Læsetid: 13 min.

Fiskeriets Wall Street har snart dræbt den sidste tun

Verden har fået smag for sushi og tunens røde kød. Konsekvensen er, at bluefintun, den største og mest eksklusive af tunarterne - den der kan veje flere hundrede kilo og bliver solgt til flere 100.000 dollar på det japanske marked - er ved at forsvinde. Først fiskede vi torsk, til der ikke var mere, nu er vi ved at gøre det samme med tunen
Guldfisk. Tokyos fiskemarked, Tsukiji, hvor indkøberne byder på tun til verdens bedste sushirestauranter. Igen i år slog den truede bluefintun prisrekord med 175.000 dollar for en fisk på 260 kilo. Selv opkøberne er bekymrede - over nedgangen i tun og prisernes himmelflugt.

Guldfisk. Tokyos fiskemarked, Tsukiji, hvor indkøberne byder på tun til verdens bedste sushirestauranter. Igen i år slog den truede bluefintun prisrekord med 175.000 dollar for en fisk på 260 kilo. Selv opkøberne er bekymrede - over nedgangen i tun og prisernes himmelflugt.

Paul Dymon

21. august 2010

Det er i begyndelsen af juni. Det er tunfiskesæson, helikopteren fra Greenpeace slår et skarpt sving over det turkise hav nogle sømil uden for Maltas sydlige kyst. Et kamera i helikopteren filmer Greenpeace-skibene Rainbow Warrior og Arctic Sunrise, der nærmer sig et af de skibe, der indhenter bluefintunen - en af havets hurtigste fisk.

Aktivisterne nede på Greanpeaceskibene råber i megafonerne. »Det er en fredelig operation,« gjalder det til tunfiskerne på den maltesiske fiskerbåd Jean Marie Christian VI. Skibet har et gigantisk net på slæb. Det er det net, der er aktivisternes mål. Her svømmer kongen af tun, som japanerne kalder den. Det er bluefintunen, der kan blive op til to og en halv meter lang og veje op til 400 kilo, den største af de mere end 40 tunarter der findes. Det er tun, man bliver rig af. Det net, Jean Marie Christian VI har på slæb, kan fange en hel stime af tun på én gang, op til 3.000 fisk. 100.000 dollars kan en enkelt af dem indbringe på fiskeriets Wall Street, Tokyos fiskemarked Tsukiji, det største fiskemarked i Japan, hvor indkøbere byder på tun til verdens bedste sushirestauranter. Fiskene bliver fløjet ind i store trækister og bliver lagt på række, så indkøberne kan klemme på fisken, rulle en lille bid af dens kød mellem fingrene for at afgøre dens fasthed, dens konsistens, dens kvalitet og kigge ind i dens bug for at se, hvor fed og hvor rød den er. Jo federe, jo bedre. Jo federe, jo bedre otoro-sushi, verdens mest eksklusive stykke sushi.

Det er det, episoden mellem aktivister og fiskere denne junidag uden for Maltas kyst handler om. Greenpeace-aktivisterne vil redde den truede bluefintun. Fiskerne vil have forretningen til at køre. Greenpeace har lyttet til estimaterne om, at 80 procent af bestanden af tun i Middelhavet er forsvundet i løbet af de seneste 50 år. Fiskerne mener, at rygterne om bluefintunens død er vildt overdrevne.

»Det er en fredelig operation,« lyder det i megafonerne igen, mens fiskerbåden fortsætter mod den fiskefarm, hvor tunfiskene skal fedes op i et halvt til et helt år så de bliver store nok til Tsukiji-markedet.

Syv Greenpeace-gummibåde bliver sat i vandet. Helikopteren kredser hen over aktivisternes hoveder. Mandskabet ombord vil forsøge at skubbe nettet ned i den ene side. De har taget sandsække med, som de vil smide ned på nettets kant, så de tun, der er fanget indeni kan undslippe. Hvis de kan, vil de sende dykkere ned som skal skære hul i nettet. Men noget går galt.

Verdens smag for sushi

I årevis har man talt om bluefintunens død. Allerede i 1996 satte man den på IUCN's røde liste over truede dyrearter som ekstremt truet, alligevel blev man ved med at fange den.

»Situationen kan sammenlignes med året før bestanden af torsk i Atlanterhavet kollapsede,« sagde den canadiske forsker Dan Pauly fra universitetet i British Columbia til New Scientist for nylig.

Der er sket for lidt for at redde den, mener både miljøorganisationer, forskere og hollywoodstjerner som skuespilleren Charlize Theron, sangeren Sting og modellen Elle Macpherson, der sidste år truede den verdenskendte kok Nobu Matsuhisa med at boykotte hans eksklusive restauranter i London og New York, hvis han ikke tog den truede fisk af menuen.

I dag mener man, at den vestatlantiske bestand er nede på fem procent af den oprindelige bestand, lige som CCSBT - Commission for the Conservation of Southern Bluefin Tuna har slået fast, at bestanden i Stillehavet nu er nede på fem procent, mens den østatlantiske, der yngler i Middelhavet, er nede på omkring 20 procent.

Paul Greenberg, der er journalist for blandt andet New York Times og netop er udkommet med sin bog Four Fish, der handler om de fire store spisefisk havbars, laks, torsk og tun, har fundet forskningsmæssigt belæg for, at der kun er 9.000 af de så kaldte 'megabreeders' tilbage af den vestatlantiske tunfiskebestand - det er tun på mere end 120 kilo og ældre end 12 år, og som er de fisk i bestanden, der driver reproduktionen.

»At spise et stykke af en 250 kilo stor bluefintun er sammenligneligt med at køre Hummer,« siger Greenberg og påpeger, at bestanden er yderligere presset, på grund af BP's olieudslip i den mexicanske golf.

»Udslippet har gjort situationen endnu mere desperat. Den vestatlantiske bluefintun lægger sine æg i den mexicanske golf, og olieudslippet skete lige netop, da den var ved at yngle, så der er en stor risiko for, at vi har mistet de fleste af dens æg i 2010. Det er i forvejen en meget, meget presset population.«

For verden har fået smag for sushi og tunens røde kød. Du kan ikke komme uden om tunens skønhed, mener Greenberg. Den måde et rødt stykke tun ser ud på en tallerken giver den samme tilfredsstillelse som et godt stykke rødt kød. En tilfredsstillelse, der afspejler sig i tallene. Det største svind i bestandene er sket i perioden fra 2002 til 2007, samme periode, som sushi for alvor slog igennem i verden, fastslog Advanced Tuna Ranching Technologies i en rapport i 2009, hvor man analyserede al den bluefintun, der stammer fra tunfiskefarme i Middelhavet og som blev solgt på auktion i Japan fra 2008 til 2009.

»Mit synspunkt er, at bestandene kollapsede i 2007,« skriver Robert Mielgo, der i 80'erne og 90'erne selv var en del af tunfiskeindustrien. I dag skriver han rapporter om den, som en slags whistleblower.

»De 61.000 tons som blev dokumenteret i de officielle tal i 2007 var dobbelt så meget, som de lovlige kvoter fastsat af EU-nationer og ICCAT (Commission for the Conservation of Atlantic Tunas), fire gange så meget, som forskerne mente var forsvarligt, og seks gange så meget som ICCAT's egne forskere havde fastlagt som det, der var nødvendigt for at bestanden skal kunne komme sig.«

Fra de danske farvande forsvandt bluefintunen i 50'erne og 60'erne. Nu får fiskegrossist Claus Johnsen, der står for salget af tun til de københavnske restauranter og fiskebutikker, måske to bluefintun fra Stillehavet ind om året - det er små tun på cirka 25 kilo.

»Bluefin er ubetalelige på det danske marked,« siger Claus Johnsen, der en tilfældig tirsdag morgen har solgt omkring et ton tun - yellowfin, bigeye og den mindre sort Kingfish. Det bliver til cirka tre ton om ugen.

»I det hele taget har handlingen af tun været problematisk over en årrække,« siger Claus Johnsen, der får sine tun fra Sri Lanka. De er fanget med så kaldt long line, hvor man sætter otte til 10 kilometer line.

»Det er langt mere skånsomt end med net, hvor handlingen af tun ofte bliver miserabel. Den bliver mast og stødt, og desuden får du en masse bifangst. Det er bestemt ikke skånsomt,« siger han.

Tunkrigen

Syd for Malta er fiskernes skibe hurtige. De jagter aktivisternes gummibåde gennem det turkisblå hav, den ene gummibåd bliver kørt ned. »Mayday,« råber fiskerne i deres radioer. »Vi bliver angrebet af pirater.« Snart får de hjælp af andre tunskibe, der befinder sig i nærheden. Aktivister falder i vandet, en af dem sidder fast i noget, der senere skal vise sig være en krog, der har spiddet hans ben. Han bliver slæbt gennem vandet. Det er alvor. Tunfiskekrig, som Times of Malta senere skriver i en artikel. Greenpeace bliver nødt til at afbryde sin mission. Jean Marie Christian VI kan fortsætte med sit bytte til tunfiskefarmen på Malta.

»En af vores aktivister blev alvorligt såret, han er stadig på krykker. Vi mistede to af vores gummibåde, dem skar fiskerne i stykker med deres knive,« siger Oliver Knowles, der var Greenpeaces kampagneleder ombord på Rainbow Warrior, skibet, der i 80'erne blev berømt for at forsvare hvalerne, men i dag fortsætter kampen for tunfiskens overlevelse.

»Det var en anspændt situation. Vores fredelige aktion blev mødt med vold. Vi var derude for at gøre opmærksom på, at den atlantiske bluefintun er ved uddø som art. Populationen er absolut deformeret på grund af årelangt overfiskeri. 80 procent af populationen er forsvundet fra vores have for altid, og selv om man stoppede fiskeriet i dag, er det usandsynligt, at bestanden vil komme sig.«

Men fiskerne mener, aktionen var alt andet end fredelig. Raymond Bugeja, der ejer Jean Marie Christian VI og en af de fem tunfiskefarme på Malta, mener ligefrem, den var kriminel.

»Det, der skete, er fuldstændig uhørt i vores moderne verden; at nogen, der protesterer i fredens navn tager ud med knive og ødelægger privat ejendom og fisk, der er fanget fuldstændigt lovligt i forhold til EU og ICCAT-reguleringer. Det er uacceptabelt. Det er første gang, mit firma har oplevet at blive udsat for kriminelle handlinger som disse,« siger Raymond Bugeja, der opregner omkostningerne: 23.000 euro for skader på net og materialer, mens en af hans dykkere blev såret af et anker fyldt af lange, skarpe blade, der blev smidt ud fra en Greenpeace-båd. Det kunne have været værre, siger Bugeja. Fiskene kunne være blevet kvalt, flere mennesker kunne være blevet såret. Men det var slemt nok.

Fiskesæsonen blev afbrudt

»Vi har flyttet os fra en krig om ord til en krig med fysiske overfald på tunfiskenet og besætninger,« skrev Times of Malta bagefter i en leder. Ikke kun på de fiskerbåde, der var ude for at fange tun, men også på tunfiskefarmene var der fysiske angreb på både materiel og medarbejdere.

»Vi må bruge alle de lovlige metoder, vi har, for at beskytte fiskernes rettigheder. Det kunne inkludere fysisk beskyttelse ydet af vores militære styrker mod ethvert skib, der angriber vores materiel og folk,« skrev avisen om situationen.

Både Greenpeace og Sea Shepherd Conservation Society har i år sendt skibe ud for at blokere tunfiskeriet. Seks sammenstød har der været mellem miljøorganisationerne og kommercielle fiskere fra Malta, Tunesien og Frankrig i løbet tunfiskesæsonen i Middelhavet, hvortil bluefintunen kommer hver sommer for at yngle. Sæsonen skulle egentlig have varet fra den 1. til den 15. juni, men EU afbrød den allerede den 9. juni, fordi man mente, at EU-medlemslandenes fiskere allerede havde fanget de kvoter, de måtte.

»Grunden til at vi må lukke fiskeriet for i år skyldes, at vi må beskytte den sårbare population af bluefintun, så den kan få lov til at hvile,« sagde Maria Damanaki, fiskerikommissær i EU-kommissionen.

Redningsaktionen i Doha

Man har forsøgt at begrænse fiskeriet af bluefin-tun. Alene Maltas kvote blev reduceret fra 331 ton i 2008 til 161 ton i 2010, mens CCSBT, der fastsætter kvoter for tunfangst i Stillehavet er gået med til at reducere kvoterne med 20 pct. i 2011. Et halvhjertet forsøg, mener man i Greenpeace.

»Vores europæiske politikere forsøger at redde deres egne fiskeflåder. Det er en politisk fadæse, der har gjort, at man ikke har kunnet modgå det kommercielle pres, der har efterladt bestanden i sådan en desperat forfatning,« siger Oliver Knowles fra Greenpeace i Storbritannien:

»Forskere har vist, at den eneste anstændige kvote for bluefintun er nul.«

I foråret forsøgte man da også i FN-regi at få bluefintunen ind på the Washington Convention of International Trade in Endangered Species også kaldet Cites - den berømte liste, der også omfatter det hvide næsehorn og kæmpepandaen. Forslaget om at stoppe fiskeriet af bluefintun i en periode og dermed give den et så kaldt reproduktivt momentum blev fremsat af Monaco godt bakket op af indflydelsesrige lande som Storbritannien og USA. Alligevel lykkedes det ikke. Japan, der har de største interesser, var imod, for Japan importerer 80 procent af den bluefin-tun, der fanges. Det lykkedes at mobilisere nok modstand mod at få tunen erklæret udrydningstruet sammen med lande som Libyen, Egypten og Zambia. Japanerne havde åbenbart været så sikre på, at fiskeforbuddet ikke ville gå igennem, at de blot få timer før Doha-mødet serverede bluefintuns-sashimi for gæsterne på den japanske ambassade i Qatar. En uskyldig kulturel begivenhed, kaldte japanerne det. En rendyrket provokation, sagde man der, hvor man helst så tunen fredet.

»Idioter. Tumper. Halvhjerner. Der er ingen ord, der helt fanger dumheden i, hvad der lige er sket i Doha,« skrev Guardians miljøskribent George Monbiot i en artikel, der også blev trykt i Information efter det mislykkede forsøg på at frede tunen i en periode. Men selvfølgelig, fortsatte han, dumheden bygger på et simpelt regnestykke:

»Jo sjældnere tunen bliver, desto højre bliver prisen. Så snart fisken er udryddet, kan investorerne lægge deres gigantiske profitter ind i en ny industri. Det giver perfekt økonomisk mening. Det chokerende ved det hele er, at de nationer, som har til opgave at regulere de slyngler, har givet dem lov.«

Grunden til, at det ikke lykkedes at få bluefintunen på Cites-listen er, at den stadig er for almindelig, lyder analysen fra Paul Greenberg.

»Bestandene er drastisk reducerede, men de er stadig ikke på linje med eksempelvis amerikansk bison, som der måske er nogle tusinde tilbage af i USA. Måske er der millioner tun tilbage, men det er stadig et meget lille antal, sammenlignet med efterspørgslen. Hvis man fiskede alle de bluefintun, der er tilbage i den vestatlantiske bestand, ville hver indbygger i New York City få en enkelt lille bid eller to. Det er, hvad der er tilbage,« siger Paul Greenberg, der ikke mener, at man betragter fisk på samme måde som pattedyr.

»Vi har ikke samme empati, for den, som med eksempelvis hvalen eller pandaen. Vi har en tendens til at se fisk som mad. Tænk bare på vores sprogbrug - havets frugt, havets gaver, alt godt fra havet, det er, hvad vi kalder fisk- og skaldyr.«

Den dyreste fisk

For 10 år siden, var de fleste bluefintun på det japanske marked voksne fisk på 120 kilo eller mere. Nu er hver tredje fisk under lovlig størrelse. Noget, der endda vækker bekymring blandt de japanske tunsælgere, der helst vil undgå at sælge små fisk.

»70 procent af den bluefintun, der blev solgt på det japanske marked fra 1. juli 2008 til 1. maj 2009 vejede under 90 kilo. Hvis analysen af det japanske auktionsmarked svarer til, hvad der er tilbage i havene, har vi seriøse problemer. Det betyder, at de voksne bluefintun ikke er der længere. Hvis det er, hvad der er tilbage, vil bestandene ikke komme sig,« sagde Robert Mielgo fra Advanced Tuna Ranching Technologies i The End of the Line, en dokumentarfilm om fiskeriets konsekvenser, som havde premiere sidste år.

Men de små fisk har boostet prisen. Hvert år har sat ny rekord på Tsukiji, og i 2010 slog man endnu en rekord; 16,28 millioner yen, 175.000 dollar for en 260 kilo tung bluefintun. Noget, der bekymrede indkøberne, der beklagede sig over, at leverancerne var gået ned med 40 pct., og priserne var gået op med 30 pct. de seneste år.

»Japanske restaurantejere er nu i åben panik over bestanden af bluefintun. De frygter, at priserne vil blive så høje, at den ikke bliver tilgængelig for almindelige mennesker, og mange tror, at det punkt er nært forestående,« skrev Sunday Times.

Fra torsk til tun

»Vi er gået fra torskens til tunens æra. Tunen er en af de sidste store fiskebestande,« siger Paul Greenberg, der mener, at tunfisken er en metafor for den måde, vi hele tiden har bevæget os til den næste fisk i takt med at fiskene er blevet udryddet.

»Tidligere fiskede man torsk indtil der ikke var mere. Jeg håber ikke, at det samme vil ske med tunen, den sidste store fiskebestand,« siger Paul Greenberg.

I dag fanger vi fire til fem gange så meget fisk som for 50 år siden. Per person spiser vi dobbelt så meget fisk som dengang, og forbruget steg støt indtil stigningen stoppede for omkring fem år siden.

»Det betyder, at der ikke er mere fisk at fange. Verdensbanken og FN siger, at verdens fiskerikapacitet er dobbelt så stor, som vi har brug for. Hvor skal fisken komme fra?« spørger Paul Greenberg, som ser jægerens jagtmønster i den måde, vi fisker i verdenshavene. Jægere jager en bestand, indtil de ikke kan jage den længere.

»Bluefintunen er kanariefuglen i kulminen. Når bluefinnen forsvinder, vil vi begynde at fiske og overfiske den næste store art - først bigeyetun, så yellowfin, så albacore og skipjack.«

Det der sker med tunen lige nu er symptomatisk for menneskets forhold til havet, mener han. Løbende har man bevæget sig længere og længere ud på havene, i takt med at de kystnære områder er blevet tømt for fisk. Nu er man ude på internationalt farvand. Alle de store tunarter krydser oceanerne og dermed mange forskellige nationale og juridiske zoner.

»Tunen repræsenterer næste og sidste fase, hvor vi virkelig er begyndt at fiske i internationalt farvand. På den måde er tunen en af de mest uregulerede fisk. Da torskens æra lakkede mod enden, var det også, fordi nationerne fik mulighed for at få mere magt og regulere deres farvande. Det er et af problemerne med tunen, fordi de farvande den bevæger sig i ikke helt klart kan kontrolleres og ejes.«

For Paul Greenberg handler det om, hvorvidt vi ønsker at have et vildt fødevaresystem i havene, eller om vi vil udrydde de vilde fisk og erstatte dem med et system, der består af fiskefarme. Det er den beslutning, der skal træffes.

»Det er en kamp mellem den altruisme, vi ved, vi kan mønstre - og primitiv grådighed. Tænk på, hvad der skete med den amerikanske bison og alle de andre vilde dyr på land, som vi plejede at spise. Engang var der 60 millioner bison i USA, i dag er der 100 millioner kvæg. Vi ødelagde fuldstændig det vilde fødevaresystem og erstattede det med et, der bestod af husdyr. Min bekymring er, at vi er på vej til at gøre det samme med verdenshavene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Deleuran Fajstrup

Jeg har hørt onde tunger omtale ICCAT som en forkortelse for "the International Conspiracy to Catch All Tuna".
Man burde jo som fisker have en interesse i at ens levebrød også eksisterer om 3 år, men tilsyneladende er fiskere fuldstændigt ligeglade med både sig selv og hinanden. Fiskeri generelt er et glimrende eksempel på det fænomen som økonomer kalder "The tragedy of the commons"...

Der er desuden et problem med at fiskere fra industrialiserede lande støvsuger havet, så de lokale kystnære fiskerier smadres.
Kvotesystemet er endnu en fejl: Det virker jo grotesk at man smider "forkerte" fisk overbord i stort tal. Lad dog fiskerne få en total tonnage de må lande, så der ikke smides konsumfisk ud.

Aksel Gasbjerg

Overskriften lyder:
"Fiskeriets Wall Street har snart dræbt den sidste tun".

For at blive ved det maritime burde overskriften måske have været:
"Børshajer har snart dræbt den sidste tun" :-)