Læsetid: 9 min.

'Politik er min personlige tragedie'

Den slovenske filosof Slavoj Zizek er blevet den intellektuelle fortrops foretrukne tænker: For mig handler det altid om Hegel, Hegel, Hegel. Men folk vil bare have åndssvag politik, siger han og bebuder, at han vil indstille sit omrejsende intellektuelle stjerneshow
Den slovenske filosof Slavoj Zizek er blevet den intellektuelle fortrops foretrukne tænker: For mig handler det altid om Hegel, Hegel, Hegel. Men folk vil bare have åndssvag politik, siger han og bebuder, at han vil indstille sit omrejsende intellektuelle stjerneshow
21. august 2010

Den store foredragssal på universitetet i Barcelona er fyldt til bristepunktet. Folk står langs væggene, sidder på trapperne og står på tæer bagerst i salen. Der er nogle få velklædte midaldrende og en håndfuld gamle venstreorienterede med langt hår og kasketter, men størstedelen af publikum er unge af den stilfuldt pjuskede slags.

De er samlet for at lytte til den slovenske filosof Slavoj Zizek, der beskriver sig selv som »kompliceret kommunistisk« og bruger den afdøde franske tænker Jacques Lacans teorier til at vise, hvordan kapitalismen virker på den kollektive fantasi: »Ikke engang på de mest enkle og direkte spørgsmål giver jeg klare svar. Jeg kan lide at gøre spørgsmålene komplicerede. Jeg hader simple fortællinger. Jeg er mistænksom over for dem. Sådan reagerer jeg automatisk,« siger Zizek.

Farlig tænkning

Titlerne på Zizeks bøger afspejler hans legende og selvmodsigende fremgangmåde: The Ticklish Subject (Det utidige subjekt), der handler om »det kartesianske subjekt som et spøgelse i den vestlige tænkning«; The Plague of Fantasies (Fantasiernes pest), som analyserer, hvordan »de audiovisuelle medier fordunkler evnen til at ræsonnere og forstå verden«; og bogen med den vidunderlige titel Did Somebody Say Totalitarism? (Var der nogen, der sagde totalitarisme?), som er en skarp kritik af »den liberal-demokratiske konsensus«.

»Slavoj er enestående, fordi han bevæger sig i to meget forskellige og for det meste adskilte verdener,« siger filminstruktøren Sophie Fiennes, der instruerede ham i A Pervert's Guide to the Cinema (En filmguide for den perverterede), en lige så provokerende dokumentarfilm, som dens titel antyder, men på en gennemført intellektuel måde: »Han har været utrolig dygtig til at tage teori fra den akademiske verdens elfenbenstårn med ud i verden. Han udfordrer den aktuelle frygt for ord som 'ideologi' og ser, efter min mening med rette, denne frygt som et produkt af vores informationskultur. Det skyldes også, hævder han, bekymringen for, at tilbundsgående politisk tænkning kan skabe uroligheder og utilfredshed.«

Abstrakt anti-kapitalist

Som svoren ateist ser han intet modsigelsesfyldt i at argumentere for en verden, hvor kristne og marxister står sammen mod »nutidens angreb fra den indholdsløse spiritualitet«, som han har gjort i Det skrøbelige absolutte - eller hvorfor er den kristne arv værd at kæmpe for? Det er ikke populært hos analytiske filosoffer. Det samme gælder hans tendens til at strejfe frit mellem høj- og lavkultur for at belyse lacanianske understrømme i såvel Hitchcock og Hegel som Leibniz og Lynch. På trods af, eller måske netop på grund af hans tilbøjelighed til at agere billedstormer, hans tendens til at modsige sig selv og hans almindelige mangel på politisk korrekthed, som man kan mistænke for at være mere drilsk end dybfølt, er Zizek i dag, hvad Jacques Derrida var i 80'erne: Europas unge, intellektuelle fortrops foretrukne tænker.

»Jeg er, hvad man kunne kalde abstrakt anti-kapitalist. Jeg er mistænksom over de gamle venstreorienterede, der reserverer al deres had til USA. Hvad med kinesisk nykolonialisme? Hvorfor siger venstrefløjen ikke noget om det? Når jeg siger det, bliver de selvfølgelig irriterede. Godt! Mit instinkt som filosof siger mig, at vi rent faktisk er på vej mod en polycentrisk verden, hvilket betyder, at vi er nødt til at stille nye spørgsmål, som er ubehagelige for venstrefløjen,« siger Zizek og tilføjer: »Jeg er ikke en af de gammeldags kommunister, som med tragikomisk, marxistisk tilfredshed siger, at historien i hvert fald er på vores side. Nej. Om noget jager historiens tog mod afgrunden. For den venstreorienterede tænker er opgaven i dag - for nu at citere Walter Benjamin - ikke at køre med historiens tog, men at trække i bremsen.«

Filosofisk linedans

I det tætpakkede auditorium i Barcelona taler Zizek i mere end to og en halv time uden at trække i bremsen én eneste gang. Hans centrale tese, som han også undersøger i sin nye bog, Living in End Times, er, at »det globale, kapitalistiske system er ved at nærme sig et apokalyptisk nulpunkt«. Men Zizek betragter hovedtesen i sine bøger på stort set samme måde, som den store jazzsaxofonist John Coltrane betragtede en melodi - et udgangspunkt for at improvisere og ekstemporere, som man kun vender tilbage til, når alle de forbundne underemner er udtømt. At se Zizek folde sig ud er en vidunderlig og til tider foruroligende oplevelse, på én gang filosofisk linedans, en abstrakt performance-maraton og en intellektuel rutsjebane. Det mest forbløffende er de nervøse tics, som ledsager alle ytringer. Han rører konstant ved skæg og læber og dupper uophørligt sin furede pande, lukker øjnene, knytter næverne og udstøder mærkelige gutturale lyde for at understrege en pointe. Han læsper og laver besynderlige fejludtalelser.

De trofaste er henrevne, de nysgerrige forbløffede, og traditionalisterne bliver mere og mere forvirrede, mens Zizek strejfer gennem de franske og haitianske revolutioner, Irak-krigen, Rumsfelds berømte tale om »de kendte ubekendte«, myten om julemanden som et af de ypperste eksempler på ideologisk indoktrinering og Hollywoods kærlighed til Dalai Lama og »alt det vage, smagløse buddhistiske vrøvl«. Han fortæller, hvordan kynismen er blevet den vestlige kulturs standardindstilling; hvad kristendommen kan lære kommunismen - og hvorfor Gud i bund og grund er narcissist. Foredraget ender, hvor det begyndte: med den næste kommunistiske revolution, som ifølge Zizek kun vil lykkes, hvis den formår at tage kristne og konservative værdier som høflighed og ærbødighed til sig.

Mod og med Marx

Zizek blev født den 21. marts 1949 som søn af slovenske kommunister i det daværende Jugoslavien. Hans far var statsansat økonom, og hans mor var revisor for en statslig virksomhed. Jeg spørger ham, om hans opvækst ved havet i Portoroz var lykkelig. »Nej, på vulgærfreudiansk facon kan man sige, at jeg var et ulykkeligt barn, der flygtede ind i bøgernes verden. Allerede som barn ville jeg helst være alene.«

Som teenager boede han i hovedstaden Ljubljana og var en forslugen læser: »Jeg klarede mig ganske godt i gymnasiet, selvom jeg slet ikke læste pensum.« Som 15-årig ville han være filminstruktør, men indså hurtigt, at hans kærlighed til teori overgik hans lidenskab for film. Som universitetsstuderende i 1960'erne lod han sig forføre af den nye bølge af poststrukturalistiske teoretikere fra Frankrig: Jacques Derrida, Michel Foucault, Julia Kristeva og frem for alt Jacques Lacan. Hans ph.d.-afhandling blev først afvist, fordi har var for kritisk over for Marx, og selv om han rettede den, blev han stemplet som uegnet til at undervise i filosofi. »Det er ironisk, at de professorer, der dengang angreb mig for ikke at være rigtig marxist, nu er blevet nationalister og angriber mig for at være marxist. Men jeg er egentlig ligeglad.«

Vidunderlig forvisning

I 1970'erne levede Zizek af at oversætte filosofiske værker og boede fire år i Frankrig. Han aftjente også fire års værnepligt i den jugoslaviske hær: »Min formative erfaring var den jugoslaviske selvforvaltningssocialisme, men Slovenien havde et kommunistisk styre uden nogen officiel filosofi, så på overfladen var det bedre end andre steder.« I 1978 lykkedes det ham endelig at få job på et marginalt forskningsinstitut: »Det var som en slags forvisning, men også et vidunderligt job. Ren forskning.«

Her etablerede han kontakt til filosofiske institutter i Frankrig og USA, som kom ham til nytte, da han i 1989 udgav sin gennembrudsbog, The Sublime Object af Ideologi (Ideologiens sublime objekt): »Jeg er helt sikker på, at jeg bare ville være en dum filosofiprofessor i Ljubljana, hvis det ikke havde været for den kommunistiske undertrykkelse,« siger han ganske alvorligt. I 1990 forbløffede han sine venstreorienterede venner og tilhængere ved at opstille til præsidentvalget som Det Liberaldemokratiske Partis kandidat og endte på en femteplads: »Politik er min personlige tragedie. Det er noget, der følger efter mig,« siger han sørgmodigt.

Hyklerisk kommunist

Når han ikke rejser eller underviser i Amerika eller Europa - han har bl.a. været ansat på Columbia, Princeton og er nu international studieleder på humanistisk fakultet på Birkbeck College i London - bor Zizek alene i Ljubljana. Han har været gift og er blevet skilt to eller tre gange. Det kommer an på, hvem man spørger. Han vil ikke selv røbe det. Den 1. april 2005 blev han gift med en 27-årig, tidligere undertøjsmodel og Lacan-forsker fra Argentina. Han har to sønner, den ene er først i 30'erne, den anden er ni år gammel. Da jeg skal gå, er han på vej ud for at finde en iPad til sin yngste søn: »Jeg er en hyklerisk kommunist, ikke sandt?«

Zizek ser mere dæmonisk og usund ud, end han gør på billeder. Hans filtrede hår og grånende skæg omkranser et ansigt, der ser ud, som om det aldrig har set sollys. Han lider af diabetes, hvilket ikke bliver bedre af hans nomadiske livsstil og maniske tilbøjeligheder. Han virker både ivrig og utilpas. Mens rengøringshjælpen vimser rundt, spørger jeg ham, om han er overrasket over sin popularitet, navnlig blandt unge: »Du gode Gud, jeg er den sidste, der kender svaret på disse spørgsmål,« siger han og ser virkelig chokeret ud. »Men jeg tænker, at jeg lever under et stort præstationspres. Det keder mig efterhånden rigtig meget. Jeg er en tænker, men folk vil hele tiden have disse åndssvage politiske indlæg, bøger, samtaler, debatter osv.« Han sukker, lukker øjnene og ser ud, som om han er punkteret: »Lad mig fortælle dig ærligt om mine problemer. Det vil mit forlag hade mig for. Jeg har ikke hjertet med i al den snak og alle de skriverier om politik. Nej, jeg er endt på et sidespor. Det mener jeg virkelig.«

Hip prædikant

Han åbner et eksemplar af Living in End Times og finder indholdsfortegnelsen og peger på det første kapitel og derefter det andet: »Vrøvl og atter vrøvl. Bla, bla, bla.« Han bladrer rasende i bogen. »Kapitel tre, hvor jeg forsøger at læse Marx på en ny måde, er måske udmærket. Jeg kan godt lide analysen af Kafkas sidste fortælling og det sted, hvor jeg bruger taberne i tv-serien Heroes som en model for fællesskabet i et kommunistisk kollektiv. Men analysen af filmen Avatar (bragt i Information den 26. februar 2010, red.) er ren bluff. Da jeg skrev det, havde jeg ikke selv set filmen, men jeg er en god hegelianer. Hvis man har en god teori, kan man godt glemme alt om virkeligheden.«

Men hvorfor stopper han ikke det omrejsende show, når han ikke kan lide de fleste sine bøger og ikke bryder sig om at holde foredrag? »Det gør jeg også nu!« råber han. »Jeg skriver på en kæmpestor bog om Hegel i relation til Platon, Kant og måske Heidegger. Denne Hegel-bog er allerede på 700 sider. Jeg gør det af kærlighed. Det er min sande livsværk. For mig er Lacan blot et redskab til at læse Hegel. For mig handler det altid om Hegel, Hegel, Hegel,« siger han og sukker igen. »Men folk vil bare have åndssvag politik.«

I sin anmeldelse af In Defense of Lost Causes (Til de tabte sagers forsvar) konkluderede den britiske marxist Terry Eagleton, at det var »en frenetisk, eklektisk parodi på filosofisk forskning, som er skrevet af en, der er så sikker i de subtile pointer hos Kafka eller John le Carré, at han kan tillade sig at give den gas.«

»Som tænker passer han godt til vores turbulente, hurtige, informationsbaserede liv, fordi han insisterer på friheden til at stoppe op og tænke grundigt over, hvem man er som person i dette fragmenterede samfund. Vi har brug for en radikal og hip prædikant. Det er Slavoj på mange måder,« siger Sophie Fiennes. Bare tanken ville nok få ham til at skælve.«

© Guardian & Information 2010
Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

den næste kommunistiske revolution, som ifølge Zizek kun vil lykkes, hvis den formår at tage kristne og konservative værdier som høflighed og ærbødighed til sig.

Citat: en meget meget træt filosof...

"Did Somebody Say Totalitarism?"

Det var der forhåbentlig ingen, der gjorde. Zizek selv er i hvert fald udmærket i stand til at stave til totalitarianism...

Den er også gal med titlen på filmen "A Pervert’s Guide to the Cinema", som i virkeligheden hedder The Pervert’s Guide to Cinema. Et par ikke irrelevante nuanceforskelle.

Og "The Sublime Object af Ideologi" hedder naturligvis The Sublime Object of Ideology.

Er der en korrekturlæser til stede?

William Jansen

The highlight of the April issue of Cahiers du Cinéma is an interview with Slavoj Žižek. Following up on a piece he wrote about Avatar, reprinted in the March issue of Cahiers, he confesses to his interviewers that he hasn’t seen the film; as a good Lacanian, the idea is enough, and we must trust theory.

‘As a good Hegelian, between the idea and the reality, I choose the idea.’

*****
Det er ulykkeligvis hævet over enhver diskussion at Slavoj Zizek har mange fans, også i Danmark. Med hvilken rimelighed vælger Information at benævne denne gruppering "den intellektuelle fortrop"?

Karsten Johansen

Zizek har humor og selvkritikk: det gjør ham selvsagt straks forhatt blant vår tids overalt vrimlende hærskarer av totalitære og konforme idioter fra de liberalistiske til de sionistiske og islamistiske osv. Slike folk er alltid gravalvorlige og fanatiske, tyranniske. De lider av den velkjente sykdommen hybris, som er selve kjernen i det fenomen vi nå kaller kapitalismen: dette er folk som vil drikke havet.

Forleden hørte jeg på TV en av dem uttale de karakteristiske ord: "USA er ikke fornøyd med å dra til månen - nei, de vil erobre hele verdensrommet."
Det vrimler av milliardærer som vil være turister i verdensrommet mens klodens klima går til helvete. Som Zizek gjør oppmerksom på tenker førende (makthavende) kinesere, russere, iranere, arabere, jøder, indere, EUropeere osv. osv. nøyaktig på samme måte. Så langt øyet rekker er det i vår tids ledende kretser kun gale og onde, kunnskapsløse og kulturfientlige idioter å se, griske fjolser som glefser etter skygger og fatamorganaer i den globale ørken av økologisk, klimatisk og kulturelt/samfunnsmessig sammenbrudd de selv har skapt. Folk som hører hjemme i Dantes helvete og dettes forgård. Det "ny" (det var noe lignende da Romerriket falt sammen f.eks.) i vår tid er at disse ikke møter noen opposisjon av betydning: vi lever i verdenshistoriens første frivillige totalitarisme, et slags nytt faraonisk Egypt, der analfabetismen er funksjonell, som Hans Magnus Enzensberger gjorde oppmerksom på, før han selv ble hyperkonform. Formelt kan slavene i vår tid lese.

I love Zizek :) Al kristligt/socialistisk splid er reelt internt fnidder på samme overordnede hammel, Get over it, both of you.

måske lader man for ofte for meget være ( mindre/mere ) underforstået ?

forhåbentlig er det følgende (bort?)forklaringen på zizek's ofte talen for hegelianisme ?

såsom at hvis man henviser til nogle pointer hos hegelianere, er det oftest ( mindre / mere ) underforstået: med forbeholde overfor deres manglende ( vedståen ) materialisme.