Læsetid: 8 min.

Islam er ikke en kultur

For fem år siden indledte Muhammedkrisen nutidens kampe om burkaer og moskeer. De vil fortsætte, så længe Europa og USA tror, at alle muslimer er ens, vurderer Olivier Roy,en af vestens førende islamforskere
For fem år siden indledte Muhammedkrisen nutidens kampe om burkaer og moskeer. De vil fortsætte, så længe Europa og USA tror, at alle muslimer er ens, vurderer 
Olivier Roy,en af vestens førende islamforskere
4. september 2010

Op til ramadanen reklamerede Carrefour og andre store franske supermarkedskæder i år for første gang for halalprodukter. Med fem millioner muslimer i Frankrig er der et kæmpe marked. Men fordi forretningerne var bange for at nævne religion, mærkede de produkterne som 'mellemøstlige' og ikke 'muslimske'.

Det fik flere muslimer til at skrive til den gratis netavis Rue 89, at de
ikkeer fra Mellemøsten.

»Og de vil ikke have halal-couscous, men halalbøffer«.

Den internationalt anerkendte franske islamforsker Olivier Roy forklarer over telefonen fra Dreux, 80 kilometer sydvest for Paris.

Han giver sine svar på, hvor vi står i dag i forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer fem år efter, at Jyllands-Posten bragte de 12 nu berømte tegninger af profeten Muhammed - og alt, der fulgte derefter.

Halalanekdoten er et eksempel på, hvor svært Vesten har ved at forstå de herboende muslimer, som konstant finder nye måder at praktisere deres religion på - en proces, der hele tiden inddrager flere nye vestlige elementer.

Imens fortsætter Europa og USA i Samuel P. Huntingtons rille og frygter 'civilisationernes sammenstød'. Det bliver udnyttet ikke mindst af de islamistiske regimer i Mellemøsten, der for at øge deres magt over for europæiske regeringer foregiver at have stærk kontakt til og stor indflydelse på muslimer i Vesten.

Roys pointe gik allerede verden rundt i 2002. Her udgav han værket
L'Islam mondialisé(Globaliseret islam), der regnes for en af de mest skelsættende redegørelser for, hvordan muslimer praktiserer deres religion i en globaliseret verden.

Men selv ikke fem år efter tegningerne er det gået op for os, at affæren i virkeligheden indledte en ny etape af islams globaliseringsproces: Karikaturerne var langtfra en enkeltstående krise, men derimod startskuddet på en lang række af de konflikter, der brænder verden over lige nu:

»Det drejer sig ikke længere om immigration som sociologisk fænomen. I dag handler det om synligheden af religiøse tegn i det offentlige rum. Og for muslimerne er tegningerne og minareterne i Schweiz udtryk for det samme, nemlig at vores religion ikke må være synlig. Det gav dem følelsen af at være under angreb,« forklarer han.

En muslim er ikke blot en muslim

Selv om Carrefour giver alle franske muslimer det mellemøstlige mærkat, er der himmelråbende mange eksempler på, hvor langt vestlige muslimer har fjernet og fortsat fjerner sig fra forældregenerationens hjemland. »Der er en stor mangfoldighed i muslimers adfærd, især i anden generation i Europa. Det handler ikke om de kulturelle eller religiøse paradigmer fra f.eks. Mellemøsten. Andengenerationsmuslimerne redefinerer, hvad islam er for dem ud fra et vestligt paradigme,« forklarer Roy.

For eksempel åbner nogle muslimer en restaurant med fast food-halal. Andre etablerer muslimske interesseorganisationer, selv om ngo'ere ellers er en vestlig opfindelse. Andre igen vælger salafismen, eller neofundamentalismen, som Roy kalder retningen:

»De bliver strengt praktiserende, overholder ramadanen og beder fem gange om dagen. Det kan antage fundamentalistiske former, men denne fundamentalisme er overhovedet ikke udtryk for en muslimsk kultur eller tradition. Derimod drejer det sig om et tab af muslimsk kulturel tradition,« siger han.

Der er også 'de unge fra de parisiske forstæder', som med guldkæder, dyrt tøj og pitt bull-hunde mest af alt minder om unge sorte amerikanere og deres urbane subkultur.

Det samme gælder de unge muslimer, som dyrker en virtuel muslimsk menighed via nettet og kommunikerer på engelsk med ligesindede fra andre vestlige lande.

Og de, der søger i retning af terrorbevægelserne, vokser i dag hovedsageligt op i Europa. Heller ikke her er der tale om noget særligt muslimsk fænomen. Tværtimod går der en lige linje fra de radikale venstrefløjsbevægelser fra 1960'erne og 1970'erne til al-Qaeda, vurderer Roy:

»For mig at se er modellen Baader-Meinhof, den tyske Rote Armee Fraktion. De talte også om at sætte en ny verdensorden. Det er dem, som for alvor profilerede terrorismen.«

»Det er den samme logik. Og bin Laden taler ikke om religiøst indhold eller om sharia. Det interesserer ham ikke.«

Ren nationalisme

Vestens manglende forståelse af 'sine' muslimer bliver i stor stil udnyttet af de islamistiske regimer i bl.a. Mellemøsten. For selv om der er langt mere klassisk politik, end religion bag de forskellige styrer, spiller islamisterne alligevel religionskortet, forklarer Roy.

Det klassiske eksempel er Iran, som siden våbenhvilen med Irak i juni 1988 har ført en stort set nationalistisk udenrigspolitik.

Således har landet løbende handlet ud fra egne interesser og brudt gamle alliancer med andre islamistiske stater, mens de til gengæld støttede den nordlige alliance med USA og Rusland i krigen imod Taleban i Afghanistan i 2001.

Den samme strategi benytter lande som Jordan, Tyrkiet, Kuwait og Marokko.

Indenrigspolitisk befinder de islamistiske regimer sig typisk til højre for det politiske centrum og har et reaktionært syn på områder som familie og i særdeleshed på kvinders status i samfundet. De islamistiske partier tilpasser sig altså løbende de eksisterende politiske spilleregler.

Alligevel har de held til at bruge deres religiøse udgangspunkt som en slags platform:

»De instrumentaliserer religiøse begivenheder. Og Egypten griber jævnligt ind og udtaler sig på europæiske muslimers vegne via Den Arabiske Liga.«

På den måde kan islamisterne øge deres legitimitet over for vestlige regeringer, forklarer Roy. Men det sker på et falsk grundlag:

»Første generation har langt mere kontakt til deres hjemland, end anden generation har. Ellers udøves indflydelsen via ambassader og især konsulater, fordi de europæiske lande tror, at disse instanser har en betydning. Men i virkeligheden er indflydelsen mere imaginær end reel.«

Fra karikaturer til minareter

Hvorfor har Vesten fortsat så svært ved at forstå muslimer?

»Fordi man læser situationen ud fra Huntingtons analyse og tror, at en muslim per definition lever i en mellemøstlig kultur. Man forstår ikke, at det religiøse har revet sig løs fra kulturen.«

Og derfor bliver de religiøse tegn i sig selv vigtigere. Ikke så meget som en art reference til troen, men som en del af identiteten. Derfor handlede Muhammed-krisen heller ikke om blasfemi. Men Europa har det fortsat sværere med folk, der tror:

»Religion virker mere og mere underligt, fordi den ikke længere er forankret i kulturen. Den bliver skrøbelig, og derfor forsvares symbolerne så intenst.«

»Det gælder alle religionerne, også sagen om krucifikset i de italienske skoler, spørgsmålet om sikhernes turban i hæren etc.«

Således er religion simpelthen blevet en sag på lige fod med andre mindretalssager i Europa, forklarer Roy:

»Folk beder domstolene om at beskytte deres religion.«

Er det samme mekanisme, der gør sig gældende for diskussionerne om moskeen ved Ground Zero i New York?

»Den er et typisk symbolsk spørgsmål. På den ene side får moskeen ved World Trade Center en synlighed, som den ikke ville få i Bronx. Men på den anden side er det
ogsåsymbolsk, fordi modstanden udtrykker en essentialistisk vision af islam. Det vil sige, at én moske repræsenterer hele islam. I dette tilfælde er det endda karikeret, fordi det er en familie og ikke en menighed, som opfører den,« siger Roy og henviser til, at det er en rig forretningsmand, der står bag moskeen.

»Moskeen udtrykker individualisme, entrepreneurship og sponsorering. Det er fuldstændig amerikansk, men alligevel ses det som en modbydelig import fra Mellemøsten.«

Hvordan ser De truslerne mod foredragsholdere, tegnere og andre i forhold til distinktionen mellem jihadister, altså radikale individer, og islamister?

»Man skal skelne mellem to slags reaktioner. Der er den juridiske vestlige, nemlig at klage; og den er fin, for det er op til domstolene at bestemme over ytringsfriheden i Vesten. Og så er der dem, som beslutter sig for at angribe fysisk, og det er meget skidt. Problemet er, at man ser volden som en fortsættelse af protesten.«

Vi er tæt på årsdagen for den 11. september. De er Afghanistan-ekspert og har boet i landet. Tror De, det er muligt at vinde krigen?

»Det store problem er, at man ikke tog derned for at vinde krigen, men for at jage talibanerne ud og deltage i opbygningen af en stat. Det fungerer ikke på grund af tidshorisonten.«

NATO-styrkerne skal blive længere end planlagt?

»Etasbleringen af en stat i Afghanistan er en proces, der altid har taget flere årtier. Det seneste eksempel er Mohammed Zahir Sha, eller i hvert fald hans regering, der tog magten i 1933 og var 40 år om at skabe en stat, som virkede nogenlunde. I en kontekst med regional krise er det umuligt.«

Hvad er der på spil for afghanerne?

»De skal finde en national konsensus, men en sådan eksisterer ikke. Hvis vi forlader landet, tager Taleban magten, og så kommer der en etnisk borgerkrig, for talebanerne er pashtunere og vil dræbe alle de andre.«

De skriver i en af Deres artikler, at de mange klaner i landet ikke har interesse i, at der ikke er krig i Afghanistan.

»Pakistanerne og iranerne har også interesse i en borgerkrig. Det gælder også narkohandlerne.«

Kultur for sig og religion for sig

En ny danske debatbog, 'Islams magt - Europas nye virkelighed', skrevet af en tidligere minister for Venstre, Karen Jespersen, og hendes mand, Ralf Pittelkow, politisk kommentator, argumenterer for, at islam kan blive en stærk magtfaktor i de store europæiske byer, fordi den muslimske befolkning vokser hurtigt her. Er De enig?

»Hvad vil det sige at være muslim? Det er hele tiden denne essentialistiske forestilling om, at kulturen er indskrevet et eller andet sted i hjernen og videreføres via generne. Det er absurd. For det første: Hvem definerer sig som muslim? For det andet ved man, at de unge generationers demografi lægger sig op ad værtslandets. Det tager 20 år, men det er sådan, det er. Og for det tredje ignorerer det fuldstændigt alt, som er blandet: blandede ægteskaber, konvertering til og fra islam, ateister og så videre.«

De kritiserer Vestens manglende forståelse af muslimer, men hvad skal man gøre?

»Holde op med at tale om islam som en kultur og i stedet anskue den som en religion. Uden at tage sig af, hvad muslimer tænker og ikke tænker. Islam skal ses ud fra de samme paradigmer som de andre religioner. Det gælder om at holde sociologiske problemer med indvandring og unge lovbrydere og islam som religion adskildt. Selv om den unge kriminelle er muslim, er hans værdier ikke hentet fra koranen. Det, der sker mellem Hells Angels og indvandrerbanderne handler heller ikke om islam over for kristendom.«

Olivier Roy

Forskningsleder ved Centre National de la Recherche Scientifique i Paris og siden september 2009 professor ved European University Institute i Firenze.

På dansk er udkommet på Forlaget Vandkunsten:

Den globaliserede islam, 222 s., 198 kr., 2002

Afghanistan. Islam, politik og modstand. 204 s., 248 kr., 1990

Skakmat. Politisk islam: Et alternativ for de muslimske samfund. 242 s., 248 kr., 1993

Øvrige bøger:

La Laïcité face à l'Islam. 172 sider, 7,50 euro. Stock, 2005

Le Croissant et le chaos, Hachette 2007.

