Læsetid: 19 min.

Manden, der ville gøre velgørenhed til en effektiv industri

Den tidligere Microsoft-boss Bill Gates vier stadig mere af sin tid til at drive, hvad der er blevet verdens mest magtfulde hjælpeorganisation. Har manden, der skabte computeres mest udbredte styresystem, fundet opskriften på en ny og bedre type godgørenhed - og er dette i givet fald en god ting?
Involvering. Bill Gates har involveret sig meget personligt. Siden 2008 er han og hans kone Melinda begyndt at aflægge jævnlige besøg på de udenlandske projekter, som fonden støtter. Organisationen bygger på deres vision - deres mission, som en ledende medarbejder udtrykker det.  At foreberede deres besøg er som at arbejde for en minister, siger en anden.

Involvering. Bill Gates har involveret sig meget personligt. Siden 2008 er han og hans kone Melinda begyndt at aflægge jævnlige besøg på de udenlandske projekter, som fonden støtter. Organisationen bygger på deres vision - deres mission, som en ledende medarbejder udtrykker det. At foreberede deres besøg er som at arbejde for en minister, siger en anden.

Aftab Alam Siddiqui

14. august 2010

Hovedkvarteret for verdens mest magtfulde velgørenhedsorganisation ligger klinet inde mellem en forfalden restaurant og en række ældre bilværksteder. Den mondæne middelklasse har ikke taget denne del af Seattles havnefront i besiddelse endnu, og selv om de lokaler, hvori Bill & Melinda Gates Foundation har til huse, meget passende oprindeligt var et checktrykkeri, virker stedet både banalt og stemningsforladt i sin strenge saglighed. Det har ikke antydning af glitrende hovedsæde over sig.

Der er intet skilt, og end ikke en indgang fra gaden. I receptionen røber kun et diskret logo, hvad der foregår på disse kontorer. Et klarere indtryk af aktiviteterne lyser til gengæld fra de lyriske fotostater på væggen af børn og bønder fra langt mindre velstående steder end Seattle.

Der er stille i de oplyste korridorer, men her er ellers ansatte nok. Omkring 850 mennesker, og det er der brug for. Organisationen må håndtere en hastigt stigende efterspørgsel fra store dele af verden - arrangere møder med regeringsrepræsentanter, deltage i konferencer, og frem for alt 'feltarbejdet', som organisationens folk betegner de hundredvis af projekter, organisationen har ydet tilskud til siden sin grundlæggelse i 1994. Fra såning af tørkeresistente frø til malariavacciner og telefoniske bankforretninger for udviklingslande

Et besøg hos organisationen føles som at være havnet i en mellemting mellem en venstreorienteret tænketank, et managementkonsulentbureau og en hastigt voksende internetvirksomhed med et pionerkoncept. Kan det være denne institution, der er verdens fattigste menneskers bedste håb om hjælp?

Begyndelsen

I 14 af de sidste 16 år Bill Gates har været verdens rigeste person. For over et årti siden besluttede han sig for at skænke »størsteparten« af sin personlige formue til en fond med besked om at fordele midlerne til »de folk, som på verdensplan har de mest presserende behov«, således at de - som han og hans kone Melinda formulerer det på organisationens hjemmeside - »kan vokse op som sundere mennesker, få en bedre uddannelse og muligheder for at løfte sig ud af fattigdom«. Bill Gates stoppede i 2008 med at arbejde på fuld tid for sin pengemaskine, computergiganten Microsoft for i stedet helt at koncentrere sig om fonden. I 2006 bebudede verdens tredjerigeste, Warren Buffet, at også han ville give en stor del af sine private midler til Bill & Melinda Gates Foundation, hvis seneste regnskab viser en svulmende kassebeholdning på 215 milliarder kr. Det gør fonden til verdens største private fond, og den er forpligtet til at bruge hele bevillingsrammen inden for 50 år efter Bill og Melinda Gates' død. Sidste år uddelte organisationen tilskud på i alt 18 milliarder kr.

Saltvandsindsprøjtning

For et par måneder siden roste det ansete lægetidsskrift The Lancet Bill og Melinda Gates Foundation for at have præsteret »en massiv saltvandsindsprøjtning til den globale sundhedsfinansiering. Organisationen har udfordret verden til at tænke stort og til at formulere højere ambitioner om at redde liv i lavindkomstzoner. Organisationen har tilført en fornyet dynamik og troværdighed og gjort indsatsen for den globale sundhed mere attraktiv.«

De præcise virkninger af store velgørenhedsprojekter kan være svære at måle, især over en relativt kort periode. Men to fremtrædende hjælpeorganer, som fondens midler har sikret stærk finansiering - Den Globale Alliance for Vacciner og Vaccination (GAVI) og Den Globale Fond til Bekæmpelse af Hiv, Aids, Tuberkulose og Malaria - har ifølge organisationens egne tal allerede kunnet sikre vacciner til over 250 millioner børn i fattige lande, hvorved fem millioner dødsfald anslås at være blevet afværget.

»Organisationen har sendt nye energier igennem systemet,« siger Michael Edwards, mangeårig iagttager og kommentator af velgørenhedsindustrien og normalt en skarp kritiker af milliardærfilantropi. »Nogle gange kan velgørenhedssektoren næsten lamme sig selv, fordi den anlægger en for dyster og pessimistisk indfaldsvinkel. Gates tilbyder en mere positiv historie. Han er en rollemodel for alle andre filantroper, og han er ubetinget den største af dem alle.«

»Alle haler bagefter Gates Foundation. Organisationen har erobret en klar førerposition,« siger en person fra en ældre og mere etableret velgørenhedsorganisation, der foretrækker ikke at få sit navn frem. »Det føles, som om de er overalt. Ved hver konference, jeg går til, er organisationen der. Alle undersøgelser, der udkommer, er de en del af. Den kan skaffe sig ørenlyd hos alle nationale ledere i verden. Politikere klæber til Gates for at få pr. Alle elsker at mødes med Gates. Ingen institutioner kunne finde på at afslå det.«

Organisationen har filialer i Washington DC, Delhi og Beijing og åbnede i år også et kontor i London

Seth Berkley, leder af Det Internationale Aidsvaccine-Initiativ (IAVI), siger: »Fonden har fordel af sin hurtighed og fleksibilitet. Andre private fonde er mere langsomme og mindre internationale. Jeg arbejdede tidligere for Rockefeller Foundation og var med til at uddele tilskud i små doserede mængder. Men Gates Foundation gav først IAVI et tilskud på 1,5 millioner dollar og så et på 25 millioner dollar. Men dernæst åbnede de en kassekredit for os - en yderst usædvanlig form for tilskud - på 100 millioner dollar. Så vi var tilstrækkeligt polstrede til at forhandle med medicinalvirksomheder og sætte gang i vaccineprogrammer. Ved hjælp af disse 100 millioner dollar kunne vi rejse yderligere mange flere midler - 800 millioner i alt. Gates gav os mulighed for at gå ud og søge efter nye idéer og hurtigt føre dem ud i livet. Den gamle måde var først at finde de nye idéer og derefter lede efter en donor, der var villig til at finansiere dem.«

Forbehold

Flere ytrer forbehold over for fondens store magt og dens brug af denne magt, men i erkendelse af dens dominerende tilstedeværelse er det kun de færreste i velgørenhedsbranchen, der har lyst til at kritisere den til citat. I maj sidste år kunne man dog læse to artikler i The Lancet med en del kritiske pointer. »Tilskudsbevillingerne gennem Gates Foundation,« konkluderede den ene, »synes i vidt omfang at blive forvaltet gennem et uformelt system af personlige netværk og relationer snarere end ved en mere gennemsigtig proces, der bygger på uafhængig fagfællevurdering«. Den anden artikel fandt, at »Fondens forskningsfinansiering er stærkt forudindtaget i retning af at ville udvikle nye vacciner og lægemidler, hvilket kan være en højrisikoinvestering. Selv hvis alle disse projekter skulle lykkes, vil det formentlig tage minimum de 20 år, som Gates forudser, at nå det erklærede mål om at halvere verdens børnedødelighed.«

Og i en artikel i et kommende nummer af tidsskriftet Journal of Law, Medicin & Ethics, betegner Devi Sridhar, en global sundhedsspecialist på Oxford University, det som »et særdeles alvorligt problem«, at »den offentlige sektor mistede kvalificerede medarbejdere til bedre finansierede NGO'er, der kan tilbyde en bedre løn«. Sridhar noterer også, at organisationen som de fleste andre sundhedsorganisationer har sit hovedkvarter i de rige lande, men har de fleste aktiviteter i de fattige lande på den sydlige halvkugle, hvilket ifølge hende »giver en tendens til at finansiere (...) et stort og kostbart globalt sundhedsbureaukrati i de nordlige lande«.

Ekstremhumanisme

Gates-organisationens opståen og storhed er del af en større fornyet interesse i Vesten for fattige landes problemer. Fænomenet har omfattet øgede offentlige støttebudgetter, nye og mere ambitiøse initiativer fra WHO og Verdensbanken, forskellige events og kampagner ledet af popstjerner og andre berømtheder såsom Live8, imagebevidste virksomhedsstøtteordninger og utallige private initiativer, der strækker sig fra de mere nøgterne og langsigtede til de mere reaktive, eventyrlystne eller selvbestaltede udslag af 'ekstremhumanisme', som for øjeblikket ses praktiseret i Haiti af amerikanske freelance-hjælpefrivillige.

Det er vanskeligt at se eksplosionen i hjælpeaktiviteter som andet end en overvejende positiv ting. Men den har også politiske konsekvenser. »Vi er på en måde ved at skabe en post-FN-verden,« siger en person tæt på Gates Foundation. »Folk vil se hurtigere resultater. FN er for langsom og bureaukratisk - ja, man kunne sige for demokratisk - til at nå dem.«

Opsplitning

En skarp kritiker af den stigende private foretagsomhed i hjælpeindustrien er den hollandske journalist Linda Polman. I den diagnose, som hun stiller i sin seneste bog War Games: The Story of Aid and War in Moderne Times, ser hun både imperieopbygning, ressourcekrævende konkurrence samt værdifuld altruisme. »Det, som alle inden for global sundhed taler om, er den dårlige koordinering af indsatserne. Her må man sige, at The Gates Foundation kun bidrager yderligere til opsplitning og dobbeltarbejde.«

Og endelig lurer en mistanke om, at organisationens aktiviteter er et forsøg på at købe en slags aflad for Gates påståede bestræbelser på at sikre Microsoft verdensherredømme inden for styresystemer - ja, at den måske ligefrem er en fortsættelse af dette verdensherredømme med andre midler. Både Jeff Raikes og hans forgænger som organisationens administrerende direktør har da også en fortid i Microsoft. Raikes arbejdede for softwaregiganten fra 1981 til 2008, hvor han blev selskabets tredjevigtigste chef efter Gates og medstifter Paul Allen.

Som Jeff Raikes sidder på sit kontor med uglet frisure og oplynet pullover, urolig i sin stol og kvik i sine svar, kan han selv minde meget om Bill Gates. »Der er helt reelle kulturelle forskelle mellem Gates Foundation og Microsoft,« siger han. »Nogle af dem er gode, andre mindre gode ... Organisationen er i en fase af... modning. I filantropi hersker der en slags speciel kultur à la« - han anlægger en parodisk selvhøjtidelig stemmeføring - »'du og jeg er sammen her om at hjælpe verden, så derfor kan vi altså ikke være uenige'. Den form for konsensus dyrkede vi aldrig i Microsoft. Her gjaldt det, at folk virkelig måtte se at komme ind i kampen. Jeg forsøger at opmuntre samme attitude her.«

»Vi er ikke en erstatning for FN,« pointerer han. »Men nogle mennesker ville måske mene, at vi er en ny slags multilateral organisation.«

-Spreder I jer ikke over for meget på en gang?

Han smiler: »Rigtig mange mennesker kunne godt tænke sig, at vi involverede os i langt mere, end vi selv ønsker.«

Siden Raikes overtog ledelsen af organisationen i 2008, har den udvidet sine aktiviteter betydeligt. »I dag fokuserer vi på 25 nøgleområder,« hvorefter han giver sig til at opregne disse ved at tælle på sine fingre: »Udrydde malaria. Udrydde polio. Nedbringe hiv, tuberkulose, diarré, lungebetændelse...«

- Men hvorfor koncentrerer I jer ikke om skærpe indsatsen på færre af de enorme opgaver?

»Man kan sige, at vi organiserer foretagender, som en erhvervsvirksomhed ville organisere sig på et marked. Der er naturlige grænser for, hvor store pengemængder vi kan skyde ind på et givent område.«

Organisationen har så mange penge, at den ligefrem er bekymret for at mætte bestemte behovsområder med sine tilskud, så der opnås mindre effektive resultater og ringere afkast. »I stedet,« siger Raikes, »har vi et parameter, som vi tror på i stor stil: 'dollars per DALY'.«

DALY - en forkortelse for disability-adjusted life year - er et stadig mere udbredt begreb i de globale bistands- og sundhedscirkler. Det måler angiveligt antallet af sunde livsår, som går tabt enten på grund af alvorlig sygdom/handicap eller for tidlig død i en given befolkning. Tanken om, at man kan måle lidelser og deres afhjælpning med en nærmest matematisk præcision synes at være meget karakteristisk for Gates Foundations teknokratisk-optimistiske tilgang.

Teknologi og revolutioner

Gates Foundation forsøger også at skaffe sig øget indflydelse via sit valg af partnerskaber. F.eks. har den valgt ikke selv at kaste sig over medicinsk forskning eller uddele vacciner, men at give tilskuddene til dem, der kan finde de bedste specialister: »Vi ser os selv som filantroper, der påtager os katalysatorrollen« siger Raikes. Han bekræfter gerne den udbredte opfattelse - som undertiden fremføres som kritik - at de sundhedsmæssige løsninger, organisationen favoriserer, i overvejende grad er tekniske: »Jovist, i organisationen er vi klart orienterede imod en videnskabelig og teknologisk tankegang. Vi er ikke en organisation, som køber myggenet. Vi vil meget hellere være med til at finde en vaccine mod malaria.«

Det er også karakteristisk, at computer- og it-matadorer, som er gået ind i velgørenhed, sjældent har tålmodighed til at satse på langsomt virkende brede reformer - måske fordi de er vant til at se, at deres branche har revolutioneret verden. Googles medstifter Sergey Brin har således valgt at sætte store private midler i et forsøg på at revolutionere jagten på en behandling imod Parkinsons syge.

Bill Gates selv voksede op i et velgørenhedsbevidst miljø. Hans mor Maria, var lærer og anførte i 1980'erne en succesfuld kampagne for at overtale det lokale universitet til at trække sine investeringer ud af det apartheidstyrede Sydafrika. Hans far, advokaten William H. Gates Sr., var aktiv i non profit-bevægelsen United Way, der forsøger at organisere fattige lokale kvarterer til selvhjælp.

I begyndelsen af 1990'erne begyndte der at komme hentydninger til Bill Gates af, at han nok burde udvise større borgersind - privat fra hans forældre, offentligt fra Seattles journalister. I 1994 oprettede Bill og hans far den velgørende stiftelse William H. Gates Foundation. Gates Senior drev den fra sin kælder. Gates Jr. underskrev checkene. De sager, han støttede, var mere omfattende end før: svangerskabsforebyggelse og reproduktiv sundhed. Efterhånden som organisationen voksede, blev Melinda, som han havde mødt på Microsoft, og han selv stadig mere interesserede i den verden, der lå uden for computerteknologien. »Jeg begyndte at lære om fattige lande og om sundhedsproblemer og blev revet med,« fortalte Gates de studerende på Berkeley under en foredragsturné i foråret. »Jeg så statistikker over børnedødelighed og tænkte ved mig selv, 'Oh Boy, det her er altså ret slemt!'«

Gates har en tendens til at tale om rædslerne og uretfærdighederne i udviklingslande, som om han talte om software- og computerspørgsmål, dvs. i afstumpede, rykvise sætninger og med en nasal stemmeføring, som ikke rummer megen naturlig menneskevarme eller charme. Han lyder som en klog mand, der i fuld færd med at tænke højt og hurtigt - og det er præcis, hvad han er. Sidst i 1990'erne begyndte han sultent at tygge sig igennem ekspertlitteratur om global sygdom og ernærings- og fattigdomsproblemer. »Han er som en kæmpe svamp - han absorberer alt,« siger en epidemiolog, der har specialiseret sig i hiv. »Jeg spiste middag med Bill for et par uger siden. Jeg har arbejdet med dette område i 15 år, og hans forståelse af de tekniske detaljer er simpelt hen forbløffende. Samtidig er hans hjerne så krøllet, at han hele tiden stiller uventede spørgsmål.«

Alle venter på Bill

I 1999 blev William H. Gates Foundation slået sammen til Bill & Melinda Gates Foundation. Efterhånden som Microsoft gjorde parret stadig mere styrtende rige, begyndte de også at skyde midler i en investeringsfond, som igen donerede sit afkast til velgørenhedsorganisationen.

»I de tidlige dage var det helt vanvittigt,« siger Katharine Kreiss, som kom til organisationen fra den amerikanske udenrigstjeneste i 2002 og er forfriskende mere direkte i sin talestil end de nyere rekrutter. »Vi var så få mennesker. Jeg var en af de 17, der skulle tage sig af global sundhed. Efter amerikansk lov skal en velgørende organisation bruge mindst fem procent af sine midler om året, så den procentsats forsøger man altid at ramme. Da jeg begyndte, donerede vi omkring 1,5 milliarder dollar - det samme som hele budgettet i min afdeling i udenrigsministeriet, hvor jeg tror, vi havde en stab på 4.000.«

Gates har også involveret sig mere personligt. Siden 2008 er han og Melinda begyndt at aflægge jævnlige besøg på de udenlandske projekter, som organisationen støtter. »Så hjælper vi med at indsnævre mulighederne og briefe dem om udviklingen. Det er fuldstændig som at arbejde for en minister. Hvis det er et projekt, man selv er involveret i, kan man godt lægge et ekstra godt ord ind, men Bill og Melinda sender altid deres eget forberedelsesteam,« siger Kreiss.

Bill Gates position bliver antydet af den pludselige omhu, med hvilken fondens medarbejdere fra Raikes og nedad vægter deres ord, når samtalen falder på chefen og hans kone. »Organisationen bygger på deres vision, på deres mission,« fastslår Kreiss. Og Roy Steiner, organisationens vicedirektør for landbrugsanliggender fortæller: »Bill overnattede for nylig i en indisk landsby. Han sov i en hytte. Hvor mange andre formænd for filantropiske organisationer har gjort det? Men Bill er en rigtig business-fyr - han ønsker at forstå sine kunder.«

Outsidere, der arbejder sammen med fonden, kan til tider være mindre begejstrede over stifterens rolle. »Alle i organisationen bruger en masse af deres tid på at gætte sig til hvad Bill nu vil sige til det her?,« siger en forfatter. »Okay, organisationen har hyret nogle meget intelligente mennesker, men de venter altid på Bill.« Ifølge organisationen 'gennemser' Gates og hans kone dog kun de tilskudsprojekter, der overstiger 50 millioner dollar.

I år er der - ved siden af instituttets smarte officielle hjemmeside - også dukket en mere excentrisk, personlig side op - Gates' Notater hedder den - der rummer afsnit grupperet under overskrifter som Hvad tænker jeg på lige nu, Hvad lærer jeg lige nu og Mine rejser. Her kan man finde overvejelser om grøn teknologi, om finanskrisen og computerbranchen, foruden selvfølgelig om organisationens igangværende aktiviteter. Alt sammen er det med til at skabe det indtryk, at Gates, der kun er 54 år og nu helt befriet for sine Microsoft-forpligtelser, til stadighed våger over organisationens omfattende virke. Internettet plus den magt, som berømmelse giver i den moderne verden plus den lethed, hvormed rejser kan foretages i dag, har gjort det muligt for de superrige - i al fald de mere eftertænksomme og socialt bevidste af dem, folk som Bill Gates og finansmanden George Soros - at føre sig frem som en slags selvlærte filosof-konger, der er langt mere potente end de tidligere generationer af berømte filantroper som Andrew Carnegie og John D. Rockefeller.

Hvorfor skal Gates bestemme?

I maj holdt Gates, Soros, Waren Buffett og David Rockefeller Jr., Rockefellers tipoldebarn et langt privat møde i New York, ikke langt fra FN. Også et udvalg af amerikanske mediepotentater som Ted Turner, Oprah Winfrey og Michael Bloomberg var med. Gates havde personligt inviteret dem alle, er det siden komet frem. Meningen med denne sammenkomst i The Good Club, som deltagerne angiveligt kaldte sig selv, var at drøfte, hvordan rige mennesker kan hjælpe fattige mennesker bedre. The Sunday Times citerede en unavngiven deltager for at have sagt, at »uden primitiv afstemning var man i forsamlingen blevet enige om, at verdens problemer behøver svar fra store hjerner (...) svar, som er uafhængige af regeringer«.

For internettets mange Gates-amatørornitologer og konspirationsobservatører var denne begivenhed naturligvis uimodståeligt dyster. I sidste måned dukkede en tilsyneladende mere godartede forklaring op. En ven af Gates og Buffett - Carol Loomis - skrev i erhvervsmagasinet Fortune, at mødet havde været en del af en kampagne bag kulisserne, som de to mænd og Melinda Gates stod bag, og man snart var klar til at gå ud i offentligheden i et forsøg på at overtale resten af Amerikas milliardærer til at give tilsagn om at donere mindst 50 procent af deres formue til velgørenhed.

Initiativet forekommer prisværdigt og forfriskende på mange måder, men nogle eksperter inden for filantropi frygter konsekvenserne af dette nye donationsboom og synes ikke om den aura à la spille Gud, der hænger over indretninger som Gates Foundation.

Edwards siger: »Verden er ikke et stort eksperiment. Organisationen påvirker virkelige mennesker på virkelige steder. Hvorfor skal Bill Gates bestemme, hvilke vacciner der skal udvikles?«

Tvivl om investeringer

Edwards har arbejdet i velgørenhedssektoren siden 1978, gennem både gode og dårlige tider, og han advarer: »Man kan have både boom og krak inden for denne form for filantro-kapitalisme. Ligesom i kapitalismen selv.« De superrige er groft sagt nødt til at holde sig superrige, hvis deres velgørende virksomheder skal blive ved at fungere.

Værdien af Gates Foundations indskudskapital faldt med en femtedel under bankkrisen i 2008, men Raikes siger, at organisationen ikke skar ned på sine tilskud under afmatningen, og at den nu har genvundet sin finansielle styrke.

Om det etiske grundlag for organisationens økonomi er der tidligere blevet sået tvivl. I 2007 konkluderede en omfattende undersøgelse foretaget af Los Angeles Times, at velgørenhedsfonde via investeringsfonde ofte investerer i »virksomheder, der bidrager til de selv samme menneskelige lidelser i forhold til sundhed, boligstandard og social velfærd, som disse fonde forsøger at afhjælpe«.

Gates-organisationen har heller ikke bestridt hovedbudskaberne i avisens artikler, der indeholdt påstande om, at organisationen havde investeret i et olieselskab, som skabte sundhedsmæssige problemer i et afrikansk land, hvor Gates-organisationen var aktiv i forsøg på at forbedre befolkningens sundhed. Men organisationen besluttede efter en kort gennemgang af den konkrete sag, at man ikke ville ændre sin investeringspolitik. Raikes' forgænger, Patty Stonesifer, skrev til avisen: »De historier, I har bragt om mennesker, der lider har rørt os alle. Men det er naivt at antage, at en individuel investor kan stoppe disse lidelser.«

Bill & Melinda Gates Foundation Asset Trust har altid nægtet at investere i tobaksfirmaer, men bortset fra det har den fået til opgave at sikre sig maksimale afkast af sine investeringer, således at organisationen kan være så generøs som muligt. Det er en moralsk balancegang, men lignende ubehagelige kompromiser og ulige magtforhold er helt almindelige i det meste velgørenhedsarbejde.

Det bedste af det værste

Mange af Gates Foundations kritikere indrømmer, at organisationen er - som Edwards udtrykker det - »tæt på at være det bedste af det værste« inden for spektret af private velgørenhedsfonde. Den er bemandet med større ekspertiser, den er mere fokuseret på de problemer, hvor der er størst brug for professionelle - og den har endnu ikke været involveret i nogen klart fejlslagne projekter - og den er mere villig til at forandre sig, efterhånden som den vokser.

Raikes' ønske om hårdere interne debatter i organisationen kan muligvis afspejle en erkendelse, at det er nødvendigt at udfordre Gates mere. Og Gates ønsker måske også selv at blive udfordret mere. Ifølge Beeharry er Gates for tiden ved at læse en bog fra 2005 om præsident Abraham Lincolns inderkreds, Team of Rivals af Doris Kearns Goodwin: »Bill synes, det er den bedste bog, der nogensinde er skrevet. Den handler om, hvordan man favner uenighed som leder.« Efter at have drevet Microsoft benhårdt i årtier, kan det være svært at forestille sig Gates interesseret i sådanne blødere kvaliteter, men det er ikke så længe siden, at det var lige så svært at forestille sig, at han ville give de fleste af sine penge væk.

Næste år flytter organisationen ind i nye lokaler. I stedet for de nuværende anonyme hovedkvarter, skal alle aktiviteterne samles i en form 'campus' på en langt synligere bakketrop i det centrale Seattle. Her skal der opføres bygninger i mørkt glas og gyldne sten, kontorejendomme, som ligner oceandampere og med plads til mindst det dobbelte af det nuværende personale samt et besøgscenter med en souvenirbutik, hvor offentligheden kan få mere at vide om organisationens gode gerninger. På vinduerne i det endnu ufærdige besøgscenter er der indgraveret citater fra udvalgte tænkere. Et af dem stammer fra den berømte amerikanske antropolog Margaret Mead: »Tvivl aldrig på, at en lille gruppe af tænksomme, engagerede enkeltpersoner kan ændre verden, ja, det er faktisk det eneste, der nogensinde har kunnet gøre det.«

Den måde, Gates og hans elitemedarbejdere har valgt at forsøge på det, er ved at drive deres velgørenhedsaktiviteter som en virksomhed. Edwards kalder fremgangsmåden for 'filantrokapitalisme', mens andre kalder det 'venture filantropi'. Steiner forklarer: »At sidde her i Seattle og pusle med velgørenhed løser ikke Afrikas problemer. Afrikanere kan løse Afrikas problemer. Og vi er nødt til at finde de afrikanere, der kan gøre det«. Ofte indebærer dette, at organisationen udskriver konkurrencer for støtteansøgere og giver penge til vinderne. Som alle ansatte i organisationen, jeg møder, er Steiner imødekommende, høflig og rationelt ræsonnerende, som han sidder der uden slips i sit beskedne kontor. Og som de andre er han både inderligt idealistisk og tæt på at udtrykke foragt for de ældre, mindre business-orienterede velgørenhedsmodeller. Inden for sit område, landbrugsstøtte, siger han, »har vi brug for en masse smartere måder at gøre tingene på. Vi kan ikke blive ved med at gøre tingene på den samme gamle måde. De mennesker, der har været i velgørenhedsbranchen i lang tid, er slet ikke i stand til at kapere, hvor meget forandring man kan afstedkomme. Vi kan aktivere dem med teknologi og viden. Og store og vidunderlige ting kan ske.«

Indsigt i egne begrænsninger

Han stirrer imod et punkt i det fjerne, imens den blide Seattle-sommerstøvregn hænger uden for vinduet. Med sit stærke, faste blik, og med sit lidt utålmodige kropssprog, der synes at antyde, at han er klar til ufortøvet at drage ud på endnu en af sine hyppige ture til Afrika eller Asien, kan han minde lidt om en ædelt tænkende victoriansk opdagelsesrejsende. Men Steiner og hans kolleger er sandsynligvis mere bevidste om deres begrænsninger end datidens kolonisatorer. Der er et problem med Gates-organisationen, som dens ansatte for øjeblikket synes bedre i stand til at forstå end dens kritikere: For uanset, hvor generøst organisationen uddeler sine enorme midler, så udgør de blot en bittelille brøkdel af, hvad der skal til at for skabe en mere retfærdig verden. »Inden for landbruget,« siger Steiner, »er problemerne så store« - han slår ud med sine lange arme - »mens vores ressourcer kun er så store« - han angiver en tommes afstand mellem pege- og tommelfinger. Med en forhenværende managementkonsulents præcision konkluderer han: »Vi skønner, at vi sandsynligvis kan komme til at udgøre mellem 3 og 5 procent af den samlede løsning.«

Så rejser han sig pludselig fra sit mødebord, vender sig bort fra mig og går uden farvel eller håndtryk tilbage til sit skrivebord og sin computer. På Gates Foundation er medarbejderne meget opsatte på, at møderne ikke overskrider den afsatte tid. Der er et stort stykke arbejde, som skal gøres.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvert sit samfund sin gate, den åbne ladeport som i et demokrati skulle pålægges en gatebill. Den feudale indarbejdelse i det hjemlige er forlængst knæsat med hr.Møller-industrien, allerede under krigen en port til både nazismen og amkerikanismen. Siden krigen har hr.Møller kunnet bestemme såvel skat som hvem, der skal bo på hans vej. Demokratiet har solgt sin sjæl til storkapitalen, og det passer den nuværende regerings politiske fejtagelse - støt toppen, der så vil trække bunden med op, højrefløjens egen private klassekamp til krig og kriser.