var jo ikke interesseret. Jeg var bare din lillebror. Du tog mig aldrig alvorligt. Du har aldrig spurgt mig.'«

»Det hele startede, da jeg som helt ung blev kørt over af Hollywood-stjernen George Rafts Rolls-Royce på Regent Street i min frokostpause,« siger Munn og klukker. »Raft hev mig ind i bilen. Der strømmede blod ud af min næse, og før jeg vidste af det, var jeg i Rafts lejlighed nær Park Lane. De ville ikke tilkalde politi eller ambulance, det var ikke Georges stil. Men bagefter fik jeg lov til at komme og besøge ham søndag eftermiddag, når jeg ville. Jeg kom som regel hver søndag. Mine forældre vidste det ikke, det faldt mig aldrig ind at fortælle dem det. Man kunne aldrig vide, hvem der var der. Tre eller fire medlemmer af
The Dirty Dozen, Lee Marvin. Det var også sådan, jeg først mødte Frank Sinatra. Jeg sang for sjov et par duetter med ham.« Munn holder en pause og siger så: »Det var først senere, at jeg blev æresmedlem af The Rat Pack.«

Kildematerialet

Michael Munn er flere gange blevet beskyldt for at være for fantasifuld, når han beretter om sit eget og stjernernes fantastiske liv. Senest da hans biografi om den britiske stjerneskuespiller David Niven udkom i 2009. Nivens sønner drog Munns beretning i tvivl og bad ham om at aflevere sine båndoptagelser som bevis på, hvad Niven havde betroet ham på sit dødsleje. Desværre fandtes båndene ikke længere, da de »for længst er blevet spist« af hans båndoptager: »Jeg har ofte opdaget mere om stjernernes liv, når min trofaste båndoptager var slukket.« Derfor er meget kradset ned på papirlapper, hvis betydning kun Munn forstår. Men forstår han i betragtning af kildematerialets mangelfuldhed, hvorfor ikke alle accepterer hans posthume omskrivninger af deres afdøde slægtninges liv? »Kender din familie alle dine venner? I en vis forstand interviewer jeg mig selv i bøgerne. Hvis folk ikke vil tro det, er det ikke min opgave at overbevise dem. Jeg beskriver bare tingene, præcis som jeg husker dem.«

Munns bøger er også blevet rost for at være »afslørende« og »sprængfarlige«, og hans genskrivning af filmhistorien er omhyggeligt registreret på Wikipedia. Gennem det meste af Munns karriere har hans forlægger været Jeremy Robson fra JR Books. Robson siger, at han »i begyndelsen« så noget kildemateriale, men mener, at man »i et vist omfang er nødt til at tage ham på ordet. Jeg tror på Michaels integritet. Man må selvfølgelig ikke krænke de døde. Det mener jeg ikke, at Michael gør. Han er en meget moralsk person.«

Munn fortæller, hvordan han begyndte at skrive bio-grafier efter en lidt mislykket karriere som skuespiller, instruktør og dramatiker. Han var også blevet skilt fra moren til sine tre børn: »Hvis jeg skal være ærlig, skrev jeg Sinatra-bogen som selvterapi. Først da jeg var færdig, tænkte jeg: 'Mon Jeremy Robson vil have det.' Det underlige var, at jeg ikke nævnte, at jeg havde kendt Frank Sinatra. Det behøvede jeg ikke, for jeg fik så meget at vide fra Ava. Jeg havde slet ikke lyst til at komme ind på, at jeg har kendt Sinatra.« Det andet vendepunkt i Munns litterære transformation kom efter et hjerteanfald i 2005: »Jeg havde en god tid med stjernerne, så bøgerne blev til en slags erindringer forklædt som biografier. Min forlægger kunne lide dem. Og de blev bragt som føljetoner i seriøse aviser som Sunday Times.«

Gennemskue en skrøne

Det virkede forløsende for Munn, der har levet sig ind i rollen som de kendtes skriftefader. Han har en blog, bliver interviewet i radioen og dukker op i dokumentarfilm:

»Jeg har altid været ked af, at jeg ikke blev instruktør. Jeg har instrueret nogle stykker, men ikke i West End. Så efter mit hjerteanfald tænkte jeg, at jeg i stedet burde fejre mit eget liv. Jeg tænkte: Jeg skriver, hvad jeg vil.«

Mens vi venter på regningen, nævner jeg et par af de Hollywood-stjerner, jeg har interviewet: Jack Nicholson, Kiefer Sutherland. Problemet med at interviewe skuespillere er, at man aldrig helt kan vide, hvornår de binder én noget på ærmet, siger jeg. Munn ryster på hovedet. Han kunne ikke være mere uenig: »Det er jeg bedre til end noget andet.« siger han med overbevisning. »Jeg har en sjette sans. Jeg kan altid gennemskue en skrøne.«

© Guardian og Information 2010. Oversat af Mads Frese