Læsetid: 20 min.

Et åndeligt anarki for alkoholikere

Anonyme Alkoholikere er efter 75 års stilfærdigt vokseværk blevet verdens mest udbredte fællesskab mod alkoholisme. Der findes ikke en flække i verden uden AA-møder mindst en gang om ugen. Tilsyneladende har AA'erne fundet en nøgle til en af århundreds mest udbredte lidelser, men her ved fællesskabets 75-års jubilæum er den store hemmelighed, at vi stadig ikke aner, hvordan – eller om – den overhovedet virker
Hanne. Så vidt jeg ved, er det en sygdom, og hvis jeg ikke passer mit program eller holder op med at tage det alvorligt, så slår sygdommen tilbage. Den bliver kun stillet i bero ved ikke at drikke, siger Hanne, der har været ædru i 20 år

Hanne. Så vidt jeg ved, er det en sygdom, og hvis jeg ikke passer mit program eller holder op med at tage det alvorligt, så slår sygdommen tilbage. Den bliver kun stillet i bero ved ikke at drikke, siger Hanne, der har været ædru i 20 år

28. august 2010

Af en eller anden grund får mange mennesker lyst til at drikke alkohol i det øjeblik, de træder ind i en lufthavn. De fleste ser det måske som et middel til at dulme nerverne, før maskinen letter; for andre er det den første af en lang række drinks, nu hvor hverdagens bekymringer kan blive hjemme, mens turen går til konference i Stockholm eller til New York på ferie.

De drikker et par sjusser, og lige bag pandebrasken går alkoholen i gang med at påvirke hjernens søvnsystem. Derfor bliver mange døsige og falder i søvn, inden flyveren er nået op gennem skyerne. Men inden det kommer så vidt, påvirker alkoholen også hjernens lystcenter via det mesolimbiske system.

Det er det område, der aktiveres, når vi oplever noget behageligt – sex, shopping, lækker mad - og det ansporer hjernen til at danne signalstoffet dopamin, der giver os en følelse af velbehag eller ligefrem en glædesrus.

For de fleste mennesker giver denne lykkerus ikke anledning til andet end nogle timer i la-la-land, hvorefter stoffet mister sit greb. De vågner op med hovedpine og lover bagefter sig selv aldrig at gøre det igen.

Hjernen er ekstrem økonomisk anlagt, og i det øjeblik den opdager, at den får sit dopamin gennem et kunstigt stof, og da alkoholen også påvirker en række andre signalstoffer som humørstoffet serotonin og hjernens morfiner, skærer den ned på sin egen dopaminproduktion, så nogle vil måske ligefrem opleve en tilstand af nedtrykthed efter en rus.

Men helt så enkelt fungerer det ikke for Claus. Han er alkoholiker, og formentlig på grund af en medfødt genfejl eller en udefra kommende påvirkning af hjernen er signalstoffer som dopamin, GABA, serotonin, opioider og glutamat ikke i naturlig balance hos ham.

Selv om han ikke har drukket i næsten seks år, og selv om han har lovet sig selv, sin familie og alle mulige andre, at han aldrig vil lade alkoholtrangen tage over, får han det alligevel dårligt, da han træder ind i lufthavnen på vej hjem fra en almindelig forretningsrejse sidste efterår.

Han hører den stemme inde i hovedet, som han har haft så svært ved at håndtere. Den stemme, der holdt ham på druk i otte år, fik ham fyret fra sit arbejde, sendte ham på gaden, afskar ham fra at se sin søn og til sidst næsten slog ham ihjel.

Så han gør, hvad han har gjort et par gange før, hvor sveden begyndte at hagle af ham i en lufthavn - han går op til lufthavnens informationsskranke og beder om at tale med »dr. Bob og mr. Bills venner«. Navnene bliver råbt op i højttalerne, og få minutter senere står han med en kvinde og to mænd, der selv har haft en uhåndterlig stemme i deres hoveder. Sammen taler de til Claus' stemme, han får det bedre og flyver hjem til sin kæreste uden at røre en dråbe.

En hjernesygdom

De tre hjælpsomme mennesker hedder hverken Bob eller Bill, men er med i fællesskabet omkring Anonyme Alkoholikere, AA og befandt sig tilfældigt i lufthavnen, da de hørte højttalerkaldet, som de ved, de skal reagere på.

Knap to millioner mennesker skønnes at sværge til AA's selvhjælpsgrupper og det berømte 12-trinsprogram, der efterhånden bruges ved de fleste typer afvænning. Nogle misbrugseksperter peger ligefrem på, at 12-trinsprogrammet er den eneste vej ud af et misbrug.

»I mine 20 år som behandler af afhængige har jeg aldrig set noget, der kommer i nærheden af at virke så godt som de 12 trin,« som en af USA's bedst kendte psykiatere, misbrugseksperten Drew Pinsky, udtrykker det til teknologimagasinet Wired, da det i foråret bragte en kritisk artikel om AA.

»I min verden er det sådan, at hvis nogen siger, de ikke vil tage de 12 trin, får de det aldrig bedre.«

Alligevel er AA med sin anarkistiske opbygning og åndelige dimension stadig i opposition til store dele af den konventionelle alkoholbehandling, og her 75 år efter det første officielle AA-møde er der stadig stor uenighed om, hvorfor AA er så succesfuldt, hvorfor det virker - eller om det overhovedet virker. Forskningen på området er mangelfuld og svag.

»Alkoholisme er en hjernesygdom,« siger overlæge på Hvidovre Hospital og adjungeret professor på Statens Institut for Folkesundhed Ulrik Becker og forklarer, at en lang række neurofysologiske ændringer i hjernen er associeret med det at være afhængig.

»Der er en stor overrepræsentation af psykiatriske lidelser hos alkoholpatienter, og cirka halvdelen af alle alkoholikere lider af angst, derpression og ADHD, der er en af de mest genetisk bestemte psykiatriske lidelser, vi har. Der er solid dokumentation for, at der en stor portion genetik med i alkoholismen, og mindst halvdelen af en alkoholafhængighed er styret af det,« siger han.

AA’s formålserklæring

Anonyme Alkoholikere er et fællesskab af mænd og kvinder, der deler erfaring, styrke og håb for at kunne løse deres fælles problem og derigennem hjælpe andre til at genvinde helbredet efter misbrug af alkohol.

Det eneste, der kræves for at blive medlem, er et ønske om at holde op med at drikke. Der betales intet kontingent. AA klarer sig selv økonomisk gennem egne frivillige bidrag. A

A er ikke tilknyttet nogen sekt, trosretning, politisk sammenslutning eller institution. AA tager ikke stilling i stridsspørgsmål og vil hverken støtte eller bekæmpe nogen uvedkommende sag. Vort eneste mål er at holde os ædru og hjælpe andre til ædruelighed.

Hanne

Hanne var seks, da hun begyndte at drikke alkohol. Hendes far, der selv var alkoholiker, lærte hende at drikke, og inden hun blev voksen levede hun på gaden som alkoholiker og stofmisbruger. Hendes teenageår var fuldkommen væltet, men da hun en morgen foran Hong Kong Bar i Nyhavn stod gennemblødt af sin egen urin og råbte efter sin kæreste, fik hun øjenkontakt med en kvinde og hendes datter.

De sagde ikke noget, de så ikke ned på hende, de så på hende med medlidenhed. Ude af stand til at tage episoden til sig opsøgte hun en gammel kæreste i rockermiljøet og indtog så store mængder amfetamin, at hun fik et hjertestop. Det blev vendepunktet.

På det tidspunkt var hun 21 år og kendte lidt til AA. Via en kæreste havde hun også været til et par møder.

»Jeg havde ikke et ønske om at holde op med at drikke og tage stoffer, men jeg havde et ønske om at komme væk fra mit liv, og det eneste sted, jeg vidste, der var åbent for mig, var AA.«

Det var et underligt sted med skidengule vægge og et stort krucifiks på væggen, og de andre deltagere på mødet lignede ikke Hanne. Det var midaldrende mænd og fine damer, og hun kunne ikke se sine egen problemer hos de andre.

Hun hørte ikke, hvad de sagde, og vrængede ad dem, når de talte til hende. Alligevel blev hun nærmest mekanisk ved med at komme til møderne, og langsomt, langsomt begyndte hendes liv at tage form. I dag har hun i 20 år ikke rørt alkohol eller stoffer. Hun har det godt, men det betyder ikke, at hun er rask.

»Så vidt jeg ved, er det en sygdom, og hvis jeg ikke passer mit program eller holder op med at tage det alvorligt, så slår sygdommen tilbage. Den bliver kun stillet i bero ved ikke at drikke,« siger hun og sætter fællesskabet og det åndelige i centrum for hendes forhold til AA.

»Jeg er oppe imod noget, der er større end mig selv, så jeg er også nødt til at have noget i ryggen, der er større end mig selv. Hvis man ikke har forstået det, har man efter min erfaring ikke forstået noget. Om det er en religiøs retning, det menneskelige fællesskab eller en åndelighed, må man selv om, men man bliver nødt til at sætte ind et sted, der er større end en selv. For mig er det en sjælelig resonans, jeg opnår. Jeg er i zonen, som vi siger.«

Sindsrobønnen

»Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan og visdom til at se forskellen.«

Sindsrobønnen har været en del af AA’s åndelige grundlag fra de første år. Teksten udgør bagsiden på AA’s ædruelighedsmønt.

Mønten

I AA-grupperne markeres de mærkedage, den enkelte AA’er har for sin ædruelighed. Den nytilkomne får tilbudt en 24-timers-mønt for sit første døgn som ædru. Der er mønter for 24 timer, en måned, to måneder, tre måneder, et halvt år og derefter én pr. år.

For mange AA’ere er 24-timers-mønten noget særligt – et symbol på det, der satte ædrueligheds­processen i gang.

Den ødelagte hjerne

Hjernens stof dopamin har indflydelse på en lang række områder som indlæring, styring af bevægelser, stemningsleje, tankevirksomhed og hukommelse, og når hjernen udskiller stoffet kan det give os følelsen af lykke. Det er et belønningssignal, der fortæller os, at vi har gjort noget rigtigt, og det er det stof, der skal lære os at forfølge den adfærd, der gavner os – spise, forplante os (gennem sex), forelske os.

Men i en alkoholisk hjerne vil produktionen af lyststoffer som dopamin ofte være beskadiget, ligesom balancen mellem søvnstoffet GABA og opmærksomhedsstoffet glutamat vil være ødelagt.

Alkoholen har påvirket søvnsystemet, så hjernens følsomhed er blevet reduceret, og samtidig er glutamatsystemet – altså hjernens opmærksomhedsstof – i højeste gear. I kombination med en lav dopaminproduktion bliver hjernen ved de ubalancer ekstremt langsom og dårligt fungerende, og det er derfor folk med et længerevarende alkoholmisbrug har brug for flere genstande for overhovedet at føle sig som sig selv. Det forklarer, hvorfor alkoholikere har svært ved at opnå glæde ved noget som helst ud over alkoholen, der kan genoprette balancen i hjernen.

Grundlæggeren

Alle de reaktionsmønstre var den fallerede børsmægler Bill Wilson ligeglad med og uvidende om, da han den 14. december 1934 for fjerde gang lå indlagt med en dødelig alkoholforgiftning på et hospital på Manhattan.

I halvdelen af sit 39-årige liv havde han haft et massivt alkoholmisbrug, og sammen med 30'ernes store depression havde det ødelagt hans karriere og efterladt ham forgældet med udsigt til enten døden eller varig indlæggelse. Selv om han ønskede at blive fri for flasken, var det ham komplet umuligt at slippe den.

Det sker for alle alkoholikere, at evnen til at styre sin egen adfærd svigter i takt med, at afhængigheden vokser. Det er igen bestemt af området i præfrontal cortex, der er fuldt optaget af alkoholens skadevirkning, og brugen af rusmidler over længere tid skader cortex' såkaldte synaptiske plasticitet, hvilket gør det svært for neuronerne at kommunikere og dermed ødelægges muligheden foretage kvalificerede valg.

Når det er sket, er det sværere for alkoholikere at holde op med at drikke, da hjernen nu ikke effektivt kan advare om den skadelige virkning, alkoholen har på dig.

Hjerneforskere mener, at det er forklaringen på, at alkoholiske patienter nok kan se, at de skader sig selv, deres familie, deres job, deres liv, men ikke kan modstå alkoholens fristelser. Det er formentlig også én af forklaringerne på, at op mod 90 procent af de alkoholikere, der holdt op med at drikke, oplever tilbagefald til flasken.

Bill Wilson fik som led i hospitalets afgiftningsprogram på timebasis sprøjtet et hallucinerende stof i blodet og var påvirket af det, da han modtog besøg fra sin gamle drikkeven, der havde fundet Gud og nu permanent var gået på vandvognen. Wilson havde kun hån tilovers for sin gamle ven, men da han var gået, henvendte han sig alligevel syg af alkoholen til de højere magter og bad til, at Gud måtte vise sig på hans stue og hjælpe ham ud af hans nød.

Han ville gøre hvad som helst for at blive fri for sin lidelse. Som Bill Wilson senere forklarede i et radiointerview, der er at finde på YouTube, oplevede han pludseligt, at han stod »på en bjergtop, og at en vind – ikke af luft, men af ånd – blæste igennem mig. Og der gik det op for mig, at jeg var en fri mand«.

Et program for helbredelse

Wilson blev udskrevet få dage efter og blev omgående en del af en kristen missionerende bevægelse, der kaldte sig Oxford-gruppen. Gruppen rejste landet rundt med sit budskab om afholdenhed, og på en tur til byen Akron i Ohio stødte Bill Wilson ind i den stærkt alkoholiserede læge Robert Smith. I ugevis forsøgte Wilson at overtale ham, og til sidst – den 10. juni 1935 – overgav Smith, der senere skulle blive kendt som AA's medgrundlægger dr. Bob, sig, og datoen blev grundlæggelsesdatoen for AA.

Wilson drømte om mere end, hvad Oxfordgruppens ambitioner var, og snart begyndte han målrettet at kreere et afholdenhedsprogram, der var henvendt til et langt bredere publikum. Programmet er beskrevet i bogen Anonyme Alkoholikere, blandt AA'ere kaldet Store Bog, og her fremgår også for første gang AA's 12 trin.

Wilson ønskede med trinprogrammet langsomt at intensivere alkoholikerens tilslutning til programmet for til sidst at skabe et system af afholdenhed, der var lige så vanedannende som alkoholen selv.

Med inspiration fra sin tid hos Oxfordgruppen og personlige observationer med religiøsitet og afholdenhed, han havde gjort sig, skulle deltagerne således i det allerførste trin indrømme deres afhængighed og erkende, at de havde mistet magten over deres eget liv. Herefter skulle de overgive sig til en højere magt, indrømme deres fejl, dele dem med gruppen, undskylde over for dem, de havde forvoldt skade, for så at opretholde programmet gennem bøn og meditation og til sidst at indvilge i at »bringe dette budskab videre til alkoholikere og at praktisere disse principper i alt, hvad vi foretager os«.

De 12 trin

Alle AA-grupper i Danmark er bygget op omkring de 12 trin, som Bill Wilson brugte til at komme ud af sit misbrug. Anonyme Alkoholikere registrerer ikke deres medlemmer, så ingen ved præcist, hvor mange der er på verdensplan. AA’s internationale hjemmeside anslår, at over to millioner mennesker går til AA-møder regelmæssigt.

1. Vi indrømmede, vi var magtesløse over for alkohol, og at vi ikke kunne klare vort eget liv.

2. Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.

3. Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over for Gud, sådan som vi opfattede ham.

4. Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.

5. Vi indrømmede over for Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtigt hvordan det forholdt sig med vore fejl.

6. Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse karakterbrist.

7. Vi bad ham ydmygt fjerne alle vore fejl.

8. Vi lavede en liste over alle mennesker, vi havde gjort fortræd, og vi var villige til at gøre det godt igen.

9. Vi gik direkte til disse mennesker, såfremt vi derved ikke ville såre dem eller andre.

10. Vi fortsatte vor selvransagelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks.

11. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede ham, idet vi bad om at få at vide, hvad der var hans mening med os, og om styrke til at udføre den.

12. Når vi som følge af disse trin havde haft en åndelig opvågning, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at praktisere disse principper i alt, hvad vi foretog os.

Kilde: Bogen ’Anonyme Alkoholikere’

Anonymiteten

Ud over trinprogrammet var der én anden uomgængelig regel for Wilson – anonymitet. Den handler ikke om den enkeltes sårbarhed og omdømme, men om, som det hedder i AA's formålserklæring, »at principper går forud for personer« – dvs. at man mødes som alkoholikere, uanset hvad og hvem man i øvrigt er uden for fællesskabet. Det er forudsætningen for at holde sig til AA's hovedformål: »At holde os ædru og hjælpe andre alkoholikere til at opnå ædruelighed,« som det hedder.

AA er anlagt fuldkommen anarkistisk – der er ingen medlemslister, der opkræves intet kontingent, der er ingen formand eller bestyrelse, og man kender kun hinanden på fornavn. Organiseringen af grupperne er styret af 12 kortfattede regler - eller traditioner, som de afdæmpet benævnes. Alle kan oprette en AA-gruppe, så længe man holder sig til traditionerne og Store Bog, og fortolkningen af bogen kan være bred.

Således er det ikke et krav, at man tror på Gud for at tilslutte sig programmet, men blot at man anerkender en højere magt: Alkoholen er en større magt end alkoholikeren, og den skal bekæmpes med en magt større end en selv.

Anarkiet ramte tilsyneladende et behov over hele USA, og bevægelsen voksede eksplosivt op igennem 1940'erne og 50'erne for senere at blive en uomgængelig institution i USA's åndsliv.

I dag er den verdensomspændende og til stede i næsten enhver type afvænning, og man regner med, at der på verdensplan er omkring 113.000 AA-grupper. Herhjemme er der cirka 400 møder ugentligt. Hertil kommer et formentligt lige så stort antal møder i NA - søsterorganisationen for stofmisbrugere.

Knud

Knud er 54 og har været ædru i 25 år. Han begyndte som mange andre AA'ere i Ryesgade 107 på Østerbro i København, og som næsten lige så mange andre var han lige ved at droppe hele programmet, da han første gang hørte en af de andre nævne Gud.

»Jeg rejste mig op og skulle til at gå, men der var én, der greb fat i mig, og jeg blev siddende. Senere har jeg fundet ud af, hvor central den del er,« forklarer han.

Knud blev ædru efter otte måneder i AA. Han blev gift, fik børn og flyttede til Nordsjælland og var med til at starte lokale AA-grupper op, men efterhånden opdagede han, at selv om han deltog i alle de møder, der var, var der noget galt.

»Jeg opfattede det som hygge og tog ikke programmet seriøst, og efter 22 års ædruelighed begyndte jeg at få det dårligt. Til sidst så dårligt, at jeg mistede mit arbejde og sad seks måneder på en rasteplads og kiggede ud i luften.«

Knud drak stadig ikke, men han havde alkoholikerens symptomer. Dem kunne han ikke bliver fri for.

»De problemer jeg havde med selvcentrering og arrogance, de sniger sig langsomt ind i mig igen, når AA-programmet ikke får en praktisk betydning i mit liv. Jeg begyndte at 'tørdrikke', som vi kalder det. Fik konflikter med min familie, mit arbejde - jeg opførte mig elendigt og fik en alkoholisk adfærd. Og så er der ikke langt til flasken. Til sidst søgte jeg tilbage til AA og startede helt forfra. I dag går jeg næsten udelukkende i AA-grupper, hvor man efter min opfattelse arbejder meget målbevidst med AA-programmet,« fortæller Knud.

Knud. De problemer, jeg havde med selvcentrering og arrogance, de sniger sig langsomt ind i mig igen, når AA-programmet ikke får en praktisk betydning i mit liv, fortæller Knud, der har været ædru i 25 år.

Læger savner beviser

Trods AA's enorme størrelse og indflydelse på misbrugsbehandling findes der kun lidt eller nærmest ingen seriøse undersøgelser af, hvad der fungerer ved AA's opbygning, og hvorfor folk bliver ved med at søge mod selvhjælpsgrupperne.

Forskningen besværliggøres af de strikse anonymitetsregler, og ingen har i dag et bud på, hvor stor succesrate AA har, da deltagerne, som regel kun er aktive i fællesskabet, når de ikke er aktive som alkoholikere

Nogen taler om trinprogrammet som det vigtigste middel, andre om det åndelige element, men de fleste – både forskere og alkoholikere – peger på gruppedynamikken og fællesskabet som det store omdrejningspunkt for den tilsyneladende succes.

»Der er aldrig ført bevis for, at man skal tro på noget, der er højere end en selv, eller at man skal betragte sig selv som misbruger resten af sit liv for at blive sit alkoholmisbrug kvit,« siger psykolog og lektor på Center for Rusmiddelforskning Mads Uffe Pedersen.

»Men vi ved, at et støttende socialt netværk er fuldkommen afgørende for ikke at falde tilbage, og på den måde kan AA være utrolig gavnligt, men det er ikke andet end en selvhjælpsgruppe, og at det er så afsindig udbredt, tror jeg særligt hænger sammen med, at der ikke har været andre tilbud.«

Ifølge Mads Uffe Pedersen er der elementer i AA, der kan virke ekskluderende eller afskrækkende på folk, og derfor har det svært ved at blive en del af den konventionelle behandling. Dels er der det åndelige eller religiøse element, og dels er der den komplette afsværgelse af alkohol og det at kalde sig alkoholiker resten af sit liv.

»Men i de 12 trin, AA bygger på, har der vist sig at være mange elementer af virkeligt gode adfærdsterapeutiske og kognitive værktøjer, som man i dag kan sætte teorier på, og det er også derfor, det i dag bruges af mange andre end AA.«

Heller ikke overlæge på Hvidovre Hospital og adjungeret professor på Statens Institut for Folkesundhed Ulrik Becker føler sig overbevist om, at AA har en nævneværdig effekt, og han forholder sig kritisk over for selve organisationen.

»Der er efter min opfattelse ingen eller ringe dokumentation for effekten af AA,« siger han.

