Læsetid: 4 min.

Kom og tag mig, jeg er spejlblank

Æteren er fuld af fnis. Lallende, fjollede, indforståede ungpigefnis, der gør det uhyggelig åbenlyst, at de elektroniske medier har høvlet enhver autoritet over bord i fællesskabets navn
Uvidenhed. Hvis den radiofoniske pendant til kavalergang er galloperende uvidenhed, ser det godt nok skidt ud.

Uvidenhed. Hvis den radiofoniske pendant til kavalergang er galloperende uvidenhed, ser det godt nok skidt ud.

Kjeld navntoft

21. august 2010

Engang - ik',- så spiste jeg noget chili, som jeg ikke troede var stærkt og så var den helt vildt stærk og så gik jeg på lokum og så var den herrestærk igen ...

Enhver god klumme starter med en anekdote. Denne gang har jeg valgt at lægge ud med en meget, meget dårlig en af slagsen. En af dem, der, hvis den blev præsenteret i et selskab, ville suge al energi ud af rummet og efterlade ophavsmanden som ansvarlig for en lammende tavshed. Ikke desto mindre var variationer over denne anekdote, hvad TV 2 en tilfældig sommermorgen valgte at lade to morgentv-værter fylde fem minutter ud med. Og da pigeværten insinuerede, at hun faktisk (sit yndige køn til trods) af og til gik på lokum, kammede studiet helt over i hysterisk fnis.

Fnis. De fnis, der efterhånden fylder halvdelen af P3's sendeflade og også har sneget sig ind på P1 som et regulært interviewredskab, der kan mistænkes for at være udtænkt med det formål at få i forvejen selvopgejlede mænd til at blive helt rundt på gulvet over sig selv. Nu vil jeg jo helst ikke nævne navne, men Olivia Joof Lewerissa, der var værtinde på P3's sommerformiddagsflade, og Iben Marie Zeuthen, der længe har haft sit eget interview program Ibens Harem, er fremragende eksponenter for denne nye trend på hver deres måde og på hver deres licensbetalte kanal.

Sommeren igennem har man kunne følge Olivia Joof og Huxi Bach igennem det danske sommerland - altså over telefon. Et af de faste indslag var en quiz. Det var ikke sådan, at man sad tilbage med ny brugbar viden, når sommerfolket havde gættet sig igennem trivialiteter, men til gengæld havde man hørt Olivia blamere sig med larmende uvidenhed. P3 valgte endda at lade en af trailerne til programmet bygge op om et klip, hvor hun fniser over at have glemt, hvad den tyske hovedstad hedder.

Forløsende

Olivia har helt sikkert en hel gennemsnitlig begavelse, med en hel almindelig paratviden, og er sandsynligvis også god mod dyr. Men nu blev jeg jo heller ikke tilbudt to timer om dagen i andre menneskers radioer, da jeg var 19 - og det var sikkert udmærket, da jeg nok også lige skulle sove på den med Bonn eller Berlin. Og jeg er ikke længere 19 og derfor en del uden for målgruppen. Det er underholdning, vi taler om, og det skal være underholdende og ikke nødvendigvis spækkes med input, man skal bruge til noget som helst. Det her skal derfor ikke læses som en opfordring til, at DR sender Klaus Lyngaard og Ralf Christensen i stolen sommeren over for at fylde op mellem musikken med minder knyttet til Anne Linnet, eller hvor på kroppen et stykke elektronisk musik mærkes. Det, der er interessant, er de castingkritierer, der åbenbart praktiseres i DR, og hvad de siger om forholdet mellem kønnene og - ultimativt - mellem medierne og offentligheden.

For måske er det ikke fra Huxi Bach, at vi skal forvente kuren mod cancer, men Olivia synes, at han er så sjov, og at han ved rigtig meget. Som man sidder ude ved radioen, kan man jo forestille sig, at hun også synes, at hun selv er sjov. Og pludselig har man det meget bedre. Hendes fnis er forløsende - jep, jeg tør godt skrive det: Nærmest orgasmiske afslutninger på alt, hvad hendes mandlige vært siger. Hvem ville ikke gerne det?

Aurtoritetstab

Enhver ved, at dynamikken mellem den kvindelige og den mandlige tv-vært er altafgørende, og siden mor var knægt, har den mest yndede kombination været en ældre mand og en yngre kvinde. Men når man ser på det danske tv- og radio-makkerpar, er det ikke kun kvinderne, der er blevet yngre og mere fnisende. Den gamle silverback er også væk og udskiftet med en yngre model. Der er ingen far i studiet mere. Kun vores venner er tilbage og på den måde, de fniser, lyder det endda, som om de har røget en fed. De vil ikke pådutte os livserfaring eller autoritet. Det skaber fælleskab. Ingen er over os, når vi tænder for radioen, og hyggen kan stå uprovokeret tilbage.

Spørgsmålet er bare, hvor længe selv målgruppen i allersnævreste forstand gider at høre licensbetalt radio, når vi kan vælge, hvilken musik vi ønsker at høre på nettet, mens vi kan snakke med vores venner. For ja, jeg kan bare vælge at skrue væk, når fnisene accelererer. Problemet er, at vi ikke har en licensbetalt radio, hvis alle gør det. Og så kan jeg ikke høre på gamle mænd i skrattende telefoner tale om topmøder i varme lande. Det ville berøve mig en autoritet, som jeg sætter pris på.

Jeg er helt med på fuckability-faktoren - det skaber simpelthen mere energi alle steder, hvis man lige er inde og overveje, hvordan andre mennesker ser ud uden tøj på. Det må man også gerne i castingen af tv- og radioværter. Og forestillingen om, at smukke kvinder, der giver kig til kød, ikke samtidig kan kræve intellektuel respekt, er stadig en af de sejlivede chauvinistiske forestillinger og derfor en kampplads. Men hvis den radiofoniske pendant til en kavalergang er galloperende mangel på viden om nabolandes hovedstader, ser det godt nok skidt ud.

Både for medierne og for det danske kønsliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Meget apropos!

P1s Mennesker og Medier behandlede i dag nye forskningsresultater mht. Public Service. Lyttere og seere vil have form, ikke indhold. Og udsendelserne er i stigende grad modtagervendte, hvor de tidligere var præget af afsenderne.

Og Politiken fortæller i dag om en Megafonmåling, ifølge hvilken halvdelen mener, at de elektroniske medier er ungdomsfikserede.

Fniseriet, hyggenyggen, det overfladiske, det umodne og den useriøse tilgang er vist årsagen til, at jeg aldrig, eller i det mindste uhyre sjældent er kommet forbi TV2 morgen-tv og P3. Og såmænd heller ikke Aftenshowet.

Forleden strejkede morgenteknikken på P1 dog, så da hørte jeg kortvarigt P3, hvor jeg dårligt har været siden, "Efter skoletid" kørte i 60'erne. Kommer der næppe frivilligt igen.

Ikke at P1 er en helgen. For det er rigtigt, at fniseriet også sniger sig ind der, hvor man samtidig i stigende grad belemres med langstrakte jingler af nye musikalske pling-plong-lyde, som skal vække genkendelse. Man skal forstå, at man hører "lyden af P1". Det forhindrer dog ikke, at man bagefter fortæller lytteren, at denne er på - ja, er på, ikke lytter til - P1.

Forhåbentlig ikke et varsel om, at inden længe tager fniseri, hygge-nygge og umodenhed virkelig over også på P1, for så vil det hele jo efterhånden være rent til grin.

Niklas Monrad

Mon ikke der iblandt os findes en medieforsker, som kan forklare os, hvorfor Sperlings fortvivlelse er unødvendig og hvad den dybere mening med den på glimrende vis beskreve form for kommunikation i virkeligheden er?

Rachel Henderson

Også jeg er rigtig træt af at høre på de fnisende værter påP3.

Nogle gange virker de direkte afstumpede, når man hører hvad det er de fniser af.

"Plummer tror stadig han sælger barbiedukker"

Citeret frit efter Jørgen Ejbøl.

Tak til Anna Von Sperling for ordene på nogle tanker som jeg har gået med i lang tid. Jeg troede blot det var mig, som var blevet for gammel til DR, men ret beset var det DR der var blevet infantilt.

Og så er musikken blevet mainstream, mainstream og mainstream.

@Niklas Monrad:

"hvad den dybere mening med den på glimrende vis beskreve form for kommunikation i virkeligheden er"

Behøver man medieforskere til det?

Den dybere mening er at cementere overfor 16 - 25-segmentet, at 'rigtige kvinder' ikke har andet mellem ørerne end plads til ladningen fra det næste blowjob.

Usmageligt.

Peter Christiansen

Fantastisk dejligt at få sat ord på et af DR's allerstørste problemer. Udtilling af dumhed og ligegyldighed hver eneste dag. Jeg flyttede fra Danmark for 7 mdr. siden og de få gange jeg har været hjemme og hørt p3 siden, er jeg kun glad for at komme væk fra landet igen.

..... man kan godt blive lidt i tvivl, om nogle tror man er tvunget til at høre P3.....man faktisk både slukke eller vælte den over på 90,8 !
Min fornemmelse er, at debattørerne her ikke just hører til P3s kernelyttere, hvorfor de dybest set ikke behøver have nogen mening om det...... tror ikke de unge mennesker tager uoprettelig skade af at lytte på P3..... :o)

Sie Christensen

Jeg vil godt tilknytte mig Tom Dahl og understrege, at ingen tvinger jer til at høre P3 og sommerprogrammer med Olivia Joof og Huxi Bach. Derfor kan det også undre mig at klummeskribenten har så mange referencer til et program, hun ikke bryder sig om, og derfor i teorien bare kunne slukke for og dermed slippe for de sure opstød over formiddagskaffen.

Sperling siger, at hun helst ikke vil nævne navne, men det gør hun så alligevel. Hvorfor det er nødvendigt, forstår jeg ikke. Når det er en bred debat om kønsroller i medierne, hun vil tage op, hvorfor så tilsvine enkeltpersoners præstation på sådan en uraffineret måde?!

Og til det med kønsrollerne (og de i øvrigt stærkt overspillede seksuelle referencer): Jeg vil vove at påstå, at kvinder hverken bliver mindre magtfulde eller stærke individer af at grine. Og det samme gælder mænd, for den sags skyld. Vi har alle godt af den positive energi, både i og uden for radioen.

Så, Anna Von Sperling, luk lidt glæde ind i dit liv, for guds skyld!

(Ps. Olivia Joof er ikke 19 år og det er P3's officielle målgruppe heller ikke.)

olivier goulin

Fnis eller ej på P3 - jeg kan ikke se den store skade. Det, P3 tilbyder, er alligevel så rystende underlødigt og har været det, næsten så længe jeg kan huske. Lad dem dog endelig samle alt det møg under en frekvens. Den kan man jo let gå uden om.

Det er straks meget værre, hvis det breder sig til P1, som stadig overvejende er en klog og lødig kanal. Hvis det for alvor sker, så har dansk kultur et rigtigt alvorligt problem. Men jeg tror ikke, det vil komme dertil. Ikke uden sværdslag.

På TV-fronten ser det vist værre ud. Nu ser jeg så godt som aldrig TV, men jeg har ikke indtryk af, at der her findes nogen pendant til P1.

I lyset af denne generelle forfladigelse af Public Service kanalerne, er det særligt beskæmmende, at vi stadig nærmest tvinges til at betale til alt det bras. Det er næsten en hån. Først forurener de æteren - og så opkræver de minsandten også penge for det.

Skal vi have offentligt finansieret medier, hvilket jeg i princippet støtter, så skal de ubetinget varetage den almene dannelse. Det er hele deres eksistensberettigelse.

Og jeg har aldrig forstået, hvorfor Public Service kanalerne overhovedet skal konkurrere med de kommercielle kanaler om seer- og lyttertal. De skal ikke kæmpe om annoncør-kroner. Deres finansieringsgrundlag er jo garanteret

Så de skal bare passe deres arbejde og lave det, de bliver betalt for - levere almen dannelse. Også selvom det kun er for et mindretal.

Al det andet pop og fnis kan folk gå til de kommercielle kanaler og få. Og hvem ved? Måske surfer nogle af dem forbi P1 en dag, når de er blevet lidt ældre - og opdager en helt ny verden.

/O

Jens Thorning

Jeg sendte engang en e-mail til P3 Nyhederne for at spørge, hvorfor stationen var så interesseret i dramatiske narko-opgør i Mexico tæt ved USA's grænse. "Vi har valgt at dække narkokrigen i Mexico", lød svaret lakonisk. Svaret er naturligvis, at unge ka' li nyheder om mord og stoffer tæt på Hollywood.

P3 ka' også godt li' "nyheder" om sexuel adfærd verden over. Målgruppen tager åbenbart megen viagra, Mangel på kollegieværelser er dog også OK til målgruppen. Og "du får masser og masser af regn og kun lidt sol". Hallo!

Lars Peter Simonsen

Jeg lytter aldrig til P3, men vil blot bemærke, at jeg synes, at jingles og reklamelignende spots, både i DR's radio- og tvkanaler ikke er med til at øge tilfredsheden med de udsendte programmer. Især kan jeg udmærket undvære dem i radioens P1. Desuden er jeg træt af, at rulletekster ofte gøres umulige at læse p.g.a. ''reklamer''. Men det kan jeg jo godt huske, fra den gang jeg så TV2, 3, 4, osv...

Det er underholdene, hvordan alle kan have en mening om p3 eller tv, selvom de aldrig ser eller lytter til det...... lidt a la"jeg læser kun Se og Hør hos frisøren" ---pinagtig elitært snobberi....... svært at gøre sig rigtig klog på, hvor godt eller dårligt DR tv er, hvis man samtidig erklærer, at man aldrig ser tv, men kun sidder i glødelampens skær -- i sine hjemmestrikkede sweater af uld fra de økologiske får ude i haven med --- verdensklasse litteratur mens man drikke økologisk urtete (sarkasme kan være anvendt)

Charlotte Vestergaard

Jeg har lyttet rigtigt meget til P3 gennem årene, men er så godt som stoppet nu, netop pga. de stolt uvidende værter. Jeg tilhører som 36-årig endda stadig målgruppen, men jeg har simpelthen fået nok af fnis og manglende viden/simpel grammatisk og sproglig kunnen.
Det er især hos de kvindelige værter, dette findes (som artiklen ovenover også nævner) og jeg undrer mig ofte over udvælgelseskriterierne for kvindelige værter. Skal man lyde, som om ens IQ er under 60? Er målet, at lytteren skal tænke: 'Dét kan jeg også gøre - og gøre bedre!'?
Til gengæld har jeg et svagt punkt for Huxi Bach. Nej, han kommer aldrig til at kurere kræft, men jeg synes, han er sjov. Og så kan han i det mindste tale rent.

Annika Tiin Nielsen

Det handler vel ikke så meget om værternes blankhed, som det handler om radio- og tvredaktørernes stagnerede forestilling om at et flirtende værtspar trækker nok en seer-lytter-succes hjem. Med par, der kører op i en spids over deres eget ping pong - samspil. Derfor, tror jeg, hitter programmer med enten mandlige eller kvindelige værter (Price), enkeltpersoner (Deadline, Premiere, Kontant, Det elektriske Barometer). Desuden: Musikken på P3 er faktisk blevet betydeligt mindre mainstream de seneste år. Der spilles langt mere dansk og langt flere mindre ukendte bands i dag. Hvis de så blot holdt sig til musikkken - og for min skyld må de gerne indsætte Ralf Christensen som vært: Lyt til hans kosmoprogrammer, hvor han balancerer værtsformen fint i selskab med Djuna Barnes, Kristian Leth og Grundahl/Lund.

Lidt facts:

Olivia Joof er ikke 19, men i starten af 20'erne

Iben Maria Zeuthen (staves sådan) og Ibens Harem har ikke sendt på P3 i næsten et halvt år, så det er vel lidt af en overdrivelse at sige, at hun i lang tid har haft et fast program.

Sommerafløserprogrammet med Huxi er det første program Olivia nogensinde har sendt på kanalen. Det varede 5-6 uger og hun er til dagligt vært på et, ja TV-ungdomsprogram - nemlig Boogie på DR1 - så det er vel også noget urimeligt at gøre hende til eksponent for niveauet på en hel kanal.

Ibens Harem var i øvrigt også et P3 program, så de har ikke været på "hver deres licensbetalte" kanal, men på den samme - med mindre det selvfølgelig også er et problem, at Olivia sender Boogie.

Ikke dermed sagt, at konklusionerne ikke kan være fine nok, men hvis man insisterer på at skrive anekdoter og nævne navne og svine både personer og navngivne værter til, selv om man siger, man ikke vil, så bør man i det mindste få styr på de grundlæggende facts. Det er god anstændighed og ellers er det sgu også lidt svært at tage resten seriøst.

De, der forsvarer P3, forstår vist ikke helt, at stagnation er tilbagegang! Hvis man fylder sig med l..t,
tager det plads op for mere lødige produkter, foruden at den tid, der bruges på fortæringen, går fra bedre beskæftigelse.

@Peter Hansen

Kære Peter

For en god ordens skyld, så forsvarer jeg ikke P3, men antaster blot klummeskribenten for at svinge sig op til at have nogle markante meninger om noget, som hun ikke har styr på og gør det til eksponent for en udvikling i hele mediebranchen - i øvrigt uden et eneste andet eksempel end nogle fra værter som enten ikke er der længere eller har afløst i en kort periode (påfaldende i øvrigt, at der ikke er et eneste eksempel fra P1, som jo tilsyneladende også har fnisende værter).

Men din argumentation om P3 er lige så dum som at påstå, at hvis det eneste skriftlige medie der fandtes var Statstidende, så ville alle være helt opdaterede på de seneste lovforslag. Nej, så ville langt størstedelen bare ikke læse.

Kvalitet er heldigvis individuelt og man kan og skal ikke tvinge folk til at læse eller høre det som en intellektuel elite mener er mere "lødigt" eller "bedre beskæftigelse". Man skal sørge for at have et varieret udbud, så alle får mulighed for at få noget, der taler til dem og så (hvis man er DR eller bare tager sin forpligtelse som medie alvorligt) putte noget meningsfyldt ind i den ramme. Om P3 gør det, vil jeg ikke gøre mig klog på, men at tro at P3 lytterne i hobetal ville lytte til P1 eller læse en bog i stedet, hvis kanalen ikke var der, er direkte dumt. De vil nærmere lytte til en kommerciel kanal eller sætte en CD med P3 musik på og så er det da stensikkert, at de ikke ville få noget som helst indhold.