Folkedomstolen er en uhyre og uhyggeligt magt: Du kan ikke svare igen på dens domme, og du kan ikke appellere dens afgørelser. Den viser sig i anonyme meningsmålinger og stemmer ved valg. Der er aldrig nogen, som er Folkedomstolen - den er bare et 'man', som ingen ser eller møder. Folkedomstolen er på den ene side et statistisk spøgelse uden ansigt, men på den anden side er den folkestyrets højeste instans.
Den kan på få sekunder ødelægge, hvad det har taget et liv at bygge op. Det er lige meget, hvor dygtig man er som administrator, hvor fin en uddannelse man har taget, eller hvor meget man ved om, hvordan man realiserer de store mål for fællesskabet: Hvis man får Folkedomstolen imod sig, er man færdig i politik. Hvis man bliver stemplet som alkoholiker, anløben, bedrager, nazist eller spritbilist, kan man ikke blive en kompetent og klog leder.
De troende
Sådan er det i hvert fald for dem, der frygter Folkedomstolen. De ser den som en ond og ubarmhjertig overmagt. De forfærdes over, at dens domme er vilkårlige og tilfældige. De, der er bange for Folkedomstolen, er dem, der tror mest på den. Det er ligesom med ateisterne og Gud: Mange moderne ateister er i virkeligheden de mest troende mennesker, fordi de tror på, at folk i gamle dage virkelig uden tvivl og tøven troede på en tryg gud i himlen.
Det morsomme er, at modstanderne af Folkedomstolen bliver ved med at tro på dens ondskab og vilkårlighed. Når Helle Thorning-Schmidts skatteforhold underkastes journalistisk undersøgelse, kaldes det 'karaktermord' og 'hetz'. Og da Lars Løkke Rasmussens bilag, forbrug og hotelbesøg over flere uger blev udstillet, hed det sig, at han kæmpede for sit politiske liv. De store skandaler og offentlige affærer dækkes som regel med den patos, som kendetegner kampen om liv eller død.
Vi kender fortællingerne og forsiderne på tabloidaviser. Det taler vi meget om. Men vi kender også fortsættelserne, og dem tales der ikke så meget om: Sagen er, at de store sager ofte bliver tilgivet. Kort tid efter Lars Løkke skulle have været færdig, fik han som ny statsminister fin tilslutning i meningsmålingerne. Ikke længe efter Helle Thorning-Schmidts skattesag kan også hun være andet og mere end skandalens person. Kampen kan ende med at give hende noget, hun mangler: karakter.
De tilgivne
Og politikere har overlevet værre skandaler: Morten Messerschmidt skulle have siddet og heilet og sunget nazisange i Tivoli. Han stod selv frem i fjernsynet og indrømmede, at han ikke kunne huske, hvad han havde sagt og gjort. Han tilstod, at han ikke var herre over sine egne handlinger. Af frygt for at belaste Dansk Folkeparti meldte han sig ud af partiet og trådte ud af politik. Han troede på den onde folkedomstol, og partiets ledelse stoppede ham ikke. Myten siger, at man over for Folkedomstolen ikke kan forsvare sig mod mudderkastning: Ligegyldigt om beskyldningerne er rigtige eller forkerte, sidder skidtet fast. Men sagen om Morten Messerschmidt viser det modsatte: Han blev renset for beskyldningerne om at han havde heilet, og det, der skulle have været en nazistisk sang, var den tyske nationalmelodi. Han meldte sig ind i partiet igen, og ved valget til Europaparlamentet i 2009 fik han næsten 300.000 personlige stemmer. Han blev hyldet som valgets vinder og hædret af Folkedomstolen. Vælgerne kunne godt forholde sig fornuftigt til sladderhistorier, anklager fra Tivoli og politiske holdninger. Man skal bare ikke ignorere dem. Det hjælper altid med en undskyldning.
Noget tilsvarende skete for den unge socialdemokratiske politiker Jeppe Kofoed: Det kom ud over hele nationen, at han til en fest for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom havde haft sex med en 15-årig. Det blev kaldt en 'sexskandale', jurister blev spurgt, om det var strafbart, og Red Barnet måtte se på sagen.
Af frygt for Folkedomstolen huggede Socialdemokraternes ledelse hovedet af deres egen mand i offentligheden: De kalde det 'utilgiveligt'. Selv undskyldte Kofod og skammede sig - den unge kvinde blev åbenbart regnet for et stakkels viljeløst offer. Der gik bare fem måneder, så var Jeppe Kofod tilgivet: Han blev genopstillet som folketingskandidat og fik sit ordførerskab tilbage. Nu var den lidt kedelige karrierepolitiker blevet til noget, han aldrig havde været i nærheden af før: Han var blevet til en mand med en skæbne. Det kan man ikke få på statskundskab.
De genkomne
Der er utallige eksempler: Mogens Glistrup blev valgt ind i Folketinget, selv om han var fængslet. I forhold til vælgerne overvandt Ritt Bjerregaard alle sine personsager, og Anders Fogh Rasmussen kunne blive statsminister, selvom han tidligere var tvunget til at gå af som skatteminister. Selv længe efter Peter Brixtoftes mandatsvig og alkoholforbrug var afsløret, blev han valgt ind i kommunalbestyrelsen i Furesø Kommune.
Det er ikke sikkert, at det alt sammen er rigtigt og godt og fantastisk forstående, men det er sikkert, at folkedomstolen ikke slagter uskyldige politikere for personsager, hvis de ellers vil noget i verden. Man skal ikke ignorere den offentlige mening, det er klart. Men man skal heller ikke gøre den til en gammeltestamentlig guddom, og ret beset hører og ser man jo ikke meget fra politikerne, som ikke er hørt og set i forvejen. Det er der ingen grund til at tage frygteligt og uhyggeligt på vej over. Fanatismen er ikke ude i det, de kalder folkedybet. Den er i angsten for opinionen.
"Mange moderne ateister er i virkeligheden de mest troende mennesker, fordi de tror på, at folk i gamle dage virkelig uden tvivl og tøven troede på en tryg gud i himlen."
Det er dog den hidtil mest tumpede påstand om ateister, jeg endnu har set!
Lykkeberg er da ellers så begavet, synes jeg.
Lykkebergs kendskab til ateister er vist temmelig begrænset - og fordomsfuldt.
nu er det ligesom ikke Helle som styrer landet og kan ikke være ansvarlig for Løkkes bilags og kalender rod, sagerne er en dårlig sammenligning for deres konsekvenser er vidt forskellige(Helle snød ikke i skat, VKO er godt i gang med at ødelægge DK), en 'skattesag' som nærmest er blevet produceret for at prøve at finde noget skidt på Helles mand, indlysende for at sværte hende før valgkampen går i gang for alvor,.. kontra alle de brølere som VKO har lavet, så tror jeg godt hvilken af delene gadens parlament husker bedst.
Er Rune Konservativ? ..bare en tanke..
synes altid, han snakker udenom den varme grød..
Mange moderne ateister er i virkeligheden de mest troende mennesker, fordi de tror på, at folk i gamle dage virkelig uden tvivl og tøven troede på en tryg gud i himlen.
Rune Lykkebergs hjerne er igen blevet overophedet. Et stadigt oftere tilbagevendende problem. Desværre.
Mediestøtten skal jo i hus, så sådan er det. Demokratiet døde i 1992 i Danmark. Nu glimter fraværet.
Glimrende artikel.
Grundlæggende tror jeg på at den typiske danske vælger er hamrende fornuftig - jeg er selv "typisk" (ikke elitær på nogen måde).
Tror man ikke på, at den almindelige vælger kan magte "vælger-ansvaret" uden bortcensur af " uheldige meninger" og "hjælp" af kloge kommentatorer, så tror man grundlæggende ikke på demokratiet.
Folke-domstolen er ikke en risiko - hvis en politiker bliver "valgt fra" , så er vedkommende bare ikke sagen for vælgerne
Analysen er uskarp. Lidt pinligt, taget i betragtning at, at Lykkeberg har målrettet kommunikation som fuldtidsjob. Det, som han overser, er, at opinionen ikke blot er grå massegrød. De forskellige kandidater har forskellige vælgergrupper og derfor virker skandalehistorierne forskelligt, alt efter om de støder kernevælgergruppen på manchetten eller de blot forarger en diffus gruppe af moralister.
Socialdemokraternes kernevælgere er ikke kendetegnede ved at have en helt bestemt holdning til sex. Glistrups kernevælgere så ham som en art frihedskæmper og lur mig om ikke Brixoftes et stykke henad vejen har set ham som noget lignende. For de to har kampen mod maksimalstaten og hvad hyperliberalister og højrepopulister regner for at være frihedsbegrænsende love og økonomisk statstyrani (eller statstyveri) i et vist omfang været en ærefuld sag. DFs kernevælgere er ikke antifacister. Hvis det havde været Johanne Schmidt Nielsen der havde stået der i Grøften, ville hun have været færdig - i forhold til sin målgruppe. Anderledes forholder det sig med Messerschmidt - i forhold til hans målgruppe.
Hvis man ser på socialdemokratiske kernevælgeres forhold til skat, stiller sagen sig ganske anderledes end den gjorde for Glistrup, grundet fremskridtsvælgernes radikalt anderledes forhold til skat. SD har skat som positiv kerneværdi. Så sagen mod Helle Thorning Schmidt kunne have udviklet sig til at blive lige så katastrofal i forhold til hendes karriere som en tur i Grøften ville have været det i forhold til Johanne Schmidt Nielsens.
Følgende skrev jeg umiddelbart før jeg læste artiklen, for at checke om jeg er enig i konklusionen. Det må man sige jeg er:
"Skattesagen" er allerede gået i plus for Helle T. Et af hendes store problemer har været at hun har været for usynlig i den offentlige debat, selv når hun var "på". Skattesagen har givet hende det skær af almindelig fejlbarlighed, som har manglet. Og den i offentlighedens opfattelse uheldige trang til at beklæde sig med Gucci, er nu overtrumfet af en ny fortælling, som for engang skyld møder vælgerne i øjenhøjde. Det fejlbarlige menneske - og hvem har ikke selv sløset, fra tid til anden?
Men det går selvfølgelig ikke uden frifindelse, hos fagdommerne. Hun er blevet renset og som en anden Jørgen Leth rejser hun sig nu af asken, i en stærkere udgave. Hun klarede den! Det kommer hende selvfølgelig til gode.
Med Lene Espersen er det noget andet. Hun har ingen fagdommere at læne sig op ad og må helt og holdent overgive sig til folkets dom. Om hun også klarer den? Det kan der ikke gives noget endeligt svar på før det foreligger.
Robert Kroll:
Med den professionalisering, der i disse år foregår i Venstre spinenheden bl.a. så tror jeg ikke på dit udsagn, for der bliver kun gravet i de politikere, som V og K og DF ikke kan lide..ergo aner vi ikke meget om V politikeres DF politikeres K politikeres smuds...det bliver først gravet frem, når det er for sent.
Desværre bliver betegnelsen "folkedomstol" også her brugt om den politiske meningsdannelse, og det forhold, at vælgerne har mere eller mindre irrationelle bevæggrunde for deres stillingtagen.
Jeg har siden BT kom frem med sin grundløse påstand om Helle Thorning-Schmidt brugt udtrykket i dets juridiske forstand. Ved en folkedomstol bliver nogen dømt uden at få den rettergang, man har krav på at få et i et retssamfund af den type, kongeriget Danmark påberåber sig at være. Den summariske dom på et tvivlsomt grundlag og under en horribel bevisførelse er, hvad Thorning-Schmidt har været truet af, indtil SKAT kom med sin afgørelse, i øvrigt en afgørelse som burde få Information til at bringe en undskyldning for sin forside.
Vi skal jo ikke glemme hverken den siddende statsminister, som over 70% af befolkningen for 2 år siden dømte ude p.g.a. søforklaringerne og den manglende evne til at skelne mellem offentligt og privat forbrug.
Ej heller folketingets formand som ikke lige kunne huske hvor meget man måtte bo i sit sommerhus, reglerne for hektarstøtte eller god etik i forbindelse med ISS og Farum-sagen.
Eller finansministeren der i sin tid som beskæftgelsesminister tryllede med fakta når han skulle svare folkets repræsentanter på Tinge.
De sidder i dag på 3 af de højeste poster i Danmark. Og man kunne nævne mange flere.
Alle disse alvorlige sager er åbenbart ikke andet end kulørt underholdning for tabloidpressen (og for de efterhalsende kollegaer) - glemt i morgen ligesom gårsdagens avis....
Til Vibeke Nielsen: du har fat i noget der. Omend jeg ikke lige kan se Johanne Schmidt Nielsen for mig heile i Grøften...
Men spørgsmålet er måske hvad der overhovedet er moralsk forargeligt for en borgerlig politiker efterhånden?