Læsetid: 10 min.

Sveriges mørke side

En af svensk politis mest kendte og ærværdige chefer er blevet idømt seks års fængsel for voldtægt, rufferi og alfonseri. Under optrævlingen af et voldeligt sexnetværk i den svenske overklasse dukkede Gören Lindberg op, og seks måneder senere blev han sammen med en række andre mænd anholdt med læderpiske og håndjern på vej til et møde med en 14-årig pige. Et chok går igennem velfærdssverige
Rystende. Lige siden mordet på Olof Palme i 1986 har en skummel understrøm luret under Sveriges skinnende overflade. Det ryster nu det svenske samfund, at den højtstående politichef, Gören Lindberg (t.v.), har stået i spidsen for et større sexnetværk, der har udnyttet og voldtaget mindreårige.

Rystende. Lige siden mordet på Olof Palme i 1986 har en skummel understrøm luret under Sveriges skinnende overflade. Det ryster nu det svenske samfund, at den højtstående politichef, Gören Lindberg (t.v.), har stået i spidsen for et større sexnetværk, der har udnyttet og voldtaget mindreårige.

Fredrik Persson

7. august 2010

Göran Lindberg, politichef i Uppsala, er nok den politimand, der kommer tættest på at inkarnere de progressive holdninger hos romanfiguren, Kurt Wallander, som den svenske bestseller-krimiforfatter Henning Mankells berømte fiktionsfigur hedder.

Selv om han manglede Wallanders ydmyghed og tilbageholdenhed, var Lindberg lige så dybt optaget som Wallander af de marginaliserede og forsømte i det svenske samfund. Han var for eksempel sponsor for et fristed for misbrugte unge og var en drivende kraft i en intern kampagne i politiet for at anlægge en mere empatisk tilgang ved forhør af voldtægtsofre.

Og frem for alt var Lindberg en glødende fjende af sexisme i politistyrken. Han agiterede ihærdigt over for kolleger og opbyggede sig snart et ry som en utrættelig fortaler for kvinders rettigheder. Så nidkær var Lindberg, at det kunne vække irritation hos andre politifolk. »Hans kolleger,« fortæller Per Jon Anders Linder, politisk chefredaktør Svenska Dagbladet, »var åbenbart ikke helt så besat af dette spørgsmål som han. Han opførte sig som en embedsmand, der havde besluttet at gøre dette til sin mærkesag«.

Og det gjorde han så. Fra tidligt i sin karriere blev Lindberg af myndighederne opfattet som politirollemodel. Han blev behørigt gjort til national talsmand for ligestilling mellem kønnene i politistyrken, og snart var hans ry som Sveriges førende progressive politimand etableret. Så berømt var Lindberg for sin politiske korrekthed og følsomhed over for kvindespørgsmål, at han fik øgenavnet 'Kaptajn Nederdel'. Men trods de vitser om ham, som var i omløb blandt politifolk, blev han hurtigt forfremmet, først til dekan for politiskolen og i sidste ende til politichef i Uppsala, der er hjemsted for Sveriges mest prestigefyldte universitet nord for Stockholm.

Men så i januar i år, efter en seks måneder lang efterforskning, blev Lindberg arresteret. På tidspunktet for hans pågribelse var han angiveligt på vej til at møde en 14-årig pige på et hotelværelse, hvor også en række andre mænd skulle have stødt til. Det blev sagt, at der i hans bil blev fundet en pose indeholdende læderpiske, håndjern og bind til at lægge for øjnene. Politiets opmærksomhed var i første omgang blevet henledt på Lindberg efter en episode i juli sidste år, da en 60-årig multimillionær blev fundet død under en balkon i en mondæn Stockholm-forstad. Ifølge politiet havde manden drevet et ulovligt sexnetværk, der leverede kvinder til grupper af mænd. På dagen for hans død havde han tilsyneladende ventet en 18-årig piges ankomst til sit hjem.

I stedet dukkede en gruppe mænd op og gav sig til at tæve voldsomt løs på ham. Kort tid efter enten sprang manden, faldt eller blev skubbet fra balkonen. På den dødes skrivebord fandt politiets efterforskere telefonnummeret på politimester Lindberg.

Det kunne lyde som et plot, der kunne have indgået i Stieg Larssons Millenniumtrilogi eller i en Wallanderroman. Med den markante undtagelse, at i dette tilfælde var det en Wallanderagtig politimand, der var forbrydelsens ophavsmand og ikke dens opklarer. »Skurkene i Mankells historier er alle skåret over samme læst,« siger Lars Linder, en førende kritiker på Dagens Nyheter: »De har i reglen forbindelse til meget velhavende eller fascistiske netværk. Derimod er det særlige ved Lindberg, at han er så absolut politisk korrekt på ydersiden og så seksuelt afsporet på indersiden.«

For to uger siden blev Lindberg fængslet i seks et halvt år efter at være kendt skyldig i anklager om voldtægt, alfonseri og rufferi. Han tilstod, at han havde købt sex, hvilket er ulovligt i Sverige, men benægtede de andre anklager. Efter Lindbergs anholdelse stod en kvinde, der kaldte sig Linda, frem i svenske aviser. Her hævdede hun at være blevet seksuelt misbrugt af flere mænd.

»Politimesteren kaldte mig 'fars pige'«, sagde hun: »Jeg fik at vide, at han var en betydningsfuld person, og at han ville få ram på mig, hvis jeg sladrede om nogen.«

En skummel understrøm

Nyheden om Lindbergs hemmelige liv har rystet Sverige. Hvor en vis skepsis over for politiet nok er almindelig i intellektuelle kredse, var den blotte tanke om, at den førende forkæmper i politiet for kvinders rettigheder i virkeligheden var seriel sexmisbruger og kunde hos prostituerede nok til at chokere selv den mest blaserte kyniker.

Lindbergs kolleger - og især hans kvindelige tilhængere - var lamslåede. Beatrice Ask, Sveriges justitsminister, talte om »en ødelæggende og rystende afsløring«, mens Cecilia Malmström, Sveriges EU-kommissær og et tidligere medlem af Uppsalas politiledelse mens Lindberg var politimester, sagde: »Jeg savner ord. Jeg er dybt chokeret. Dette er en mand, der har viet sin karriere til at kæmpe for kvinders rettigheder. Jeg føler mig nærmest fysisk utilpas, når jeg tænker over dette.«

Sidst i juli måned fremstår Stockholm som et postkort af afslappet sundhed og energisk velstand. Langs pletfri veje og i byens mange grønne områder daser ranke, smukke mennesker, der ser ud, som om de er flygtet fra en yoghurtannonce, i solen. Den sydlige skærgård bages let under en skyfri himmel. Omgivet af vandløb af dybblåt vand synes den svenske hovedstad at gnistre med en krystallisk følelse af velvilje, menneskekærlighed og progressiv modernitet.

Her er billedet af det Sverige, som vi har yndet at dyrke - et billede, som svenskerne af forståelige grunde selv er stolte af. Det er den utopiske vision om folkhemmet, som svenskerne så samvittighedsfuldt har fremelsket og eksporteret i næsten et århundrede.

Men i de senere år har et mørkere og mere foruroligende billede af en mislykket utopi også fundet vej rundt i verden. I 1980'erne begyndte Sverige at trække sig tilbage fra den politik af omfattende statsintervention og social reform, der havde styret landet i det foregående halve århundrede. Og ved denne transformationsproces' begyndelse, den 28. februar 1986, blev selveste statsministeren, Olof Palme, skudt og dræbt på åben gade af en snigmorder, der aldrig er fundet.

Lige siden denne periode har en skummel understrøm luret under Sveriges skinnende overflade. Det har slået igennem i den nationale samtale, især på det kulturelle område.

I romaner af forfattere som Mankell og Larsson samt i film af Lukas Moodysson skildres en verden, hvor korruption, seksuelle forbrydelser og fortvivlelse er løbet løbsk.

Sexisme og store nederlag

Alle tre (Larsson døde i 2004) er uforbeholdent venstreorienterede og fortæller på hver deres måde historien om en svigtet drøm, der har resulteret i et samfund, hvor de mest sårbare borgere er udleveret til et hensynsløst system. Det er også bemærkelsesværdigt, at alle tre betjener sig af arketypen om den mishandlede prostituerede som det primære symbol på kapitalistisk udbytning.

Moodyssons film Lilja 4-ever fra 2002 var en ubønhørligt dyster fortælling, der bygger på den sande historie om en 16-årig pige fra en tidligere sovjetrepublik, der lokkes til at rejse til Sverige, hvor hun bliver voldtaget, tilbageholdt mod sin vilje og tvunget ud i prostitution, før hun begår selvmord. Lignende hjælpeløse ofre eksponeres i romaner af Mankell og Larsson, hvor de eksplicit viser sig at være prisgivet skjulte, velforbundne og ondsindede kræfter i selve det svenske samfund.

Selvfølgelig er Mankell og Larsson thrillerforfattere, der tager sig nødvendige kunstneriske friheder, men begge har gjort det klart, at deres politiske motiver har formet deres kreative intentioner.

Mankell har sagt, han begyndte at skrive sine Wallanderromaner, hvor en illusionsløs detektiv kæmper imod rodfæstede skumle kræfter, som en reaktion på »det fremmedhad og den racisme«, han så i Sverige i slutningen af 1980'erne. »Problematikkerne,« har han sagt, »har altid været vigtigere end Wallander selv«.

Og en af disse problematikker var sexisme. I den forbindelse er Mankell på ingen måde en enlig stemme, der har forvildet sig langt ud på fiktionens overdrev. Selv uden Mankells enorme hjemlige og internationale succes ville debatten om disse spørgsmål formentlig have domineret svensk kulturpolitik i 1990'erne. Og derfor var det, at Sverige i 2000 vedtog en lov om køb af sextjenester, der på dette tidspunkt blev set som en sejr for den radikale feminisme. Det blev gjort lovligt at sælge sex, men ulovligt at købe det. Med andre ord blev den kriminelle gerning forskudt fra den prostituerede til kunden, hvilket i de fleste tilfælde betød fra kvinden til manden.

Dengang blev loven udråbt som et stort nederlag for gadeprostitution og sexhandel, og mange andre lande, herunder Storbritannien og Danmark, overvejede at kopiere den nye svenske model.

Med lovens indførelse måtte politiet refokusere deres opmærksomhed og også revurdere mange af deres holdninger, ikke blot i forhold til prostituerede, men til kvinder generelt. Den mest aktive og engagerede politimand i kampen for et mindre patriarkalsk perspektiv var, naturligvis, Lindberg.

En logisk brist i politisk korrekthed

Mange af de svenskere, jeg taler med, påpeger, at der i Sverige findes en udbredt kulturel adskillelse mellem officiel retorik og individuel adfærd. Som en velplaceret iagttager af den stockholmske scene formulerer det: »Nogle af de mandlige politikere, som taler varmest om ligestilling mellem kønnene, er også kendt privat som de mest aktive forfølgere af kvinder.«

Men Gunnar Pettersson, en svensk forfatter og kommentator, der bor i London, anlægger en anden vinkel på det problem, som Lindberg repræsenterer. »Sverige har to eliter,« siger han: »Den politiske elite er internationalistisk og neutralistisk i sit udsyn, mens den øvrige elite hovedsagelig er nationalistisk eller orienteret imod forestillinger om vestlig overlegenhed. De to har stort set ladt hinanden være i fred, især i det 20. århundrede, da den svenske model blev bygget op. Det særlige ved Lindberg er, at han over den politiske elites retorik, mens han naturligt tilhørte den seks måneder elite, hvor denne retorik ses som rent bullshit eller i bedste fald noget, man er nødt til at sige, for at få gang i sin karriere.«

Hvorvidt Lindberg er en skizofren person eller blot en åbenlys opportunist er måske et spørgsmål for psykiatere. Af større betydning er muligvis, at hans særlige tilfælde synes at afsløre en logisk brist i den politiske korrekthed. Teorien bag den politisk korrekte opfattelse af verden er, at hvis man ændrer sproget, ændrer man også, hvad sproget beskriver. Den sprogligt formidlede opfattelse forandrer virkeligheden: Ikkekønsdiskriminerende udtryk bidrager for eksempel til at fremme ikkekønsdiskriminerende tanker. Men hvad nu, hvis den foreskrevne retorik dækker over en falsk konsensus? Hvad nu, hvis sproget er en forklædning, et middel til at simulere overensstemmelse, som i virkeligheden tjener til at maskere en underliggende og mere foruroligende sandhed?

Dette kunne måske være en oplæg til en helt ny slags variant af den langvarige svenske optagethed af dybtliggende korruption. Men det vil i så fald næppe være en variant, som appellerer til forfattere som Mankell eller Larsson. Sans for nuancer og kompleksitet har aldrig været nogen af disse to forfatteres stærke sider, og en del svenskere finder da også deres manikæiske vision af Sverige stærkt indskrænket.

»Jeg har altid været mistænksom og kritisk over for folk som Mankell og Larsson,« siger Lars Linder: »Jeg er ikke fan af denne konspirationstankegang. Jeg er selv gammel venstreorienteret, men jeg bryder mig ikke om, når de fremhæver gamle dages socialdemokratiske Sverige som et paradis, der nu er blevet overtaget og ødelagt af slemme fyre med skjulte forbindelser. Det er naivt og nostalgisk. Den slags magtmisbrug, vi har set med Lindberg, finder jeg langt mere interessant.«

Samfundets behov for normalitet

Mankell insisterer på, at Den oroliga mannen, der udkom på svensk sidste år, bliver hans definitivt sidste Wallanderroman. Plottet er igen bygget op om højreorienterede ekstremister som antagonisterne. Sverige er berømt for sin omfattende sociale velfærd, sit progressive frisind og egalitære ånd, og rangordnes til stadighed af Transparency International som en af verdens mindst korrupte nationer. Det kunne på den baggrund forekomme perverst, at når landet holder et spejl op for sig, er det ofte kvindemisbrug, højreorienterede sammensværgelser og systematisk korruption, det får øje på. Men sådanne spørgsmål forbliver åbenbart ømtålelige for svensk kultur.

Et par dage efter, at Lindberg dukkede op på anklagebænken i retten, indgav beskæftigelsesminister Sven Otto Littorin sin afskedsbegæring, da han havde erfaret, at en avis ville køre en historie med den påstand, at han betalte for sex med en prostitueret for fire år siden. Hans unavngivne anklager fortalte, at hun var inspireret af Lindbergsagen til at gøre forsøg på at hindre, at magtfulde kunne undslippe konsekvenserne af deres handlinger. Littorin afviser nogensinde at have betalt for sex, og avisen Aftonbladet bød ikke på anden dokumentation, end at kvinden angiveligt havde set Littorin på tv og genkendt ham. Efterfølgende har en række iagttagere rejst tvivl om kvindens udsagn, som siges at være fyldt med uoverensstemmelser og unøjagtigheder.

Men ikke desto mindre er Littorin fratrådt med henvisning til pressens snagen i hans privatliv. Og faktisk finder en del iagttagere Littorinaffæren mere repræsentativ end Lindberg-sagen for de sociale ændringer, som er undervejs i Sverige. For Petra Østergren markerer affæren et markant skift i den svenske offentlige moral, og illustrerer hvordan det er lykkedes effektivt at indføre en snæver konsensus. Som en feminist, der er en markant kritiker af sexkøbeloven, er Østergren blevet udstødt af mange af sine tidligere allierede i kvindebevægelsen.

»For 50 år siden måtte Littorin have trådt tilbage, hvis han var blevet afsløret som bøsse. Nu har vi ikke kun kriminaliseret køb af sex, men vi har også stigmatiseret det i en sådan grad, at han er nødt til at træde tilbage på grund af den blotte mistanke. Så mens den homoseksuelle mand er blevet normaliseret, er den heteroseksuelle sexkøber blevet patologiseret. For at opfylde samfundets behov for normalitet, har man brug for at udpege noget, som ikke er normalt. Nu er det sexkøbere.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor døde Stieg Larsson, nu kan man spørge, da hans 'Mænd der hader kvinder' skal filmatiseres, og kontraspionagen i hans omgangskreds breder sig?

Niklas Monrad

Citat - Derimod er det særlige ved Lindberg, at han er så absolut politisk korrekt på ydersiden og så seksuelt afsporet på indersiden.

Mon nu også det er så særligt?

Magtens 3. regel - Skjul dine intentioner. Hold mennesker i ubalance og i mørke ved aldrig at afsløre meningen bag dine handlinger. Før dem tilstrækkeligt langt ned ad den forkerte sti, læg røgslør ud, og når de endelig bliver klar over dine hensigter, så vil det være for sent.

Magtens 5. regel - Så meget afhænger af dit rygte. Et godt rygte er magten hjørnesten. Igennem dit gode rygte kan du intimidere og og vinde. I det øjeblik det nedbrydes bliver du sårbar og vil blive angrebet fra alle sider.

Magtens 27 regel - Udnyt menneskers behov for at tro, så du kan få et kultlignende følge. Mennesker har en enorm trang til at tro på noget. Bliv midpunkt for dette ønske ved at tilbyde dem en sag, en ny tro de kan følge.

Magtens 37. regel - Skab storslået teater.
Magtens 38. regel - Tænk som du vil, men opfør dig som andre.

Disse var nogle af de regler Lindberg fulgte nøje. Og vi bør være på vagt over for alle de, som gør det samme.

(Selktive citater fra The 48 Laws of Power af Robert Greene.)

Hans Jørgen Lassen

Niels Ivar har endnu engang begået en dårlig oversættelse, subsidiært skrevet noget gebrækkeligt eller gebrokkeligt dansk:

For to uger siden blev Lindberg fængslet i seks et halvt år

Nej, nej, nej.

olivier goulin

@Hans Jørgen Lassen

Bortset fra den ene svipser, er jeg helt uenig.

Det er en yderst velskrevet OG oversat artikel. Det behøver man ikke engang have læst originalen for at se.

/O

olivier goulin

"at han over den politiske elites retorik, mens han naturligt tilhørte den seks måneder elite, "

der var en til - jeg napper the Guardian;-)

Hvor blev "the military-industrial elite" af i den danske oversættelse...

Men rigtig god artikel, omend lang i The Guardian...

Det kan da ikke undre, at et land der har et så bastant krav om en kvindechauvinistisk politisk korrekt konsensus, inviterer til hykleri og råddenskab bag facaden.

Desværre er dette ikke en undtagelse indenfor de højere magtsfærer (altså, de virkelige magtsfærer (top-bankmænd, hemmelige selskaber (bl.a bilderbergs, rothschilds etc), big-business-toppen, mediemogulerne osv osv), ikke det idiotiske teater de kalder for politik - som er rent og skært blændværk, ikke særligt anderledes fra underholdningsbranchen), men snarere reglen.

Hele dette show lugter langt væk af ram, sur syndebuk... "uuuh, se! den svenske politichef! hvor forfærdeligt!" - 6,5 år i fængsel... retfærdigheden har endnu en gang sejret! ... Det er jo til helt til grin. Men hvem fanden kan det overraske?

Gæt hvem der styrer international kvindehandel, sidder på toppen af pornobranchen, toppen af de pædofile netværk, toppen af drugz, osv osv. Da vel ikke nogle af de samme "mennesker" som sidder på toppen af energiindustrien, politik, medierne?! At anholde en svensk politichef for pædofili er som at skære et enkelt blad af et meget stort træ med dybe knortede rødder. AFLEDNING, AFLEDNING, AFLEDNING!

Til folk der ikke aner hvad der foregår i verden, og tror at massemedierne fremlægger et bare tilnærmelsesvis sandfærdigt billede af tingenes gang vil jeg foreslå denne film... til en start...

http://www.youtube.com/watch?v=NO24XmP1c5E

Vi er alle i det her rod sammen... al min kærlighed til jer alle :)