Klumme
Læsetid: 4 min.

Fire spørgsmål til borgerligheden

Svar udbedes. Er der grænser for, hvor fjollet folketingsmedlemmer må udtale sig? Hvorfor er højrefløjens eneste underholdende røst begyndt at flæbe? Og hvor bliver den store borgerlige samtidsroman egentlig af?
Svar udbedes. Er der grænser for, hvor fjollet folketingsmedlemmer må udtale sig? Hvorfor er højrefløjens eneste underholdende røst begyndt at flæbe? Og hvor bliver den store borgerlige samtidsroman egentlig af?
Moderne Tider
20. august 2010

Lugter taxachauffører? Jeg har aldrig lagt mærke til det. Én gang har jeg kørt med en chauffør med turban på hovedet endda der spiste en sandwich, mens han hørte mærkelig musik i sin bilradio. Det var som at medvirke i et show at blive befordret fra A til B af ham. Jeg ved ikke, om han spottede min jyske oprindelse, men han kiggede pludselig på mig og sagde med stærkt overbevisende enfoldighed: A ska da ha ma!

Selvfølgelig, ytrede jeg aldeles politisk korrekt, det er skam en menneskerettighed. En rygende taxachauffør har jeg derimod aldrig oplevet, ikke efter at tobaksrygning er blevet strengt forbudt. Skulle det overgå mig en dag, deltager jeg gerne i udøvelsen af lasten, så den stakkels narkoman ikke sidder og føler sig mutters alene i verden om så grim en vane.

Et andet af tidens brændende spørgsmål er, om der er en grænse for, hvor fjollet medlemmerne af vores folketing må udtale sig? Begrænsninger i ytringsfriheden kan vi ikke have, men kunne man så ikke lave en differentieret aflønning, så de største pladdernakker ikke får 800.000 om året, men f.eks. kun 200.000? Man kan også spørge på en anden måde: Hvor dum har man lov til at være? Svaret blæser ikke i vinden, det står bøjet i neon: Der er ingen grænser. Hvis man er idiot, er der ingen grund til at skamme sig over det. Det er netop det fornemme ved vores demokrati, at enhver har lov til at sige sin mening. Det kunne andre lære noget af.

Et tredje spørgsmål foregår i et noget højere luftlag. Det drejer sig om en klummeskribent det indgyder jo i sig selv respekt! nemlig Berlingske Tidendes Claes Kastholm Hansen. Det er absolut hverken passende eller korrekt, men ham har vi, her på redaktionen af nærværende klumme, en del til overs for. Hvor gerne vi end ville, kommer vi ikke uden om, at manden skriver pissegodt, som vores yngstemand udtrykker det. Morsom er han også. Ikke på en måde, som vi bryder os om, for vi kan virkelig ikke se, at der skulle være noget som helst selvfedt og skinhelligt ved venstrefløjen. Men det mener han altså, og det er desværre sket op til flere gange, at hele redaktionslokalet har givet genlyd af lårklaskende munterhed, efter at vi har læst mandens reaktionære skriverier. Det er ikke noget, vi er stolte af, men sådan er det.

Men de seneste par uger er han begyndt at blive pinlig. Det glæder os på det moralske felt, og på det politiske da, men på det sportslige synes vi, det er uendelig trist. Hvad er meningen med og det er spørgsmålet at han pludselig, fra at være en barsk korrekser af den opblæsthed han fejlagtigt, ganske vist - mener at finde blandt kulturens folk, bliver en slags forsmået wannabe. Pludselig flæber han over, at han ikke har råd til at skrive de fire bøger, han har tænkt sig, fordi han er nødt til at tjene penge til skattevæsnet. Den har vi hørt før, lige lovlig tit, faktisk. Folk der er overbevist om, at de ville kunne skrive langt bedre bøger end os andre hvis de bare havde råd. Vi plejer venligt at gøre dem opmærksomme på, at vi skam heller aldrig har haft råd. Vi har bare gjort det alligevel. Og som om det ikke var nok, geråder Kastholm i endnu mere pinlighed ved at tale om Thomas Boberg som »en digter ingen kender«. Nå?

Pubertetsdrengen og skolefrøkenen

Spørgsmålet, altså: Hvad er meningen? Er det meningen, at vi nu skal indstille os på at undvære den eneste underholdende røst, der er tilbage på højrefløjen? For wannabeflæb gider vi nu engang ikke. Den evigt fjantet-ironiske Hans Hauge har vi kasseret for længe siden. Pittelkow har aldrig været morsom meget kan man sige om ham, men morsom, det er han altså ikke og den unge Mikael Jalving behøver vi ikke tage alvorligt, det gør han selv så rigeligt. Hvem der ellers er af borgerlige kulturkæmpere, har vi glemt. Men det er virkelig trist, hvis vi nu skal til at undvære Claes Kastholm Hansen. Faktisk har vi det lidt som en pubertetsdreng, der pludselig får et rap over fingrene af den mopsede, men også sexede skolefrøken, der ved samme lejlighed konfiskerer hans pornoblad. Det gør nas og det er træls.

Det fjerde og i denne omgang sidste spørgsmål, der trænger sig på, er selvfølgelig: Hvornår får vi så den store borgerlige samtidsroman? Romanen, der vil ende al venstreorienteret dominans af litteraturen. Claes Kastholm Hansen, ved vi nu, har indtil videre ikke råd til at skrive den måske får han det aldrig men er der ikke andre, der står på spring? Efter det store systemskifte helt tilbage i 2001 må banen da være ryddet?

Medierne er heller ikke uinteresserede, der er på ingen måde tale om, at f.eks. et tv-program som Deadline holder folk af borgerlig observans ude. De er der næsten hver aften. Der kan agiteres frit for såvel flad skat, skærpede krav til erhvervelse af statsborgerskab for folk fra ikke-festlige kulturer, ligesom det står enhver frit for at benægte, at der overhovedet findes fattigdom.

Men meninger angår kun hovedet strengt taget er enhver idiot jo i stand til at mene hvad som helst, det rigtige såvel som det forkerte men vi trænger til noget håndgribeligt, der ikke bare svæver i den blå luft. Det er her, kunsten plejer at kommer ind i billedet. Så der kommer kød på alle meningerne.

Så endnu engang: Hvor bliver den af? Den store borgerlige samtidsroman. Tiden råber på den.

Serie

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her