Læsetid: 5 min.

Uden farveller og fromme ord

Stilprofil. Henrik Pontoppidans grav i Rørvig står ganske godt til hans holdning og stil
Rørvig. Forfatter Henrik Pontoppidan er begravet i Rørvig, som han holdt meget af, da han levede. Gennem et halvt århundred vendte han gang på gang tilbage hertil.

Rørvig. Forfatter Henrik Pontoppidan er begravet i Rørvig, som han holdt meget af, da han levede. Gennem et halvt århundred vendte han gang på gang tilbage hertil.

Tomas Cochello

17. juli 2010

Vi kommer til Rørvig Kirke en af de steghede solskinsdage, hvormed denne sommer har været så gavmild. Pladsen foran kirkegårdsmuren er spækket med biler, af hvilke én allerede er pyntet med bånd og efterhængt med nogle dåser, som har indeholdt øl. Et svedende par bliver i denne stund gift i den gulkalkede kirke med kridhvide felter og tag af irgrønt kobber over koret.

Henne tæt ved muren under en kolossal kastanje ligger Henrik Pontoppidan mellem sin anden hustru Antoinette Elise og sønnen Steffen. Bagved hviler datteren Else, og ved siden af hende svigersønnen læge Einar Thomsen. Hele arrangementet er holdt i samme stil, enkle sten i lys, grønlig og rødlig granit med diskrete hvide rosetter ude ved hjørnerne, alt sammen omgivet af en lav hæk af tuja med ligeledes ganske lave rododendroner omme bagved. En besynderlig blanding af dynastisk familiegravsted og en fælles endestation for tilfældigt sammenbragte amtskommunale fattiglemmer.

At den navnkundige nobelpristager i litteratur er stedt til hvile så prunkløst realistisk og anonymt spartansk, harmonerer egentlig meget fint med Pontoppidans skrivestil, eller skulle man sige mangel på samme. Professor Ejnar Thomsen (ikke at forveksle med svigersønnen Einar med 'i') sammenligner i sin minde-mosaik fra 1944 (udgivet som selvstændig uglebog i 1965) Pontoppidans nøgterne prosa med Karl Gjellerups og karakteriserer sidstnævnte som »den umodne akademiker, der for enhver pris skal spække sin fremstilling med æstetiske og historiske hentydninger, og hvis skruede pseudo-åndfuldheder minder om skoleduksens alt for energiske markering. Af lutter forceret kulturdemonstration glemmer han at fortælle, skønt det egentlig er det, han vil.«

Ved kanten af kirkegården

Helt anderledes med Pontoppidan, der, som Thomsen husker os på, tilhører en siden Christian IV's dage skrivevant akademiker-slægt og i nedarvet sans for det klassiske, enkle, afstår fra Gjellerups og mange, mange andres hæsblæsende jagt på det rigtige, det lækre, det superpræcise udtryk. Vi har her i stedet at gøre med »en skribent, der i sin omgang med sproget hellere udsletter sig selv end gør opmærksom på sig selv,« for nu igen at citere Thomsen.

Til denne stilprofil svarer graven(e)s rolige sprog faktisk udmærket. Men der er også noget sigende i, at Pontoppidan ligger herude ved kanten af kirkegårdens oprindelige del.

Skønt runden af en gammel præsteslægt, eller måske netop af denne grund, kom han i sine yngre år til at anse kirken for »lysets og fremskridtets arve- og dødsfjende«, og selv om denne antiklerikale holdning (ligesom så meget andet i hans sammensatte person) med tiden blev rundet noget af, lagde han før sin død dén knappe besked om bisættelsen, at den skulle ske »uden nogen præst«, og at hans urne skulle »nedsættes uden anden kirkelig ceremoni end klokkeringning«. Det betød dog ikke, at forfatterens afsked med denne verden kom til at gå totalt stille af. Han sov ganske vist roligt ind i sit hjem i Ordrup 21. august 1943, 86 år gammel, med datteren Else hos sig, men nogle dage efter i krematoriekapellet holdt professor Vilhelm Andersen en tale, og Studentersangerne fremførte I Østen stiger Solen op. Mere kirkeligt blev det ellers ikke. Og på de fem nøjagtigt ens gravsten står der kun navne, datoer og årstal. Ingen farveller og fromme ord.

At Henrik Pontoppidan, født i Fredericia, opvokset i Randers, i det første ægteskab bosat forskellige steder på Sjælland, siden ofte i København og ellers flakkende om fra den ene lejede (men trods alt nogenlunde standsmæssige) bolig til den næste, og indimellem på langvarig rejse, alene eller med sin anden kone, ligger begravet just her, i Rørvig, hænger sammen med, at han gennem et helt halvt århundred gang på gang vendte tilbage hertil.

Samme sommer som Else (gift Thomsen) blev født, i 1894, rendte han nemlig på en gade i København ind i en gammel Randers-bekendt, der standsede ham og udtrykte sin undren over at se forfatteren i hovedstaden midt om sommeren og tilmed i en så skrækkelig varme. Kort tid efter drog den lille familie derop, og fra da af fik de med få undtagelser deres sommerhjem her, ja, for den lille pige, der kom herop kun knap en måned gammel, og senere for hendes mand og børn blev Rørvig det kæreste sted på jorden.

Københavnske landliggere

Så højstemt ytrer Pontoppidan sig (sin vane utro ...) i sine erindringer, hvor han også husker sin læser på, at det sted, der nu hver eneste sommer er fuldt af badegæster og sparsomt påklædte københavnske landliggere, i tiden op til år 1900 var en temmelig stille plads, et roligt lods- og toldsted, som tilmed hundrede år forinden havde været forvandlet til et øde ørkenlandskab. Dette skyldtes en ugelang orkan med forrygende sandflugt, der gjorde, at bebyggelsen måtte flyttes bort fra området ved kirken, udad og nedad til mindre udsatte strøg.

Da Pontoppidan begyndte at komme fast i Rørvig, lå kirken og lyste gult på en lille bakke med udsigt til alle verdenshjørner. Måske af denne grund drages forfatteren i sin erindringsbog af den grufulde historie om det fremmede skib, der en sommernat kastede anker ud for kysten og sendte en båd til land med en flok tavse mænd, som førte en tæt tilhyllet skikkelse med sig i lænke.

»Skaren brød ind i Kirken, og her afdækkedes Skikkelsen, som var en ung, dødbleg Kvinde i Brudedragt. Hun førtes hen foran Alteret, hvor hun knælede ned og derpaa af en Person i udenlandsk Ordensdragt blev viet til en ung Mand af Flokken. Umiddelbart efter Vielsen blev hun bagfra slaaet til Jorden med en Økse, saa Blodet flød henover Kirkegulvet. Hvorpaa Skaren - stadig i dyb Tavshed - drog med hendes Lig tilbage til Skibet, som straks lettede Anker og sejlede bort.«

Man hørte aldrig om det siden, tilføjer Pontoppidan. Og forhistorien kender man ikke. Måske er det også 'bare' et sagn, som nogen har pyntet lidt på.

For de to, der hin varme lørdag i år blev svedet sammen inde i kirken og bagefter gik ud til deres pyntede bil, håber jeg hedt, at de må få et lykkeligt liv, gerne lige så langt som Henrik Pontoppidans.

Anvendt og citeret litteratur: •Kirsten Boas: Pontoppidans fristed i Rørvig. Kristeligt Dagblad, 19. juli 2001. •Henrik Pontoppidan: Erindringer. Samlet udgave, Gyldendal 1962. •Henrik Pontoppidan: Enetaler. Udgivet af Johan de Mylius. Schønberg 1993. •Ejnar Thomsen: Henrik Pontoppidan. En Citatmosaik. Gyldendals Uglebøger 1965.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu