Læsetid: 11 min.

'Grundlæggende kan vi ikke lide hinanden'

Optegnelser fra det besatte Palæstina afdækker en stigende resignation: Den regulære israelske besættelse gav bedre livsvilkår end det ydmygede og magtesløse selvstyre, og troen på en arabisk befolkningseksplosion i et udbygget Stor-Israel synes mere realistisk end en forhandlet fred
Adskillelsen. Den fysiske afsondring af de palæstinensiske områder har ikke kun markeret en skarpere grænse, den er også ved at forandre mentaliteten blandt de udelukkede, skriver Lasse Ellegaard.

Adskillelsen. Den fysiske afsondring af de palæstinensiske områder har ikke kun markeret en skarpere grænse, den er også ved at forandre mentaliteten blandt de udelukkede, skriver Lasse Ellegaard.

Ronen Zvulun

21. august 2010

Al Azeriya: Nasr er en smilende kleppert midt i 30erne. Han passer et midlertidigt job som kok og altmuligmand i El Azeriya, hvis bibelske stednavn er Betania. Da vi har drukket kaffe sammen nogle gange, inviterer han til frokost i sin landsby og henter mig i sin fætters ramponerede Subaru med knuste sidespejl. Jeg hilser på hans ramtlugtende geder, hans to melankolske børn (en søn og en datter), hans svigermor, en yngre bror i joggingdragt og hans rundkindede hustru, der i besøgets anledning er iført ankellang uldfrakke knappet til halsen i de næsten 40 graders varme. Hun ser ikke ud til at lide.

Tværtimod er hun livfuld og energisk. Datter af en underofficer i Jordans arabiske legion, den legendariske beduinstyrke, og hvis portræt udpeges over døren i Nasrs salon en statelig mand med moustache og baret på snur. Hustruen kommer hurtigt til sagen: Om jeg mon kender nogen i Danmark, der kan donere en lægeklinik eller en skole eller en asfaltering af hovedgaden til landsbyen? Jeg svarer, at jeg vil bringe andragendet videre. Hun siger, at landsbyen er meget fattig, hvilket jeg selv kunne konstatere på køreturen et par småbutikker, hvoraf en serverer lemonade på et par plasticstole, og et bilværksted. Sådan har det været, siden israelerne begyndte at lukke for adgangen til Israel og arbejdspladserne under den første intifada for mere end 20 år siden. Det er blevet værre efter Muren, der blokerer adgangen til Jerusalem i nord og Betlehem, der ses mod syd, og kun kan passeres gennem to fort-lignende kontrolposter og kun med skriftlig tilladelse. »Og vi er ikke så kendte her, som dem i Abu Dis eller El Azeriya, der har de internationale kontakter,« tilføjer hun.

Som samtalen skrider frem går det op for mig, at Nasr repræsenterer en tankegang, der er almindelig i landsbyerne på den palæstinensiske side af Muren, og som lyder nogenlunde sådan her: »Hvis vi bare fik Israels militære besættelse tilbage, ville det være bedre den gang, før intifadaerne, kunne vi arbejde i Tel Aviv, vi kunne endog overnatte der, og tjene 40-50 dollar om dagen. Nu må jeg arbejde for 20 dollar, hvis jeg overhovedet kan få et job.«

Som ufaglært rammes Nasr hårdest af de israelske restriktioner, og han oplever ikke det palæstinensiske hjemmestyre som hjælpsomt. »De er korrupte i Ramallah,« siger han om Mahmoud Abbas administration, der forvalter den palæstinensiske drøm om egen stat ved siden af Israel. »Og jeg er sikker på, de myrdede Abu Amar (Arafat, red.),« tilføjer han.

Myrdede?

»Han blev forgivet, det ved enhver. For dem, der sidder nu, ville selv til magten.«

Er det noget, du ved?

»Det er noget, alle mener.«

Jeg har hørt, at alle mener, israelerne myrdede Abu Amar? Ikke at der er beviser, men det synes at være den gængse opfattelse?