»Det er en ret lukket organisation, og det er uklart for mig, hvad grundlaget for deres virke er. Det er problematisk, at AA ikke har et formaliseret samarbejde med offentlige behandlingsinstitutioner, og det er problematisk ikke at bruge den nyere viden, man har tilegnet sig inden for de sidste 10-20 år, der entydigt peger på, at afhængighed er en neurofysiologisk lidelse med en række legemlige, psykiatriske og sociale følgetilstande. Behandling af afhængighed kræver derfor en integreret psykiatrisk, medicinsk og social indsats. Når du ikke har den viden, når du behandler alkoholafhængige, så går det galt – og nogle gange går det rigtig galt. Nogle AA'ere siger, at de er modstandere af medicinsk behandling, og efter min opfattelse er det helt galt afmarcheret.«

Ulrik Becker underkender ikke, at AA virker for mange patienter, men han finder det besynderligt, at de ikke ønsker at indgå i et samarbejde med et system, der rent faktisk videnskabeligt har forsket medicinsk i alkoholisme.

»Selvhjælpsgruppen er en god ting, men man har at gøre med meget syge mennesker, og det skal man være uddannet til at tage sig af.«

AA’s 12 traditioner

AA’s 12 traditioner er det eneste regelsæt, der regulerer AA’s og den enkelte AA-gruppers arbejde.

1. Vor fælles velfærd bør komme først, personlig helbredelse afhænger af sammenholdet i AA.

2. Når det drejer sig om gruppens anliggender, er der kun én autoritet – en kærlig Gud, sådan som Han måtte udtrykke sig i vor gruppesamvittighed. Vore ledere er kun betroede tjenere, de bestemmer ikke.

3. Den eneste betingelse for at blive medlem af AA er et ønske om at holde op med at drikke.

4. Hver gruppe bør være selvstyrende, undtagen i sager der angår andre grupper eller AA som helhed.

5. Hver gruppe har kun et hovedformål – at bringe budskabet videre til alkoholikeren, som stadig lider.

6. En AA-gruppe bør aldrig støtte, finansiere eller låne AA-navnet ud til noget beslægtet formål eller noget fremmed foretagende, for at problemer med penge, ejendom og prestige ikke skal aflede os fra vort egentlige formål.

7. Enhver AA-gruppe bør klare sig selv økonomisk og afslå bidrag udefra.

8. Anonyme Alkoholikere bør altid forblive ikke-professionelle, men vore servicekontorer kan ansætte kvalificeret personale.

9. AA som sådan bør aldrig organiseres, men vi kan nedsætte arbejdsudvalg eller komiteer, der er direkte ansvarlige over for dem, de tjener.

10. Anonyme Alkoholikere tager ikke stilling til spørgsmål uden for Fællesskabet; AA-navnet bør derfor aldrig inddrages i offentlige debatter.

11. Vor udbredelse af kendskabet til AA er i højere grad baseret på tiltrækning end hvervning og reklame; når det gælder presse, radio og tv, bør personlig anonymitet altid bevares.

12. Anonymitet er det åndelige grundlag for alle vore traditioner, der til stadighed minder os om, at principper går forud for personer.

Nye processer

I den konventionelle behandling er der dog enighed om, at selve elementet af gruppeterapi har en meget gavnlig virkning på alkoholisme, hvilket også både Uffe Mads Pedersen og Ulrik Becker peger på.

Det at sætte folk med samme problemer sammen i grupper har vist sig at have en meget positiv indflydelse på næsten alle sygdomsgrupper, og fundamentalt set kan det at stå til regnskab for nogen have en stor betydning. Herunder falder også AA's såkaldte sponsorordning, hvor mere erfarne AA'ere guider nytilkommere gennem trinene og støtter dem mentalt. Andre amerikanske hjerneforskere peger på, at selve indrømmelsen af fejl over for de andre og den efterfølgende undskyldning til dem, man har gjort ondt, direkte kan aflæses i hjernen.

»Hjernen er designet til at reagere på erfaringer,« siger chef for neurologisk afdeling på National Institute on Drug Abuse i San Francisco, Steven Grant til Wired.

»Jeg mener ikke, der er nogen tvivl om, at disse terapeutiske greb skaber nye processer i hjernen, der kan hjælpe den skadede hjerne med alkoholisme.«

Ligeledes kan det være en hård psykisk belastning for en alkoholmisbruger at bære rundt på erindringen om alle de mennesker, han eller hun har gjort ondt, og skyldfølelsen kan anspore hjernen til at udlede stresshormoner, der så igen vil anspore alkoholikernes ønske om alkohol.

Men forskningen i AA peger i forskellige retninger, og som videnskabsjournalist og forfatter til flere bøger om neurovidenskab Jonah Lehrer påpeger på sin blog om AA, har forskningen vist så divergerende resultater som en succesrate på alt fra fem til 80 procent.

Morten

Morten er 35 år har været ædru i fire år. Da han drak, passede han sit job som folkeskolelærer nogenlunde, men efter en sommerferie med bundløs druk, gik det op for ham, at han næppe ville kunne komme tilbage. Drukken ville koste ham jobbet, og hans lejlighed ville ryge på tvangsauktion, så han var nødt til at gøre noget.

»Jeg havde egentlig hverken lyst til at indrømme, at jeg var alkoholiker eller til at holde op med at drikke, men da jeg kom ned i AA og så den gruppe, der tog imod mig, var jeg klar over, hvor jeg var havnet. Det var mennesker på min alder, der lignede det, jeg gerne ville være. De lignede det, jeg drømte om at have. Det lignede nogen, der stolede på sig selv. Det mindede om mig, men i udgaver, der fungerede.«

Morten. Jeg bliver ikke fri for at være alkoholiker af at holde op med at drikke. Jeg ved, at drikketrangen kan komme snigende hvert øjeblik, så jeg er nødt til at holde den nede, fortæller Morten, der har været ædru i fire år.

Siden er han kommet i AA flere gange om ugen, selv om han også skulle vænne sig til at blive konfronteret med en Gud.

»Jeg er ikke blevet religiøs, men jeg tror i dag på, at der er en højere magt, der er et sted, og ved at lægge mit liv over til det, er det meget lettere ikke at drikke.«

– Kan du stadig mærke en kraft i dig, der vil drikke?

»Det er lidt den forkerte måde, du stiller det spørgsmål på. AA er fuld af højstemte ord. Jeg bliver ikke fri for at være alkoholiker af at holde op med at drikke. Jeg ved, at drikketrangen kan komme snigende hvert øjeblik, så jeg er nødt til at holde den nede. Jeg har det sådan, at hvis først jeg drikker én øl, så skal jeg også have den næste, og hvis jeg drikker den, skal jeg også have nummer tre, og sådan bliver det ved. Selv om jeg ved det, får jeg af og til en impuls, der fortæller mig, at jeg da godt lige kan tage en enkelt. Men det kan jeg bare ikke, og den indsigt må jeg holde ved lige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kunne sikkert være godt hvis der på en eller anden måde blev gjort muligt at besvare denne artikel med anonyme indlæg. Der er stort behov for dialog om det her, men stort set alle, som har en væsentlig indsigt at bidrage med vil også overholde anonymitetsprincippet

Søren Geckler

Ulrik Becker er et arrogant vrøvlehoved. AA har i mange år forsøgt at få et samarbejde i stand med de offentlige behandlere, men man er stødt på bedreviden og nedladenhed fra et system, der i deres behandling ser det som en succesrate, hvis alkoholikeren blot nøjes med at drikke i weekenden.

Jeg har skam selv oplevet at være ude blandt læger og fortælle min egen historie, men jeg bliver mistænkeliggjort og skudt holdninger i skoene, som jeg slet ikke har, og som jeg i virkeligheden foragter.

Desuden gør han og systemet den konstante fejl at betragte den enkelte AA'ers vildfarelse som AA's generelle holdning.

Det er, som om man simpelthen vil finde undskyldninger for ikke at ville samarbejde.

Jeg gik i det offentlige i fem år. Efter hver samtaleseance på alkoholambulatoriet fik jeg blot mere lyst til at drikke. Da jeg for seks år siden var på kanten af sindssyge af druk, stødte jeg ind i AA og har været ædru siden. I dag er jeg tilbage som gymnasielærer.

I øvrigt afsværger man sig ikke alkohol. Jeg må drikke, som det passer mig, og AA vil modtage mig igen og igen. I AA skal man blot have en lyst til at holde op med at drikke for at blive medlem, ikke underskrive en erklæring eller fremsige et løfte om total afholdenhed.

Men under alle omstændigheder vil tilbagefald være tegn på, at man stadig ikke er sluppet for drikketrangen, flugttrangen, selvdestruktionstrangen - eller hvad man skal kalde den. Og for mig og mange andre er det selve kernen i lidelsen.

Det offentlige system kan nok afruse og tilbyde kognitiv terapi, men alkoholikere kender alkoholikere - og alkoholikere kan for eksempel le hjerteligt ad andre alkoholikere, fordi de kan huske, hvor tossede de selv var. Og vi er vist mere end et par stykker, der har lært, hvilken kraft evnen til at le ad sig selv har i sig.

Hvad galt er der også i at kalde sig alkoholiker? Ulrik Becker siger jo selv, at det er en neurofysiologisk lidelse - skulle man så tabuisere alle neurofysiologiske lidelser? Skulle man så også finde det problematisk, at andre med en kronisk lidelse - som for eksempel gigt eller sukkersyge - kaldte sig for eksempel diabetiker?

Lasse Petersen, Lars Peter Simonsen, Niels Mosbak og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Geckler

At kalde sig alkoholiker er vel i øvrigt også et tegn på selverkendelse og selvindsigt - og hvornår har det været skidt?

Geckler, prøv at tage til et AA møde i USA eller andre steder hvor du ikke befinder dig i et af verdens mest alkoholiske lande i verden,...i DK, det er sku ikke nogen i AA som støtter op om at ædru alkoholikere begynder at drikke i weekenderne, så er det er vist et særlig dansk fænomen. Og rigtig nok er det et af de større skridt,.. at få alkoholikeren til at indrømme at han har et problem med alkohol,.. nogle vil ikke komme til indrømmelser inden de er blevet syge og ligger for døden, men så er det ligesom for sent.

»Selvhjælpsgruppen er en god ting, men man har at gøre med meget syge mennesker, og det skal man være uddannet til at tage sig af.«

Det er nemlig rigtigt, og det er også en rigtig flot langert af en akademisk uddannelse Ulrik Becker har. men kan den bruges på os alkoholikere?
Jeg blev ædru sammen med andre alkoholikere. Det kan naturligvis ikke bevises, hvordan vi blev ædru. Vi var ikke under behandling sammen med en kontrolgruppe på et placebo. Vi indtog ikke et eller andet prestigefyldt præparat fra et korrumperet medicinalfirma. Vi kunne ikke bruges i en artikel i "The Lancet " eller "British Medical Journal".
Vi tilførte ikke et område af de hvidkitledes verden nogen grad af statistisk signifikans.
Vi så på hinanden, lavede trinarbejdet, erkendte vor afmagt og lagde vort liv i guds hænder.
Helt uvidenskabeligt. Den uvidenskabelige gud..
Han er der ikke, han kan ikke bevises.
Det er noget vrøvl med det der ikke er der.
Det er så enkelt..

AA virker jo, skønt der ikke er nogen tal på hvor godt det virker. Det er en selvsagt kendsgerning, at all dem der har været ædru i AA regi, i mange år, dem virker det på. I AA er man uheldigvis ikke interesseret i at studere programmet selvkritisk for at finde ud af om det er et problem med programmet, som skyldes, at der var mange som det ikke virkede på. Der er en tendens til at anse programmet som ufejlbarligt, og i de tilfælde hvor det ikke virker, så er det den enkelte alkoholiker, som ikke er klar til at holde op endnu.
Jeg mener, at der er store problemer med forklaringsmodellen. Bill og Bob fandt sammen ud af visse handlinger og tænkemønstre, som tilsammen havde god effekt - så satte de sig ellers ned og begyndte at prøve at forklare hvorfor det virkede: Først og fremmest Gud - men der var overhovedet ikke nogen videnskabelig indsight i hvorvidt det nu virkelig var gud eller ej, der var grunden til til at det virkede - selvfølgelig, for det kan man jo ikke. Eller hvilke af trinene der fik det til at virke, eller hvorfor. Hvad er mest væsentligt? 5 eller 9 eller et helt andet trin? Når det virker han det også være ligermeget, men eftersdom det ikke gør i mange tilfælde kunne det egentlig være rart med en forklaringsmodel, der passer bedre til realiteterne. I stedet er der en tendens til at AA skrider længere og længere over i en store bogs-fundamentalisme, så der overhovedet ikke er plads til alternative forklaringer.
Hvorfor virker det mon så? Jeg har tænkt meget over det gennem de seneste år. Først og fremmest er der den anarkistiske struktur - alkoholikere vil om nogen ikke ha nogen til at fortælle sig hvad de skal og ikke skal, og denne stuktur hjælper altså. Det væsentligste er imidlertid nok den gensidige hjælp. andre alkoholikere, når de først er blevbet ædru kan man stole på, de professionelle kan man ikke nødvendigvis stole på, om de er nok så kloge.
Mest af alt er det service-arbejde, hedder det sådan på dansk? Den servicemindede ydmyghed og hjælpsomhed, som næsten ingen grænser har, gør at der er lægges en masse arbejde i at hjælpe den enkelte - meget meget mere end de professionelle nogensinde har tid, vilje eller midler til - og det er nok det der virker mest.
Hvad der så virker for den enkelte - ærlighed, åbenhed, villighed, ydmyghed, åndelighed, service - med sådan en, undskyld udtrykket - cocktail han man vist aldrig gåé galt i byen. Disse seks principper for at leve, hvis de praktiseres i hærdigt kan næsten ikke andet end at afføde et menneske der kan fungere godt i livet.
Mam kunne så godt ønske sig at alt det der vrøvl om gud og højere magter kunne revideres ud af prograsmmet, men det er det desværre for forstenet til.
Nåe, ja, og jeg er iøvrigt meget taknemmelig for AA og har en 3-4000 møder og 22 år på bagen, ifald nogen skulle have ondt af det her heretiske indlæg.

En anden ting som vi ikke bør glemme er at se AA i den historiske sammenhæng - hvorfor har det haft så stor succes?
Altså det virker bedre end alt andet, men det virker stadig ret dårligt, for nu at sige det ærligt. som de osse er inde på i BB så virker det bedst for dem der er kommet så langt ud, at de er desperate nok til at prøve næsten hvad som helst, inklusive et program med flere selvmodsigelser end selve bibelen.

Så altså først of fremmest er det et kristent program. Det vil sige at det vil være vel lidt af de fleste kristne mennesker, også selv om man ikke direkte bekender sig til en kristen gud, det har i hvert fald kristne rødder.

Dernæst er AA decideret apolitisk. Lad os forestille os et AA, som påtog sig at slås imod bryggerier og sprutreklamer, som vill slås for social retfærdighed og rehabilitering af alkoholikere og som ville afsætte store summer på skattebudgettet til at bekæmpe al nød og elendighed, som hvad enten den er social eller direkte somatisk - de ville snart blive udråbt som kommunister og ville ikke have haft en chance i USA. Men som det kom til at gå, så fik de faktisk lidt støtte fra selveste rockefeller, og i hvert fald moralsk støtte fra amerikas high society generelt.

Og selvfølgelig var Bill W en helt utrolig god salesman. Der er få selvhjælpsbøger som kan matche hans inspirationsniveau. Det er ikke uden grund at folk siger den er guddommmeligt inspireret og sammenligner den med bibelen, og siger at hveret ord i den er sandt.

Men selvfølgelig er der også gode sider ved at være apolitisk. AA er helt bestemt det eneste sted hvor jeg kan omgås republikanere i fordragelighed, ja endog prøve at være deem til hjælp - så længe altså at de også kan holde kæft om politik, for så snart der er én der begynder, så er fandel løs, så indser vi pludselig hvor forskellige vi er med alt det politiske. Men desto mere fantastisk er det selvfølgelig at i det daglige forpligter vi allesammen os selv til at vi ikke taler om politik.

Og altså på den måde bliver AA jo så overhovedet ikke nogen trussel imod det bestående samfund. Og vi er selv- hva hedder det, self supporting, vi beder ikke nogen om noget - ja altså, hvad er der ikke at lide ved AA for dem ved magten? Overhovedet intet, og der er en masse ting at lide. På den måde var AA vel nok dømt til at lykkes, uanset dets objektive succes?

lige én ting mere, som vi alle burde tænke over: Dette er et program, som bygger på individets selvransagelse som vejen til åndelig vækst, og det er jo udmærket.

Men som program tager vi denne metode meget lidt alvorlig. Der er mange vægtige greunde til at AA som helhed skulle gøre noget selvransagelse, men det udebliver pudsigt nok titalt, faktisk er det en forudfattet antagelse, at programmet er perfekt, og at der aldrig skal røres ved noget af det oprindelige.

Hvis vi som alkoholikere havde haft et så stædigt udsyn ville vi aldrig være blevet ædru!

Søren Kristensen

I mange år bildte jeg mig selv ind at hvis jeg fik en øl skulle jeg også have den næste. Og så blev det jo ofte sådan. Lige til den jeg satte mig for at finde ud af om det var mig eller alkoholen der bestemte. Eksperimentet gik ud på ikke at drikke alkohol i ét år. Kunne jeg gennemføre det var det mig der bestemte. Kunne jeg ikke, så giver svaret sig selv. Det viste sig at det var mig der bestemte. Da jeg så begyndte at "drikke" igen, besluttede jeg mig for at ca. en genstand om dagen og gerne mindre var et passende niveau. Det holder fint. Jeg har gennem snart en del år haft tilnærmelsesvis fuld kontrol over mit alkoholforbrug og det der med at den ene øl tager den næste, viste sig i mit tilfælde at være ikke andet end en myte jeg følte jeg skulle leve op til.

Jeg hedder Leif og er autodidakt cand. alkoholiker, og er ædru på 6. år.

Ulrik Becker siger »Der er efter min opfattelse ingen eller ringe dokumentation for effekten af AA,«
»Det er en ret lukket organisation, og det er uklart for mig, hvad grundlaget for deres virke er. Det er problematisk, at AA ikke har et formaliseret samarbejde med offentlige behandlingsinstitutioner, og det er problematisk ikke at bruge den nyere viden, man har tilegnet sig inden for de sidste 10-20 år, der entydigt peger på, at afhængighed er en neurofysiologisk lidelse med en række legemlige, psykiatriske og sociale følgetilstande. Behandling af afhængighed kræver derfor en integreret psykiatrisk, medicinsk og social indsats. Når du ikke har den viden, når du behandler alkoholafhængige, så går det galt - og nogle gange går det rigtig galt. Nogle AA’ere siger, at de er modstandere af medicinsk behandling, og efter min opfattelse er det helt galt afmarcheret.«

For det første: Jeg behøver IKKE dokumentation for at det virker, det er nok for mig at flere millioner holder sig ædru, ved at følge AA´s 12 trin.

For det andet: AA er bestemt IKKE en lukket organisation, enhver er velkommen til at deltage i AA´s åbne møder. (se mødeliste på http://www.anonyme-alkoholikere.dk). Jeg kan anbefale dr. Ulrik Becker at prøve.

For det tredie: AA blander sig IKKE i nogen form for behandling, vi følger vores traditioner der på det punkt siger: " Anonyme Alkoholikere tager ikke stilling til spørgsmål uden for Fællesskabet"

For det fjerde: Jeg "behandler" bestemt IKKE de alkoholikere jeg er i kontakt med som "sponsor", jeg deler bare erfaring, styrke og håb til den lidende alkoholiker.

Og for det femte: AA er IKKE modstander af medicin. Citat fra Anonyme Alkoholikere 7. kapitel side 102
"Der eksisterer desværre en masse fordomme, og de vil hæmme dig, hvis du vækker dem. Læger og præster er dygtige, og hvis du ønsker det, kan du lære en masse af dem, men på grundlag af din egen erfaring med drikkeriet sker det, at du kan være en enestående hjælp for andre alkoholikere".
Og dette fra side 103
" Hvis manden har behov for at blive indlagt, må dette ske, men ikke ved tvang, medmindre han er voldsom".
Venligst Leif

Ps. til ovenstående.
Ovenstående er kun MIN egen mening, og må på ingen måde opfattes som AA´s holdning, da AA ikke deltager i offentlige debatter jevnfør 10. tradition: "Anonyme Alkoholikere tager ikke stilling til spørgsmål uden for Fællesskabet; AA-navnet bør derfor aldrig inddrages i offentlige debatter.

olivier goulin

At alkoholisme skulle være en hjernesygdom er simpelthen så absurd en tese. Men den er desværre meget typisk for tidens tendens til at sætte genetiske og medicinske mærkater på alle mulige problemer.

Alkoholisme er, som alle andre misbrugsfænomener, først og sidst et åndeligt problem. Naturligvis vil afhængigheden efterhånden få fysiologiske følger med kronisk signalstof-ubalance og abstinenseffekter etc.

Men trangen til rusmidler, tilbøjeligheden til at eksperimentere med og falde for fristelsen af dem, evnen til at udøve selvkontrol og viljen og motivationen til at rejse sig og bryde vanen - alt dette, som i sidste ende er de mentale og åndelige forudsætninger for vejen ind og ud af afhængighed, har intet med hverken genetik eller defekter i hjernen at gøre.

Derfor vil folk med eet misbrugsproblem også ofte være disponeret for andre misbrugsproblemer, enten samtidigt eller sekventielt.

Der findes et utal af ting i livet, som kan misbruges. Al afhængighed er misbrug. Alkoholisme har i stil med andre stærke rusmiddel-misbrug meget voldsomme fysiske konsekvenser, men stort set alle mennesker lider under et eller flere misbrug. Misbrug af tobak, stoffer, spil, underholdning, sex, osv. De har allesammen fælles årsag og fælles løsning.

Der er masser af eksempler på misbrugere af alle slags, der efter årevis med svært misbrug, har været i stand til at give vanen et spark fra den ene dag til den anden. Men det er næsten altid, hvor den moralske styrke er vendt tilbage ved en eller anden form for dyb erkendelse, religiøs eller spirituel 'åbenbaring', tragedie - eller anden eksistentiel forandring i deres liv.

Den slags 'åndelige paradigmeskift' er dem, der som regel afstedkommer den mest succesfulde og vedvarende overvindelse af vanen. Og det er den klareste indikation på, at misbrug fundamentalt set er et åndeligt fænomen.

Det er derfor, at AA's spirituelle dimension, hvadenten det drejer som Højere Magter, eller broderskabet imellem AA'erne, er effektiv. Denne dimension er meget svær at kvantificere og måle på, og den har formentlig ikke det etablerede behandlingssytems store forståelse.

Her vil man hellere kaste problemet ned i den store sorte kasse, der hedder genetik. Der er næppe nogen videnskab, der er blevet misbrugt så meget som genetikken. Den tages til indtægt for næsten hvad somhelst, der foregår i menneskers hoveder efterhånden.

Det er katastrofalt for behandlingen af misbrug. Misbrugerne bliver klientgjorte og stemplede som sagesløse patienter, som var de blevet ramt af en pludselig arvelig sygdom, og ofte fastholdes de på antabus og psykofarmaka resten af livet.

Det er præcis samme tendens, vi ser inden for psykiatrien. Lidelser, som har deres rødder i psyko-sociale forhold gøres til genetisk betingede, tilpasses en klinisk diagnose, og kan herefter medicineres hovedløst. Den sindslidende udvikler en selvopfattelse af at være syg, sanktioneret af systemet, og mister efterhånden alt initialtiv og vilje til at gøre noget ved de underliggende årsager.
Systemet promoverer symptombehandling og en status quo løsning, hvilket klart er det nemmeste.

Vejen ud af misbrug kan være hurtig og næsten smertefri, givet gunstige spirituelle forhold - men desværre er den det kun for de færreste.

/O

Claes Pedersen

4 grupper af mennesker m¢des 3 gange om ugen, 2 af grupper med 4 i hver m¢des kortspil, hvor de spiller penge en ferie hver anden år.

Når de m¢des er der altid cola chips og pizza og buger til at spise i pausen, eller efter spllet er færdig med at spille.

Efter 2 år er 3 af kortspillerne blevet lidt overvægtige og fter 5 år er de 3 spiller ved at være direkte fede, og en 4 er blevet lidt overvægtig.

De 2 andre grupper dyrker fysiske aktiviter som cykle ture og gå i naturen og fiskeri og spiller til tider firma fodbold og batminton, men når de er ude har de smurt et nogle håndmader og taget kaffen med, og enkelte gange lidt chocolade ingen i kun en i denne gruppe er blevet overvægtige.

Hvor fire i den anden er blevet og de fire andre er ikke og efter de ikke er blevet må årsagen til deres femme problemer findes i deres gener.

Sammr tilgang har man inden for psykiatrien til alkoholisme og tilside sætter en hver diskution om alkoholisme og menneskers sociale liv, og det er jo også letter, så længe det offentlge betaler deres l¢n.

Men om AA Anonyme Alkoholiker og deres evne til holde nogle fra drikke vil jeg hævde det mere beror på sammenholdet end at deres teorier kan underbygges, men så længe psykiatrien og behandling systemmet i den grad for lov at k¢re på frihjul i forhold til have et behandling system med indhold, vil de alternative behandler og bevægelser have gode vilkår i Danmark.

Ikke engang noget så simpelt som motion og fysisk aktivitet har man på programmet inde for det offentlige behandlling system, dette på tros af man ved det virker og dæmpe trangen til stoffer og alkohol og mennesker, der dryrker fysiske aktivt og idræt har endnu engang letter ved skabe nye sociale kontakter.

Men at stå foran k¢dgryderne, det kan finde ud af inde for vores behandling system i Danmark, og eller have målsætning om få folk ud i arbejde, men nu hvis man gav mennesker nogle positive oplevelser i ders hverdag, og de fik opbygget deres fyssik, så var der måske en lidt st¢rre chance for, de kunne fastholde et arbejde, men når du er uden for i Danmark skal du lide, og denne lidelse lære man så, at dulme med alkohol eller andre stoffer.

Kim Julius Sigfred Andreassen

Lever vi i den mørkeste middelalder?? Det vi ikke forstår må da være trolddom !!

Det kan ikke bevises, derfor kan det umuligt virke!!

Vås!! AA virker, det kan millioner af ædru alkoholikere verden over skrive under på.

Vi behandler ikke hinanden, vi fortæller blot om det der har virket for os, og kan andre bruge det, så gør de det, kan de ikke lader de være.

Det er sgu sjovt at se, hvordan højt uddannede psykologer, der ikke formår at "helbrede" alkoholikere, taler dumt og uvidende om hvad der sker i AA.

AA handler ikke om Gud, som Gud nu normalt opfattes, det handler om En højere magt, som man være især kan definere eller lade være.

Hvis den højere magt for mig er en sten, så er det det den er. AA er ikke en kristent fællesskab, der kommer folk af alle trosretninger.

Jeg er afhængig af alkohol, jeg er ikke afhængig af AA, jeg kommer der når jeg har noget som jeg føler jeg vil høre andres erfaringer om.
At lave trin er ikke psykoterapi udført af amatøre. Det er blot en selvransagelse, for at lære om mig selv, så jeg ikke begår de samme fejl igen.

AA redder liv.

Jens Thorning

AA virker, fordi budskabet er sandt. Men det er også ekstremt politisk ukorrekt. Hvad menes for eksempel om følgende udsagn - som IKKE er hentet fra den officielle AA-litteratur: "Gud har bestemt, at du skulle være alkoholiker". Indsæt selv "handicappet", "kronisk syg", "neger", "homoseksuel" osv. Rystende! Men det er sandt. Og derfor virker det. Gud er retfærdig. Det ser bare ikke sådan ud.

"Mod dumhed kæmper Guderne forgæves"
AA har reddet mit liv. Før jeg mødte en AAer, der lyttede til min historie og guidede mig gennem AAs 12 Trinsprogram, levede jeg ikke som et frit menneske. Jeg ved at jeg skal leve med min sygdom resten af mit liv og min medicin er, at give det (budskabet) videre til andre lidende alkoholikere. Hvis jeg ikke gør det, kan jeg ikke beholde det gode liv jeg nu har fået.
Jeg har forsøgt alt for at blive alkoholafhængigheden kvit, men kun en der selv har denne lidelse kan forstå mig. Deri ligger styrken i vores fællesskab.
En åndelig udvikling og mentale ændringer lader sig ikke måle af videnskaben. Det tilkommer heller ikke mig at forklare, men det virker for mig.
I dag lever jeg, før overlevede jeg.
Tak fra mig

Det der virker i AA og AN er kort og godt, man kommer ind i fællesskab med andre der har samme problemer.

Om AA og AN i dag kan udråbes som en kristen bevægelses vil jeg ikke udtale mig, men bevægelsen har sit udspring den amerikanske evangalistiske kristen bevægelser.

Men dog er det sigende med bevægelser som Scienttolegi og AA og AN når det kommer til at diskutere deres teorier i det demokartisk forrum som ved en demokratisering af vores behandling system, så bliver der tavshed, for hvis man har så gode resultater, som man hævder inde for de bevægelser, så vil det vel være sobert om delaktig¢re befolkning i sine teorier, og kan hjælpe flere mennesker i Danmark med problemer.

Men jeg udlægger denne tavshed mere som et udtryk der gode penge i behandle mennesker med problemer eller at f¢re retssager for de psykiske syge som har været udsat for fejlbehandling, så jeg kan udlægge det sådan at det er fordi at behandle mennesker er i vores samfund i dag blevet en penge maskinne, mere end det handler om, at ville hjælpe mennesker, der har det svært og lider måske med skyld f¢elser eller ensomhed er meget udbredt.

Og sundt og godt samfund forebygger psykiske problemer ikke som nu hvor samfundet behandlerne når er ud i tovene og er nedbrudte, hvor de letter offer for alle former for religi¢s og psykologisk hjerne vask, og skal side i skrifte stollen og sondre deres mindre værd og skyld f¢elser og som det sidste er, de skal tage den påtaget selverkendelse til sig, om jeg er alkoholiker eller er Narkoman, det er kontol over mennesker f¢lelser.

Claes Pedersen Metro Manila

Kim Julius Sigfred Andreassen

@ Claus.

Det er gratis at komme i AA.

Mange har en tendens til at forveksle AA med Minnesota behandling som modsat AA ikke er gratis.

Minnesota behandlingen bygger på AA's principper og trin, de to har bare intet med hinanden at gøre.

Enhver AA gruppe klarer sig selv økonomisk og modtager ikke bidrag udefra, lige som de ikke støtter nogen udfra kommende sag.
AA gir sig ikke af med at føre retssage for nogen, uanset hvem.

Det er ikke tavshed om AA, alle kan komme og se/høre hvad der foregår.
Så drop nu den mistænkeliggørelse af et åbent fællesskabe der blot er stiftet for at hjælpe alkoholikere til at holde op med at drikke.

Uden AA så det slemt ud med oplysningen om alkohol og misbrug i DK.

Jeg har en meget nær pårørerne, som har prøvet det hele og kun AA/NA fik hende tilbage til tilværelsen.
Hun er Ateist og har aldrig haft nogle problemer med det religiøse aspekt. Det er jo ikke noget der dyrkes.
Hun er nu på 4 år Tørlagt og Clean.

Når en man holder af er så langt ude som man kan komme, så er man flintrerne ligeglad med hvad der hjælper bare det hjælper( med forbehold for organisationer der hverver)

Det er KUN kemi, der kan holde os naturligt sunde...eller?

Hvis AA virker for nogen, er Ulrik Beckers kemiske løsning vel allerede undergravet?!

Lasse Petersen, Lars Peter Simonsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Med de Kemiske løsninger, erstatter man et misbrug med et andet.

Antabus forhindrer dig i at drikke i en given periode, men det overbeviser dig ikke om at det er en dårlig ide.

Metadon er en værre gift end Heroin, og langt mere vanedannende.
Spørg enhver Narkoman om hvilket stof de helst ville tage en kold Tyrker på. Overfor valget imellem Heroin og Metadon, vil de alle sige Heroin.

Metadon behandling er den mest forfejlede løsning der findes, men den er billig.

Antabus giver bare Alkoholikeren pauser imellem indlæggelserne, det er stensikkert at Alkoholikeren falder i igen. Fordi Antabus fungere som en spændetrøje, vil man altid forsøge at bryde ud eller henfalde til apati.

1) Selverkendelse er væsentlig for at komme ud af misbrug
2) En eller anden form for åndelig vækst ser ud til at være nødvendig for at vedligeholde afholdelsen fra misbrug
3) En kult (f.eks Scientology) defineres primært ved to faktorer a) stærk ovenfra kommende kontrol, og b) stærkt opadgående pengestrøm. Ingen af disse forekommer i nogen af 12-trinsprogrammerne, altså er de ikke en kult.

Imidlertid må man sige, at der er et markant fravær af diskussion, seriøs diskussion af AA's præmisser, og at selv om der hverken er ovenfra kommende kontrol eller opadgående pengestrøm, så er den næsten fuldstændige mangel på sætten spørgsmål ved AAs præmisser og filosofi meget lig den frivillige hjernevask der finder sted i en kult.
Jeg prøvede at fremlægge nogen af de væsentligste problemstillinger ovenfor, men der har overhovedet ikke været nogen respons, jeg synes det er beklageligt.

Den fundamentalistiske forstening af filosofien inden for AA kan ikke andet end gøre skade i det lange løb, der er simpelthen for mange uklare ting og for mange selvmodsigelser, for mange floskler der passer på et tidspunkt, men den modsatte floskel passer rigtig godt på et andet tidspunkt, og hvis man kommer med indvendinger, så er alligatorerne klar med nogle store-bogs citater til at lukke munden på en, og hvis man blot bliver ved med at komme så skal man nok omsider få fat på det hele, osv.
Der skal altså noget debat til her folkens, ikke blot råben af forhånelser mellem de troende og hedningene, men noget virkelig diskussion af grundlaget, kan vi ikke godt komme i gang med det?

Hr. Andreas Andersen

Der bliver gjort så meget for alt muligt, men hvis man prøver at finde hvad der bliver gjort for mennesker som ikke drikker alkohol, finder du ikke særlig meget.
EU i Brussel har websider om alt muligt, men ikke noget om og til folk som ikke drikker alkohol.
Tvangsalkoholikere eller social tvangsdrikkeri er meget udbredt overalt.

Mikael Flarup Bagger

Jeg blogger (stærkt satirisk) med et erfarent eks-medlems distance om 12-trins-religionen her:
http://mikaelbagger.blogspot.com/

AA er af amerikanske domstole blevet erklæret en religion, hvorfor den praktiserede mødetvang i forbindelse med domme for spritkørsel o.l. er konstitutionsstridig.

Hvilket blot er ét af mine utallige kritikpunkter af den religiøse sekt AA.

Tony S Larsen

AA har hjulpet mig til at ta en beslutning, en beslutning som stikker helt ind i hjertet. AA fik mig til at indse at jeg ikke længere kunne have gavn af at drikke eller for den sags skyld indtage andre former for stemnings ænderne midler for at flygte fra mig selv.. AA har ganske enkelt været med til at rede mit liv !!

Kald det en religion, kald det dit eller dat, gør som du lyster, det handler om en ting !! At tage en beslutning...

Steffen Gliese

Jeg er så heldig, at afhængighed ikke bider på mig, men jeg kender en del, som har fået livet tilbage igennem AA.
Der er store problemer med den forskning, der her stiller sig så kritisk an, bl.a. fordi forskningen først og fremmest dokumenterer, at hjernen er fleksibel og reagerer på omstændighederne.

Lars Peter Simonsen

Det vigtigste trin er det første, og så længe man holder sig fra at tage den første drink bliver man ikke fuld! Resten er sidegevinster, og alt er kun forslag, ingen kan tvinges til noget som helst. Det man kan indvende er, at vi medlemmer er mennesker, med fejl og mangler, også i opfattelse og brug af programmet. Jeg har været medlem, clean og ædru, i snart 11 år, og ingen har tvunget mig/forsøgt at tvinge mig til noget som helst. Jeg er af den overbevisning, at hvis man ikke selv har det problem som programmet er skabt til er det ikke umiddelbart logisk hvad det går ud på. AA er ikke for alle, men for dem der vil programmet, og masser af mennesker er blevet ædru uden, hvilket jo er dejligt!Jeg ved f.eks. ikke hvorfor det virker, men kan konstatere at indtil videre virker det fordi jeg vil det, og ikke stiller spørgsmål eller diskuterer det. Hvis man begynder på det vil det på sigt ødelægge det. Og eftersom AA er 100% selvfinancieret og ikke reklamerer eller agiterer kan jeg ikke se hvorfor nogen "udefra kommende" skal blande sig i det.

Lasse Petersen

»Der er efter min opfattelse ingen eller ringe dokumentation for effekten af AA« Citat: Ulrik Becker. Overlæge på Hvidovre Hospital og adjungeret professor på Statens Institut for Folkesundhed.

»Der er efter min opfattelse ingen eller ringe dokumentation for Ulrik Becker´s IQ« Citat: Lasse Petersen. Glad og taknemmelig AAér mod mit 5 år ædru :)