Læsetid: 11 min.

Giver internettet os zapperhjerner?

Nogle forskere mener at have fundet belæg for, at vore online-vaner ændrer selve strukturen i vores hjerne - og ødelægger evnen til at tænke dybt og lære nyt. Andre er mere skeptiske, for hjernen tilpasser sig blot og kan ikke ændre sig på så kort tid
Er vores hoppen rundt mellem hundreder af hjemmesider, mailkonti og filmsider på internettet dag og nat ved at ændre den menneskelige hjerne til en flakkende neural cellemasse, der ikke kan fordybe sig og finde ro? Ja, mener pessismister. Nej, for hjernen har altid tilpasset sig alt siden fremkomsten af land- og søkort, uret, bogen og til tv'et. Det er hjernens styrke at adaptere sig til det nye, mener andre forskere.

Er vores hoppen rundt mellem hundreder af hjemmesider, mailkonti og filmsider på internettet dag og nat ved at ændre den menneskelige hjerne til en flakkende neural cellemasse, der ikke kan fordybe sig og finde ro? Ja, mener pessismister. Nej, for hjernen har altid tilpasset sig alt siden fremkomsten af land- og søkort, uret, bogen og til tv'et. Det er hjernens styrke at adaptere sig til det nye, mener andre forskere.

27. august 2010

Som næsten alt, hvad De læser i nærværende avis (red.: på nærværende hjemmeside), er - også denne artikel - skrevet på en computer med forbindelse til internettet.

Fordelene ved enkel og hurtig kildekontakt og omfattende researchmuligheder er indlysende. For alle, der er fortrolige med moderne kommunikationsteknologi, er det en banal konstatering.

Men for os, som er gamle nok til at huske verden før internet-æraen, er der stadig noget magisk over at sende en e-mail til en forsker i det sydlige Californien og få en interviewaftale inden for en time.

Så er der ulemperne: Det redskab, jeg bruger til at skrive med, rummer ikke bare et tekstbehandlingsprogram, en e-mailklient og en webbrowser - det er samtidig radio, tv, nyhedsportal og butik.

Og mens jeg har sammensat disse godt 2.000 ord, må jeg indrømme, at jeg jævnligt har ladet mig distrahere til småpauser og overspringshandlinger - bl.a. har jeg set YouTube-video med Manic Street Preachers, købt en undervisnings-dvd til min søn, studeret vennernes statusopdateringer på Facebook og tjekket min mailboks mange flere gange end strengt nødvendigt.

Online-svinkeærinder står jeg selvsagt ikke alene med. En nylig rapport fra det britiske medietilsyn, Ofcom, viser, at briter bruger over syv timer om dagen på at se tv, gå online, sende e-mails og sms'er, læse webaviser og surfe på mobil og pc.

Mest bemærkelsesværdigt fandt rapporten, at blandt de 16 til 24-årige, var tv markant mindre, ja faktisk er over halvdelen af denne aldersgruppes 'medietid' er helliget mobiltelefoner og computere, mens hele to tredjedele af de unge sågar har for vane at være på to digitale medier på samme tid. Jo yngre man er, desto mere af den slags multitasking mestrer man. Jeg selv er en halvgammel fyr på 40 år, men mine vaner går i stigende grad i samme retning. Al denne hektiske aktivitet kan medføre ængstelse - det gør i reglen enhver afhængighed. Efter at have læst en ny og stærkt kontroversiel bog om de digitale mediers påvirkning af vore sind, føler jeg desto større ængstelse.

Tesen er enkelt sagt, som følger: Ikke blot gør den moderne verdens nådesløse overudbud af information det af med vore evner til refleksion, fordybelse og tålmodig tilegnelse - vore onlinevaner ændrer også selve strukturen i vore hjerner.

The Shallows (De overfladiske) er en 250-sider lang bog af den amerikanske forfatter Nicholas Carr.

Allerede for to år siden skrev Carr i magasinet The Atlantic et essay under overskriften »Gør Google os dumme?«

Først landkort, så uret

Bogen, som er en længere version af førnævnte artikel, er et elegant og velformuleret angstskrig om »fordummelsen af Homo Sapiens«, det vil sige om strukturprægningen af nye neurale baner og netværk i vores bevidsthed - en proces, som paradoksalt nok kan ende med at fratage den menneskelige race det unikke talent, som var drivkraften i vores rejse fra huleboere til it-brugere.

I bogen The Shallows ser Carr tilbage på sådanne menneskelige opfindelser som landkortet, uret og skrivemaskinen og analyserer, hvor meget de hver især kom til at præge og ændre vores måde at tænke på (blandt de mennesker, hvis skrivestil blev ændret, da de gik over til skrivemaskine, var interessant nok Friedrich Nietszche og T.S Eliot).

I forlængelse heraf hævder Carr, at internettet er »en kakofoni af stimuli« og »et afsindigt kludetæppe« af oplysninger, der fremmer »kursorisk læsning, adspredt tænkning og overfladisk indlæring« - helt i modsætning til opfindelsen af bogen, som var en ren gave, der ansporede intelligente mennesker til fordybelse og stimulerede deres fantasi.

Den afgørende pointe for Carr tager afsæt i den fremspirende forståelse af, hvordan vore vaneadfærd og erfaringer strukturpræger hjernens kredsløb gennem hele vores liv - en evne, der kendes som 'neuroplasticitet' - og her er der grund til bekymring.

Strukturændre hjernen

Blandt bogens hårrejsende passager er denne: »Havde vi vidst, hvad vi i dag ved om hjernens plasticitet, og havde vi sat os for at opfinde et medium, der kunne strukturpræge vore mentale kredsløb så gennemgribende og hurtigt, som det er muligt, ville vi givetvis være endt med at designe noget, der ligner og fungerer lige som internettet til forveksling.«

Der er bedrevet overraskende lidt forskning i internettets indvirkning på hjernen, men de videnskabelige resultater, som udgør den hellige gral for Carrs tese, blev gennemført i 2008 af en gruppe psykiatere fra UCLA under ledelse af dr. Gary Small (som selv udgav bogen iBrain: Surviving the Technological Alteration of the Modern Mind).

Under forskernes tilsyn blev 12 erfarne webrugere og 12 digitale debutanter sat til at bruge Google. Samtidig blev deres hjerner scannet. Resultaterne afslørede en afgørende forskel i den initiale hjernetilstand hos de to grupper: I den dorsolaterale præfrontale cortex - det område af hjernen, som menes at være sæde for korttidshukommelse og beslutningstagning - udviste debutanterne stort set ingen aktivitet, hvorimod webveteranerne virkelig gav den gas.

Derefter fik novicerne besked på at tilbringe en time dagen online, og efter seks dage blev begge gruppers hjerner scannet igen - denne gang med et endnu mere interessant resultat: I billederne fra begge sæt hjerner, var det mønster, som repræsenterede mental aktivitet, stort set identisk.

Som Small udtrykte det: »Efter blot fem dages påvirkning blev præcis de samme neurale kredsløb i den forreste del af hjernen aktiveret hos de internetuøvede forsøgspersoner. Fem timer på internettet, og deres hjernekredsløb var allerede omstruktureret.«

Small er direktør for et center på University of California, der forsker i hukommelse og aldring. Han er desuden specialist i aldringsprocessens påvirkning af hjernen og medopfinder af den første hjernescanningsteknologi, som har kunnet påvise Alzheimers i fysisk forstand.

»Selv en ældre hjerne kan være ganske plastisk og modtagelig for påvirkning fra ny teknologi,« advarer han mig og tilføjer:

»Det er et grundlæggende princip, at hjernen er hypersensitiv over alle slags stimuli. Fra øjeblik til øjeblik udløser stimuli af enhver slags en uhyre kompleks kaskade af neurokemiske elektriske konsekvenser. Udsættes man for gentagne stimuli af en bestemt type, vil bestemte neurale kredsløb blive pirret stærkere. Og lukker man samtidig andre stimuli ude, vil andre neurale kredsløb blive svækket.«

Indlæring forringes

Dette er kernen i Carrs påstand: Online-verdenen invaderer hjernen med så enorme mængder af flygtige og overfladiske informationsbidder, at det bliver stadig vanskeligere at hengive sig til dybere tanker.

Som han selv udtrykker det: »Vor evne til at lære forringes, og vor forståelse af sagforhold og sammenhænge bliver overfladisk.«

Small er kun alt for bevidst om skadevirkningerne ved alt for megen tid tilbragt online. Blandt de unge, som han kalder for 'digitale indfødte', har han gentagne gange observeret en elementær mangel på menneskelige kontaktfærdigheder såsom »at fastholde øjenkontakt, at være opmærksom på ikke-sproglige udtryk under en samtale«.

»Når jeg på universitet taler med studerende, beder jeg dem om at prøve en af vores ansigt-til ansigt-øvelser i menneskelig kontakt. 'Sluk din mobiltelefon og fokusér på en af dine medstuderendes ansigt, helst en du ikke kender godt. Den ene person skal så tale og den anden lytte, imens begge fastholder øjenkontakt. Det kan virke meget stærkt. To af mine studerende blev kærester efter at have prøvet øvelsen.«

Small frygter også, at sms og instant messaging måske allerede hæmmer menneskelig kreativitet, fordi »vi ikke tænker tingene ordentligt eller tilstrækkeligt opfindsomt igennem, før vi allerede deler dem med vores venner«.

Narkomaner af nettet

Han advarer også om, at multi-tasking »ikke en er effektiv måde at arbejde mentalt på: Vi begår flere fejl, og der er en tendens til at gøre tingene hurtigere og mere sjusket.«

Adspurgt om, hvad jeg kan gøre for at hindre internettet i at udvande mit intellekt, lyder han mere optimistisk end Carr:

»Hjernen kan udmærket korrigere sig selv, hvis vi er opmærksomme på, hvad der står på spil her. Men vi er nødt til at træffe bevidste beslutninger om, hvordan vi kommer væk fra den mentale afgrund. Vi er nødt til at finde en bedre balance mellem online- og offlinetid. Vi er nødt til at være på vagt over for internettets afhængighedsskabende karakter og modstå dets tillokkelse.«

Blandt de mennesker, der bruges som cases i The Shallows, er Scott Karp, redaktør af den berømte digitale blogmedie Publish2. Karps læsevaner fremhæves som et bevis på, hvordan en mængde menneskers hjerner for længst er blevet omformet som følge af deres entusiastiske brug af internettet.

Skønt Karp har en grad fra New York University i engelsk og spansk litteratur, hæfter Carr sig ved, at han tilsyneladende helt har opgivet at læse bøger, måske som følge af, hvad hans arbejdsliv igennem mange år har gjort ved hans mentale habitus. Karp citeres for følgende: »Jeg var en total bogorm på uni og plejede at være en glubsk læser. Men hvad nu, hvis al min læsning sker på nettet - ikke på grund af den måde min læseteknik har ændret sig, men på grund den måde, jeg tror, den har ændret sig.«

Det viser sig imidlertid, at Karp kun er holdt op med at læse fagbøger. I modsætning til, hvad Carr hævder, har han stadig ikke det mindste problem med at læse romaner, og selv hævder Karp, at hans langtidshukommelse er i så god form som nogensinde. Hvad han erkender, er, at der er sket en radikal forandring i den måde, hvorpå han konsumerer information, og den kan muligvis - muligvis ikke - have ændre hans mentale kredsløb.

Forandringen har at gøre med hans appetit for at forbinde adskille informationsbidder - og det ser netop ud til kun at være bidder - fra forskellige steder frem for at fordøje store klumper af information fra den samme kilde.

»Jeg elsker forbundetheden imellem oplysninger,« >siger han.

»Så nu læser jeg måske hellere et sammendrag af en forfatters ræsonnement end en artikel på 10.000 ord eller en bog - og springer så fra sammendraget og over til en anden forfatters argumenter. På den måde skifter min læsning hele tiden perspektiv, som nå en bi hopper fra blomst til blomst.«

Han forsikrer mig om, at han ikke hopper fra en argumentationskæde til den næste, før han har forstået den ordentligt, men helt overbevist bliver jeg ikke. Er der ikke tusindvis af bøger, vi er nødt til at læse i deres helhed, før vi kan få greb om forfatterens synspunkt? Den sidste store læseoplevelse, jeg havde, var en biografi om Barack Obama skrevet af David Remnick, redaktør af The New Yorker - tanken om at koge dette mesterværk ned til et skimmet uddrag forekommer næsten fornærmelig. Det samme må være tilfældet for bøger af Marx og Engels, om end f.eks. Ozzy Osbournes selvbiografi muligvis kunne udgøre en undtagelse.

»Det har du absolut ret i,« siger han med skyldtynget røst.

»Så på den måde er jeg en af 'de overfladiske', hvis vi skal følge Nicholas Carrs tankegang. Men jeg har kun en knapt afmålt mængde tid til rådighed.«

Hjerne tilpasser sig alt

Karp er skeptisk over for Carrs tese om, at brug af internettet kan omforme hjernen radikalt.

»Alting ændrer jo vores hjerne hele tiden,« >siger han.

»Sådan er hjernen indrettet. Den tilpasser sig til stadig til enhver erfaring. Så derfor er det næsten banalt at konstatere, at internettet forandrer vores hjerne og dens processer. Jovist, vi bruger mindre tid på koncentrere os om at nå i dybden af en enkelt informationskilde. Men i forhold til at fremsætte værdidomme, er det svært at sige, om vi er ringere stillet af den grund.«

En mere overbevisende modgift til Carrs mistrøstige tese får jeg fra professor Andrew Burn fra University of Londons Institute of Education. Han har brugt lang tid på at specialisere sig i børns og unges brug af det, som mange mennesker stadig kalder 'nye medier', og hvordan dette indvirker på deres hjerner. At sidestille internetbrug med distraktion og overfladiskhed er en fundamental fejlslutning, siger han, som muligvis har noget med Carrs alder, 50, at gøre.

»Han begrænser sin analyse til den type online-aktiviteter, som er karakteristiske for midaldrende blogosfærenarkomaner,« siger professor Burn.

Flakkende hysteri

»Men hvor i hans bog står der noget om f.eks. online-rollespil?«

»Carrs argument er bygget op omkring læseskimming og webbrowsing. Men hvis man kigger på forskning i børns online-spil, eller udforsker virtuelle verdener som Second Life, så er der masser af fordybelse og engagement til stede - endda i så overvældende grad, at det nærmer sig afhængighed. Pointen er, at for at være en god spiller i online-rollespil, er man nødt til at tilegne sig en ufattelig mængde information om, hvad dine holdkammerater gør, og hvordan spillets features fungerer. Derfor kunne man lige så vel formulere en tese om 'de dybsindige' som en tese om 'de overfladiske'.«

- Men hvad så med bekymringen for den menneskelige hjernes omstrukturering?

»Midlertidig synaptisk omstrukturering, sker hver eneste gang, nogen lærer noget,« siger han.

»Jeg er selv ved at lære at spille et musikinstrument i øjeblikket, og jeg kan mærke, at mine synapser er ved at omstrukturere sig selv, men det er bare en biologisk mekanisme. Jeg mener ikke, at man uden videre kan sige, at nogle neurale baner er gode og andre dårlige. Det kan sagtens være en god ting, at folk udvikler en større smidighed og tilpasningsevne i deres søgen efter information.«

Burn er heller ikke imponeret over den skarpe kontrast, som Carr ridser op mellem internet-alderens påståede dumhed og bogens angiveligt mere dybdeintellektuelle epoke.

»Hvad nu hvis bogen er Mein Kampf? Eller Barbara Cartland? Er det ikke bedre, at jeg spiller et virkelig velopbygget online-spil eller læser Aristoteles poetik i online-udgave? Jeg kan ikke se, hvorfor bøger nødvendigvis skulle fremme dybere tankere, det må bero på, om det er gode bøger. Nøjagtig det samme gælder for internettet.«

Det lyder alt sammen ganske overbevisende og beroligende. Lige indtil jeg vender tilbage til min læsning af The Shallows. I modsætning til Carrs forudsigelse læste jeg den til ende og bemærkede blandt andet denne uhyggelige diagnose på side 222.

»Vi er ved at invitere et flakkende hysteri ind i vores sjæle.«

Der er noget skrækindjagende over disse ord, og selv 20 stupide minutter på YouTube og et impulskøb på Amazon formår ikke helt at fjerne deres indtryk på min hjerne.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det er ikke specifikt internet etc., der giver "os" zapperhjerner.
Det er grundlæggende i vor kultur nu, at man skal være uafbrudt "omstillingsparat", at alt går svimlende hurtigt, at man skal følge med, hvis man ikke vil hægtes af.
Tidligere var det de gamle, der oplevede, at de vanskeligt kunne "følge med", fordi udviklingen gik så hurtigt. Nu kan end ikke de unge følge med.
Den dynamik indebærer i sig selv umuligheden af fordybelse. Hvem bruger to fulde dage på at læse et værk af Dostojevski? Hvor mange har ro i sig til at sidde stille og lytte - bare lytte - til en strygekvartet af Beethoven, som varer tre kvarter?
Det er ikke Internettets skyld; det er bare et redskab blandt andre redskaber. Udviklingen i vor kultur bort fra fordybelse var i gang længe før Internettet. (Bare læs Jacob Paludan for eksempel!)

Søren Kristensen

Jeg har fx interesseret mig for musik det meste af mit lange liv og nettet giver mig mulighed for at fordybe mig i rigtigt meget af det musik jeg troede jeg kendte. Hos mig fungerer nettet som et kæmpe bibliotek og jeg deler slet ikke artiklens frygt.

Omvendt tror jeg med fremtidsbrillerne på, at vi skal være glade for at være vidner til en guldalderperiode i nettets liv, d.v.s.at vi oplever pionertiden, hvor næsten alt er gratis og tilladt og før de omfattende restriktioner, som man kan frygte, sætter ind.

Forfatterens frygt for at nettet, som det fungerer idag, gør os dummere eller indskrænker vores bevidsthed deler jeg slet ikke. Men det kan og vil selvfølgelig alt samme ændre sig i fremtiden. Fedt om det kan ændre sig til noget endnu mere positivt. Man kan jo ligeså godt være optimist.

Kristoffer Ravlo

En følge af det skriveapparat som journalisten beskriver, og denne og andre artiklers hastige udgivelser ved brug af internettet, syntes jeg ofte er stave- og trykfejl. Dette er ærgeligt da det forstyrrer læsningen, og får nogle artikler til at virke ufærdige. Jeg har tænkt over det nogle gange, og kom til at tænke på det da jeg faldt over mindst to fejl i denne artikel.

F.eks.
"Jovist, vi bruger mindre tid på koncentrere os om at nå i dybden af en enkelt informationskilde."

Så kommentaren herfra er selvfølgeligt, at der også bruges mindre tid på at udarbejde enkelte informationskilder.

Marianne Mandoe

Nogen bliver sikkert snoskforvirrede, andre gør ikke.

Men på den anden side så er der også nogen der bliver snoskforvirrede over at skulle tage bare EN beslutning om dagen, mens andre ikke gør.

Det er vel som med alt andet, meget individuelt, og afhænger sikkert også i høj grad af hvad vi laver UD over at sidde på nettet og flimre frem og tilbage.

Tom W. Petersen

Marianne Mandoe
Ja, vist er det individuelt.
Men det er det inden for den produktionsmæssige og kulturelle kontekst, vi lever i. Og den er bestemt ikke den samme som for 50 eller 100 år siden. I dag skal vi uafbrudt handle, og handle hurtigt i en totalt uoverskuelig mængde af muligheder.

Thomas Ciborowski

Gosh !

Endnu en gammel bitter mand der maler fanden paa vaeggen understoettet af pludder forskning med pop smarte overskrifter.

Svend Erik Sokkelund

Tror I ikke snarere, det er de i gennemsnit 3,5 passive time om dagen foran TV'et, der skaber forvirringen?
Den evige forventning om ny, overraskende underholdning...

Birger Nielsen

Enig med Tom W. Petersen i, at det ikke er internettet alene, som ændrer vores hjerner - hvis det altså er tilfældet.

Internettet er jo bare et udtryk for, hvordan tingene iøvrigt foregår i samfundet. Vareomsætningen er accelereret og hvad du køber, idag er gammelt imorgen - sådan omtrent.

Også mediernes udbud af bl.a.nyheder og underholdning afspejler samme udvikling - det skal ses når det sker og efterfølgende glemmes. Fordybelse er ihvertfald ikke målet, for de færreste medier følger op på de salvsamme historier de bringer til torvs. Medmindre de altså lige kan lugte blod og får mulighed for at korsfæste en eller anden.

Alle kan fordybe sig i materiale som stilles til rådighed på internettet. Det er blot et spørgsmål om kritisk at udvælge hvad man vil fordybe sig i Og ikke ukritisk forsøge at følge med i og forstå alt hvad der sker og bliver skrevet om. Så risikerer man at blive for overfladisk.

Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen som helhed, går alt for stærkt til, at vi mennesker har det godt. Vi får ikke den nødvendige ro og tid til at fordybe os og opleve livet, men det er altså ikke internettets skyld.

Det ses at vise højtstående mennesker føler sig truet af internettet som jo fjerner monopolet på viden og udveksling ;o)

Internettet afslører, at vi har zapper-hjerner; det er det som internettet gør. Det er ikke muligt for et menneske at koncentere sig om noget i mere end 20-25 ad gangen, hvorefter man skal lave noget i et stykke tid.

Den nyeste hjerneforskning tyder desuden også på, at hjernen har godt af at slappe af, dvs. holde pauser, hvor den lader op igen - hvor man tænker og reflekterer over det, man har lært.

Jeg mener at artiklens forfatter retter bager for smed.
For mig at se er reklamer det store problem. Det som forfatteren anker over, er at han fristes til en masse online-svinkeærinder, dvs. han lader sig distrahere af reklamer.
Hvad det angår er USA nok det sygeste samfund af alle. Hvis enhver TV-.udsendelse som inviterer til fordybelse i et emne hele tiden, på uforudsigelige tidspunkter, afbrydes af reklamer, så tror jeg virkelig at evnen til fordybelse saboteres godt og grundigt. Jeg ser en direkte linje herfra og til den syge offentlige debat i USA - store dele af den amerikanske offentlighed er parate til at tro på alle mulige tåbelige påstande, fordi de ikke kan kende forskel på sandhed og løgn, på velbegrundede og overfladiske påstande.
Spørgsmålet er derfor: Hvordan skal man finansiere tjenester som folk ikke betaler for. Skal de finansieres med reklamer, eller med statsmidler?
Personlig generes jeg ikke meget af reklamer, for jeg studerer dem aldrig. Min evne til fordybelse på internettet indebærer bl.a., at jeg fastholder min dagsorden og ikke lader mig distrahere af alle mulige pop-ups. Men sommetider er pop-ups og reklamer så anmassende, at man ikke kan undgå at beskæftige sig med dem. Det opfatter jeg som et overgreb, og jeg hader det.
Hvad angår TV, så ser jeg aldrig TV-kanaler hvor udsendelser afbrydes af reklamer midt i. Jeg har nogle få gange set film på sådanne kanaler, og jeg får det direkte dårligt. Jeg er nødt til at gå ud af stuen, indtil de andre siger, at reklarmerne er ovre. Dét vil jeg aldrig udsætte mig selv for igen.
Så efter min mening: Det der virkelig ødelægger evnen til fordybelse, er reklamer, især anmassende og overfladiske reklamer der forsøger at fange mig ind ved at appellere til ting i min underbevidsthed. Den slags er direkte skadeligt for menneskeheden.

Kåre - fænomenet kan også iagttages herhjemme. Desværre. På Kanal 4 (regional-radioen) ligger der en besked om at et interview kun må vare i 5-6 minutter; så skal der spilles musik. Og det er dybt irriterende, når gæsten lige er varmet op, ja så skal interviewet afbrydes...

Artiklen er interessant men tro ikke at dette er PC/Internet skyld selv om der er selvfølgelig acceleration i personlig og kollektiv udvikling med vise tendenser.

Storere filosofer i Europa har lagt mærke til at der er fremgang i Den Store først omkring XVI årh., tror der var hos E. Kant. Ideen var meget upopuler fordi folk har været overbevidst at verden er statisk. Ikke så meget at di vidste det men har simpelt ikke haft fantasi til at forestile sig noget anden.

I XIX begrebet "entropi" var introduceret og var også meget upopulert selv om der var top fysikere da har kigget på det først.

Goethes tekster er meget dynamiske og lakoniske, næsten som vores moderne twitters men Descartes sprog er ekstrem lang og kompleks. Hos Shakespeare nogle "twitter" mens andre "trækker".

I vores tid: P. Høeg og T. Pynchon er ligesom Descartes - lange og superkomplekse men K. Vonnegut og Panduro fx. er næsten aforistiske, ikke for at siger overfladiske.

Ser ud som om der er mennesker som har det naturlig langsomt i sin tankegangen og går dybt i substancen mens andre ville helere med i dynamik og har det god på emotionelle sider.

Checker man hos de "mindre intelligente" medmennesker, finder man stort set det somme tendens. Nogle vil bruge tid for at "tænker" på noget di ved ikke hvad det er og andre bare "kører"...

Ikke overraskende at R. Wagners musik kommer som mere og mere relevant vores dage.

Kåre Fog, jeg har anbefalet din artikel, fordi meget zapperhjerne kommer af forvirringen over mediepræsentationsvaner der, som min gamle mor sagde for snart 20 år siden : viser noget spændende og så bare afbryder det - det er da snyd....
Reklamer også - selvom der vitterlig er mange mennesker der opfatter reklamer som en slags OBS.

Men hvad angår distraktionen på nettet kommer en del af den jo netop fra de link-samlinger, som er ganske mange site's mest interessante indhold når det kommert til stykket. Nogle metasites er specialiseret i netop dette.

Som den værste videns-risiko ved nettet kunne anses den tendens der ligger i at blive i 'sine egne sfærer'. Folks fordomme har gode kår, og deres muligheder for at læsse dem af i semi-private rygklapperblogs ganske gode - på livstid om nødvendigt.

Det er jo netop derfor vi skriver her istedet ;-)