Læsetid: 11 min.

Kongen af street art lægger sig selv i graven

Kongen af 00'ernes store kunstbevægelse lægger i en ny dokumentar hele street art'en i graven. Britiske Banksy har lavet en opbyggelig fortælling om, hvad der skete, da den største modkultur siden punken ramte mainstreamen, kapitalisterne, galleristerne og hipsterne
Banksys skarpe punchlines og skabelon-stil dannede skole for hele street arten og gjorde ham selv til en superstjerne og hele street arten til 00'ernes store kunstbevægelse. Men som blomsten på hans værk her - der kunne ses på en mur i Utah ved årets Sundance Filmfestival - er street arten en flygtig størrelse, der lever i det fri og risikerer at dø, når man forsøger at indfange den.

Banksys skarpe punchlines og skabelon-stil dannede skole for hele street arten og gjorde ham selv til en superstjerne og hele street arten til 00'ernes store kunstbevægelse. Men som blomsten på hans værk her - der kunne ses på en mur i Utah ved årets Sundance Filmfestival - er street arten en flygtig størrelse, der lever i det fri og risikerer at dø, når man forsøger at indfange den.

George Frey

18. september 2010

De var der alle sammen. Kunstsamlere fra hele verden, Brad og Angelina, skuespilleren Jude Law, musikeren Beck, borgmesteren i Hollywood og en tonstung elefant komplet dekoreret som et tapet og placeret i et klunkehjem indrettet midt i den nedlagte fabriksbygning i Los Angeles' hårdeste område. Det var den største kunstevent, den amerikanske kunsthovedstad havde set, men kunstneren selv var ikke tilstede. I hvert fald ikke hvad gæsterne vidste af, for ingen ved med sikkerhed, hvem den britiske street artist Banksy egentlig er.

Selv om hans identitet er ukendt, og han næsten udelukkende laver værker på byens vægge, var han allerede dengang et af de største navne på den europæiske kunstscene, men efter showet i LA stod det klart for enhver, at han var blevet et af verdens hotteste navne. Værkerne blev solgt for millioner, og priserne på alt, hvad der ellers kunne karakteriseres som street art, steg mod himlen i månederne, der fulgte. Street art'ens popularitet var gået fra hype til hysteri, og Banksys eget svar kunne købes på hans website en uge efter succesen i LA: Et tryk fra en auktionshal, hvor auktionarius er ved at lade hammeren falde over et kunstværk med spraymalede bogstaver - 'I can't believe you're buying this shit.'

Fra gaden til filmen

Ud over de kendte og smarte LA-hipsteren var der også den lille excentriske franske amatørdokumentarist Thierry Guetta til showet i LA. Han havde fulgt street arten med sit kamera i årevis, og på mirakuløs vis var det lykkedes ham - som den eneste nogensinde - at få lov at filme Banksy, mens han arbejdede - tale med ham og arbejde med ham. Nu fire år efter showet i LA er der kommet en bemærkelsesværdig dokumentarfilm, Exit Through the Gift Shop, ud af Thierry Guettas optagelser, der handler om Guettas forsøg på at lave en film om street arten. Her taler Banksy selv og en række af kunstbevægelsens største navne for første gang ud om deres kunst, men filmen, der kan ses som en hyldest og et gravskrift over kulturen, vender på vanlig Banksy-manér verden på hovedet, trækker tæppet væk under os, hiver beskueren rundt ved næsen og efterlader os mystificeret og grinende af ... ja, det står ikke helt klart - måske os selv.

Thierry Guetta er en ikke helt almindelig familiefar. Han bor i LA og tjener styrtende med penge på en genbrugsforretning, hvor han opkøber aflagt europæisk sportstøj og mærker, ingen kender, og sælger det som eksklusive dyre designervarer til byens hipstere og kendisser. Han mistede sin mor som 12-årig, får vi at vide, og siden har han filmet næsten alt, hvad han oplever for at fastholde nuet. Sine børn, sine kunder, sin kone, sine venner, toiletbesøg og indkøb - kameraet forlader aldrig Thierrys hånd. Men han oplever en stigende trang til at få en vinkel på sine optagelser, som han fortæller speedsnakkende på et amerikansk med meget stærk fransk accent, og da han en dag er på besøg hos sin fætter hjemme i Frankrig, får han færten af en spirende undergrundskultur, der giver ham det, han leder efter.

Rundt i kunsten

Hans fætter er den dengang ukendte street artist Space Invader, der med små firkantede kakler bygger rumuhyrer fra 80'er-arkadespillet Space Invader og klistrer dem op overalt. Thierry giver sig til at hjælpe fætteren, og gennem ham møder han en række af den gryende franske street art store navne. Han går ud om natten med den maskerede kunstner Zeus, der maler nattens skygger op med pencil og tegner lyn på byens vægge, og Mr. Andre, der er kendt for at tegne en lille tændstikmand med et rundt hoved og et bredt smil, overalt hvor han kommer frem.

Thierry bliver dybt betaget og nærmest manisk opslugt af miljøet. Af spændingen ved at komme ud om natten, af det smukke ved at give folket kunsten tilbage og af den fandenivoldskhed og passion, de unge kunstnere repræsenterer. Street arten er af gode grunde en lyssky størrelse, men via fætterens kontakter lykkes det Thierry at komme helt tæt på næsten hele miljøets gryende stjerner og filme deres kunstinterventioner.

Shepard Fairey, der allerede er et kendt navn for den verdensomspændende reklamekampagne, OBEY, der intet solgte (senere skulle han desuden blive verdensberømt for at lave det ikonografiske blå og røde tryk af Barack Obama med undertitlen Change). Han møder kunstnere som Neckface, der laver underlige kæmpedyr på husgavle, gruppen You Are Beautiful, der med gigantbogstaver skriver deres navn på byens tage, Swoon, der skærer avanceret papirklip ud i menneskehøje figurer og Sickboy, der mikser tegneserieæstetik med ekspressionisme.

Et pletskud

Thierry Guetta havde ramt lige ned i, hvad der skulle bliver 00'ernes store kunstbevægelse og den største modkultur siden punken. En undergrunds-kunstterrorisme, der var ligeglad med gallerister og store museer - de lavede nærmest grin med dem og bragte i stedet kunsten og deres ideer helt ud til folket, hvor de var. Komplet anarki, men med en demokratisk pointe. Ulovligt og ulydigt, og Thierry får lov at dokumentere det hele med sit kamera. Men han mangler stadig én kunster. Den største og hemmeligste af dem alle sammen: den nærmest mytologiske skikkelse Banksy.

For Banksy var det begyndt tilbage i starten af 90'erne - endnu inden street art hed andet end graffiti. I den sydengelske havneby Bristol brugte han det meste af sin ungdom på at ryge hash, og da han i 20'erne besluttede sig for at stoppe, blev han ulideligt rastløs. Derfor begyndte han at tage ud med sine venner og male graffiti på byens vægge og togvogne.

Banksy havde længe moret sig med ofte at skrive Late Again i tænkebobler på siden af de store morgentog ind til Bristol, men han var egentlig en elendig graffitimaler, som mest bare holdt af adrenalinsuset og glæden ved at sende en kommentar ud i verden. En kommentar, han vidste ville blive hørt - og set.

Oprindelig var han uddannet slagter, så han var god med en kniv, og da han under et sine utallige flugtforsøg fra politiet lå bomstille i en oliepøl under en godsvogn, gik det op for ham, at han brugte sine talenter forkert. På godsvognens oliebeholder så han et lille gult oliesymbol sprayet på tanken gennem en skabelon, og fra da af malede han kun efter skabelon - en stil, der blev toneangivende for hele street arten.

Til bords med de store

Med sine såkaldte stencils slog han hurtigt sit navn fast i både Bristol og London med meterhøje tegninger på mure med enkle, humoristiske og ofte stærkt politiske emner. Genkendelige institutioner og personer gengivet med et twist og en punchline, der med temaer som overvågning, krig, kunstkritik og verdens undergang lægger en kraftig distance til autoriteterne. Placeringen af hans værker er som regel nøje gennemtænkt. Ofte er det politistationer, banker eller andre magtinstitutioner, der bliver latterliggjort i hans kunst. Som da han i 2002, natten før den prestigiøse Turner Prize skulle uddeles på Tate Gallery, skrev Mind the crap på hvert trappetrin op til museet. Et citat kopieret fra Londons undergrundsbanes advarselsskilte Mind the gap. Få år senere er hans ulovlige værker blevet accepteret af kunstkritikere i sådan en grad, at han ironisk nok er nævnt som en mulig modtager af den selv samme pris.

Banksy gik fra at være en undergrunds-graffitihelt til at være en decideret superstar for en hel ungdomskultur og en folkehelt i det brede Storbritannien. Han blev hyldet på forsiden af tabloidpressen som hele »Britains Banksy« efter et stunt og anerkendt af den etablerede kunstverden. Han samarbejdede med blandt andre Damien Hirst. Musikere som Coldplay, Massive Attack, Nick Cave og David Bowie erklærede sig som store beundrere, mens rockbandet Blur i 2003 hyrede Banksy til at designe coveret på deres album Think Tank. Hver gang han skabte et værk, nåede han nye højder og vildere skandaler med sin kunst. Blandt andet ved en række aktioner på et par af verdens mest kendte museer. Forklædt som pensionist gik Banksy således ind på Tate Gallery i London med et lille, corny landskabsmaleri med et idyllisk skovhus i en lysning, som han havde fundet på et loppemarked. Han havde sat en prangende ramme på og malet en politiafspærring i forgrunden på billedet. Det satte han op i museets afdeling for guldalderkunst. Værket hang der ubemærket i nogle timer, indtil limen, der holdt rammen, gav slip, og billedet faldt til jorden. Maleriet er nu en del af museets samling.

Palæstina og New Orleans

Med lidt større held gennemførte han lignende aktioner på bl.a. British Museum i London, hvor han satte et hulemaleri op, der forestillede en okse og en hulemand med en indkøbsvogn. Det værk hang på museet i en uge. På Museum of Modern Art i New York hang hans billede af en dåse fra Tesco (Englands svar på Aldi) i seks dage, og på New York Metropolitan Museum hang et portrætbillede af en kvinde fra 1800-tallet med gasmaske i to timer. Selv Disney-land har været udsat for Banksys fod med en dukke i menneskestørrelse lavet efter fangerne på Guantánamo i orange dragt og sort sæk over hovedet placeret midt i udstillingen ved en af parkens største attraktioner.

Banksy begyndte også at tage ud i verdens brændpunkter for at lade sine værker få liv. I 2006 rejste han til Israel, hvor han opførte ni kæmpestore værker på den palæstinensiske side af den israelske sikkerhedsmur. Værkerne kommenterer muren og livet på den anden side: Børn, der graver et hul i muren, så man kan ane paradiset på den anden side, eller en stige, der fører over muren. Hans værker var også at finde på New Orleans' vægge få uger efter, orkanen Katrina havde smadret byen, med kommentarer til Bush-regeringens tøvende indsats, ligesom han senest ved olieudslippet i Golfen har været på plads blandt andet med en olieindsmurt delfin-karrusel.

Et scoop af et tilbud

Men Banksys identitet forblev tophemmelig, så det var et scoop af dimensioner, da Thierry Guetta omkring 2005 en tilfældig onsdag blev ringet op af Shepard Fairey, der spurgte, om han ikke ville vise hans gode ven Banksy rundt i L.A.

Thierry var ellevild, og selv om det undrede alle omkring Banksy og ikke mindst franskmanden selv, fik han som den første lov til at følge kunstfantomet med et kamera. Men i løbet af dokumentaren begynder det også langsomt at gå op for én, at det måske ikke hænger helt så tilfældigt sammen, som filmen antyder. Da Thierry efter 10 års optagelse og ufattelige mængder af bånd skal til at klippe filmen færdig, skifter filmen karakter. Han sætter en ubehjælpsom film sammen, og Banksy får lov at overtage råbåndene for at lave sit bud på en dokumentar, mens han opfordrer Thierry Guetta til at tage tilbage til LA og lave lidt kunst.

Den opfordring tager Guetta lidt for bogstaveligt. Under navnet Mr. Brainwash skaber han et gigantisk kunstshow, der overgår Banksys med længder. Ved at få lokket en tvetydig anbefaling ud af Banksy og Shepard Fairey får han skabt en hype omkring sit show, der får tusindvis af mennesker til at stille sig i kø på åbningsdagen. I et forvrænget billede af street art-kulturen og halvdårlige ideer stjålet fra alt, hvad undergrunden har skabt laver Mr. Brainwash mange hundrede malerier af Hitchcock med solbriller, Marilyn Monroe i Warhol farver, Obama med horn, gamle renæssancemalerier af konger med en elguitar, Elvis med maskinpistol, Marilyn Manson som Marilyn Monroe, Jack Nicholson, Beatles, AC/DC, Rolling Stones, Britney Spears, Cambell Soup, og alt hvad popkulturen nogensinde har spyttet ud.

Warhol ligegyldiggjort

Som Banksy lakonisk siger i filmen, hvor han optræder maskeret og med sløret stemme.

»Andy Warhol havde en pointe med at kopiere kendte ikoner, indtil de blev meningsløse, men Warhols kopier blev selv ikoniske. På en måde lykkedes det faktisk Thierry at gøre dem meningsløse.«

Men publikum holder sig ikke tilbage. Hipstere og kunstsamler, står i filmen og roser Mr. Brainwash til skyerne, og den første weekend sælger han for næsten to millioner kroner kunst. I mellemtiden er succesen steget Thierry selv fuldkommen til hovedet og han kommer med kryptiske banaliteter til journalisterne, der er mødt frem for at dække hypen.

»Nogle siger, jeg er en kanin, der løber hurtigt og ikke har noget indhold. Men jeg siger 'vent til livet er slut, og I skal se, om jeg var en kanin eller en skildpadde'. Der var Warhol, men nu er han død, og så er der mig,« siger han på sit fransk-amerikanske, og her begynder det langsomt at gå op for filmens publikum, at Mr. Brainwash måske ikke er helt så dokumentarisk, som filmen påstår. Som med al anden modkultur er street arten blevet indfanget af mainstream og spekulanter og Thierry - eller Mr. Brainwash - er billedet på hele den bevægelse.

Troldmandens lærling

Banksys eget Frankenstein-monster eller måske oven i købet hans eget alter ego, der har brug for pengene, berømmelsen og den hånd, der fodrer ham - street artens Mr. Hyde. Kunstbevægelsen er endeligt forvrænget og uskylden ødelagt. Som Banksy selv siger:

»Det handlede aldrig om pengene og berømmelsen. Det handlede kun om kunsten.« Han holder en pause.

»Thierry spillede ikke efter reglerne, men på den anden side - der skulle helst ikke være nogen regler, så jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal mene om ham. Jeg plejede at opfordre alle, jeg mødte, til at lave kunst, men det gør jeg ikke mere.«

Efter filmen havde premiere for første gang i foråret ved årets Sundance Filmfestival, er der naturligvis blevet spekuleret og debatteret voldsomt, hvem Mr. Brainwash i virkeligheden er, og hvilke dele af hans liv, der er virkeligt. Hvem der egentlig har instrueret filmen (det fremgår nemlig ikke), og hvor meget, der er iscenesat.

Et vedholdende rygte vil vide, at Mr. Brainwash' værker i virkeligheden er lavet af Shepard Fairey, Damien Hirst og Banksy selv, og at filmen er instrueret af Spike Jonze. Men det giver meget lidt mening at prøve at finde sandheden bag lagene af ironi og iscenesættelse, og i stedet bør man se filmen som det, den er: Et underholdende og intelligent portræt af street artens storhed og fald og kunstverdens tætte parløb med kapitalismen, som også titlen antyder: Exit Through the Gift Shop. Kunstens udgang går gennem butikken. Kapitalismen lukker og slukker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

... ja - den er rigtig nok. Hvis man laver den slags så er der altid bedre at går usynlig. Men dette er ikke helt muligt - så laver man smoke&andmirrors og danser i Gift Shop for en gave.

Khm.... Skal man virkelig blande kunst og politik?