Interview
Læsetid: 3 min.

Seierstad: 'Det er ikke muligt at skrive en neutral historie'

Misbrugte Åsne Seierstad sine kilders fortrolighed, og udleverede hun dem i sit portræt af 'Boghandleren i Kabul'? Nej, mener forfatteren selv
Moderne Tider
7. august 2010

»Selv om jeg selv står midt i dette her, og alt er ved at koge over, kan jeg godt se, at det er en fascinerende problemstilling og en væsentlig debat om, hvem der kan og bør skrive hvad og på hvilken måde,« siger Åsne Seierstad.

I næsten otte år har striden med virkelighedens boghandler udspillet sig i fuld offentlighed, og i forrige uge faldt dommen. Åsne Seierstad havde imødeset udfaldet med sindsro, i sikker forvisning om, at hun ville vinde.

»Som journalist er det hårdt at blive dømt på den måde,« >siger hun. »Jeg kan over for enhver insistere på, at der kun er tre små konkrete forhold, som dommeren har påtalt over for mig, men fra nu af vil det alle steder hedde sig, at jeg er blevet dømt for at have krænket privatlivets fred og været upræcis i min omgang med kendsgerninger. Det er ikke særlig rart for en journalist at have siddende på sig.«

Seierstad agter imidlertid at tage sagen videre til Norges højesteret og om fornødent hele vejen til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

»Hvis jeg også taber her, må jeg acceptere, at min måde at skrive bøger på ikke er acceptabel i samfundets øjne,« >siger hun. »Men jeg vil ikke opgive at skrive, og jeg vil stadig fastholde, at denne bog var vigtig at skrive. Familien er den vigtigste institution i afghansk kultur, og hvis vi ikke kan forstå den afghanske familie, kan vi ikke forstå Afghanistan.«

»Mit projekt, mit eneste mål, var at kigge indenfor i en af disse familier og forstå, hvad der foregår. Jeg var som journalist inviteret indenfor i deres hjem for at finde ud af noget om Afghanistan. Burde jeg - når jeg ved, at noget er forkert som boghandlerens måde at behandle sine hustruer på - erklære det for uvæsentligt? Nej, for det er jo væsentligt, og jeg er nødt til at finde ud af, hvad det betyder.«

Alligevel indrømmer Seierstad, at hun enkelte steder er gået for vidt. I den første udgave af bogen er en forbløffende intim beskrivelse af en af husets kvinder i hammam (dampbad, red.). I to afsnit beskriver Seierstad denne kvindes bryster, mave og kønsdele - en kvinde som, siden hun blev kønsmoden, aldrig har forladt sit hus uden at være iført burka.

»Jeg fjernede disse afsnit, fordi Rais bad mig om det,« siger Seierstad. »Men bogen passerede gennem flere redaktører, og vi overså alle det problematiske ord - 'kønsdele'. Vi indså først, at det var en fejl, da Rais fokuserede på det, og jeg undskyldte dette over for ham og hans mor.«

Overlever denne gang

Åsne Seierstads harme over den måde, hvorpå kvinder behandles, flammer op på hver en side af bogen, men fordi hun har skrevet sig selv ud af fortællingen, kan hendes højst subjektive stil måske anklages for at operere under dække af en objektiv fremstilling?

Der følger en lang pause. »Jeg er nået til den opfattelse, at det ikke er muligt at skrive en neutral historie,« siger hun: »Jeg kritiserer ikke samfundet med egne eksplicitte ord i bogen, men jeg indrømmer, at kritikken alligevel er at finde i teksten. Det er ikke en åben kritik, men dog en kritik.«

Selv om Seierstad står fast på det principielle, siger hun, at hun er nødt til være mere rigoristisk: »Journalistikken er på vej ind i en ny verden, hvor vi bliver målt efter næsten umulige kriterier. I alt hvad jeg skriver fremover - nogensinde - er jeg nødt til at sikre mig, at jeg er 100 procent akkurat. En journalist kan overleve en strid som denne en gang, men ikke to.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her