Baggrund
Læsetid: 6 min.

Dér gik grænsen mellem virkelighed og fiktion

Tingretten i Oslo fældede i forrige uge dom over Åsne Seierstads journalistiske metode i 'Boghandleren i Kabul'. Kritikere frygter, dommen kan føre til snævrere rammer for dokumentarjournalistikken. Andre ser dommen som et tiltrængt etisk 'wake up call' til hele den journalistiske stand
Principielt. I Åsne Seierstads dom er det første gang, en domstol udtaler sig om, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bør gå i journalistik. Forlaget og forfatteren frygter, at dommen kan føre til snævrere rammer for dokumentarjournalistik i bogform og har følgelig anket dommen til næste instans i det norske retssystem.

Principielt. I Åsne Seierstads dom er det første gang, en domstol udtaler sig om, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bør gå i journalistik. Forlaget og forfatteren frygter, at dommen kan føre til snævrere rammer for dokumentarjournalistik i bogform og har følgelig anket dommen til næste instans i det norske retssystem.

Jan Grarup

Moderne Tider
7. august 2010

Det hører til sjældenhederne, at en litterær karakter pludselig træder ud af en bog og begynder at modsige sin forfatter. Men der er undtagelser. I Tingretten i Oslo i forrige uge blev Suraia Rais, hustru til den afghanske boghandler i Åsne Seierstads bestseller fra 2002, tildelt erstatning og oprejsning for den krænkelse af privatlivets fred, som Åsne Seierstads bog skulle have påført hende og hendes familie.

Boghandleren i Kabul, som bogen hedder, er en dokumentarisk skildring af Seierstads oplevelser i de måneder, hun boede hos familien Rais i foråret lige efter Talebans fald. Ved udgivelsen blev bogen rost til skyerne i stort set samtlige vestlige medier, den er udkommet i 20 forskellige lande, og alene i Danmark har den foreløbig solgt i over 100.000 eksemplarer. En succes uden lige for den unge debutant. Men så var det, at boghandleren og hans kone pludselig trådte ud af bogens sider og ind i en meget virkelig norsk virkelighed med anklager om krænkelse af privatlivets fred.

Hvad tænkte hun på?

I det 30 sider lange domsudskrift fra Oslo tingrett slår dommer Jannicke Johannesen fast, at Åsne Seierstad overordnet set var i sin gode ret til at skrive om den afghanske boghandlerfamilie. Familien var fra begyndelsen vidende om, at den blev portrætteret, og i sig selv har bogen offentlig interesse, da den er med til at kaste nyt lys over afghansk kultur og samfundsliv. Hensynet til ytringsfriheden vejer i udgangspunktet tungere end hensynet til privatlivets fred, fastslår retten. Men i tre tilfælde - de tilfælde, som Åsne Seierstad nu er blevet dømt for - mener dommeren, at den norske forfatter har overskredet grænsen til fiktion ved at digte lidt for frit om, hvad der foregik i hovedet på boghandlerens kone, Suraia Rais.

Det gælder blandt andet dén passage, hvor Seierstad skriver, at Suraia Rais blev tvunget til at gifte sig med sin mand, selv om hun ikke ville have ham. I en anden passage fremgår det, at boghandleren skulle have bestukket Rais' forældre for at kunne være sammen med hende inden bryllupsnatten. Og i en tredje passage, at Rais skulle have været bange for at føde endnu en pige.

I alle tre tilfælde mener retten, at Seierstad mangler belæg for at udtale sig om Rais' inderste følelser og tanker: »Forfattere og andre historieskrivere, som prætenderer at publicere sande fremstillinger ud fra et alvidende fortællerperspektiv, må sørge for, at oplysninger om let identificerbare personers inderste tanker om personlige og følsomme temaer har solid forankring,« lyder det i dommen, der samtidig pålægger Åsne Seierstad og forlaget Cappelen Damm at betale en økonomisk godtgørelse til Suraia Rais på 250.000 kr.

Det er første gang, en domstol udtaler sig om, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed bør gå i journalistik. Sagen har derfor principiel karakter. Forlaget og Åsne Seierstad frygter, at dommen kan føre til snævrere rammer for dokumentarjournalistik i bogform og har følgelig anket dommen til næste instans i det norske retssystem, kaldet lagmannsretten.

Til avisen Vårt Land, ytrede generalsekretær i Norsk Presseforbund Per Edgar Kokkvold kort efter dommen bekymring over, at »domstole optræder som boganmeldere og litterater«:

»Hvis dommen bliver stående, betyder det, at det vil afgrænse den litterære frihed når det kommer til bøger, der er i grænselandet mellem journalistik og litteratur,« sagde han.

Ytringsfriheden?

Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har tidligere forholdt sig stærkt kritisk til Åsne Seierstads journalistiske metoder, ikke mindst i forbindelse med hendes anden bog, Englen i Groznyj, som han har kritiseret for at rumme alt for mange faktuelle fejl. Som udgangspunkt bifalder Rose da også dommen over Seierstads journalistik.

»Man skal kunne dokumentere, hvad man skriver. Og dommen siger meget klart, at der ikke er dækning for enkelte af de indre monologer, Åsne Seierstad benytter sig af i bogen,« siger Rose, der på den anden side er bekymret for, om dommen kan risikere at lægge unødige begrænsninger på ytringsfriheden.

»Åsne Seierstad mener selv, at sagen vil få konsekvenser for journalisters ytringsfrihedsprivilegier, og den bekymring deler jeg sådan set med hende. Men jeg synes, hun i den konkrete sag står meget dårligt, fordi hun ganske enkelt har skrevet nogle faktuelt forkerte ting. Og det har man ikke lov til - uanset hvor stor ens ytringsfrihed er.«

Han mener, Åsne Seierstad kunne have sparet sig selv mange problemer, hvis hun ikke i bogens forord havde insisteret på, at ethvert udsagn i bogen er sandt.

»Hun kunne i stedet have kaldt bogen for en dokumentarroman, men det har hun ikke gjort, og nu fanger bordet. For den varebetegnelse, hun selv giver i forordet, kan hun ikke leve op til,« siger han.

Noget at glæde sig over

Ifølge præsidenten for Dansk PEN, Anders Jerichow, er der flere ting at glæde sig over i dommen - også for den norske forfatter selv.

»Seierstad kan glæde sig over, at dommeren anerkender hendes overordnede fremstilling af familien i Kabul og anerkender ytringsfrihedens prioritet frem for privatlivets fred,« skriver Anders Jerichow i en mail til Information, hvor han samtidig udtrykker tilfredshed med det forhold, at bogens familie har kunnet gøre retlige krav om at blive behandlet korrekt gældende.

»Rent principielt synes jeg, dommen rummer det positive, at kilder og interviewpersoner har krav på samme behandling og beskyttelse, uanset om de sidder henne om hjørnet i vores eget rige land eller på den anden side af horisonten i et fattigt udviklingsland. Sådan bør det naturligvis være,« skriver Anders Jerichow, der imidlertid helst afstår fra at vurdere, hvorvidt afgørelsen er rigtig eller forkert.

En hård dom

Mere hårdtslående er retorikken fra Suraia Rais' advokat, Per Danielsen, der har kaldt dommen »knusende for Seierstads journalistik«. Men det er en forhastet konklusion, mener forfatter og journalist Tom Buk-Swienty, der har undervist i fortællende journalistik på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, og også selv har givet prøver på genren, ikke mindst i sin roste dokumentariske skildring af krigen i 1864, Slagtebænk Dybbøl.

»Jeg synes, det virker som en relativt hård dom,« siger Tom Buk-Swienty:

»Tager du en hvilken som helst dansk avis på en hvilken som helst dag og læser den igennem på samme minutiøse måde, som dommeren i Oslo har gjort, vil du uden tvivl kunne finde lignende unøjagtigheder og problemer med manglende kildehenvisning,« siger Tom Buk-Swienty, der understreger, at han ikke ønsker at undskylde Seierstads brøde, men blot at få proportionerne på plads:

»Grundlæggende er det min holdning, at hvad enten man skriver fortællende eller klassisk journalistik, så bør man til enhver tid kunne tilbagevise alt, hvad man skriver til en eller flere kilder. Så hvis du spørger til perspektivet i den her dom, så kan jeg kun opfatte det som et tiltrængt wake up call til hele vores stand, om at vi efterstræber mere præcision i vores arbejde,« siger han.

Manipulation?

Herhjemme har dele af journaliststanden de senere år været ramt af lignende sager. For tre år siden var det nyhedsværten Jeppe Nybroe, der måtte en tur i mediemaskinen, efter det kom frem, at han havde manipuleret med billeder og lyd i et indslag om krigen i Irak. Og For nylig blussede debatten om journalistisk nøjagtighed så endnu engang op, da det viste sig, at dokumentarfilminstruktøren Janus Metz havde betalt og bestilt den stripper, som optræder i introscenen til krigsdokumentaren Armadillo, om de danske soldater udstationeret i Afghanistan. Metz har siden forsvaret sin beslutning med, at han blot forsøgte at genskabe den fest, som soldaterne selv havde afholdt en uge forinden.

En af de figurer, som historisk har delt vandene i debatten om virkelighedens grænser, er afdøde forfatter og journalist Jan Stage, der med sine berygtede krigsreportager konsekvent placerede sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Da Lasse Ellegaard som redaktør på Information i begyndelsen af 90'erne sendte Jan Stage til Balkan for at dække krigen, besluttede han at imødekomme kritikken af Stages metoder ved at udarbejde et særligt logo til hans artikelserie: En forfatter i krig.

»Det gjorde jeg i erkendelse af, at Jan skrev på en helt bestemt måde,« som Lasse Ellegaard tidligere har forklaret her i spalterne: »Han havde måske ikke altid fakta og kronologi helt i orden, men som Herbert Pundik engang har sagt, så fik Jan ofte et mere sandt billede ud af sine reportager, end mange andre gjorde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis den her dom står til troende, ja så bliver det da totalt umuligt at skrive historiske romaner om hvad f.eks. Christian den Fjerde tænkte eller hvad f.eks. Kronprins Frederik tænkte i 1801 og 1807 (da Danmarks konge hed Christian den 7.).

Hele denne her sag handler om at domstolen i Oslo tror, at der er noget som hedder en objektiv virkelighed, som kan beskrives neutralt. Det er der ikke; det vi oplever, enten som privatperson eller journalist, vil altid være farvet af vores egne holdninger samt af vores egen opvækst - i dette tilfælde Seierstads opvækst i Vesten.

Og hvad med dokumentarfilm? eller film baseret på vigtige historiske begivenheder?

Og Tom Buk-Swienty kan glæde sig over, at han skriver om afdøde personer, ellers ville han sikkert også adskillige rets-sager på halsen, bl.a. beskriver han D.G. Monrad som syg og deprimeret og manio-depressiv.

Og jeg er ganske sikker på, at Rais har fortalt alt dette her til Seierstad, som hun offentligt tager afstand fra. Læren af dette må være, at journalister altid skal have deres båndoptager på sig - og sørge for at få alt på bånd, så det kan bevises, at pågældende faktisk sagde det, som de sagde.

Og ang. Flemming Rose har han taget skade af at sit ophold i Sovjet (det tidl.) vil jeg mene, for han har direkte og altid kørt en kampagne mod Englen i Groznyj. Hans motiv til det skal jeg ikke udtale mig om, men jeg kan huske, at han ikke anmeldte selve bogens indhold eller dens budskab, men blot påpegede de faktuelle fejl, han mente der var. Men selv fakta kan altså være åbne for fortolkning; det synes journalisten Flemming Rose at have glemt alt om.

Og den måde, man skriver journalistisk på i dag er inspirereret dels af Herman Bangs reportager i 1880erne, dels af den amerikanske New Journalism, hvor man skriver mere reportage-lignende end egentligt faktuelt. Og hvis man begyndte at skrive mere faktuelt igen, ville læserne lynhurtigt falde fra (igen) - vil jeg mene.

Det interessante er, at Helle Thorning og hendes mand, Stephen Kinnock, rent faktisk ville stå ret godt, hvis de valgte at slæbe B.T. i retten. I hvert fald hvis dommen over Seierstad kommer til at blive stående.
B.T. har nemlig påstået, at HTS har fundet en skatte-fidus; dette er direkte forkert. (fidusen er at Helle udnytter den del af SK's skatte-fradrag, som han ikke selv udnytter - noget alle ægtepar i Danmark har ret til).

Problemet med denne dom er, at dommeren i sagen, tror at der findes en objektiv virkelighed, som en journalist kan skildre. Og det andet problem i sagen er at dommeren sikkert tror, at en dokumentarbog eller film er præcist som et rets-referat; det er de ikke.

Mht. Armadillo har jeg ingen problemer med at man som instruktør genskaber en scene, som vitterligt har fundet sted...

Og hvori består de injuriende udtalelser? og skal vi virkelig tage hensyn til folk kulturelle eller religiøse baggrund, når vi skriver romaner eller laver tegninger af deres profet? Nej, vi skal ej! Aldrig igen skal religiøse mennesker bestemme, hvad der skal udgives i vore lande! Og det uanset om de er jøder, kristne, muslimer eller buddhister.

Og den kulturelle kontekst? Handler det om at det ikke må komme frem, at Rais sov sammen med sin mand før brylluppet? Eller mon det handler om at det ej heller må komme frem, at hun var bange for at føde endnu en pige elelr måske det handler om at det ej heller må komme frem, at hun virkelig ikke ville have sin mand, Boghandleren fra Kabul.

Hvis (når) alt dette nu er sandt, skal det frem, skal det!

"Hele denne her sag handler om at domstolen i Oslo tror, at der er noget som hedder en objektiv virkelighed, som kan beskrives neutralt. Det er der ikke; det vi oplever, enten som privatperson eller journalist, vil altid være farvet af vores egne holdninger samt af vores egen opvækst - i dette tilfælde Seierstads opvækst i Vesten."

Der er vel en klar forskel i at fornemme en situation, til at opfinde den.

Peter Andreas Jørgensen

»Tager du en hvilken som helst dansk avis på en hvilken som helst dag og læser den igennem på samme minutiøse måde, som dommeren i Oslo har gjort, vil du uden tvivl kunne finde lignende unøjagtigheder og problemer med manglende kildehenvisning,«

Netop!

Det er en nødvendig påmindelse til journaliststanden om, at formålet med journalistik er at levere et oplyst beslutningsgrundlag for befolkningen, ikke en distributionskanal for journalisters litterære ambitioner.

Henning Ristinge

Åh Karsten der trækker du nok grænsen lidt vidt Chr 4 og den pågældende kronprins Frederik har immervæk være død i et par år nu. der er historie, det er boghhandlerparret her ikke.

Her er tale om journalistik omhandlende levende mennesker, ikke om fantasifuld historieskrivning

Henning Ristinge

Jeg synes i øvrigt som historiker at det er lidt trættende at høre al det der med at der ikke er nogen objektivitet eller nogen sandhed og lignende post-moderne fims - selvfølgerlig er der en form for sandhed og en form for objektivitet - noget som man har en forpligtigelse til at gøre sit bedste for at leve op til.

Tak til Johannes Aagaard for at gribe om pendulets selvsving.
Der er al mulig grund til at 'sobre op'.
Derfor er Tom Buk-Swienty's perspektiv, at "opfatte det som et tiltrængt wake up call til hele vores stand, om at vi efterstræber mere præcision i vores arbejde." totalt på plads og i orden.
Derfor er Karsten Aaen på rette spor, når han ser på Thorning-Schmidt-BT-sagen, mens han er på afveje, når han siger, at al sandhed absolut altid skal proklameres: "Hvis (når) alt dette nu er sandt, skal det frem, skal det!" For det er måske endda sandt, at Karsten Aaen både har stjålet penge fra sin mor, og har været ...

olivier goulin

Karsten Aaen siger:
Hvis den her dom står til troende, ja så bliver det da totalt umuligt at skrive historiske romaner om hvad f.eks. Christian den Fjerde tænkte eller hvad f.eks. Kronprins Frederik tænkte i 1801 og 1807 (da Danmarks konge hed Christian den 7.).

Det tror jeg trygt du kan gøre. De kan højst vende sig i deres grave, hvis der er noget tilbage af dem.

Og ? Hvis jeg nu vil skrive en historisk roman om en kendt historisk person, så vil dennes efterkommere nu kunne sagsøge mig hvis jeg skriver noget som de ikke bryder sig om at høre.

F.eks. var der vist en sag her i Danmark for nogle år siden, hvor der var blevet skrevet en biografi om Osvald Helmuth, som udlagde ham (Osvald) som biseksuel, muligvis bøsse, og voldelig. Arvingerne var rasende - også i denbog stod der garanteret ting

Og mht. Rais brug af sin mand til social opstigning er det altså ikke noget nyt fænomen, ej heller i Danmark. Selv i dagens Danmark er der kvinder, som bevidst eller ubevidst tænker sådan.

Og hvis man som journalist ikke må bruge sin intution, ej heller sin fornemmelse af en given situation kan vi ligeså godt pakke den moderne journalistik sammen. Herman Bangs stærkt subjektiv og medrivende reportager, bl.a. fra Københavns Brand i 1880erne, kan vi lige så godt brænde, da det jo så ikke er rigtig journalistik, fordi han sikkert også formoder en hel masse, som der slet slet ikke er dækning for i kilderne, dvs. i politi-beskrivelsen af hvad der reelt skete.

Og nej, der findes ingen historisk given objektiv sandhed andet end måske at på den og den dato fandt der et stort slag sted. Det kan man tydeligt se, hvis man læser bøgerne om Arn; heri beskriver forfatteren nemlig de vilde daners overgreb på de fredelige svenskere. Og danskerne plejer vistnok at beskrive situationen omvendt.

Sandheden er den, at også her er det bestemt øjnene, der ser, som afgør, hvad der er den bjektive sandhed eller ej.

Martin Kristensen

@Karsten Aaen: Og hvis du skrev en bog om en nyligt afdød (altså ikke kun arkæologisk interesse) der beskrev vedkommende som voldelig, kriminel, psykisk syg m.m. så ville du naturligvis enten skulle have kilder der bekræftede dette eller du skulle gøre opmærksom på at det du skrev var fiktion.

Åsne Seierstad har skrevet som om hun havde den objektive sandhed. I virkeligen var store dele af historien ikke objektiv (men forfatterens egen fri fantasi baseret på hendes indre fornemmelser) og andre dele ikke sande.

Godt journaliststanden bliver bedt om at stramme op på hvornår de skriver det de kan rapportere er konkret og hvordan de opdigter fiktionelle forløb for dramatikkens skyld.

Henning Ristinge

KArsten det der med at der ikke eksistere objektiv sandhed, hvad selvsagt er rigtgt hvis man anlægger den ultimative vinkel på alt, er et statement som konstant og hele tiden bruges til at undergrave sandhed som begreb (tendensen er at det nu er i orden at sidestille sandhed og løgen som ligeværdige ting) og også objektivitet som et kriterie for en videnskabelig ting.

Men virkelighenden er at der er ikke noget alternatuiv til disse bregreber og at de bør bruges og eksisterer i samme grad som de hver dag anvendes i retssager. Gud er død og det ultimative eksisterer ikke, det ved vi alle, men den postmoderne tendens er at afvise ethvert begreb som nonsens der ikke kan leve op til den bibelske standard. Men det er der intet der kan og hvis vi skulle følge det rå ville al videnskab ophører og alle videnskabelige krav om redelighed forsvinde.

Henning Ristinge

Pointen i den retsag er helt rimelig, nemlig at der bør være grænser for hvad man har lov til at ytre om levende mennesker.

Jon Vølund Madsen

Der er tydeligvis også grænser, for hvad man kan/må ytre om forlængst afdøde personer, fx. den muslimske profet, muhammed.

Hans postulerede efterkommere, har fået knæsat mindst én dansk avis, mens andre af profetens "kompromisløse" tilhængere har gjort det en anelse mere risikabelt at være udstationeret diplomat, tog- og flypassager eller tegner.

Henning Ristinge

Det er ganske op til dig selv hvad du vil skrive om Muhammed, det er sgu da en ting der synes at stå ret klart efter tegning nonsenset Jon.

Søren Kristensen

Jeg holder med Flemming Rose, for så vidt man kan slippe afsted med meget, så længe man redegør for hvad man har gang i allerede i forordet. Varebetegnelsen skal være i orden og intet tyder på at dommen skulle umuliggøre genren dramdokumentar eller andre hybrider. Eller sagt på en anden måde: Man må håbe dommen ikke er mere principiel end at den kun gælder værker der hævdes at være hverken mere eller mindre end dokumentariske. Den præcision kunne det være rart at få på plads i lagmannsretten.