Læsetid: 8 min.

Bankregulering: Tyren skal nok tage sig selv ved hornene

Nye globale regler skulle tæmme finanssektoren og forhindre en gentagelse af vanviddet op til finanskrisen. Men de nye regler bliver reelt udformet af sektoren selv, advarer kritikere. Dermed er der lagt i ovnen til mange flere finanskriser i de kommende år
Regulering. Arturo Di Modicas bronzetyr i New Yorks finanskvarter er blevet et symbol på troen på det evige 'bull market' - den evige finansielle optur. Nye regler skulle sætte hegn op som værn til næste gang, den overoptimistiske tyr truer stabiliteten i verdens finanssektor   - men meget tyder på, at finanssektoren reelt har overtaget udformningen af de nye regler.

Regulering. Arturo Di Modicas bronzetyr i New Yorks finanskvarter er blevet et symbol på troen på det evige 'bull market' - den evige finansielle optur. Nye regler skulle sætte hegn op som værn til næste gang, den overoptimistiske tyr truer stabiliteten i verdens finanssektor - men meget tyder på, at finanssektoren reelt har overtaget udformningen af de nye regler.

Roy Ooms

28. august 2010

Arrangementet hedder 'BarbeQ&A' og foregår en hverdagsaften i Amaliegade. Journalister er indbudt for at lære Finansrådets eksperter at kende og for at høre om bankforeningens syn på finansregulering.

Hyggen er i højsædet, står der i indbydelsen, så der er blot et lille fagligt indlæg klokken 17.30. Det handler om de internationale forhandlinger om nye spilleregler for verdens finanssektor.

Bagefter er der pølse, bøf, salat, vin og øl i den brolagte gård. I afslappede samtaler over de runde receptionsborde lader Finansrådets ansatte forstå, at det nuværende udkast til ny regulering truer det hæderkronede danske realkreditsystem på livet. Udkastet anerkender ikke systemets høje sikkerhed.

Nogle af de voldsomste forslag til ny finansregulering kommer også til diskussion - på Informations initiativ, indrømmet. Såsom forslaget om at splitte storbanker op i mindre enheder, som både præsident Obama og vore hjemlige socialdemokrater har luftet.

Bliver det til noget, vil de store banker »forlade Danmark«, siger en af Finansrådets ansatte. Landet vil være efterladt uden nogen til at låne virksomhederne penge til at skabe vækst og arbejdspladser. Det vil se sort ud.

Gigantisk lobbyindsats

Kombinationen af grill, øl og et foredrag om finansregulering i København er kun en ganske lille flig af den massive lobbyindsats, verdens finansindustri har sat i værk, siden toppolitikere verden over i kølvandet på finanskrisen annoncerede en hårdere kurs over for sektoren. En lobbyindsats så effektiv, at finansindustrien ifølge sine kritikere stort set har bemægtiget sig kontrollen med reguleringen af sig selv - til stor skade for resten af samfundet.

Offentligheden er blevet bombarderet med forudsigelser om økonomisk nedtur og finansielt ragnarok, hvis reguleringen bliver for stram. Politikere, embedsmænd og journalister er udsat for talrige forsøg på direkte påvirkning. Og finanssektoren har sikret sig direkte adgang til selve udformningen af reglerne gennem personlige forbindelser til involverede embedsmænd og overrepræsentation i blandt andet EU's ekspertgrupper.

»Bankerne har kæmpe indflydelse,« siger professor Walter Mattli fra Oxford University i Storbritannien, som er tidligere bankmand og nu forsker i, hvordan international regulering bliver til. Han fremhæver, at bankerne er de eneste, som har tid, penge og ekspertise nok til at påvirke reguleringsprocessen hele vejen igennem - fra forhandlinger om internationale retningslinjer til konkret, national lovgivning og efterfølgende implementering og håndhævelse.

»Det er ikke en jævnbyrdig kamp,« siger han.

»Jeg forudser, at vi ikke får nogen ny, stram regulering, og derfor forudser jeg også et nyt, stort kollaps inden for 10 år. Det er uundgåeligt. 10 år fra nu vil vi være tilbage, hvor vi startede. En kæmpe finanskrise, hvor almindelige mennesker vil lide uden at vide, hvad der har ramt dem, mens bankerne vil være endnu mere magtfulde.«

Det synspunkt er Walter Mattli langtfra alene med. Politikerne bliver kritiseret for at bukke under for finanssektorens lobbyindsats til glæde for bankerne og til skade for samfundet af en lang række uafhængige iagttagere, deriblandt IMF's tidligere cheføkonom Simon Johnson.

Basel-udvanding

Også reguleringseksperten Ranjit Lall er bekymret. Han kender reguleringsprocessen fra sit arbejde i Storbritanniens nationalbank og stod tidligere på året bag en DIIS-rapport om bankernes lobbyindsats. I dén forudså han, at bankerne ville få held til at udvande kravene i de kommende, såkaldte Basel III-regler. Da Basel-komiteen i juli kom med en længe ventet revision af sit første regeludkast, fik han efter eget udsagn ret:

»Oprindelig havde Basel-komiteen planlagt at færdiggøre reglerne i år, så de kunne implementeres i 2012. Men nu siger komiteen, at reglerne vil blive implementeret 'engang inden 2018'. Det er et direkte resultat af bankernes lobbyindsats,« siger Ranjit Lall.

Komiteens nye krav var også langt mildere, end der oprindeligt var lagt op til. Bankerne skal blandt andet have mindre kapital i forhold til deres udlån end forventet.

»Konsekvenserne kan vise sig at være endnu værre end tidligere. I dag har vi en endnu mere koncentreret banksektor, og vi har endnu flere banker, som er for store til at fejle. Hvis de taber penge uden at have tilstrækkeligt med kapital, er det ikke til at sige, hvor stor den næste skatteyderbetalte redning af bankerne kan blive,« siger Ranjit Lall.

'En ny pagt'

Verdens toppolitikere havde ellers sat sig for at undgå flere dyre bankredninger. Ny regulering skulle gøre op med situationen, hvor banker kan indkassere profitten, hvis de satser rigtigt, og sende regningen til skatteyderne, hvis de satser forkert - fordi bankkrak er så ødelæggende for økonomien, at politikerne ikke tør andet end at pumpe skattepenge ind, når systemet truer med at krakke.

Læs bare Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og Storbritanniens daværende premierminister, Gordon Brown, i en kronik i Wall Street Journal i december:

»Der er akut behov for en ny pagt mellem globale banker og det samfund, de servicerer. En pagt, som anerkender risikoen for skatteyderne, hvis bankerne fejler, og som anerkender ubalancen mellem risiko og belønning i banksystemet. En pagt, som sikrer, at gode tiders økonomiske fordele ikke kun tilflyder bankfolk, men de mennesker, de tjener; som sikrer, at finanssektoren skaber økonomisk vækst.«

De nuværende retningslinjer - Basel II-reglerne - havde et lignende mål om at gøre finanssektoren sikrere. Men undervejs i processen havde banklobbyen ifølge Ranjit Lalls rapport held til at udvande reglerne så meget, at de oprindelige mål til sidst ikke lod sig genkende. I dag mener mange økonomer, at Basel II-reglerne var med til at skabe og forværre finanskrisen.

»Hvad der skete med Basel II mellem 1999 og 2004, var temmelig skandaløst. Og jeg mener, at det samme sker igen lige nu,« siger Ranjit Lall.

Skræmmekampagner

Og hvad er det så, bankerne gør? Jo, man kan for eksempel spørge Danske Banks næstkommanderende, bankdirektør Tonny Thierry Andersen, hvad han synes om Basel-komiteens opblødning i juli. Så taler han om »fire millioner flere arbejdsløse« i Europa, som angiveligt havde været konsekvensen af ikke at lytte til bankernes indvendinger.

»Vi er enige i, at der er brug for mere og bedre regulering af finanssektoren. Man skal bare gøre det, så det ikke får utilsigtede virkninger for væksten,« siger han.

Storbankforeningen IIF opgjorde i juni de mulige konsekvenser af Basel-komiteens første udkast: Næsten én procent lavere årlig vækst i euro-landene frem mod 2015.

»Den slags griber de dybest set ud af luften - det er ganske enkelt noget, de finder på. Forudsigelserne er ikke bekræftet af uafhængige analyser af nogen slags,« siger Ranjit Lall.

»Politikerne i nogle lande er meget følsomme over for studier fra bankindustrien, fordi de ikke selv har tid til at foretage dem. Men fortæller studierne sandheden? Overhovedet ikke, det er rendyrket, selvisk propaganda,« siger Walter Mattli.

Under foredraget i Amaliegade nævnes IIF's forudsigelser og lignende beregninger fra Finansrådet. At de skulle være grebet ud af luften, afviser kontorchef Niels Storm Stenbæk.

»Vi har regnet på det i et halvt år,« siger han.

Basel-komiteens rådgiver Stephen Cecchetti har udtalt, at de foreslåede stramninger ikke ville have varige effekter på væksten, »bortset fra måske at øge den«. Hans udtalelse er netop underbygget af to uafhængige studier.

Tætte forbindelser

Bankerne har dog andre midler end vækstberegninger - såsom de tætte personlige forbindelser til ansatte i finansielle myndigheder.

En af Basel-komiteens prominente medlemmer, New Yorks centralbanks Marc Saidenberg, er tidligere chef for reguleringspolitik i investeringsbanken Merrill Lynch, som under finanskrisen led store tab og måtte lade sig overtage af Bank of America. Indtil 2008 var Saidenberg også medlem af en komite under storbankforeningen IIF, som er flittig til at hyre tidligere topfolk fra finansmyndighederne.

'Svingdøren' mellem finanssektoren og myndighederne er ofte blevet problematiseret. Professor Raghuram G. Rajan fra University of Chicago skriver i sin bog Fault Lines om 'cognitive capture' - tankemæssig tilfangetagelse:

»Når tidligere Wall Street-ansatte sidder på magtfulde stillinger i Nationalbanken, gør de efter min bedste overbevisning, hvad de tror er bedst for USA. Men det, de tror, stemmer overens med deres Wall Street-oplæring.«

Ranjit Lall understreger, at de tætte forbindelser mellem bank- og reguleringsfolk bliver brugt til at invitere embedsmænd til private møder med banksektorens repræsentanter.

»Det er ikke en måde at lave politik på - i lukkede fora, hvor ingen andre synspunkter kan blive hørt,« siger han.

Men bankerne har også langt mere formaliseret adgang til regeludformningen, ikke mindst i EU. De embedsmænd, som i EU-Kommissionen udformer konkrete finansregler, bliver rådgivet af 'ekspertgrupper'.

De skal ifølge kommissionens regler repræsentere et bredt udsnit af interesser for at undgå, at »særinteresser forvrider rådgivningen«. Men der er fire gange flere eksperter fra finansindustrien end fra universiteter, fagforeninger og forbrugergrupper tilsammen. Det fremgår af en rapport fra åbenhedsgruppen Alter-EU.

Finansindustrien er også talstærkt repræsenteret i EU-myndigheden CEBS, som rådgiver kommissionen om bankregulering og koordinerer indsatsen mellem europæiske finansmyndigheder. CEBS tester nye ideer på et 'konsultations-panel' med 21 medlemmer. Kun tre af dem repræsenterer forbrugerne, mens én repræsenterer industrisektoren. Resten er finansfolk - som Danske Banks Tonny Thierry Andersen. Han afviser, at sektorens dominans kan oversættes til indflydelse.

»Jeg oplever ikke, at det politiske miljø bare lægger sig ned på poterne, når vi kommer med argumenter. Vi bliver udfordret meget hårdt og fair,« siger han.

Et land ad gangen?

Udformning af regler udgør et dilemma, mener Walter Mattli: Nogle regler er så indviklede, at kun finanssektorens eksperter kan gennemskue dem. Derfor er der brug for deres råd, og det giver finanssektoren en hjemmebanefordel, som kan udnyttes.

Walter Mattli nævner de udskældte kreditvurderingsbureauer som eksempel. De har stor indflydelse i EU, mener han:

»De indsætter små, øjensynligt upræcise bestemmelser i reviderede udgaver af direktiverne. Politikerne forstår ikke konsekvenserne, men kreditvurderingsbureauerne ved udmærket, hvordan de vil blive tolket i en retssal.«

Vil man virkelig have reguleringen ud af bankernes greb, er der ifølge Walter Mattli derfor ingen vej uden om ... bankerne. Han opfordrer til, at enkelte lande går forrest med stram finansregulering - på den måde kan man udnytte bankernes lobbykræfter til at få skrappere regler:

»Hvis den tyske regering gennemfører meget stram regulering nationalt, og tyske banker ikke kan undgå at efterleve den, vil de lobbye heftigt for at sikre, at deres britiske og amerikanske konkurrenter skal spille efter de samme regler,« siger Walter Mattli. Han henviser til den spanske storbank Santander, som argumenterer energisk for at indføre Spaniens relativt skrappe bankkrav i hele verden.

Finansindustriens modargument lyder, at stram national regulering blot vil få bankerne til at flytte væk for at operere fra et land med mildere regler - og så er man lige vidt. Til dét siger Walter Mattli:

»Det er en tom trussel. Bankerne vil gerne være på de markeder, hvor de tjener deres penge, og man kan ikke tjene penge i Europa, hvis man bor i New York. Man bliver nødt til at være tæt på kunderne, ellers mister man markedsandele.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peder J. Pedersen

Det er et flot billede, der pryder Thomas Hebsgaards meget oplysende artikel om bankregulering. Sarkozys og Browns fromme ønske, om at finanssektoren skal skabe økonomisk vækst, afslører, at de enten ikke har forstået, hvad tyren har gang i, eller at de troede, de kunne tæmme den ved at sige ”fy, fy, skamme!” Siden dereguleringerne i 80-erne har finanssektoren skabt en abnorm vækst i spekulationsøkonomien, som ikke producerer andet end profitter og gæld. Den laver penge om til flere penge, når det går godt - eller til ingen penge, når det går skidt. I realøkonomien er penge et redskab til at producere varer og tjenester, der kan sælges for penge, som geninvesteres i udvikling af produktionen. Dette er økonomisk vækst. At der bliver skabt noget af værdi, fordi kursen på et værdipapir går op, er ren fiktion, og når fiktionen ikke længere kan opretholdes, brister endnu en boble. Så længe der ikke er adskillelse mellem spekulationsbanker og erhvervsbanker, vil boblerne trække realøkonomien, som hele resten af verden lever af, med sig, og så længe universalbankerne kan tjene flere penge på spekulation end på almindelig bankvirksomhed, vil de investere flere (lånte) penge i spil end i produktion. Uundgåelige naturkatastrofer og klimaforandringer vil skabe flere økonomiske kriser, men de kriser, som finanssektoren skaber, kan undgås. Der skal kun være statslige garantier til banker, der udelukkende servicerer realøkonomien gennem almindelig bankvirksomhed, mens al uproduktiv spekulation skal beskattes, til lige før den segner. Det ville være at tage finanstyren ved hornene, og så kunne vi få afviklet statsgælden ved samme lejlighed.

jamen det grænser jo op til landskadelig virksomhed bankerne har gang i, de skal selvfølgelig meldes til politiet i stor stil.

Peder J. Pedersen

Hej Helge Berg
Jeg antager, at du er ironisk. Det, banker og fonde gør, når de spekulerer økonomien i knæ, er ikke egentligt ulovligt, og det er fejlen.
Mvh. Peder

Jens Carstensen

Hvordan adskilles dårlige & spekulative finansielle produkter fra nogle som holder vand; eller som som i det mindste underbygger realøkonomien(hvis den overhovedet findes).Er der f.eks. styr på Derivaterne ?

Peder J. Pedersen

Hej Jens Carstensen
Det er givetvis ikke let at skille de spekulative finanstransaktioner fra de realøkonomiske, men efter det store børs- og bankkrak i 1929 gjorde amerikanerne et forsøg på regulering af bankverdenen med The Glass-Steagall Act, og den førte til 50 år med det, som Paul Krugman kalder ”boring banking”. Det betød, at vestens finansverden frem til omkring 1980, hvor reguleringen blev ophævet, voksede i nogenlunde samme takt som resten af økonomien. Men som Howard Davis fra London School of Economics skriver, så voksede den finansielle sektors aktiver i perioden 1980 til 2007 fra ca. 100 % af BNP til over 400 % af BNP i lande som USA, UK og Japan. Siden Reagan og Thatcher deregulerede finanssektoren, har det været en meget spændende og profitabelt arbejdsplads, og nu har finanssektoren så stor økonomisk magt, at den stort set kan bestemme sine egne arbejdsbetingelser, som Thomas Hebsgaard beskriver det. Erfaringerne fra krakket i 1929 fik politikerne til at gøre finanssektoren til samfundets tjener, men Reagan og Thatcher gjorde igen finansverdenen til samfundets herre, og det er en usikker skæbne at tjene en hensynsløs herre, der mener, at det er godt at være grådig. Det er ret let at finde mine kilder via Google.

Peder J. Pedersen

PS
Bankerne kan vist godt selv kende forskel på realøkonomi og spekulationsøkonomi. Danske banker har ved siden af deres almindelige bankvirksomhed såkaldte markedsafdelinger. Vi ser dem sommetider i tv-nyhederne. Der sidder bankfolkene foran utallige computerskærme, som viser, hvor der penge at tjene ved hurtige handler på de forskellige børser for aktier, valutaer, råvarer og diverse finansielle produkter som for eksempel derivater. I 2009 tjente de fem største danske banker 10 gange så meget på deres markedsafdelinger, som de gjorde på den almindelige bankvirksomhed, fortalte borsen.dk d. 3.05.2010.

Marianne Mandoe

Bankregulering: Tyren skal nok tage sig selv ved hornene

Jeps.
Og pushere sætter sig selv i fængsel, voldsmænd går selv til terapi uopfordret, druk-billister lader helt automatisk bilen stå.......

Peder J. Pedersen Abonnent siger:

Hej Helge Berg
Jeg antager, at du er ironisk

ja det er jeg nok lidt men synes stadigvæk at de er lidt galt på den at lade bankerne regulere sig selv,

Peder J. Pedersen

@Helge Berg
Jeg er helt enig, men politikerne skal først vedtage nogle effektive love og regler for banker og fonde, før vi kan melde dem til politiet (eller Finanstilsynet).

Der kommer ingen regulering af finansverdenen, der simpelthen har købt sig til politisk indflydelse/begrænset regulering med masser af kontanter - ikke bare her i landet, men alle steder med væsentlige finansielle markeder.

Jeg synes også, at det er god artikel, og vil gerne bibringe debatten med lidt viden fra finanssektoren.

Det er korrekt, som Peder J. Pedersen skriver, at det er markedsafdelingerne, der tjener mange penge. Jeg erindrer et studie, der viste, at rentemarginalen i Danmark er så lav, at det ikke er specielt attraktivt at drive traditionel bankvirksomhed ('boring banking').

Jeg tror, at det kunne en vis konsekvens for de største danske banker, hvis der blev tale om en opsplitning - men jeg har ingen ide om hvilken.

Tilsynet med de finansielle institutter har, i hvert fald i Danmark, fået lidt ridser i lakken, og jeg vurderer, at mange af de stramninger, som man laver i dag har karakter af "at man kaster brønden til efter at barnet er druknet" - altså en overreaktion, der skal vise handlekraft.

Peder J. Pedersen

Alt tyder på, at forhandlingerne om reguleringen af finansverdenen vil blive trukket så meget i langdrag med teknikaliteter, at formålet med reguleringen vil blive glemt. Banker og fonde vil bevare deres ret til at drive finansvirksomhed på måder, som maksimerer deres profit uden at producere noget af værdi, og den produktive del af økonomien vil lide under spekulationsøkonomiens op- og nedture. Det er derfor spildte Guds ord på Balle-Lars at komme med et forslag til, hvordan en regulering kunne se ud, men alligevel:

En regulering kunne dele bankerne op i et antal klart definerede klasser med forskellige risikoprofiler og med forskellige grader af offentlig kontrol og garanti. Bankerne kunne vælge, hvilken klasse de ønsker at tilhøre, og bankkunderne kunne vælge, hvilken klasse bank de ønsker at overlade deres penge til. Det ville samle de forsigtige bankfolk og bankkunder i den ene ende af systemet, og de spillegale spekulanter i den anden. Med en klar adskillelse mellem den nødvendige og produktive bankvirksomhed og den uproduktive spekulationsøkonomi, behøver det ikke at sende hele samfundsøkonomien til tælling, når en højrisiko-bank går konkurs, og det offentlige behøver derfor ikke redde banker og bankkunder, som selv har gjort sig fortjent til at gå fallit. En skat på spekulationsbankernes transaktioner kunne forhindre, at de bliver for store til at gå ned, og jævnlige konkurser vil lægge en dæmper på den mest risikobetonede adfærd. Men det er altså et helt urealistisk forslag – desværre.