Læsetid: 14 min.

'De amerikanske soldater bragte store ofre - men irakerne bragte de største'

I 2003, en måned efter koalitionstroppernes invasion, rapporterede The Guardians Jonathan Steele, hvordan almindelige irakere havde reageret på Saddams fald. Inden de sidste amerikanske kamptropper trak sig ud, opsøgte han de samme mennesker, han mødte dengang, for at spørge dem, hvordan deres liv blev påvirket af den syv år lange krig
Aften i Bagdad. Unge mænd ved en isbod i den irakiske hovedstad en sen aftentime under ramadanen. Byens boder er sociale samlingspunkter efter iftar - det måltid, som indtages efter solnedgang under ramadanen

Aften i Bagdad. Unge mænd ved en isbod i den irakiske hovedstad en sen aftentime under ramadanen. Byens boder er sociale samlingspunkter efter iftar - det måltid, som indtages efter solnedgang under ramadanen

Graham Crouch

4. september 2010

I Saddam Husseins gamle hjemby Tikrit står kun ruinerne af Farouk-paladset, en af den irakiske diktators mange pragtboliger, tilbage. I dag er der kun nøgne mure og dynger af murbrokker, men det føles næsten, som var det i går, at jeg besøgte stedet for første gang. Det var i april 2003 og i selskab med de første irakiske røvere.

Natten inden havde Hellfire-missiler fra amerikanske Cobra-helikoptere slået store huller i paladsets facade mod floden Tigris og dermed sat triumferende punktum for den tre uger lange invasion, der 96 timer tidligere var kulmineret med Bagdads fald.

Med maskingeværer over skuldrene vandrede små grupper af amerikanske soldater gennem det ødelagte palads som turister, lige så overraskede som vi andre over de guldbelagte vandhaner og marmorvindeltrapper. Andre var for udmattede til at interessere sig for seværdigheden og blev liggende på græsset ved siden af deres panserkøretøjer.

Syv år efter har ikke meget ændret sig. Vandhanerne og møblerne er væk, men soldaternes graffiti pryder stadig de pudsede vægge. »1-10 ADA Ft Hood Texas ... Killers,« står der et sted. »Vi var ikke de første og bliver ikke de sidste,« står der et andet.

Omgivet af pigtråd og under bevogtning af det nye irakiske politi er ruinerne en påmindelse om et Irak, der er fortid, men ikke glemt. Hvor man end færdes i det voldsramte land, sammenligner irakerne deres tilværelse med livet under Saddam. Og sammenligningen falder er sjældent ud til fordel for mokhtalin - arabisk for 'angriberne' >eller 'invasionsmagten', som mange foretrækker at bruge frem for 'amerikanerne' eller 'briterne'.

Gensyn med Tikrit

Mens amerikanske tropper i stort tal rykker ud af Irak, forsøger jeg at opspore de mennesker, jeg talte med i april 2003. Nogle viser sig at være dræbt under den sekteriske vold. Andre sluttede sig til de to millioner, som flygtede til udlandet, eller til de to en halv million, som blev tvunget til at forlade deres hjem for at finde sikre tilflugtssteder andre steder i Irak. De fleste er svære at finde. Lige efter krigen havde Irak ikke et mobiltelefonnet, og mine gamle notesbøger indeholder kun navne, aldersangivelser, jobbeskrivelser og opræcise adresser. Jeg begynder i Tikrit, den symbolske hovedstad for Saddam og hans klan. Da jeg besøgte ham i 2003, forsøgte Dr. Bashar al-Duleimi, øjenlæge på byens største hospital, og en gruppe af hans kolleger at beskytte deres arbejdsplads imod røvere. Angrebet på Farouk-paladset havde også blæst flere vinduer ud på hospitalet. »Hvis amerikanerne tilbyder beskyttelse, tager vi gerne imod,« >sagde han dengang. »Men vi vil ikke bede dem om det,« >tilføjede han med patriotisk stolthed.

Nu sidder han på sit kontor foran reoler fyldt med medicinske værker, de fleste af dem engelsksprogede, og opsummerer resultaterne af den amerikanske tilstedeværelse i Irak:

»Vi havde forventet mere. Især en bedre infrastruktur og bedre offentlige tjenester, men der er stadig kun strøm i et par timer om dagen. Med hensyn til benzin er det en ren katastrofe. Der er lange, lange køer.«

Få forbedringer

Hans hospital har sin egen generator, men for almindelige borgere, der er afhængige af det offentlige elnet, er de stadige strømafbrydelser i den kolossale varme en sand pestilens. De eneste forbedringer er de højere lønninger til offentligt ansatte og bedre adgang til avanceret medicinsk udstyr, siger han.

Sammenbruddet i den offentlige sikkerhed er den største ændring, der er sket siden Saddam, og som de fleste andre irakere, jeg taler med, opfatter han den amerikanske tilbagetrækning som irrelevant. »Jeg er glad for at se dem forlade os. Sikkerheden bliver ikke ringere af den grund,« siger han. Kun irakere kan dæmme op for Iraks blodsudgydelser.

I Tikrit i 2006 og 2007 var den sekteriske vold ensidig og hurtig. Byen havde et lille mindretal af shiamuslimer. 50 blev dræbt, og resten flygtede, fik jeg at vide af en shiamuslimsk bygningsarbejder, der med sin familie flyttede til Kirkuk. Nu har han fundet arbejde i Tikrit, men er her kun i hverdagene.

Hvad der bekymrede dr. Duleimi i disse år, var den interne vold i den sunnimuslimske folkegruppe. Nogle blev anklaget for at samarbejde med mokhtalin. Andre stod for skud, alene fordi de var velhavende.

»De ringede til mig og advarede mig om, at jeg ville blive kidnappet, hvis jeg ikke betalte. De forsøgte at tømme Tikrit for læger. Mange tog afsted, men jeg blev. De fortalte mig, at pengene var nødvendige til jihad. Jeg sagde, at afpresning var ulovlig, og hvis de var sande muslimer, ville de ikke gøre den slags. Men alle læger endte med at betale.«

Hvem 'de' var, vil han ikke uddybe. »Hvem ved, om det var al-Qaeda? Vi har ikke noget ønske om at overdrive al-Qaedas styrke. Al-Qaeda i Irak tæller måske kun 500 mennesker. Men på den anden side tog Baath-partiet magten ved et kup i 1963 med kun 700,« indrømmer han.

Falluja er stadig farlig

Mit næste stop er Falluja, en by, der blev stærkt beskadiget og i fire år var under belejring af amerikanske og irakiske styrker. Endnu i dag skal udefrakommende have særlig tilladelse for at få komme ind.Jeg er nødt til at underrette politiet i forvejen, og af hensyn til min sikkerhed bliver jeg på min rundtur eskorteret af en politibil med påmonterede maskingevær.

I ingen anden irakisk by oplevede sunnierne så stærke konflikter. De blev fanget i selve højborgen for modstanden mod Iraks nytilkommere, som i første række var amerikanerne, og et år senere al-Qaeda, som ikke havde haft fodfæste i Irak i Saddams tid.

Jeg besøgte byen dagen efter amerikanske soldaters første massenedskydning af civile i Irak. Den 28. april 2003 dræbte de 13 demonstranter, efter at disse havde krævet, at de amerikanske tropper forlod en lokal skole, hvor de havde søgt indkvartering. Den forfaldne skole ligger her stadig. Den var før opkaldt efter Saddam, men er siden omdøbt til Martyrskolen.

Mere sikkert under Saddam

Khalid Ismail, der driver en familie-snedkervirksomhed, var en af de protesterende forældre.

»En eller anden bagerst i mængden af demonstranter begyndte at affyre skud, hvorefter de amerikanske soldater, som var nervøse og anspændte, skød massivt tilbage,« siger han. Nogle iagttagere så hændelsen som den gnist, der antændte det landsdækkende væbnede oprør og førte til en bølge af vejsidebombeangreb mod de amerikanske tropper.

I april og november 2004 angreb amerikanske soldater byen med overvældende kraft, med landstyrker såvel som fra luften. Næsten alle bygninger langs hovedgaden er i dag stadig arret af talrige skudhuller. Mange private huse, der blev beskadiget eller ødelagt, er dog genopbygget, men på deres ejeres bekostning. Amerikanerne lovede nogen hjælp til de offentlige bygninger, men den kom der meget lidt af, fortæller de lokale beboere.

Ismail flygtede med sin kone og seks børn til slægtninge i Bagdad. Han gentager, hvad der går igen som fast omkvæd i mine samtaler med irakerne: sikkerheden, elforsyningen, vandforsyningen og de andre offentlige tjenester er blevet ringere siden Saddam, kun økonomien går det vedre bedre.

Angrebet i november blev godkendt af Ayad Allawi, en sekulært indstillet shiamuslim og tidligere Baathparti-medlem, der hoppede af i 1970'erne, og blev indsat af amerikanerne som premierminister i juni 2004. »Han havde ikke noget andet valg,« siger Ismail, der som de fleste sunnier stemte på Allawi ved dette års valg. Modstanden i april 2003 var »nationalistisk og oprigtig«, men ved udgangen af året var den i Falluja blevet overtaget af »udlændinge« med forbindelse til al-Qaeda. Han ville ønske, at amerikanerne blev i Irak, »selv om de har ydmyget os og fået os til at hade dem.«.

Hvorfor?

»Ingen kan acceptere, at ens land holdes besat, men vi har brug for USA til at dæmme op for Irans indblanding i Irak. Iran kontrollerer allerede regeringen i Bagdad,« >siger han og henviser til, at iranske tropper i december sidste år kortvarigt kunne besætte et omstridt oliefelt i en grænseregion.

Borgmesteren

Taha Bidawi, en ikke-baathist, som blev valgt som borgmester af de lokale borgere, før amerikanerne rykkede ind i Falluja, udtrykte sin glæde over, at Saddam var blevet væltet, da jeg talte med ham i april 2003. Men han fandt amerikanernes adfærd provokerende med deres kontrolposter og patruljer, og det var hans ønske, at de amerikanske tropper skulle forlade byen og overlade den til irakerne.

Syv år senere afspejler han den forvirring og fortvivlelse, som kendetegner mange af Iraks sunnimuslimer. Efter at være fortrængt fra deres traditionelle position som landets dominerende gruppe føler de sig i dag som ofre for forskelsbehandling fra Iraks nye shia-herskere, der ofte opfører sig, som om hver eneste sunnimuslim havde været Saddam-støtte.

Mærket af Saddams otte år lange krig med Iran og den uophørlige hadpropaganda, som fulgte med den, er 'frygten for Iran' i dag blevet en slags synonym for frygten for de shiamuslimske partier, der i månedsvis har hindret Allawi i at danne en ny regering, selv om hans parti vandt de fleste mandater ved valget i marts.

Men det største sunnimuslimske traume i de senere år har været de politiske mord internt i den sunnimuslimske folkegruppe og det barske dilemma: Skal man yde fredelig eller væbnet modstand? Hvornår bliver samarbejde med mokhtalin til forræderi?

»Begge borgmestre, der afløste mig på posten, blev dræbt,« >siger Bidawi. »De terrorister eller mennesker, som kalder sig Mujahedin, dræber præster og veluddannede mennesker, der har deltaget i den politiske proces med amerikanerne. Vores folk er fattige og analfabetiske. Fattigdommen undergraver de religiøse principper og gør folk til mordere. De får at vide, at det ikke er en synd at dræbe en udlænding. Og så anser de det heller ikke for en synd at dræbe en kollaboratør.«

Den shiamuslimske befolkningsgruppe blev i vid udstrækning forskånet for denne indre smerte. Shia-militserne kom aldrig til at gennemføre målrettede aktioner imod deres egen elite i samme størrelsesorden. Takket være deres befolkningsmæssige flertal var det kun et spørgsmål om tid, hvorår de shiamuslimske grupper ville få overtaget. De vidste, de kunne udmanøvrere amerikanerne. Men for sunnierne var det anderledes.

Front mod al-Qaeda

Bidawi mødte også folk fra al-Qaeda, når de kom til Falluja. Han siger, at han prøvede at forklare dem, at irakerne selv vidste bedst, hvordan man skulle yde modstand mod amerikanere, »men al-Qaeda havde en dagsorden: at provokere til borgerkrig.«. Han roser al-Sahwa ('Vækkelsesrådet'), en bevægelse af lokale stammemilitser, som vendte sig imod al-Qaeda og trængte dem i defensiven med amerikansk støtte - i al fald frem til sidste år. I november 2004 arresterede amerikanerne Bidawis tre sønner på en mistanke om, at de havde samarbejdet med væbnede modstandsgrupper. To blev løsladt, da det amerikanske angreb var overstået, men den ældste søn måtte tilbringe syv måneder i fangenskab. Bidawi gik til amerikanerne og bad om at få sønnerne fri. »En amerikansk major sagde til mig, at det kunne være en fordel for mig, at de blev tilbageholdt, og det var til dels sandt,« siger han. Det mindskede eventuelle mistanker om, at deres far var kollaboratør.

Selv om han oplever, at næsten alt i dag er værre end under Saddam - arbejdsløshed, sikkerhed, offentlige tjenester - ønsker også han, at amerikanerne ville blive: »Vi har ikke en hær, der er stærk nok til at forsvare Irak. Tyrkiske og iranske fly krænker vores luftrum. Hvem vil hjælpe os?«

Vi mødes i Fallujas nedslidte offentlige bibliotek for at slippe væk fra 44 graders hede. En spinkel vifte roterer over os, og mens vi taler, hører vi pludselig to skud meget tæt på. Vi søger dække i et sideværelse. Yderligere fire skud høres. Min chauffør er i forhaven og konstaterer, at der skydes fra den anden side af muren, hvor gadesælgere har deres boder. De sidste fire skud er affyret op i luften af politiet for at sprede tilskuerne. Et af de første to skud har ramt en politimand.

Højtstående politifolk give os senere tre forskellige forklaringer på hændelsen: En politimand krævede at se en sælgers tilladelser og skød varselsskud op i luften, men ved et uheld havnede den anden kugle i hans hals. I forklaring nummer to er det den formodede uautoriserede sælger, som skyder på politibetjent. Endelig får vi at vide, at sælgeren er en 'terrorist', som for nylig blev løsladt fra amerikansk varetægt. Så fik familien til en af hans ofre udstedt en irakisk arrestordre mod ham. Da betjenten forsøgte at håndhæve denne, blev han skudt. I denne tåge af rivaliserende historier er alt, hvad der står klart dette: En bevæbnet mand er flygtet og en politimand død. Midt i Iraks vedvarende vold giver episoden instruktiv indsigt i vanskelighederne ved at præcisere motiverne til selv mindre sammenstød.

To billeder af Bagdad

Videre til Bagdad, hvor min odyssé fører mig til en shia-moské i middelklassekvarteret al-Beyaa i byens sydlige udkant. I den vestlige bevidsthed er det dominerende billede af Irak april 2003 den scene, hvor amerikanske marinesoldater trækker Saddams statue ned. For irakerne var et lige så dramatisk tegn på forandring og forestående magtskifte synet af over en million shiamuslimer, der fyldte motorvejen til Karbala på den årlige pilgrimsrejse til helligdom for deres højt agtede 600-tals-imam, Hussein. Under Saddams styre blev pilgrimmene delt op og tvunget til at benytte sig af sideveje, så de ikke kunne danne store potentielt politiske menneskemængder, og deres optog blev aldrig vist på tv.

Sheikh Mohammed al-Fadhli er en af de præster, som jeg iagttog i april 2003, da de gjorde, hvad de kunne for at stoppe strømmen af plyndringer i besættelsens første dage. På en improviseret kontrolpost ud for Ali al-Beyaa-moskeen stoppede hans hold forbipasserende køretøjer og gennemsøgte dem. Varer, som blev identificeret som stjålne fra statslige butikker, blev returneret. Mad blev ført til moskeen og herfra fordelt til fattige.

I dag skærmer høje betonvægge moskéen fra hovedvejen og det overvejende sunnimuslimske kvarter på den modsatte side. Eneste indgang bevogtes af irakiske tropper. Men Fadhli siger, at de sekteriske spændinger er taget af. Mange sunnier er vendt hjem til Beyaa, og militserne er gået i opløsning.

Hvad er status for de sidste syv år, spørger jeg. »Dette er en tid med frihed og demokrati,« siger han. »Vores rolle plejede at være begrænset til at holde bønnemøder. Nu er vi frie til at rådgive folk og kritisere regeringen. Men så er der de negative sider: sekterisme, borgerkrig, den forsinkede dannelse af en ny regering og bombeattentaterne.« De sidste er der dog blevet færre af i de seneste år, siger han og fortsætter:

»Selv om den irakiske hær ikke er klar til at beskytte os, hvis man gør dens styrke op i antal, udstyr og uddannelse, så gør USA det rette ved at trække sig ud nu,« siger han. »Vi så gerne, at de var helt ude af i slutningen af næste år.«

Den bedste beskyttelse mod sekterisk vold, mener han, ville være en stærk og bred regering, en koalition af Allawis sunni-støttede parti og de to store shiamuslimske grupper. »Teheran vil acceptere det,« siger han. »Iranerne øver en vis indflydelse. De har en dagsorden, men de er ikke en trussel.« Også Saudi-Arabien ønsker at bringe Irak ind under sin kontrol, tilføjer han.

Jeg hører lignende synspunkter fra Raid Abdul Reda, arkæolog på Iraks Nationalmuseum. Jeg husker, hvor rygende vred, han var for syv år siden, da amerikanske tropper nægtede at parkere en kampvogn uden for bygningen for at afskrække røvere. »Ja,« siger han, da jeg minder ham om episoden. »Det kan jeg godt huske. Jeg bad de amerikanske soldater om at jage røverne ud, og det kom de ind og gjorde, men da jeg så bad dem om at blive og holde vagt, nægtede de. 'Vi er en hær, ikke en politistyrke', sagde de. Og ikke så snart var de væk, før røverne vendte tilbage.«

En stærk regering

Sekterisk vold tvang de fleste sunnier ud af Harir, hans kvarter i Bagdad. Selv er han shiamuslim. Men selv om han tillægger Mehdihærens militser, der er loyale over for den nationalistiske præst Moqtada al-Sadr skylden for fordrivelserne og drabene, stemte han alligevel på Sadr i marts. For Sadr, der længe var en af de mest indædte modstandere af besættelsen, fik til sidst overtalt militserne til at standse deres angreb på sunnimuslimer. Reda er tilfreds med den amerikanske tilbagetrækning:

»Men det gør ikke nogen større forskel. Der var bevæbnede mænd og bombeattentater før tilbagetrækningen, og der vil der også være efter tilbagetrækningen. Vi har brug for en stærk regering. Ligesom under Saddam Hussein. Vi har brug for en regering, som igen kan vække frygt.«

Han beskylder amerikanerne for at have skabt usikkerhed ved at opløse Iraks hær og politi i 2003, opdele irakerne i sunnier og shiaer og hjælpe dem med at vende sig imod hinanden. Han følte ingen glæde, da amerikanerne væltede Saddam.

»Jeg forventede, at besættelsesmagten ville ødelægge vores land og vores civilisation, og beviset er, hvad der skete med vores museum,« siger han bittert.

Som så mange andre irakere, ser han landet som et offer.

»Jeg føler mig nervøs over for indflydelsen fra Iran, Saudi Arabien, Tyrkiet og Kuwait. De ønsker alle at se Irak destabiliseret.«

Vi er glade for friheden

Paradoksalt nok er en person fra en familie, der led et langt hårdere slag under krigen, blandt dem, der føler mindst vrede mod amerikanerne. På et besøg på Kadhimiya-hospitalet i det første efterkrigsår mødte jeg den fem-årige Ali Mustafa med et såret ben og forbindinger om øjnene. Under leg udenfor havde han samlet en ueksploderet amerikansk klyngebombe op. Da den detonerede, mistede han synet.

I den sekteriske vold i 2006 mistede hans far sit job på et offentligt kontor, fordi han ikke kunne komme på arbejde. Lyden af skud og bomber gjorde det lille, blinde barn skrækslagent. Familien forlod Bagdad til fordel for Amara i det sydøstlige Irak.

Over telefonen fortæller Mustafa Ghalib, hans far, mig, at livet er blevet bedre siden Saddams tid. »Vi glæder os over friheden og demokratiet. Under Saddam kunne vi ikke sige, hvad vi tænkte. Selv ikke over for vores familie,« siger han. Men de amerikanske tropper er dog blevet længe nok. »Sikkerheden vil blive bedre, når amerikanerne trækker sig ud. De udenlandske styrker har skabt mange problemer, bl.a. ved at gøre min søn blind.«

I den officielle fortælling om USA's militær og Det Republikanske Parti har krigen i Irak været en vaskeægte amerikansk succes, hvor kronen på værket blev 'Optrapningen' >- den styrkeopbygning med ekstra tropper i 2007, som siges at have afsluttet de sekteriske drab og besejret al-Qaeda. Mens jeg gennemblader mine notater, må jeg konstatere, at ikke én af de irakere, jeg har talt med, har nævnt Optrapningen endsige udtrykt taknemmelighed over for amerikanerne.

Når Barack Obama skal opsummere de syv år lange bestræbelser, vil han utvivlsomt finde en måde, hvorved han på en gang kan rose de amerikanske styrker uden at give køb på sin modstand mod krigen og kritik af Optrapningen. Han kunne hugge denne bemærkning fra Enas Ibrahim, den irakiske journalist, der ledsagede mig på turen til Tikrit.

Hendes bemærkning faldt, da en stor konvoj af pansrede amerikanske lastbiler med containere fulde af militært isenkram passerede forbi os i modsatte vognbane på vej sydover. »Hvad føler du, når du ser det?,« spurgte jeg hende

»Jeg føler mig lykkelig på deres vegne,« svarede hun. »De har bragt store ofre. Men irakerne har bragt større.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu