Baggrund
Læsetid: 7 min.

Er Mark Zuckerberg til at stole på?

David Kirkpatrick er forfatter til den netop udkomne 'The Facebook Effect'. Bogen stiller skarpt på konsekvensen af den 26-årige Facebook-grundlægger og USA's yngste milliardær Mark Zuckerbergs erklærede mål om, at hans virksomhed skal dominere al kommunikation på nettet
David Kirkpatrick er forfatter til den netop udkomne 'The Facebook Effect'. Bogen stiller skarpt på konsekvensen af den 26-årige Facebook-grundlægger og USA's yngste milliardær Mark Zuckerbergs erklærede mål om, at hans virksomhed skal dominere al kommunikation på nettet
Moderne Tider
21. august 2010

»Jeg begyndte at skrive bogen, fordi jeg troede, at Facebook ville blive en af de vigtigste virksomheder og et af de vigtigste fænomener i vores tid, og de gik fra 50 til 500 millioner brugere fra jeg startede, og til bogen udkom.«

Sådan åbner tidligere redaktør for Internet & Tech ved magasinet Fortune David Kirkpatrick aftenens arrangement om hans netop udkomne bog, The Facebook Effect, og han går direkte videre til en beskrivelse af dens første sider:

»Bogen starter midt om natten i soveværelset hos en 32-årig programmør i Barranquilla, Colombia, der har fået nok af, at FARC kidnapper og dræber hans landsmænd. Han opretter en Facebook-gruppe, og det leder til den største demonstration i nyere tid: 10 millioner mennesker på gaden en måned og en dag senere på grund af Facebooks virale potentiale.«

Dette virale potentiale er det, Kirkpatrick har døbt 'The Facebook Effect'. Facebook-effekten er simpelthen den kommunikationsform, Facebook har skabt: At man sender informationer til folk uden eksplicit at prøve på det. I tilfældet med FARC-gruppen var det grunden til, at gruppen på mindre end to måneder nåede 350.000 medlemmer. Hver eneste Facebook-bruger, der meldte sig ind i gruppen, udtrykte principielt blot om sig selv at 'Ja, jeg er imod FARC' og sagde ikke nødvendigvis 'send også denne information til mine venner'. Men hver gang en ny person meldte sig ind i gruppen, tog Facebook den information og sendte den videre til 'Nyhedsfeedet' hos alle personens venner. Når de så meldte sig ind, sendte Facebook informationen til deres venners nyhedsfeeds og så videre.

»På den måde har Facebook fået betydning på måder, som man nok ikke ville have gættet,« siger Kirkpatrick og fortsætter så med historien om, hvordan den blot 19-årige andetårsstuderende på Harvard Mark Zuckerberg skabte Facebook med hjælp fra et par værelseskammerater.

Begyndelsen

Allerede i sin første uge på det berømte universitet, skabte Zuckerberg programmet Course Match, der skulle hjælpe studerende med at vælge fag baseret på, hvem der ellers fulgte dem. Det blev en succes, og Zuckerberg fik blod på tanden. I oktober lavede han programmet Facemash, der havde til formål at finde frem til, hvem der var den lækreste person på campus ved at lade brugerne sammenligne billeder af de studerende. Billederne fik Zuckerberg fra de såkaldte 'facebooks', som hvert studenterhus på Harvard førte over eleverne. Enten ved at hacke sig ind i husenes databaser eller låne venners log-in til de forskellige huse.

»Det var ikke sådan, at han satte sig for at bryde reglerne,« siger David Kirkpatrick: »Han levnede dem bare ikke ret megen opmærksomhed.«

Zuckerberg begyndte at køre programmet midt på eftermiddagen den 2. november, og da det blev lukket ned klokken halv elleve om aftenen, var der allerede 450 brugere, der havde stemt på 22.000 billeder. Dets levetid blev så kort, fordi to af universitetets kvindegrupper, Fuerza Latina og The Association of Harvard Black Women, også havde lagt mærke til programmet. De anklagede Zuckerberg for racisme og sexisme, og da computerafdelingen blev involveret kort efter, blev der lukket for Zuckerbergs internetadgang. Universitetet satte ham på prøvetid og krævede, at han tog nogle samtaler med en rådgiver. Men mere straf blev det ikke til. I den følgende tid rodede Zuckerberg med forskellige projekter og hjalp andre med deres.

»Blandt andet hjalp han The Association of Harvard Black Women med deres hjemmeside,« fortæller Kirkpatrick med et smil, »og så, den 11. januar, betalte han Register.com 35 dollars for internetadressen Thefacebook.com«.

En hel del voyeurisme

Thefacebook lånte ideer fra Course Match, Facemash og også fra programmet Friendster, et socialt netværk som Zuckerberg selv var medlem af, og onsdag den 4. februar 2004 gik Thefacebook live. Fire dage senere havde 650 Harvard-studerende meldt sig til, og allerede den 17. februar skrev juniorstudine Amelia Lester - som fem år senere blev ledende redaktør på the New Yorker - en tidlig, men meget præcis analyse af fænomenet: »Selv om Thefacebook.com ikke eksplicit stræber efter at bringe folk sammen i romantisk øjemed, er der adskillige andre primitive instinkter i spil: en stræben efter at høre til, et skær af forfængelighed og mere end en lille smule voyeurisme.«

Thefacebook blev udvidet til Columbia University den 25. februar, Stanford dagen efter og til Yale den 29. februar. Efter den første måned havde Thefacebook 10.000 registrerede brugere, og studerende over hele landet bombarderede Zuckerberg med e-mails, hvor de bad ham om at udvide til deres universiteter.

I juni tog en klassekammerats far, og investor, Zuckerberg med til New York for at mødes med en række finans- og mediefolk. En af dem tilbød ham 10 millioner dollar for Thefacebook.

»Mark var lige fyldt 20. Thefacebook var fire måneder gammel. Han tænkte ikke et sekund på at acceptere tilbuddet,« slutter Kirkpatrick sin oplæsning og tilføjer, at Zuckerberg var lige så klar i sit nej tak, da Microsoft tre år senere, i 2007, gav den da 23-årige Zuckerberg et nyt tilbud: 15 milliarder dollar for Facebook.

»Han ville selv have fået tre til fire milliarder dollar ud af det, men han overvejede ikke engang tre milliarder dollar. For han tænkte: 'Det her er kun begyndelsen.'«

Tyverianklagen

Og første spørger fra salen er netop interesseret i Facebooks begyndelse. For var der ikke noget om, at Zuckerberg i virkeligheden snuppede ideen fra tre andre studerende?

»Altså, der er jo lidt sandhed i alt. Men det her er blevet til lidt af en besættelse i teknologiverdenen. Det blev afgjort i retten, og det endte med, at Facebook måtte give de tre sagsøgere aktier for omkring 100 millioner dollar. Men det betyder ikke, at det var rigtigt!« griner Kirkpatrick: »Min egen opfattelse er, at hvad end han stjal fra dem, havde de stjålet fra nogle andre og så videre. Sådan er det i den verden. Intet nyt under solen.«

Kirkpatrick er ikke i tvivl om, at der er en stor del idealisme i Facebook, og det er også tydeligt, at han er imponeret og fascineret af Zuckerberg. Til et spørgsmål om Facebooks indtjeningspotentiale svarer han:

»Mark Zuckerberg har en drøm om at lave hele verden til en 'global landsby', og han hader reklamer og holder dem på et minimum, selv om det skal indskydes, at Facebook altså har nok reklamer til, at de tjener en milliard dollar i år. Men det er også et utroligt godt sted at reklamere, fordi folk overgiver så megen information om dem selv. Hvor almindelig targeting, der prøver at gætte vores interesser ud fra vores opførsel på nettet, har problemer med blot at få køn rigtigt, kan reklamer på Facebook målrettes i en helt usædvanlig grad efter geografi, alder, interesser osv.«

Fuldstændig total enerådig

En anden spørger er bekymret over, at Facebook sælger brugernes data, men Kirkpatrick understreger, at det kun sker indirekte, idet Facebook lader virksomheder betale for at få adgang til deres respektive målgrupper, men ikke giver dem selve folks data.

»Det kan absolut også blive kontroversielt på længere sigt, men har faktisk ikke været det hidtil. Og det er rigtigt, at du ikke kan slette data, og det er et problem. Men det er ikke et problem, der er kommet med Facebook, og en anden måde at se det på er at sige, at der er så uendeligt meget data derude, at den om dig selv bliver meget mindre interessant,« siger Kirkpatrick.

Til sidst får Informations udsendte også et enkelt spørgsmål ind. Det gælder Kirkpatricks eget indtryk af Zuckerberg som person - er han til at stole på?

»Altså, først er det værd at bemærke, at Zuckerberg har fuldstændig total enerådig uimodsagt absolut kontrol - hvilket er meget unormalt især for et firma med 500 millioner brugere og 1.500 ansatte, og så er han kun 26 år gammel.«

Kirkpatrick holder en lille pause og ser ud som om, han virkelig tænker over spørgsmålet og fortsætter så: »Jeg tror, han er en ret troværdig person. Han er i hvert fald ikke ude på at gøre os noget ondt. Det er jeg sikker på. Han prøver at lave noget, vi alle ønsker at bruge. Men han har en meget stærk overbevisning om, at vi er ved at ændre vores syn på information, og dem der er uenige i hans synspunkt, vil ikke stole på ham på grund af det. Men det er jo frivilligt at melde sig til. Du behøver ikke være på Facebook. Så er han troværdig? Abstrakt set: ja. Men på den anden side er han en fyr på 26 år, og med den utrolige magt, han har, skal han have god dømmekraft næsten hver gang. Så kan han handle rigtigt hver gang med det utrolige antal beslutninger, han skal tage? Det virker ikke sandsynligt. Men hvem ved, måske vil han blive ved med at være genial. Enten det eller også vil han skabe et gigantisk train wreck. Begge dele kan ske, og ligegyldigt hvilken en, det bliver, vil det være værd at skrive endnu en bog om.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

" ... at hans virksomhed skal dominere al kommunikation på nettet ... "

Enhver der vil dominere alt, skal vises ned i et dybt hul i jorden med en skovl og besked om at grave videre.

Martin Pedersen

Ja spændende at se hvilken side højrefløjen vælger. Er det kapitalismens forsøg på at dominere de vil støtte, altså Zuckerbergs uindskrænket frihed. Eller er det alle os andres frihed til ikke at blive domineret. Det sidste kræver en stat, med tænder, til at regulere.

Jesper Andersen

»... Og det er rigtigt, at du ikke kan slette data, og det er et problem. Men det er ikke et problem, der er kommet med Facebook«

Ikke? Er Facebook da ikke det primære eksempel på en tjeneste som forhindrer brugerne i at fjerne deres information?

»og en anden måde at se det på er at sige, at der er så uendeligt meget data derude, at den om dig selv bliver meget mindre interessant,« siger Kirkpatrick.

Den påstand holder kun hvis man betragter alt information på nettet i en stor hob - såsnart man går målrettet efter en persons navn via Google eller Facebook er det udelukkende den information der er knyttet til ens navn der er interessant.

Kirkpatrick - en tåbe der har stirret sig blind på sin fascination, af Facebook.

Benjamin Bach

Det er da meget fint, at han hader reklamer; men hans målrettede reklamer er hverken geniale eller problemfri.

For det første er reklamerne ikke unikke. Det har altid eksisteret og har været meget åbenlyst siden google introducerede adwords i Gmail. Før det hed det "cookies". Jeg har selv brugt adwords, og det er en kompliceret og til tider dyr platform at markedsføre noget på. Drømmen om den "perfekte" reklame kunne godt vise sig at være en utopi.

Det går også hen og bliver problematisk mht. forskellige landes love om markedsføring. F.eks. så jeg reklamer for brystoperationer. Reklamerne ligner heller ikke reklamer men blot almindelige elementer af layoutet. Den går vist ikke i den trykte presse.

Jo mere man ved om folk, des mere kan man manipulere med dem. Virksomheder ønsker at sælge => stimulere forbruget => manipulere forbrugeren => tilegne sig max. viden om forbrugeren => eje så mange persondata som muligt.

Nu har Sukkerbjerget så til gengæld fundet på en hel anden markedsføring, der slet ikke beror på persondata eller manipulation. Nemlig at virksomheder og foreninger kan lave deres egne sider, grupper og begivenheder og på den måde nå ud til de folk, der rent faktisk er interesserede -- helt uden at antaste folk, der ikke er interesserede. Det handler blot om almindelig anstændighed, når man udbreder kendskabet til sine egne interesser, og folk bliver bedre og bedre til ikke bare at trykke "send to all".

På et eller andet tidspunkt sander Sukkerbjerget nok, at han ikke skal tjene sine penge på ubrugelige tillægsprodukter og reklamer men på selve platformen. Google Apps er et godt eksempel, hvor organisationer og private som udgangspunkt har gratis adgang til tjenesterne, mens større virksomheder skal betale.

Michael Gudnæs

Har været på FB et par år, men jeg har svært ved at se hvad platformen reelt kan bruges til bortset fra til at spilde sin tid. Hvis det omtalte Sukkerbjerg forventer at han skal vinde verdensherredømmet, må han komme op med noget med en smule mere substans.