»Hvorfor tror du, den nuværende ledelse gør alt, hvad israelerne beordrer dem til?«

Og sådan spreder konspirationsteorierne sig ud over den revnede betonbelægning i skyggen af Nasrs hus. En fætter kommer forbi og sender mig et surt blik og hilser med et håndtryk, som om han venter at få et elektrisk stød. Med et blik til min hvide baseballkasket spørger han Nasr, om jeg er fra elektricitetsvæsnet?

Nasr forklarer: »Vi har ikke betalt for elektricitet siden den første intifada, så min fætter troede et øjeblik, at du er her for at lukke for strømmen.«

Faktisk lukkes der jævnligt for strømmen i landsbyen, men de israelske kontrolposter skal også have strøm, så beboerne klarer sig ved at koble deres kabler til de gennemgående el-ledninger. »Vi kan jo ikke klare os uden strøm,« siger Nasr.

Ramallah: På café Prontos terrasse kigger jeg efter værten, men han er ingen steder at se. Da jeg boede i byen for otte år siden var han mit barometer på et snusfornuftigt syn på situationen. Hans rivende talestrøm var pletrenset for revolutionær bullshit-snak og konspirationsteorier. Når situationen blev drøftet, og det blev den hver gang, var hans vinkel forretningsmandens: »Israelerne tør jo ikke komme her mere, og jeg kan ikke leve af de lokale. De drikker ikke espresso,« buldrede han med adresse til de den gang eskalerende selvmordsoperationer, der på to år dræbte 649 israelere og jødiske bosættere, heraf 445 civile.

I 90erne fik Oslo-aftalernes optimisme mange israelere til at køre den korte tur fra Jerusalem for at købe billigere grøntsager og inhalere Ramallahs arabiske atmosfære, og Pronto var stedet, hvor de fik en espresso før hjemturen. Men fra efteråret 2000 gik alt i ged, da Ariel Sharon, som i nogen tid havde pønset på, hvordan han hurtigst kunne blive premierminister, udløste den såkaldte Anden Intifada med sin provokerende spadseretur på Haram al-Sharif, som jøder og kristne kalder Tempelbjerget. Han blev da også valgt året efter, og næste gang værten så en israeler sad han på tårnet af en kampvogn.

Muren: Operation Skjoldværn i marts 2002 var Sharons modtræk mod Muren og den cementering af grænserne, den ville medføre. Hans politiske bagland havde længe presset på for en total adskillelse af jøder og arabere, anført af den irakisk fødte forsvarsminister fra Arbejderpartiet Binyamin Fouad Ben-Eliezer, Likuds Uzi Dayan, en reservegeneral, og Avi Dichter, chef for Israels interne sikkerhedstjeneste, Shin Beth. De så Muren som eneste effektive værn mod de jævnlige terroraktioner, men det spillede formentlig også ind, at Israels økonomi efter indvandringen af en million jøder fra det tidligere Sovjetunionen i starten af 90erne ikke længere havde behov for den arabiske arbejdskraftreserve i de besatte områder.

En bosætter, oberst Dany Tirza, der havde stået for opførelsen af en beskyttelsesmur ved den sydlige Jerusalem-bosættelse, Gilo, der blev beskudt fra landsbyen Beit Jala og som netop i disse dage rives ned med den begrundelse, at der nu er ro på havde allerede lagt linjeføringen til en adskillelses-barriere år i forvejen, men Sharon tøvede. Dels var defensive foranstaltninger mod hans natur, dels så han i lighed med de religiøse jødiske bosættere Muren som den definitive opgivelse af drømmen om Eretz Yisrael, et Stor-Israel fra Jordan-floden til Middelhavet. Muren ville for altid afskære jøderne fra hovedparten af de gudgivne bibelske områder, Judæa og Samaria, eller Vestbredden og territorierne, som de også kaldes.

Så Sharon ræsonnerede som han altid havde gjort: militært. Han sendte sine panserbrigader ind i Vestbreddens største byer bortset fra Hebron og Jeriko i den hensigt at demontere det palæstinensiske hjemmestyre og genindføre fuld israelsk kontrol med Vestbredden. I Ramallah blev Arafat og hans rådgivere isoleret i nogle få værelser i det sønderskudte hovedkvarter, Muthaka. At den skrantende guerillaveteran overhovedet overlevede skyldtes ikke hans legendariske heltemod, men at amerikanerne udtrykkeligt havde forbudt Sharon at nakke ham.

Østjerusalem: Operation Skjoldværn medførte ophør af min adresse i Ramallah. Hvis jeg stadig har en konto i banken på hjørnet neden for Pronto, lader den ikke høre fra sig, og jeg har ikke opsøgt den de gange, jeg har været her blandt andet for at dække Per Stig Møllers visitter til det palæstinensiske hjemmestyre, han i sin egenskab af udenrigsminister var med til at holde oven vande økonomisk. Det tør siges. Da jeg i marts sad ved et lystigt bord på Ambassador-hotellet i Østjerusalem, fik jeg udpeget selskabets mest muntre mand som den palæstinensiske advokat, der havde tilsvindlet sig et millionbeløb fra danske donationer. »Vi fører sag mod ham,« sagde min kilde, der sad med ved bordet, »han byggede et hus til sin mor for vores penge.«

Under Møllers mange besøg spekulerede jeg tit på, om han selv troede på det, han sagde offentligt. Som i 2003, da han efter møder med palæstinenserne kaldte Sharon »en fredens mand«, efter at denne havde aflyst et planlagt møde. Møller måtte tage til takke med en kort telefonsamtale fra et skur i Ramallah.

Eller da han i 2008 sagde om Hamas, at »de vil blive isoleret, hvis de afviser Fatahs og Egyptens krav om fælles forhandlinger med Israel«.

Det gjorde de som bekendt. Israels og Egyptens blokade har styrket Hamas, og Gaza-krigen 2008-09 betød, at den globale opinion nu støtter fundamentalisterne. Jeg holdt jul i Gaza og kan bevidne, at det religiøse diktatur ikke er morsomt. Folk er trætte af Hamas, af evindelige strømnedbrud, bizarre forbud, fraværet af ytringsfrihed, sharia-retsplejens vilkårlighed, det hullede vejnet, affalds- og ruindynger og en fattigdom, der har gjort smuglere og klunsere til velhavere. Men selv israelerne medgiver, at styret i Gaza med føje kan kaldes suverænt i modsætning til styret på Vestbredden.

Ramallah: Der er flere penge i Ramallah. Asfalten er jævn, neonreklamer glitrer, men humøret er ikke bedre. Det er bare dårligt på en anden måde, mere resigneret. Håbet om to stater til to folk er skippet; nu taler de mest artikulerede om apartheidtilstanden i en en-stats-løsning, hvor Vestbredden annekteres af Israel, som det allerede er sket i Golan og Jerusalem. Tesen er, at jøderne vil have flertal i en sådan stat i måske 20 år, før den tidsindstillede demografi-bombe detonerer med en arabisk majoritet, der vil tilvejebringe en politisk tålelig tilværelse. Som allerede er forbedret materielt, hvilket både ses og høres. F.eks. forstyrres jeg på Prontos terrasse af to labre donnaer, der kvidrende kysser en pomadiseret macho ved nabobordet på de stubbede kinder med lydelige smask. Han synes upåvirket af virakken, i hvert fald rejser han sig ikke, men rækker dem en doven lab med signetringe og massivt guldarmbånd, der får mig til at fundere over det arabiske rum mellem selvværd og selvforagt, den mentale gråzone mellem en gloriøs fortid og en krakeleret nutid. Machoens glitrende tingeltangel er en melding, men er det også en fortrængning?

Vestjerusalem: Jeg får en slags svar af Jonathan Spyer, en politisk analytiker, da han sætter ord på ikke kun hjemmestyret i Ramallah, men hele den arabiske verden, som han mener er på spanden: »Her i Mellemøsten er der kun tre stater, der hænger sammen, og læg mærke til, at ingen af dem er arabiske, nemlig Tyrkiet, Iran og Israel.«

Han medgiver, at Hamas i Gaza udøver en vis selvbestemmelse, »men derfor kan de heller ikke rokke med ørerne.«

Jonathan er tilhænger af Muren, af den totale adskillelse: »Vi kan grundlæggende ikke li hinanden. Palæstinenseren har aldrig opgivet at generobre hele området det eneste, der kører rundt i bøtten på dem, er kravet om ret til at vende tilbage. De har aldrig set deres Mickey Mouse-stat på Vestbredden som andet end et skridt på vejen. Og det kan vi aldrig gå med til, for det vil betyde enden på Israel som jødisk stat, der jo er hele grundlaget for zionismens stats-ræson.«

Indhegningen af Gaza i 90erne blev forbillede for Muren, da Sharon omsider gav sig efter års pres fra høgene i hans bagland og vedholdende meningsmålinger, der viste at israelerne støttede den totale adskillelse.

Den jernmur højrezionismens godfather, Vladimir Zeev Jabotinsky, forudså i 1923, er nu en kendsgerning på 700 km elektriske hegn og otte meter høje betonelementer, der inddrager knap 10 procent af Vestbredden til Israel, og snor sig indenom jødiske bosættelser på besat område som en fremtidig grænse til en palæstinensisk stat hvis en sådan bliver til noget.

Hvilket er stedse mere usikkert både fordi Benyamin Netanyahus regering arbejder indædt på at bevare status quo: rimelig sikkerhed, forhaling af forhandlinger med PA-styret (der i mellemtiden gør Israels beskidte arbejde med at nedkæmpe Hamas-aktivister), forsat udbygning af bosættelser og militær kontrol over Jordan-dalen. Og fordi flere palæstinensere nu foretrækker en jødisk domineret enhedsstat frem for økonomisk og social ruin i egne frimærker på Vestbredden og Gaza. Hvad der hidtil har været intellektuel skolastik blandt arabiske akademikere er nu politisk paratviden i åben snak, jeg ikke har hørt før.

Vestbredden: Som hos Safa Dhaher, der kørte mig til Ramallah ad de omveje, Muren har medført, og som gør de 20 minutter mellem Jerusalem og Ramallah til fem kvarter. Så Safa, en universitetslærer på 50, havde god tid til at lufte de tanker, der kørte i hendes hoved: »Når jeg spørger mine studenter, hvorfor Japan er en økonomisk succes, har de intet svar. Så jeg fortæller dem, at japanerne erkendte, at de tabte Anden Verdenskrig, og at de måtte begynde fra bunden efter nederlaget og den amerikanske besættelse. Så er det jeg siger: Vi er også tabere, men at vi aldrig har indset det. Vi ter os som om vi er vindere ud fra en forestilling om, at så længe vi blot er tålmodige, vil jøderne en dag forsvinde ud i det hav, de kom fra. Men sådan er det ikke jøderne er kommet for at blive, og jo før vi lærer at leve med dem, jo før kan vi genopbygge vort eget samfund men så længe vi venter og ikke gør noget ved korruptionen og de fejlede institutioner, må vi finde os i ydmygelsen.«

Jeg talte jævnligt med Safa i de dage, jeg boede hos hendes onkel, Said Aburish, den palæstinensiske forfatter. Blandt de familiemedlemmer, der færdedes i huset døgnet rundt, skilte Safa sig ud som mønsterbryderen fraskilt med en akademisk karriere, der skaffer brød i skabet og eget sted at bo væk fra hendes misbilligende brødre. Som hun sagde: »det var ikke nemt de første år efter skilsmissen, hvor min bror forlangte, at jeg boede i hans hus af hensyn til landsbysladderen.«

Safa var således offer for en dobbelt ydmygelse brødrenes krav om kontrol med hendes liv og Israels kontrol med hendes dagligdag, der uanset hjemmestyrets flag og nationalmelodi bestemmer prisen på hendes yoghurt, der koster det samme som i Tel Aviv, hvor folk tjener 20 gange mere; styrer hvor hendes bil må køre, hvor hun kan bo og hvor hun aldrig kan bo, og om hun kan rejse eller er udelukket fra resten af verden.

Muren synliggør den ydmygelse, Safa ikke kan slippe for.

Ramallah: Skumringen er faldet på Prontos terrasse, da jeg genkender værten. Han har lagt sig ud, men på den anden side: Det har situationen også. Og snakketøjet er intakt, da han smilende hilser på tre alvorlige mænd ved et bord fyldt med papirer. Han genkender ikke mig.

Jeg lader synet af ham stå et langt øjeblik, før jeg rejser mig og går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu