Klumme
Læsetid: 2 min.

Realiser kunsten

Den sidste af de sidste avantgardister
Moderne Tider
7. august 2010

Situationistisk Internationale var et sammenrend af kunstnere fra hele det splintrede spektrum. Fra Paris kom den unge filmmager Guy Debord. Hyl til fordel for Sade hed hans første film, der kun bestod af tekst og lys. Fra Nordeuropa kom den danske maler Asger Jorn og den hollandske urbanist Constant. De tre var førerne.

Det var ikke kunsten, de ville ændre. Det var verden, dens spektakularitet, det at den ikke længere, i sin fortvivlelse og magtesløshed, syntes at give mennesker mulighed for at leve et liv, der svarede til de håb og drømme, som kunsten traditionelt havde givet stemme.

»Realiser kunsten,« sagde de. Og det var især Guy Debord, der sagde det. Han blev hurtigt gruppens egentlige leder, og det blev han ved med at være, selv om den formelt bestod af ligestillede, der alle sammen havde sæde i en parodisk 'centralkomite'.

Forstyrre ro og orden

For internationalen organiserede sig som en slags ny, forskruet variant af de tidligere af slagsen. En variant der blandt sine mange valgsprog havde en udtalelse af Lenin: Hvor der er frihed, er der ingen stat.

En anden dogmatisk sentens var: Arbejd aldrig!

Debord hævdede selv at have skrevet den med kridt på en væg i en af de beskidte gyder på venstre Seinebred, der i de allertidligste 50'ere var hjemsted for den bande unge oprørere, der under kraftig indtagelse af berusende substanser uophørligt beskæftigede sig med at opfinde metoder, der kunne forstyrre ro og orden i det offentlige rum så meget, at det aldrig mere kunne blive det samme.

Den slags eksperimenter kaldte man situationer, og konstruktionen af situationer blev den revolutionære bevægelses fornemste våben.

Flakker rundt i natten

Metoderne var détournement og dérive. Det første en slags bevidst fordrejning af det vante, eller bare, som ordet betyder i trafikken, en 'omkørsel', en anden vej. En rejse gennem byen og livet som bevidst, spontan handling.

Sådan en rejse var for situationisterne en dérive.

Kodeordet er 'bevidst'. Som i Rimbauds seerbrev små hundrede år før, der handlede om at »gøre sig seende ved en langvarig, bevidst og total deregulering af alle sanser«. En opbrydning af reglerne. Et nyt spil.

Til den slags blev kunsten hurtigt for lidt, og mellem 1957 og 1963 blev stort set alle de situationister, for hvem den gamle regelbundne, spektakulære kunst, var det væsentlige, smidt ud. Ekskluderet.

Tilbage var en hård revolutionær kerne, med Debord i spidsen. Tilbage var egentlig kun Debord, og efter at 1968 var passeret og årene gik og intet alligevel skete, alt var det samme, blev han mere og mere en melankolsk tilbageskuende digter af en helt ny slags.

Det spektakulære underholdningssamfund bredte sig over alt, og Debord trak sig ud. Han skrev nu erindrende.

Paradis blev de unge år med rus, venskab og oprør på livets venstre bred. Hans sidste og mest bevægende film handler om det: In Girum Imus Nocte et Consumimur Igni, det samme bagfra som forfra: Vi flakker rundt i natten og fortæres af mørket.

Som Debord selv formulerede det: »Der var ingen grund til, at vi dengang begyndte. Der er ingen grund til, at det nu er forbi. Det er et spil vi ikke vil spille. Det var en gåde, vi måtte løse. Vi krydsede gaden, og gaden forsvandt. Den her planet glemmer vi aldrig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her