Læsetid: 4 min.

Hvad skal vi med Folketinget?

Det eneste ansvarlige for et protest-parti er at afvise ethvert ansvar for alternative løsninger. Man skal sige 'nej' og 'nej' og 'nej'
Her går det galt. Fælleslistens formand, Leif Hornshøj, svarer på spørgsmål om partiets program. Men med partiprogrammet opløser protesten sig og bliver en spiller på magtens banehalvdel - og der er protesten dømt til at tabe.

Her går det galt. Fælleslistens formand, Leif Hornshøj, svarer på spørgsmål om partiets program. Men med partiprogrammet opløser protesten sig og bliver en spiller på magtens banehalvdel - og der er protesten dømt til at tabe.

Christian Als

11. september 2010

Det starter som protest, så bliver det til et program, og dér er protesten væk. Nye partier skal lave et nyt program, men når de har gjort det, bliver de ligesom alle de andre. Og de mister momentum som det nye sted. Sådan er det gået det nyeste parti, Fælleslisten, som nu har fremlagt deres politiske program. Det samme skete for Ny Alliance dengang, det var et nyt parti: Hele verden krævede et program, men samme verden afviste det program, der endte med at foreligge. Man vil have et program fra de nye partier, når de ikke har det, men når de får det, vil man ikke have det alligevel.

Det er sådan set ikke et urimeligt krav, at dem, der protesterer, må kunne svare på, hvad de vil have i stedet. Hvis man afviser de eksisterende løsninger, må man selv levere en bedre løsning. Det er et anerkendt princip i forhold mellem mennesker, at et 'nej' til det bestående må følges på af et bud på noget, man kan sige ja til. Det virker selvfølgeligt og rimeligt: Hvis man protesterer, må man også komme op med et program.

Styrkens navn er utilfredshed

Men det er ikke en rimelig fordring: For lovgivning i et komplekst, moderne samfund kan ikke sammenlignes med at lave regler mellem mennesker i hverdagsforhold. Det kræver ekspertise at lave love; det kræver et enormt embedsapparat at udregne forudsætninger, forudsige effekter og overskue avancerede sammenhænge. Der er finansielle kriterier, sociale forpligtelser, juridiske begrænsninger og faglige hensyn, som bestemmer, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Og den viden har protestpartier ikke, og de skal ikke have det. De siger nej til det, der er, og deres styrke skal måles på den utilfredshed, de kan mobilisere. Fælleslisten er stærk, når borgere brænder deres Venstre-medlemsbøger af på torvet i Lemvig og konfronterer statsminiteren til et offentligt møde. De kan skabe en bevægelse imod opførelse af de meget høje vindmøller, men bevægelsen falder sammen, hvis de lader sig presse til at fortælle, hvor energien så skal komme fra. Så har de tabt. Det er overmagtens strategiske afvisning af afmagtens 'nej': Man spørger, hvad ville I selv gøre? Man spørger lederne, pædagoger og sygeplejersker, hvordan de vil skaffe pengene, hvis de afviser nedskæringer. De utilfredse bliver udstillet som uansvarlige, der kun kan sige 'nej', og man fremstår selv som de ansvarlige.

På den måde kan de, der bestemmer, retfærdiggøre, at de bestemmer, og at det er de andre, uansvarlige, der bliver bestemt over. Det er også strategien i den siddende regerings kampagne mod oppositions forslag til 'en fair løsning': Det er ikke 'ansvarligt', det er ikke en 'rigtig plan', det er 'fugle på taget'. Deres attentat på planen handler ikke om holdninger, men teknik: 'De kan ikke lave en rigtig plan. De har ikke kompetencerne.' Den kritik kunne man rette mod enhver opposition: For ingen partier i opposition har kompetence og ekspertise til at skabe deres egen lovgivning. Man kan komme med målsætninger og ideer, men man kan ikke vise, hvordan man vil realisere dem, før man sidder på centraladministrationen.

Anerkende overmagten

Denne konflikt peger på et andet forhold mellem regering og opposition end det, der normalt antages: Formelt er Folketinget den lovgivende magt, og regeringen er den udøvende magt. Men reelt er det under en tyvendedel af lovene i Danmark, som skabes i Folketinget. Langt, langt de fleste love forberedes og skabes i ministerierne af embedsværket. Man stemmer for og imod lovforslag i Folketinget, men man skaber ikke lovforslag dernede. Så kan man selvfølgelig hævde, at det hele er spil for galleriet: Regeringen er både den lovgivende og den udøvende magt, og oppositionen kan kun føre permanent valgkamp og køre personsager. Regeringen kan skabe reformer og love, og oppositionen kan enten fremstå som ansvarlig og sige 'ja' eller uansvarlige og sige 'nej'. Lige meget, hvad de siger, ender de med at anerkende de andres overmagt.

Det er parlamentarismens moderne vilkår, og det har længe været en analytisk sandhed, at lovgivning ikke foregår i parlamentet. Det er nærliggende at kalde Folketinget for et meningsløst dilettantteater. Men det er stadig det sted, hvor de folkevalgte kan drage de regerende til ansvar. Man kan kalde ministeren i samråd og stille spørgsmål til administrationen. Og der er desuden en kvalitet ved karakteren af dilettant-teater, som berettiger Folketinget: Det er her folkelige impulser, borgernes ubehag og andre protester bliver tydelige og offentlige. Folketinget bliver til forbindelseskanal mellem dem, der bestemmer, og dem, der bliver bestemt over. Mellem administrationen og de administrerede. Og så snart de administrerede begynder at opføre sig som administrationen, spiller de et spil, de har tabt på forhånd.

Det radikaliserede nej

Derfor er de det eneste ansvarlige for et protest-parti at afvise ethvert ansvar for alternative løsninger. Man skal sige 'nej' og 'nej' og 'nej' og dermed tvinge dem, der kan levere svarene, til at levere bedre svar. Og hvis man endelig skal gå fra protest til program, skal man man radikalisere sit nej: Her kan man lære af Glistrup, og Fælleslistens ulykke er netop, at de ikke har en Glistrup: Han krævede opstilling af havregrødsautomater i stedet for offentlige ydelser og erstatning af forsvaret med en telefonsvarer. Han gjorde det positive til en parodi, som i virkeligheden ikke var andet end en negativ gestus. Han sagde ja til noget så absurd, at det blev til et nej. Og således blev selv programmet til en protest. De kæmper stadig med at finde et svar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

Fælleslisten vil decentralisering i modsætning til den DDRagtige centralisering Venstre står for, det er squ program nok for mig indtil videre. Desuden kunne jeg godt tænke mig nogle politikere der ikke på forhånd hævder de har svaret på alting. Det er derfor det er gået galt for Danmark, vi har en regering der ikke er i stand til at ændre kurs og retning fordi de har en mening der sidder ubehjælpelig fast.