Læsetid: 4 min.

Vuvuzebra!

VM. Det har bare været noget bras indtil videre - også brasserne
Højere! Den sproglige uformåenhed hos VM-kommentatorerne er ind imellem så grotesk, at man ville ønske, der var en mulighed for at skrue lidt op for vuvuzebraerne og få dem overdøvet.

Højere! Den sproglige uformåenhed hos VM-kommentatorerne er ind imellem så grotesk, at man ville ønske, der var en mulighed for at skrue lidt op for vuvuzebraerne og få dem overdøvet.

Hoand Dinh Nam

3. juli 2010

Man skal være fodboldtræner for at kunne nyde, hvad kanalerne serverer fra Sydafrika. Optakten med en spjættende ekstatisk Desmond Tutu på scenen og Nelson Mandela over det hele i baggrunden var bevægende, men der har ikke været meget bevægelse i spillet siden.

Troels Bech, der træner Silkeborg, gav i aftes en uhyre instruktiv forklaring på, hvordan portugiserne lukkede det hurtige spanske pasningsspil ned foran feltet med fire meget bevægelige forsvarere i en blok, hvis konturer hele tiden forandrede sig, og det var betydeligt mere, end kommentatorerne på stedet magtede at få fremstammet.

Det er altså heller ikke nemt, når der ikke sker noget, og de ved, at folket sidder med øllerne derhjemme og vil have 'action', ikke bare de her evindelige 'aktioner', som nærmest hvad som helst hedder i tidens tomme nysprog.

Fodbold er ikke, hvad det har været, bortset fra Danmark. Vi spillede, som vi for det meste har gjort, og det gik derefter. Olsenbanden havnede som sædvanlig i fedtefadet, på det nærmeste udspillet af japanernes maskinfodbold. Tre dårlige kampe, to nederlag og en heldig sejr. To indsatser af Rommedahl og et klassisk mål af Bendtner. Et hold præget af alderdom og skader, med to spillere fra AGF (og den fyrede træner Tryllerik i kommentatorboksen). Det må være en gåde for de fleste, at Thomas Sørensen blev på banen gennem hele japanerkampen, og da han i anden halvleg tabte kuglen ind på målstolpen så det også ud, som om han gerne ville væk. Han var endda ligesom på vej, men han blev altså.

Han blev i mareridtet, og Lasse Ellegaard kaldte ham her i avisen en smuk taber. Højere kom vi ikke, og højere har vi aldrig været - bortset fra den ene gang, vi var den grimme vinder. Men den her gang var vi ikke særlig smukke, bare tabere.

Bras

Smukke er der ingen, der er. Ikke ved det her VM. Ikke på TV i hvert fald. Forleden var det Brasilien-Chile, og det skulle have været en stor kamp, men det blev det ikke.

Martin Laursen kunne dog ikke holde sin store beundring for brasserne tilbage. Den piblede ud i alt. Vores allesammens brasser, og man husker, hvordan specielt Tommy Troelsen på vejlensisk kunne sige det ord, drævende langt og ligesom med tyk flødesovs skummende omkring sig (lad mig for øvrigt med det samme lige slå fast, at en vending som f.eks. 'han passer hans plads', som Laursen ville sige det, ikke er dialekt, det er simpelt hen dårligt dansk og forkert).

I det hele taget er den sproglige uformåenhed hos kommentatorerne ind imellem så grotesk, at man ville ønske, der var en mulighed for at skrue lidt op for vuvuzebraerne og få dem overdøvet. Hvad brasserne angår har jeg bare aldrig brudt mig om dem og deres såkaldte 'sambafodbold'. De smider sig ned hele tiden, ligger der og ruller med deres store øjne direkte ind i kameraet, som de udmærket ved hvor er, og de gør det uden, at nogen har rørt dem.

Der ligger de så med himmelvendte glugger, dødsens fornærmede og laver barnagtig trutmund. Kan den elendige dommer da ikke se, at jeg er en brasser, og at den der skide lille chilenske indianer har væltet mig? Nå, men jeg kan da altid tage revanche med en grim eftertackling, så. Mit navn er Kaka, og det betyder bæ på fransk.

Den mest omtalte træner har været franskmændenes Dommenech. Ham, der ifølge »forræderen iblandt os«, som de forkælede franske landsholdsspillere sagde, havde fået klar besked af den luddovne angriber Anelka, da det stod skidt til i pausen. »Skrub ud og bliv røvpulet, beskidte søn af en luder,« skulle han have sagt, men det sagde han så slet ikke, sagde Thierry Henri, hvis hånd foragteligt havde bragt holdet til Sydafrika på bekostning af Merlins kæmper fra Irland - noget vi aldrig vil glemme her på parcellen. Henry sladrede simpelt hen til selveste Sarkozy.

Jamen! Va t´faire enculer, sale fils de pute, og det er dig jeg mener, Thierry Henry. Tag det private jetfly, du altid har parkeret - under kamp såvel som træning - i nærmeste lufthavn. Tag det og forsvind!

Pessoa

Nå, men det var brasserne. Sådan har de altid været. Ligesom deres musik. Frække, kælne og ind imellem kvalmende lumre i deres falske selvforståelse, kransekagefigurer som de er på et samfund i dyb nød, og ansat til at underholde de tavse masser i en verden, hvor underholdning er den egentlige statsmagt.

De havde ikke travlt, da de spillede i indledende runde mod Portugal. 0-0 var fint for begge parter, og det kunne de så trisse rundt og underholde hinanden med, mens vi andre sad og kedede os ude ved skærmene.

De deler jo et sprog, som er Pessoas modersmål, men den stakkels heteronyme digter, der kunne befolke adskillige fantastiske fodboldhold med de andre digtere, der levede og døde i ham, var ikke tilhænger af den gestus, der er karakteristisk for en filmende angriber, og som vi kender så godt i fastfrossen slow alle sammen: En pludselig stivnen, en døende krigers sparken bagud med det ene ben, overkroppen hejst stejlt i vejret og så flyvende fald mod jorden i fuld kontrol.

Som om nogen havde skudt ham. Sådan har det VM været indtil videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu