Produktet, der kan reproducere sig selv

Kloge hoveder i England har produceret en særegen himstregims, en såkaldt Replicating Rapid Prototyper, blandt entusiaster blot kaldet RepRap. En RepRap er en printer, men ikke en hvilken som helst én af slagsen. I stedet for at printe med blæk printer RepRap med flydende plastic, hvilket betyder, at den faktisk kan 'printe' i tre dimensioner - dvs. den kan bygge. Her kommer den næste vigtige oplysning: En RepRap består, på ganske få enkeltdele nær, af plastic. Du har sikkert allerede gættet, hvad pointen er med dette. En RepRap kan, på ganske få enkeltdele nær, reproducere sig selv. Ikke nok med at RepRap'en altså kan bygge alverdens plasticgenstande fra legomænd til fadølskrus, den kan også bygge flere af sin egen 'art'. Og hvad betyder så alt dette? Muligvis ikke særlig meget. Men for det lille antal af mennesker, der har viet liv og lemmer til at udvikle denne særegne kopirobot, betyder tanken uendeligt meget. Man spørger sig selv hvorfor.

Drømmen om selvforsyning

I første omgang kunne RepRap'ens fascinationskraft forklares ud fra de fantasier om at blive selvforsynende, der lader til at have knyttet sig til den. En robot, der kan bygge lige nøjagtig, hvad man sådan går og har brug for, er vel enhver husmands højeste ønske. Du plotter blot en kode ind i maskinen - fuldstændig ligesom i den gamle børneudsendelse om Skønne Bertha - så læner du dig tilbage og venter på, at der kommer et færdigt produkt ud i den anden ende.

I den forstand spiller forestillingerne om RepRap'en ind i en mere overordnet ide om autonomi og selvforsyning, som kan ses mange steder i vort samfund i dag. Fra økoflippernes nyttehaver over kommunisternes kollektive landbrug til NASA's stort anlagte, milliondyre 'Biospheres' - i disse tilfælde går en ide igen. Ideen om at blive selvforsynende. For flipperne handler det om at være i pagt med naturen, uafhængig af nytteløse, fordyrende og fremmedgørende ting, mens det for kollektivisterne handler om at blive uafhængige af den udnyttende og fremmedgørende kapitalisme. For NASA-biosfærerne, der ligger i forlængelse af de første to, handler det i en vis forstand om at blive uafhængig af naturen selv: at aflure den for i sidste ende at kunne fungere uafhængigt af den (for eksempelvis ved at kunne genopføre et komplet økosystem på Mars). For enden af dette spænd af selvforsynings-tanker ligger nu RepRap'ens mikroskopiske, diasporatisk spredte nørdfællesskab.

Men her udviser RepRap'en en strukturel forskel fra de andre. For enhver vil hurtigt kunne indse, at RepRap'en ikke indfrier drømmen om at blive selvforsynende. For det første kan RepRappen ikke bygge uden at få tilført plastic til at printe med, for det andet kan den ikke producere andet end plasticting, og for det tredje kan man derfor heller ikke bygge en hel RepRap (med en RepRap) uden at tilføre og montere enkelte bærende metaldele til dens konstruktion. Alligevel er det måske trods alt i reproduktionsevnen, vi finder det virkeligt fascinerende ved RepRap'en. Mens biosfærerne & co. bæres af fantasien om et lukket, harmonisk kredsløb, rækker RepRap'en ud over sig selv, i og med at den kan producere nye RepRap'ere, der kan producere andet og mere end en RepRap.

RepRap'en peger her ind i en mere klassisk marxistisk diskussion, og dette er ganske givet endnu en af kilderne til dens fascinationskraft. I Karl Marx' klassiske samfundsanalyse skyldtes uligheden i samfundet netop en ulige fordeling af produktionsmidler. Samfundet bestod af de udbyttende kapitalister, som sad på fabrikker og butikker - kort sagt produktionsmidlerne - og så det arbejdende proletariat, der levede af at sælge sin arbejdskraft og betjene disse produktionsmidler. Magten fordeltes i vid udstrækning på baggrund af den ulige adgang til produktionsmidler, og den marxistiske tese gik selvfølgelig ud på, at proletariatet selv måtte eje sine produktionsmidler for at kunne blive frit. I Sovjetunionen blev denne tanke officielt ført ud i livet, selv om det nok er en tvivlsom påstand, at arbejderne i nogen væsentlig forstand faktisk ejede produktionsmidlerne. Staten måtte i hvert fald administrere produktionsmidlerne, indtil udviklingen var nået så langt, at det egentlige selvstyre kunne sættes i værk.

At reproducere reproduktionen

Som filosoffen Slavoj Zizek et sted har påpeget, var der noget fantasmatisk over denne tankegang i det daværende USSR, af den grund nemlig, at det eneste system, der virkelig formår at skabe den ekstreme vækst som kommunisterne drømte om, var kapitalismen selv. Den simple og velkendte forklaring herpå er, at den kommunistiske stat mangler det frie initiativ, samt den katalysator for produktion af værdi, der udgøres af samspillet mellem udbud og efterspørgsel.

Men hvordan stiller RepRap'en sig i forhold til dette klassiske ideologiske skisma? På den ene side bryder RepRap'en med kommunismens planøkonomiske model. Produktionsmidlet er ikke statens, for så vidt som enhver netop selv kan håndtere, reproducere og distribuere sine RepRap'er som han lyster. På den anden side er RepRap'en dog heller ikke forligelig med den kapitalistiske markedsøkonomi, for her baserer værdien sig - groft sagt i hvert fald - på forholdet mellem udbud og efterspørgsel. RepRappens fordel er netop, at har du først én, har du potentielt en uendelig mængde af RepRap'er. RepRap'en kan netop ikke sælges som en varemæssig enhed, og afsætter derfor markedsøkonomiens udbud-efterspørgsels-logik som værdisættende faktor. Det er i den forstand ikke til at sige, hvad en RepRap er værd. Så mens varerne i markedsøkonomien kan ændre bytteværdi ret uafhængigt af deres materielle grundlag (når for eksempel nationalbankens direktør vælger at udskrive nye lån til bankerne, så købekraften ændrer sig, priserne følger efter osv.), så har vi her en vare, der ikke har nogen bytteværdi, men til gengæld kan vokse materielt, en vare der går 'under' økonomiens radar.

CVA er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.
CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen »hvis du vil vide det modsatte«, ofte med inspiration fra psykoanalysen.