Olivier Roys seneste bog, 'La Sainte ignorance', (Den hellige ignorance) udkommer på engelsk i efteråret under titlen 'Wholy Ignorance. When Religion and Culture Diverge' fra Columbia University Press, 229,95 kr.

Indflydelse. En burgerrestaurant i Paris-forstaden Clichy-sous-Bois. Den frygtsomme vil se den som en 'muslimsk' - men forkert: Det er indvandrere, der tager værtslandet til sig, siger Olivier Roy. Foto: Jacky Naegelen/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Solveig Gram har begået et af de vigtigste interviews, som er har været trykt i Information meget længe. Alle bør læse det.

Johnnie Porsgaard

helt enig med Niels-Holger! minder om at jøder ikke er et folk, men en religion. Og sådan er der så mange unøjagtigheder der får lov at cykle rundt, fordi det passer nogle meningsdannere og politikere.

Kirsten Svejgaard

Glimrende interview. Her i landet er der en udbredt tendens til at identificere islam med mennesker fra visse mellemøstlige kulturer. De fleste tænker knap nok over, at der f.eks. befinder sig et stort antal bosniske muslimer her i landet, og omvendt er der en del mellemøstlige flygtninge som er kristne (eller anden ikke-muslimsk tro).

En sand lise at læse :-)
Befriende ikke-dansk og meget højt vidensniveau. Tak til Solveig Gram for også at huske at spørge Olivier Roy om Pittelkow og Jespersen!
For folk der vil vide mere om kulturernes af-, ind- og udvikling vil jeg anbefale Flemming Røgilds bog Rytme, racisme og nye rødder. Ganske vist 20 år gammel, men med mange interessante eksempler på, at kultur ikke er det statiske fænomen, som f.eks. vores højrekristne fundamentalister vil gøre den til.

Jeg er bestemt ikke 100 % enig med artiklens forfatter - men det er herligt at læse noget, som ikke er en "firkantet" sort/hvid tilgang til problemerne.

Gode pointer han kommer med, ham Olivier

Integration tager generationer, og det kræver åbenhed og accept fra værtslandet, hvis det skal lykkes ordentligt.

Mistænkeliggørelse og nægtelse af indvandreres kulturelle og religiøse særpræg virker stik mod integrationens målsætning, og avler i stedet radikalisering. Det er logisk. Hvis man erklærer muslimernes symboler krig, så vil de forsvare dem ved at insistere endnu stærkere på dem.

Derfor er det en monumental fejl, at skære så hårdt ned på de religiøse symboler i det offentlige rum.
Hvis blot vesten var lidt mindre fobisk overfor det religiøse, ville integrationen kunne foregå betydeligt nemmere.

Det paradoksale er, at man i sin iver efter at konformere religiøse mennesker til nogle sekulære krav, i virkeligheden opnår det stik modsatte; man skubber dem i den modsatte retning. Det er faktisk elementær psykologi.

De steder i verden, hvor multikulturer har fungeret og fungerer bedst, er naturligvis dem, hvor tolerancen overfor religioner har været størst.

Og her er Indien det mest iøjnefaldende eksempel. Det er idag et konstitutionelt sekulært demokrati. Men det betyder blot, at ingen enkelt religion er favoriseret. Ikke, at religiøse symboler og hovedbeklædninger ikke må forekomme i det offentlige liv. Det ville også være et absurd og håbløst krav i et land som Indien.

Intet andet sted har så mange forskellige religioner levet relativt fredeligt sammen så længe. Indien har også alle forudsætningerne. Man har en tradition for religiøs tolerance, og har overhovedet ingen religiøs fobi, tværtimod.

Selv under Mogulerne var der stor religiøs tolerance overfor hinduismen og andre religioner. Akbar den Store giftede sig tilmed med en hindu-kvinde, i integrationens sag. Så Islam er altså heller ikke nødvendigvis den eksklusive religion, man gør den til.

Jo man kan lære meget af dem.

/O