Læsetid: 6 min.

Kønslæber opereres mindre

Det nye ideal dikterer, at det er grimt med slaskede kønslæber, der hænger. Derfor er flere kvinder begyndt at få foretaget kosmetiske operationer af deres kønsdele. Operationen kan dog kun lade sig gøre ved hjælp af en medicinsk begrundelse eller en tur til Sverige
'For de fleste handler det om, at de gerne vil se pænere ud 
 i sexsituationer. Især i forhold til oralsex spiller det en rolle,' 
 siger dr. Per Gunnar Opitz 
 om de kosmetiske operationer af kønsdelene.

'For de fleste handler det om, at de gerne vil se pænere ud
i sexsituationer. Især i forhold til oralsex spiller det en rolle,'
siger dr. Per Gunnar Opitz
om de kosmetiske operationer af kønsdelene.

Science Photo Library

10. september 2010

Den trendy fisse er en lille, stram og glatbarberet revne, som knap nok rører cykelsadlen eller den stramme g-streng. Men det billede kan virkelighedens kvindelige kønsdele have svært ved at leve op til. For når alle hårene bliver barberet væk, dukker der et par rynkede hudflapper op. Flapperne ødelægger forestillingen om den perfekte, lyserøde revne, og derfor vil et stigende antal danske kvinder have fjernet de indre kønslæber.

»Kønslæberne vokser en del i puberteten, og når de unge piger ofte er intimbarberet i forvejen, kan de have svært ved at vænne sig til, at de pludselig ser anderledes ud mellem benene,« fortæller Nazila Kivi, som er tidligere forkvinde for de lægestuderendes seksualoplysning Sexekspressen, kønspolitisk aktivist og seksualrådgiver gennem de seneste seks år. På årets Roskilde Festival var Nazila Kivi med til at holde en workshop med kussetryk. De kvinder, der havde lyst, kunne få maling på fissen og sætte et farverigt tryk. For Nazila Kivi handler det om at sætte fokus på et område af kvindens krop, som sjældent bliver vist frem eller omtalt som noget naturligt.

»Kvinders kønslæber er ikke synlige til daglig, og derfor er opfattelsen af dem noget, der formes ved, at vi taler om dem,« siger hun og hiver sin anatomibog fra medicinstudiet frem.

Bogen indeholder en definition på kønslæber, som lyder:

»Deres størrelse er racemæssigt og individuelt meget varierende. Undtagelsesvist kan de hænge neden for de ydre skamlæber.«

Den beskrivelse er Nazila Kivi kritisk over for:

»Det er jo ikke undtagelsesvist, at kønslæberne hænger udenfor. Men når fagbøgerne bruger ordet undtagelsesvist, og når klinikkerne for plastikkirurgi skriver, at de fjerner 'overskudshud', bliver det gjort unormalt, at kønslæberne stikker uden for,« siger hun.

Nazila Kivi peger på, at der mangler realistiske billeder af, hvordan forskellige fisser på helt almindelige kvinder kan se ud.

»I Norge er der kommet et pik-atlas, hvor man kan se almindelige mænds forskellige pikke fra alle tænkelige vinkler. Jeg går stadig og venter på et kusse-atlas. For på den måde ville det blive lettere at se og acceptere, at alle kvinder ikke ligner små piger,« siger hun.

70'er-fissen er ude

Forkvinde for Selskab for Ligestilling, Anna Køster, mener, at det især er pornoficeringen af det offentlige rum, som påvirker de unge piger og får dem til at ønske sig, at deres fisser så anderledes ud.

»Mainstreampornoen skaber et idealbillede af, hvordan fissen skal se ud. Vi ved, at børn - heriblandt piger - ned til 12-13-årsalderen ser porno, og derfor får de et forkvaklet billede af, hvordan de skal se ud,« siger hun og tilføjer, at de kvindelige kønsdele, som optræder i pornofilm, ofte er afbleget, vokset og udvalgt, fordi de lever op til forestillingen om, hvordan en fisse skal se ud.

»Hvis en fisse er rynket og brunpigmenteret, bliver den forbundet med at være en 70'er-fisse eller en mor-fisse, og det er udtryk for, at der slet ikke er nok åbenhed om, hvor forskellige fisser kan se ud. Vi har forskellige maver og forskellige bryster. Men vi har også alle sammen forskellige fisser, og det skal der langt mere fokus på,« siger hun og fortsætter:

»Fissen blev befriet i 1970'erne, men nu er det på tide, at vi befrier den igen«.

Frigørende

Men det voksende fokus på de kvindelige kønsorganer er ikke kun udtryk for en negativ udvikling. Det mener dramatiker og feminist Gritt Ulldall.

»Det nye fokus på køns- dele er også et udtryk for, at folk i langt højere grad er begyndt at udforske deres egne kroppe og reflektere over, hvordan kroppen kan bruges som udtryksmiddel,« siger hun.

Ifølge Gritt Ulldall kan der ligge noget frigørende i, at man i dag kan modellere sin krop og finde et udtryk, som passer til en selv.

»Derfor er det godt, at man nu tager kussen, eller hvad man har af kønsdele, i egen hånd og tager stilling til, hvordan >man godt vil se ud,« siger hun.

Men Gritt Uldall-Jessen lægger vægt på, at den kritiske refleksion er vigtig, når det kommer til at finde et udtryk, der virker for én selv. For hvis det er mainstreamkulturen, der dikterer en bestemt mode, er det vigtigt, at den enkelte person også kritisk reflekterer over, hvorfor hun nu gerne vil se ud, som hun gør.

»Man skal spørge sig selv, hvorfor man efterstræber det udseende, man gør. For hvis idealet stammer fra en kommerciel kultur, kan man så overhovedet bruge det ideal til noget? Man skal hellere undersøge det, man har i forvejen, og finde eller udforske et ideal, der kommer fra én selv eller dem, man kan identificere sig med eller beundrer, >i stedet for at forsøge at komme til at ligne et bestemt mainstreamideal, som er mode lige nu,« siger hun.

Ulovligt fra 2006

I Danmark kan de plastikkirurgiske klinikker heller ikke bare hoppe med på modebølgen, for i 2006 gjorde Sundhedsstyrelsen det klart, at intimkirurgi er ulovligt, medmindre der ligger et medicinsk argument til grund for indgrebet. Intimkirurgi hører under straffelovens omskæringsparagraf 245a, som oprindeligt blev lavet for at beskytte især somaliske piger mod omskæring.

Men forbuddet forhindrer ikke unge, danske piger i at efterlyse operationer, som skal reducere deres kønslæber. Det fortæller Jeppe Hald, som er koordinator for Sexlinien for Unge hos Sex & Samfund.

»Vi får en del henvendelser fra unge piger, der er utilfredse med, hvordan de ser ud, og som er interesserede i får lavet den type indgreb,« siger han.

Ifølge Jeppe Hald er de unge piger begyndt at bekymre sig om deres fisser, fordi de ikke er klar over, hvor forskelligt kvinder ser ud mellem benene.

»Selv om de unge piger går i træningscenter eller svømmehallen, står de ikke og studerer hinandens kønslæber. De kigger i stedet på pornografiske billeder, og på den måde får de et forkert billede af, hvordan de skal se ud. Det er synd,« siger han.

Det er svært at få overblik over, hvor mange piger der tager skridtet fuldt ud og får reduceret kønslæberne, for Sundhedsstyrelsen registrerer ikke den type indgreb. Men flere klinikker for plastikkirurgi mærker en stigning i efterspørgslen, og en af dem er Privathospitalet H.C. Andersen, hvor Jens Pile- gaard er speciallæge i plastikkirurgi. Han mener, at stigningen er udtryk for, at der er flere, der er blevet bevidste om, at de kan blive opereret.

»Folk kommer ikke til os af kosmetiske årsager. De kommer, fordi de har et reelt problem. Det kan f.eks. være betydeligt forstørrede skamlæber, som danner sår eller giver andre komplikationer - f.eks. ved samleje,« siger han.

Svenskerne må godt

Men i modsætning til de danske læger, må de svenske læger gerne foretage kosmetiske indgreb i underlivet. Det fortæller dr. Per Gunnar Opitz fra sin klinik i Malmø.

»Interessen er stigende, og vi får flere henvendelser fra kvinder, som gerne vil have foretaget et indgreb af kosmetiske grunde. Mange af dem føler, at deres skamlæber er for store,« siger han.

Dr. Per Gunnar Opitz holder konsultation i København, men han opererer på sin klinik i Malmø. I gennemsnit opererer han en kvinde om ugen, men han har ikke overblik over, hvor mange af de kvinder, der er danske. Fælles for kvinderne er, at de er utilfredse med den måde, de ser ud på mellem benene.

»For de fleste handler det om, at de gerne vil se pænere ud i sexsituationer. Især i forhold til oralsex spiller det en rolle,« siger han og understreger, at det ikke er alle kvinder, der henvender sig, som får lov til at blive opereret.

»Nogle skamlæber er ikke store nok,« siger han og tilføjer, at flertallet af de henvendelser, han får, er fra yngre kvinder.

»De ældre har vænnet sig til situationen, og de accepterer, at de ser ud, som de altid har gjort«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Holm Knudsen

Gudskelov er der heldigvis et flertal af kvinder, der ikke fjerner deres herlige erotiske attributter og på den måde skamferer sig selv.

@ Nic

Du er for sent på den.. Jeg har hørt at man får det hul du omtaler bleget af kosmetiske årsager.. Du skal bare ikke spørge mig hvorfor...