Læsetid: 2 min.

Om at føre samtale

At kunne eller ikke kunne føre en meningsfuld samtale med andre mennesker - det er spørgsmålet
Glæden over at kunne samtale omkring en påtrængende (men ikke anmassende) fællesmængde med en række mere eller mindre fremmede mennesker om noget, der hæver sig over hverdagens banaliteter og hører til en af tilværelsens mere ubesungne glæder.

Glæden over at kunne samtale omkring en påtrængende (men ikke anmassende) fællesmængde med en række mere eller mindre fremmede mennesker om noget, der hæver sig over hverdagens banaliteter og hører til en af tilværelsens mere ubesungne glæder.

Jan Djenner

2. september 2010

Vi var til noget festivitas i weekenden. Et bryllup, faktisk. Og det fandt sted i en stemning af kærlighed, overskud og generøsitet, så kom ikke her. Men altså, et arrangement af den slags, hvor man sidder bænket længe samme sted, mens taler og optrædener og sligt pågår i rigt mål. Det var, alt sammen fint og i orden, der blev sagt både kloge og rørende ting og det var som det skulle være. Men vigtigst i en sådan sammenhæng er nu det bord, man anbringes ved, de mennesker, man skal tilbringe det der x-antal timer med, mens det formelle løber af stablen. Jeg var forkælet til begge sider med både elegante og interessante borddamer på samme måde, som der over for mig sad mennesker med hvem samtale kunne føres på allehånde planer. Det var indlysende en fornøjelse, tiden fløj af sted, og før vi vidste af det, blev der ryddet af og de medbragte dansesko kom på gulvet til et swingende lille orkester. Det var en fornøjelse, hvilket er værd at nævne, da jeg har oplevet lignende situationer, hvor det så absolut ikke var tilfældet.

Hylder dialogen

Dagen efter oksede jeg rundt i haven med plæneklipper, rive og trillebør og fik plænen til at se helt civiliseret ud. Og apropos civilisation drejede mine tanker sig denne smukke kølige augustsøndag om begrebet samtale. Jeg gennemgik i tankerne gårsdagens fest, de samtaler jeg havde været engageret i, hvem der havde sagt hvad - og hvordan meget af det hang ved endnu og egentlig ansporede til videre samtale. Og så rodede mine tanker sig ud ad nogle tågede tangenter, der havde noget med begrebet dannelse at gøre. Forstå mig ret - jeg har det fuldstændig som en yngre kollega, der for et par dage siden hævdede, at der på hans gravsten nok ville komme til at stå noget i retning af 'Her hviler en halvstuderet røver,' så det er ikke det.

Men hvad taler vi om, når vi taler sammen - ikke mindst med mennesker, vi ikke kender godt nok til sådan uden blusel at åbne godteposen for? Hvor taler vi fra - og hvad har vi med i bagagen? Thi vi er givetvis alle sammen eksperter inden for vores eget (ofte snævre) område, og det er vi den søde grød nødt til at være, på den anden side er der vel næppe noget værre end den situation, hvor man trænges op i et hjørne af en fagidiot, der bombarderer én med faktamættede udsagn om noget, der rager én en høstblomst. Hvorfor glæden over at kunne samtale omkring en påtrængende (men ikke anmassende) fællesmængde med en række mere eller mindre fremmede mennesker om noget, der hæver sig over hverdagens banaliteter (eller i hvert fald forsøge at give også dem en dybere mening) hører til en af tilværelsens mere ubesungne glæder. Så tillad mig et øjeblik at hylde viljen til at mødes i en dialog, hvor hverken hjerne eller hjerte sættes på standby. Det er dog også en gave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu