Læsetid: 7 min.

Flugten fra ubehag er det vestlige menneskes egentlige lidelse

Psykisk smerte er et livsvilkår og bør opfattes som normen snarere end undtagelsen, lyder det fra seneste knopskud på den adfærdspsykologiske forskning. Det handler om at finde sine livsværdier og om at udvikle psykisk fleksibilitet - for lykken er ikke normal
Det perfektes tyranni. Alle har brug for en retning eller mening i livet, men det kan være svært at finde, hvis tanken om at leve op til det perfekte, dominerer, siger Susan Møller Rasmussen.

Det perfektes tyranni. Alle har brug for en retning eller mening i livet, men det kan være svært at finde, hvis tanken om at leve op til det perfekte, dominerer, siger Susan Møller Rasmussen.

Sofie Amalie Klougart

18. september 2010

'Tænk positivt.' Sådan har det gennem de senere år lydt fra lykkeforskere og psykologer, der med afsæt i positiv tænkning har jagtet lykken sammen med deres klienter. Og mens hylderne bugner af selvhjælpsbøger, der skal føre os mod det lykkelige liv, viser undersøgelser, at vi bliver mere og mere syge i sindet. En amerikansk undersøgelse viser, at hver tredje af os i løbet af et liv vil leve op til kriterierne for en psykiatrisk diagnose, og ifølge WHO vil depression om få år være den mest bekostelige sygdom i verden. Det paradoks har ført til udviklingen af den såkaldte ACT-terapi Acceptance and Commitment Therapy (udtales i et ord, red.), som har til formål at få os til at acceptere smerte frem for at flygte fra den. For flugten fra ubehag er det vestlige menneskes egentlige lidelse:

»Der kommer mere og mere psykisk sygdom, og samtidig har vi skabt et samfund, der ikke accepterer nogen former for ubehag.

Det er blevet helt almindeligt, at hvis man oplever den mindste form for tristhed eller ubehag ved sin krop, stress eller en krise, er det noget, der skal kureres. Senest med forskning i en vaccine mod stress,« siger Susan Møller Rasmussen, medstifter af Dansk Selskab for ACT, som sammen med kollegaen Ole Taggaard har skrevet bogen Introduktion til ACT.

Bestemt til lidelse

Men til trods for at der aldrig før har været så mange behandlere, som har lagt deres kræfter i at kurere stress, angst og depression, ser det ikke ud til at virke synderlig godt på det stigende samfundsproblem.

Derfor har en række psykologer kastet sig over denne nye tilgang, der har vist lovende resultater inden for behandlingen af en række lidelser.

Det centrale aspekt af ACT er accepten af ubehaget, som for mange af os forekommer naturstridigt:

»Evolutionen har fordret, at mennesker kunne forudse potentielle farer og flygte. I den moderne tid er det ikke så meget løver og sabeltigre, vi flygter fra, men andre farer som farlige sygdomme eller at blive afvist fra gruppen. Og der kan vi flygte ved at drikke, arbejde meget, shoppe eller gøre skade på os selv. Strategier, der dulmer her og nu, men som på sigt kan forringe vores livskvalitet. Men de ubehagelige følelser har traditionelt en funktion - nemlig at hjælpe os til at overleve. Derfor kan man ikke fjerne dem. Det drejer sig om at lære at rumme dem,« siger Susan Møller Rasmussen.

I bogen Lykkefælden beskriver den britiske læge, terapeut og stressekspert Russ Harris hvordan målet for en stenaldermand var at få mere og mere: Flere våben, mere mad, bedre husly - alt sammen for at sikre sig sin egen og sine børns overlevelse.

»Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at vores moderne bevidsthed også stræber efter 'jo mere, des bedre': flere penge, mere status, en bedre krop, mere kærlighed, en bedre partner ... På denne måde har evolutionen formet vores bevidsthed, sådan at vi næsten er bestemt til at komme til at lide rent mentalt ...«

Ifølge Harris er måden, vi jagter lykken på, med til at gøde jorden for stress og depression. Susan Møller Rasmussen henviser til, at titlen på den mest kendte amerikanske selvhjælpsbog er Feel Good.

»Inden for ACT opererer man med et begreb, der hedder feelgoodism - at man dyrker den kultur, at det skal være lykkeligt, og at der er nultolerance over for ubehag. Vi bruger vores fantastiske evne til problemløsning, når vi oplever ubehag som grublerier, negative følelser eller kropsligt ubehag. Men det har jo ikke reduceret antallet af lidelser.«

Ifølge Susan Møller Rasmussen kan diverse psykiatriske diagnoser være et eksempel på, hvordan man finder tryghed i at sætte etiketter på tilstande.

»Så har vi de virkeligt lykkelige i en bås og de andre i en anden,« siger hun og understreger, at ACT ikke er imod diagnoser, de anses som et nyttigt redskab.

»Men forskningen i de sproglige processer, forstået som vores tanker, følelser og kropslige fornemmelser, tyder på en form for destruktiv normalitet, som gør psykisk smerte til et menneskeligt livsvilkår. Måske er det mere normalt at være unormal, end vi tidligere har antaget,« siger Susan Møller Rasmussen.

Livsværdier

Mennesket bør således søge efter den lykke, der handler om at leve et rigt, alsidigt og meningsfyldt liv - ikke den lykke, der betyder konstant at have det rart.

En af ophavsmændene til ACT, den amerikanske psykologiprofessor Steven C. Hayes, har formuleret det således:

»Livet er et valg. Psykisk smerte er ikke et valg. Du vil opleve smerte og have problemer, lige meget hvad du gør. Dit valg består derfor ikke i, om du vil føle smerte eller ej. Det består i, om du vil leve et meningsfyldt liv eller ej.«

Indledningsvis handler det om at udpege sine livsværdier - og dernæst om at handle, så man bringer sig tættere dem, også selv om man undervejs møder smerte.

»... værdier er en livsretning, som du skal gennemleve igen og igen hver eneste dag i dine handlinger, store som små. Værdier er kort sagt det samlede resultat af det, som du bruger din tid på, og ikke det, som du tænker og føler om dine handlinger,« som det påpeges i ACT-bogen Slip vreden, hvori det også siges om det at klargøre sine livsværdier:

»Hvis du kun ved, hvad du ikke skal gøre, er du lige så langt væk fra livet som en død mand.«

En kort - om end lidt makaber - måde at klarlægge sine værdier på er ved at skrive sin egen nekrolog.

JoAnne Dahl er lektor, docent og ph.d. på Institut for Psykologi ved Uppsala Universitet og har forsket i ACT igennem 10 år. Hun anses for at være blandt de fremmeste forskere på området og har skrevet flere bøger om ACT. Senest har hun forsket i, hvordan også kroniske smertepatienter kan få gavn af ACT-tilgangen. Også her er livsværdierne afgørende for at få sporet mennesker ind på, hvordan de kan leve et meningsfyldt liv.

Nyt syn på stress

»Imens traditionel kognitiv terapi fokuserer på at ændre folks tankegang, har ACT til formål at acceptere tankerne, som de er, og at være bevidst om sine værdier. I den vestlige verdens kapitalistiske og materialistiske samfund har mennesket for vane at værdsætte ting uden for sig selv. Opgaven er at få dem gjort bevidst om deres egentlige værdier,« >siger JoAnne Dahl og tilføjer, at disse basalt set er de samme for alle mennesker - nemlig at være god ved deres børn og at få gode relationer til andre mennesker.

»Det kan lyde banalt, men ofte glemmer vi det og fokuserer på, hvad der er galt med vores liv.« >

JoAnne Dahl forsker i ACT på verdensplan. Hun er i øjeblikket i gang med et projekt om, hvordan korttidsbehandling med ACT kan hjælpe ofre for vold i hjemmet blandt australske aboriginer. En bemærkelsesværdig undersøgelse af ACT's indvirken på psykotiske patienter har vist, at man kunne reducere antallet af hospitalskrævende tilbagefald med 50 procent, og der er lovende resultater i behandlingen af stofmisbrug. Terapien tegner dermed til at kunne mere end at lindre depression, angst og stress. Sidstnævnte opfattes i modsætning til den gængse forståelse ikke udelukkende som en overbelastningssygdom, påpeger Susan Møller Rasmussen:

»Inden for ACT opfattes stress snarere som behovet for at få afklaret nogle værdier. Der er undersøgelser, der viser, at ACT har rigtig god effekt i behandling af stress på arbejdspladsen. Mange oplever, at de får mere kontrol over deres arbejde, fordi de bliver klare over, hvilken slags ansat de gerne vil være, og hvad der er vigtigt for dem i deres arbejde,« siger hun.

De sande tanker

Mens psykisk sygdom er afsæt for de fleste terapiformer, tager ACT udgangspunkt i psykisk sundhed forstået som psykologisk fleksibilitet. Det handler ifølge Russ Harris om at kunne tilpasse sig en situation med åbenhed, opmærksomhed og koncentration og om evnen til at handle konstruktivt i overensstemmelse med sine værdinormer. I den forbindelse kan mindfulness-øvelser med fordel indgå i ACT-terapien, hvor psykologens funktion også er anderledes end den traditionelle behandlerrolle. I ACT optræder terapeuten snarere som en træner, der kan ruste klienten til en mere fleksibel tilgang til tilværelsen.

»Forskningen viser, at hvis du forsøger ikke at tænke på noget, er der en tendens til at det er præcis, hvad du gør. Og uanset om det lykkes i den periode, vil tankerne dukke op igen. Det handler om at blive bedre til at forholde sig til det direkte oplevede, i stedet for at knytte sig til tanker og forestillinger, som trækker dig væk fra det, der er vigtigt for dig.« siger Susan Møller Rasmussen.

Det smager lidt af en kopi af noget buddhisme og meditation?

»Fuldstændig rigtigt. Det er et ydmygt forsøg på at sætte teori på den buddhistiske filosofi.«

Men skal vi så alle sammen sætte os ned og drikke urtete?

»Nej, men måske har vi brug for en retning. At finde en mening i livet, som kan være svært, hvis man forsøger at leve op til tanken om at være perfekt. Så vil man ofte komme væk fra det, der egentlig er meningsfuldt, som eksempelvis nærheden til dem, du holder af. Mange religiøse vil nok have en mening med livet, men inden for ACT handler det om at finde sine personlige livsværdier og søge at leve efter dem,« siger Susan Møller Rasmussen.

Russ Harris gør i sin bog villighed til et centralt punkt for, hvordan man opnår livskvalitet.

»Du er villig til at udholde ubehaget, ikke fordi du har lyst eller nyder det, men fordi det er dét, der skal til, for at du kan opnå det, du vil.«

Susan Møller Rasmussen betoner dog, at ACT-behandlere ikke dyrker smerten:

»Men en ACT-behandler kan være en god træner i at udvikle den psykiske fleksibilitet, der gør os mere robuste i forhold til smerten,« siger hun og henviser til det såkaldte pragmatiske sandhedskriterium:

»Tanker og følelser er sande, hvis de fører dig i retning af det liv, der er værdifuldt for dig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Svejgaard

Ak ja, gammel viden og visdom på nye flasker og med nye etiketter.

Udover buddhisme, taoisme og mange andre filosofier minder ATC også f.eks. om østrigeren Viktor Frankls logoterapi.

Men det kan da godt være, at gammel viden er blevet overset eller glemt i strømmen af 'lykkefilosofier', og så er det jo fint at få den genopfrisket.

Olav Bo Hessellund

Interessant læsning – og enig med Kirsten: der er grundlæggende tale gammel vin på nye flasker: et forsøg på en terapi tilpasset den sekulariserede tid, vi lever i. Set fra en religiøs vinkel er problemet for flere år siden på prægnant vis formuleret af den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich, som jeg derfor ikke skal undlade at citere:

”At fly til verdens ende ville ikke være at undslippe Gud. Det er netop, hvad vor tekniske civilisation forsøger for at blive frigjort for sin viden om, at den mangler en kerne af liv og mening. Den moderne måde at flygte fra Gud på er at styrte stadig fremad så hastigt som solens stråler før dens opgang, at erobre mere og mere rum i alle retninger på enhver menneskeligt mulig måde, altid at være aktiv, altid at lægge planer og altid forberede sig.”

Med fare for at lyde som en sur, ældre herre, priser jeg mig lykkelig for ikke at være ung i dag, hvor et gennem-kommmercialiseret samfund gør alt for, at aflede én fra beskæftigelse med væsentlige ting. Vi er kommet dertil, at man i dag ikke gøre sine daglige indkøb uden at blive lullet ind i åndssvag muzak - en raffineret form for hypnose, som givetvis virker efter hensigten: at øge omsætningen.

Når livet reduceres til et spørgsmål om hvem, der er bedst til at multi-taske, netværke og i det hele taget at kunne følge med strømmen, tidsånden, trenden, så indebærer det, såvidt jeg kan se, at evnen til opmærksomhed og til at fastholde denne gradvist nedbrydes. Og det er næppe nogen tilfældighed, for her rører vi nok ved livsnerven i det kommercialiserede, vestlige forbrugersamfund, hvor eftertænksomhed, fordybelse og kritisk fornuft er gift for et sadant
samfund. Men så er det jo godt, at vi har tabloidpressen, opinionsundersøgelser, tv2 og andre kommercielle medier, som kan tænke for de, der ikke selv orker det.

Har i øvrigt aldrig forstået de undersøgelser, der hævder, at danskerne skulle være et af verdens lykkeligste folk, når vi samtidig er et af de lande, hvor brugen af anti-depressiv medicin er mest udbredt – og det nyeste skulle være, at stadig flere børn herhjemme får psykiatriske diagnoser. Meget tyder på, at rodløsheden og rådvildheden breder sig mere og mere i de små hjem.

Jo, ATC skal nok få sin gang her på jorden.

"Mennesket bør således søge efter den lykke, der handler om at leve et rigt, alsidigt og meningsfyldt liv - ikke den lykke, der betyder konstant at have det rart."

Mmmh - ikke sikker på, at jeg er enig her.

Det lyder for mig som en implicit resignation; et konstant rart liv er utopi, og man må derfor skifte dette ideal ud med alternativet - at acceptere sine lidelser. Man tilpasser idealet til den forestående virkelighed.

Det er en form for fatalisme; jeg kan ikke opnå, det jeg ønsker - så lad mig i stedet ønske, det jeg kan opnå.

Vi kan ikke snyde sindet. Det graviterer spontant mod behag. Behag er vores inderste natur, og derfor er vi instinktivt disponeret for at flygte fra ubehag og søge behag. Lidelse kan kun fjernes med velbehag. Men man er nødt til at forstå, hvorfra dette velbehag kommer, og hvad det betyder.

Et rigt, alsidigt og meningsfyldt liv - med ubehag - er en metalykke, en intellektuel lykke, et surrogat og en selvsuggestion, som aldrig rigtigt kan slukke sindets tørst efter sin egen essens.

Lykke uden behag eksisterer således ikke. Lykke *er* behag, fylde, fred, fryd og tilfredshed.

Problemet opstår i det øjeblik, jeg tror, at behaget er en tilstand, der er betinget af forhold, mennesker og ting omkring mig. Det er det ikke. Det er min iboende essens, og derfor er al spirituel praksis altid funderet på det princip, først at lære sig selv at kende; at vende blikket indad. Og når jeg først har rørt min essens, da vil jeg opleve den i alt omkring mig.

Det moderne menneskes store ulykke er, at det har fortabt sig i verden, verden uden for sig selv, hvor lykken ikke eksisterer. Hvor intet af det, mennesket fundamentalt hungerer efter, eksisterer. Og således bliver menneskets evige rastløse jagt fra vugge til grav, en jag efter vind, efter sin egen skygge. Og lykken bliver et fjernere og fjernere mål, i takt med at begæret og afhængigheden bliver dybere og dybere.

Dette er den gamle vin. Det er essensen af Buddhismen, Vedanta - ja selv det Kristne evangelies mere esoteriske afsnit.

Stress, angst og alle andre former for lidelse er blot symptomer på denne fremmedgørelse og afsondring fra min indre essens. Og derfor er rejsen tilbage til den også ophævelsen af al lidelse, og realiseringen af det konstante velbehag. De to ting er nærmest synonyme.

Så det ubetingede velbehag er ikke nogen moderne utopi. Det er heller ikke et kunstigt opreklameret behov. Det er tværtimod udtryk for en meget naturlig urdrift hos os. Det er ikke uopnåeligt, og det ligger ikke fjernt fra os - tværtimod ligger det lige bag det slør, der udgøres af vore forskellige negative tankemønstre.

En afgørende forudsætning for at kunne forcere barrieren af negative tanker, er netop ikke at acceptere dem, men disassociere sig fra dem, og i sidste instans kortslutte dem. Den kognitive faktor er absolut afgørende.

Vejen til den permanente lykke er ikke et hurtigt fix. Det kan ikke købes for penge, og der findes ingen hurtige genveje til den.

Det kommer ikke uden en eksistentiel investerering af sig selv.

/O

Mennesket er et socialt dyr. Jeg tror at meget af den meningsfuldhed man finder i sit liv finder man i relationen eller manglen på samme til andre mennesker.
Dybe følelsesmæssige bindinger til andre mennesker er der den stor lykke og ulykke skal findes.
Man har altså ingen garanti for altid at 'trække lykken', - eller rettere man kan være et sikker på at lykke og ulykke vil være forbundne -det mennekse du har stærke positive følelsesmæssige bindninger til vil dø en dag eller du vil dø for vedkomne - sorgen undgår man ikke
- men man må tage chancen hvis man ønsker at opleve lykke blot et kort øjeblik ind i mellem - alternativet er et overfladisk og ensomt liv

Mads Kjærgård

Verdens lykkeligste folk? Tja når det er normen og et tegn på succes at være lykkelig. Hvem pokker svarer så en interviewer eller indrømmer overfor sig selv at man ikke er det? Lykke er da forøvrigt en tilstand som er kortvarig ikke noget man render rundt og er hele tiden.

Vi mennesker bærer hver især på en mental, arv som vi har fået overleveret fra vore forfædre og -mødre via generne. De reaktionsmønstre vi har indbygget i vores hjerne, udgør sammen med vor egen opvækst, og alt hvad vi har oplevet indtil dette øjeblik vores egen personlige programmering eller åndelighed. Via ens programmering har man opbygget et helt sæt automatiske instruktioner, som man hele tiden er under indflydelse af bevidst eller ubevidst.

Når man arbejder med sin egen åndelighed, så arbejder man på at blive bevidst omkring sin programmering, og man arbejder på at frigøre sig eller - som et minimum - at leve i ”fredelig” sameksistens med de automatikker som denne programmering udfører gennem en selv.

En manglende følelse af lykke og glæde ved tilværelsen kan henføres direkte til den indflydelse, som disse automatikker udøver. Når man er under indflydelse af sin programmering, så oplever man nemlig aldrig verden, som den er, man oplever derimod altid udelukkende verden, som man selv er.

Kirsten Svejgaard

Olivier Goulin:

Det forekommer mig, at du starter med at erklære dig uenig og ender med (indirekte) at erklære dig enig: "Vejen til den permanente lykke er ikke et hurtigt fix. Det kan ikke købes for penge, og der findes ingen hurtige genveje til den.

Det kommer ikke uden en eksistentiel investerering af sig selv."

Jeg forstår heller ikke helt din sammenligning med buddhismen. Nirvana er jo netop ikke permanent lykke, men den permanente intethed.

Det handler om, at vejen til "lykken" (hvad det så er for en størrelse) af og til må gå igennem smerten, og vil man undgå smerten, når man aldrig frem til nogen lykke.

Hans Jørgen Lassen

Hvad skal man overhovedet med det der mærkelige lykkebegreb (som Kirsten også er inde på)?

Livet handler om at foretage sig ting, som man af den ene eller anden grund gerne vil foretage sig.

Et tilfredsstillende liv er et liv, hvor man udøver aktiviteter, som man selv finder giver en vis mening.

Ikke nødvendigvis en højere, spirituel eller ligefrem religiøs mening. At dyrke kartofler eller hugge brænde giver mening. Leg gør såmænd også.

Flugten fra ubehag er det vestlige menneskes egentlige lidelse

og

Evolutionen har fordret, at mennesker kunne forudse potentielle farer og flygte.

... og så må jeg spørge: Hvordan kan evolutionen ramme kun det vestlige menneske?

Evolutionen lærte os alle enten at flygte - eller at kæmpe.

Problemet er at det vestlige menneske har fortrængt den individuelle kamp for egne ideer, og har indordnet sig kæft, trit og retning.

... og nu skal vi i følge ACT tænke lykkelige tanker mens vi udholder smerten...

Rend mig i r.... en gang neo-nonsens.

"Stress, angst og alle andre former for lidelse er blot symptomer på denne fremmedgørelse og afsondring fra min indre essens. Og derfor er rejsen tilbage til den også ophævelsen af al lidelse, og realiseringen af det konstante velbehag. De to ting er nærmest synonyme."

Kunne det tænkes at jagten på den indre essens er det der giver stress og ulykke?

At ideen om den indre essens er noget opreklameret ævl, der i sidste bare opdyrker et kæmpemarked for millionøsemetoder, terapimetoder og andre metoder der undergraver det faktum at vi ikke er noget uden hinanden. Meningen med livet? Kunne det være at være noget for andre - bidrage til noget der ligger uden for ens eget projekt?

Modsætningen til lidelse og ubehag er velbehag ikke lykke. Fraværet af lidelse og ubehag er ikke en lykketilstand blot en behagelighed
Jeg synes ikke der skelnes tilstrækkelig skarpt mellem de begreber i artiklen
Lykkelig er man i realiteten kun i korte øjeblikke - og ofte i tilbageblik. Man tænker tit 'hvor var jeg lykkelig den gang' men den gang så man ofte
ikke på sig selv som lykkelig - måske plagedes man af tvivl eller ængstelser eller ærgrelser
Så lykken er tit et skønmaleri ligesom det man har af sin barndoms somre hvor solen altid skinner
Når danskere kaldes verdens lykkeligste folk menes der måske kun at vi er de mest tilfredse
- vi har vel dybest set heller ikke så meget at være utilfredse med sammenlignet med andre

Kirsten,

Det er det overordnede budskab i artiklen, at lykke ikke forudsætter eller indebærer fravær af ubehag, jeg vender mig imod.

Hvis der er ubehag i mit sind, så er ideel lykke ikke muligt. Eksempelvis er lykke og angst eller stress ikke foreneligt.

Jeg mener ikke, man kan sige at Buddhismen søger 'intetheden', og Nirvana er heller ikke intethed. Det er nok snarere 'althed' i sin kausale og ikke-dualistiske form.

Buddha nævner selv, at man ikke skal forfølge den forgængelige lykke, fordi den altid fører sin duale modsætning. sorg med sig. Men det er den verdslige lykke i form af tilknytning, han taler om.

Omvendt siger han også, at meditation og selvrealisering er vejen til permanent og sand lykke. Lykke er en af sindets grundmodi, som faktisk kommer af renhed. Derfor er fred, i lighed med lykke, ikke opnåeligt uden renhed. Og renhed er dybest set det, den 8-foldige vej handler om. Renhed i tanke, ord og handling.

/O

Ursulea spørger:

"Kunne det tænkes at jagten på den indre essens er det der giver stress og ulykke? "

Nej, tværtimod. Det er den eneste jagt, der fører til noget mål. Og når du berører den essens, så ophæves al stress og ulykke.

Det er jagten på verdslig lykke og komfort, der er futil, og bringer dig stress og ulykke.

Det er ikke noget ævl, og det er desværre alt for lidt 'opreklameret'.

/O

@Niklas Monrad
Jeg flugter klart den amerikanske frihedserklæring: "retten til liv, frihed og stræben efter lykke" - skam til den der ikke gør det - men jeg bryder mig ikke om ordet "stræben", det rimer efter min mening for meget på ordet "grådighed".

...og faktisk mener jeg at have læst, at der var diskussion om indføjelsen af netop det ord.

Nu tror jeg endelig jeg har tydet overskriften på denne artikel:
"Flugten fra det ubehagelige (lugtende?) vestlige menneskes egentlige lidelseshistorie."

Stræben er da bare det samme som at gøre sig umage eller anstrege sig for at opnå noget, i modsætning til at lægge sig i sofaen og forvente at det kommer af sig selv - selvom jeg personlig også kan opnå en vis lykkefølelse ved blot at gøre det ..

Stræben er vel egentlig som spisning?

Det er godt at spise indtil man er mæt af gode sager. Hvis man fortsætter derefter går det over i grådighed, hvilket vel også er forklaringen på det moderne fedmeproblem?
Det er nok bare et spørgsmål om, at for meget af det gode er ikke godt!

Hans Jørgen Lassen

Hvordan faen kan man fyre noget så tåbeligt af som:

det vestlige menneskes egentlige lidelse

Jeg kender én, der engang brækkede en arm (min bror), jeg kender andre, der lider af det ene og det andet, uden at de dog ophøjer det til noget generelt menneskeligt, endda vestligt menneskeligt.

Selv er jeg forkølet. Hvilket jeg selv anser for temmelig uinteressant i en større sammenhæng, og i hvert fald uideologisk.

Hans Christian Andersen

Mennesket som er totalt opslugt i eget tankeunivers ved det ikke selv, og derfor bruger det alt sin energi på at lede efter noget som kan bekræfte det i, hvad det allerede ved.

Dermed opdager det aldrig noget nyt, for det har det menneske afskåret sig selv fra.

Men pyt med det. Dem som ikke tør at undersøge det selv, dem som ikke tør at mærke det på sin egen krop, er ikke relevante.

Relevante er kun de, som tør udfordre sig selv - så skal de andre nok følge efter senere...