Læsetid: 6 min.

Bohemen, der fik de røde til at gruble sig gråhårede

Bent Larsen var én af Vestens to skakspillere, der spillede lige op mod - og besejrede - den tunge, dominerende sovjetiske skakelite fra 1950'erne og tre årtier frem. Larsens aggressive spillestil blev gennem 60'erne forfinet til en ny, spontan, uortodoks stil, der overraskede skakverdenen, som fortsat sværgede til udarbejdede teorier, systemer og analyser
Fra hoften. Bent Larsen opnåede ikke kun sin verdensberømmelse via sine resultater, men først og fremmest ved at tilføje skakspillet en spontanitet, der igen og igen overrumplede hans analyserende og kalkulerende modspillere - han gjorde ikke det, han var bedst til; men det, hans modstandere havde det sværest med.

Fra hoften. Bent Larsen opnåede ikke kun sin verdensberømmelse via sine resultater, men først og fremmest ved at tilføje skakspillet en spontanitet, der igen og igen overrumplede hans analyserende og kalkulerende modspillere - han gjorde ikke det, han var bedst til; men det, hans modstandere havde det sværest med.

Morten Juhl

18. september 2010

Bent Larsen var boheme, skakspiller og i en periode den bedste fra Vesten ved brættet i det spil, der i årtier blev domineret af Sovjetunionen. Sådan har han selv fortalt om sin kamp på udebane:

»Da jeg kom ind i teatret og gik forbi skakbordene, var jeg i min egen verden, men jeg husker det, som om alt omkring mig var rødt ... de store tæpper, stolene. Det var ikke hver dag, at danskere kom om på den anden side af Jerntæppet, så jeg var i den grad på udebane.«

Bent Larsen var alene i et spil, hvor intet er tilfældigt eller overladt til heldet. Der er hverken tegninger eller kort eller andre ubekendte i skak. Der er 32 brikker på 64 felter. Og i det spil var Bent Larsen på verdensplan en modsætning til de sovjetiske stormestre.

»Bent Larsen var denne modpol til de systematiske, dybt teoretiske russere,« forklarer filminstruktøren Jørgen Leth, som understreger, at han ikke er ekspert i skak. Men han ville gerne have lavet en film om Bent Larsen:

»Bent Larsen spillede åbent og spontant. Han stod uden for den paranoia mellem Øst og Vest, der prægede den tid. Bent Larsen bevarede for mig en uskyldighed, en renlighed med sit spontane, blottede spil. Han spillede fra hjertet,« fortæller Leth.

Bent Larsen, for hvem Leth nærede en »afstandsheltedyrkelse«, repræsenterede friheden, og håbet om samme i en politisk højspændt tid, ifølge den danske instruktør.

»Dengang mindede det om en John le Carré-roman; fyldt med spænding, overvågenhed. Du havde Det gode og Det onde imperium, men Bent Larsen var som karakter apolitisk. Hverken Øst eller Vest. Bent Larsen var et håb for fremtiden om spontanitet og frihed. Han var en individualist, ikke en del af et system - modsat de sovjetiske spillere og amerikanske Bobby Fischer.«

Boheme til verdenskendt

Den største danske skakspiller gennem tiden, Bent Larsen, døde sidste fredag efter kort tids sygdom i Buenos Aires, hvor han boede med sin argentinske kone. Bent Larsen, der blev født i 1935, droppede ingeniørstudierne i København for at investere sit liv i tilværelsen som professionel skakspiller i 1950'erne.

Det blev et langt skakliv, hvor han udgjorde den ene part af en vestlig duo; amerikanske Bobby Fischer var den anden, der ikke bare kunne udfordre de overlegne sovjetiske spillere, men også kunne overgå dem. Set på forhold og vilkår var det uhørt, at især Larsen kunne overgå sovjetspillerne Boris Spasskij, Mikhail Botvinnik, Mikhail Tal, Tigran Petrosjan og resten af den enorme sovjetiske elite, der levede en tilværelse som stjerner - langt fra de vilkår Bent Larsen levede under, efter han som 17-årig flyttede fra Jylland til København.

Her førte han i start-50'erne en bohemetilværelse, hvor han ud på de sene nattetimer spillede skak mod danmarksmesteren og Politikens daværende skakskribent, Jens Enevoldsen.

Da Enevoldsen opdagede det talent, Larsen besad, tog han det unge talent under sine vinger.

Det resulterede i et danmarksmesterskab til Bent Larsen som 19-årig, men et af de største og vigtigste kapitler i Larsens skakkarriere kom to år senere i Den Røde Armés Teater i Moskva.

Her afholdes skakolympiaden. Larsen kom ind i sit pjaltede jakkesæt med lommerne fyldt med små magnetiske skakspil og russiske skakmagasiner under armen. Larsen læste og skrev ni sprog, og havde intet problem med russisk, hvorfor han også ofte under kampene mod de sovjetiske spillere fik en sludder med dem. Men ingen regnede med den unge dansker. Sammen med rumkapløbet og den sovjetiske balletscene postede kommuniststyret uhyrlige summer i skak. Hvilket bedre sted at bevise sin intellektuelle overlegenhed end i den ædle sport, lød devisen fra Kreml. De sovjetiske spillere var hæderkronede og havde flere sekundanter tilknyttet til hver stjerne. Sekundanterne, som selv var dygtige skakspillere og -eksperter, havde til opgave at analysere modstandernes træk. Larsen havde angiveligt medbragt sin daværende kone, da han bestemt ikke mente, der var nogen danskere på den tid, som kunne være behjælpelig på et skakmæssigt plan. Dertil var Larsens niveau simpelthen for godt.

Da turneringen var omme, havde den 21-årige dansker scoret suverænt flest point med sit aggressive angrebslystne spil. Undervejs slog Larsen blandt andet den regerende verdensmester, Mikhail Botvinnik. For sin præstation modtog Bent Larsen stormestertitlen som den første dansker, og blev den tredjeyngste spiller nogensinde, der modtog den fineste orden indenfor skak. Sovjetunionens aviser var forbløffede - kaldte de sovjetiske spillere for »degenererede«. De følgende år undervurdere Sovjet ikke Larsens spil, og de rettede fokus mod Larsens partier, hvor små turneringerne end måtte være:

»Selv når Bent Larsen spillede små ubetydelige turneringer i København, endte hans partier alligevel på den anden side af jerntæppet, hvor de flittigt analyserede Larsens spil. At sige at der var placeret KGB-agenter alene med dette formål, er måske nok lige at tage munden for fuld, men der blev i hvert fald holdt godt øje med ham spil,« fortæller forfatteren Jan Løfberg, der sammen med Erik A. Andersen arbejder på et 800-siders bogprojekt om Bent Larsen, der vil få titlen Larsen, når første af i alt tre bind bliver udgivet i første halvår af 2011.

Skiftet til spontanitet

Bent Larsen forfinede gennem 1960'erne sit til tider aggressive spil til at indeholde en hidtil uset tilgang skak. En underminering af gængse faktorer ved brug af psykologisk forvirrende spil.

Om sin egen nye psykologiske spillestil fortalte Bent Larsen til Ud & Se i 1998, at »Jeg går ikke altid efter det, jeg selv kan bedst, men efter det, jeg tror, er mest ubelejligt eller ukendt eller ubehageligt for modstanderen.«

Bent Larsen troede på det overraskende, det nye og uforudsete. Derfor spillede han op gennem 1960'erne ofte uortodokse åbninger, spillede forvirrende, spontant i stedet for at forlade sig på velanalyserede og åbenlyse træk. En blottelse af sig selv, men samtidig en ophøjelse af spillet til al sin enkelhed; strategi og koncentreret menneskelig analyse.

Fra samme devise om at give slip på de kendte systemer og bringe modstanderen ud i uberørt, ukendt terræn benyttede Larsen sig af en åbning, der i dag bærer hans navn, Larsen-åbningen. Bonden fra b2 til b3. Ifølge Forfatteren Jan Løfberg var Larsen-åbningen egentlig ikke »noget særligt«, men søgte i stedet stillingstyper, der ikke var set før:

»Bent Larsen havde en holdning til, at jo mere ukendt farvand, de befandt sig i, jo større var hans chance for at være bedre end modstanderen. Specielt når modstanderen var i tidsnød, kunne han vælge et noget mere chancebetonet spil for at bringe modstanderen ud af fatning.«

Det udmøntede sig i træk, den sovjetiske skole ikke kendte til, da Larsens træk langt fra blev foretaget ud fra vurderingen om bedste objektive træk, men foretaget ud fra, hvad Larsen mente var det psykologiske rigtige. Det mindede om en devise, hvor Larsen hellere ville tabe end at indgå en forudsigelig remis.

Manglende finalekamp

I en periode mellem 1967-68 blev Bent Larsen retmæssigt karakteriseret som verdens bedste skakspiller efter otte store turneringssejre i træk. Men på trods af dette lykkedes det aldrig Bent Larsen at komme længere end semifinalen i tre kandidatturneringer, hvor vinderen får lov at udfordre den regerende verdensmester.

Men Bent Larsen tilførte skak noget nyt med sine spontane stil, tilførte en romantisk tilbagegang til det ophøjede. Bragte med sine overraskende, uortodokse træk skak tilbage til et konkret spil udkæmpet mellem duellerende individers intellekt. Alt andet fjernede han med sine træk, væk var fornuften, væk var teorier, væk var spilsystemer. Kun det menneskelige intellekt forblev tilbage. Desværre er det ikke altid, at det romantiske vinder, og måske netop derfor blev Bent Larsen aldrig verdensmester.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu