Analyse
Læsetid: 4 min.

Den liljehvide drøm

Hvis man er fan af London-klubben Tottenham Hotspur FC, bliver man helt sikkert overvældet af sentimentale fodboldminder i disse dage. Tirsdag aften gæstede 'The Lilywhites', som Harry Redknapps tropper poetisk benævnes, tyske Werder Bremen, der efter et års pause fra den allerstørste europascene atter er 'back in biz'
Moderne Tider
18. september 2010
Succes. Peter Crouch, den lange, ranglede angriber fra Tottenham Hotspur, fejrer sit mål i første halvleg mod Werder Bremen. Efter bare tolv minutter lavede finnen Petri Pasanen selvmål foran Crouch, som blot seks minutter senere gjorde det til 0-2 med en perle af en header. Og resultatet siger intet, fordi Tottenham spillede to kampe i én.

Succes. Peter Crouch, den lange, ranglede angriber fra Tottenham Hotspur, fejrer sit mål i første halvleg mod Werder Bremen. Efter bare tolv minutter lavede finnen Petri Pasanen selvmål foran Crouch, som blot seks minutter senere gjorde det til 0-2 med en perle af en header. Og resultatet siger intet, fordi Tottenham spillede to kampe i én.

Morris Mac Matzen

Nu skulle det fandeme være. Resultatet 2-2 siger det hele og absolut ingenting. Det siger alt, fordi Tottenham Spurs endnu er de nye drenge i klassen, der kun svagt kan huske forældregenerationens storhed. Werder Bremen viste en fightervilje, da de først var kommet bagud 2-0, og kæmpede sig ind i en match, som londonerne med lidt mere is i maverne burde have vundet med komfortabel margin. Faktisk startede det med en foræring: Efter bare tolv minutter lavede finnen Petri Pasanen selvmål foran den ranglede Peter Crouch, som seks minutter senere gjorde det til 0-2 med en perle af en header. Og resultatet siger intet, fordi Tottenham spillede to kampe i én. I første halvleg opførte de sig som langlemmede guder, der drev bolden frem som et smart ekko af Arthur Roses 'push and run' fra 50'erne, og i anden akt faldt de febrilsk over hinandens fødder og spottede ængsteligt de mere og mere panisk diffuse dessiner fra manager Redknapps arme og ben.

Vibreret højt og skræmmende

Oven på sådan en aften er der lige langt til himmel og helvede. For 128 år siden - i 1882 - stod en klump lokale cricketspillere og hang under gadelampen sammen med nogle unge drenge fra St. John's Presbyterian, en katolsk skole. De kedede sig bravt og besluttede sig for at spille fodbold i den lange sommerferie. Navnet tog de fra hertugen af Northumberlands yngste søn, Percy, som blev kaldt 'Harry Hotspur'.

Det kan gå begge veje for Percys klub. Man glemmer nemt, at de engang var Europas fyrster. Der har altid været trængsel på White Hart Lane, der kun har plads til 36.000 tilskuere, selv i en klemt nutid, hvor klubben fra Haringey i det nordlige London år efter år er blevet overhalet af Englands big four - Liverpool, Manchester United for slet ikke at tale om de lokale røvhuller fra Chelsea og Arsenal. Men tonerne til 'The Battle Hymn of the Republic' - 'Glory, glory, Tottenham Hotspur' - har altid vibreret højt og skræmmende. Spørg bare dem oppe på Island.

Glory glory

Der er sikkert flere af de 30.000, der p.t. står på venteliste til at få sæsonkort til White Hart, som frydefuldt husker 1971. Bevares, ikke så meget var på spil, men Islands stolthed, Keflavik, var altså på besøg i England og blev ved den lejlighed kanøflet ud af forstaden med cifrene 9-0. Alle klubber ville elske den slags statistisk flødeskum, men for Spurs-supportere er det en essentiel del af selvforståelsen. Søde rønnebær, muligvis, men hvis man køber en 'personlig Tottenham-kalender' - et must have for rigtige fans - popper bizarre tal op med udsøgte intervaller. Som i 1958, i Bill Nicholsons første kamp som træner, hvor Everton blev ydmyget 10-4. I 1987 var det et Clive Allen-hattrick, som gjorde udfaldet, da Spurs tæskede rivalerne fra West Ham 5-0. Det bedste var næsten i 2002, hvor de historieløse, posh og helt igennem klamme karle fra Chelsea blev sat på plads med 5-1 i League Cup-finalen. Glory, glory, Tottenham.

Cliff Jones var stjernen i 1961, da Spurs vandt Cup Winners Cup over Atlético Madrid. Legenden fortæller, at de elegante atleter fra fastlandet - især dem sydpå - fik et chok, da de mødte de anderledes fysiske og indimellem brovtende londonere. Jones scorede 157 mål i 370 kampe og blev i de år betragtet som klodens bedste wing. Da Juventus i 1962 lokkede ham med 100.000 daværende engelske pund, studsede de lokale medier. Så mange penge var det rene vanvid. Wolverhampton havde banet vejen mod det kontinentale paradis i 50'erne, men det var Tottenham, der var først med pokalerne 10 år senere. Glory, glory.

Barcelona sætter overlæggeren

Og glem ikke Chris Waddle, som var materialiseringen af Tottenhams 80'er-ånd, inden han for en rekordhøj sum forsvandt videre til franske Olympique de Marseille. Waddle var wing - et Spurs-trademark - og nogle husker ham måske for et fatalt straffesparksdrop mod Vesttyskland i semifinalen ved VM 1990. Eller for hans flirt med popmusikken. Singlen »Diamond Lights« nåede Englands top tyve i 1987, hvor Waddle sang duet med resten af Tottenham og kammeraten fra det engelske landshold, Glenn Hoddle. I øvrigt gjorde Waddles frisure - kort i toppen og et miks af Bundesliga og tagrende i nakken, tykt og dog slasket opadstræbende - ham til inkarneret 'halvt hund, halvt menneske'. Google selv løs. Suppler gerne med fotos af bulgareren Trifon Ivanov.

Bevares, der er forskel. Waddle ser, om jeg så må sige, postulerende åndssvag ud. Ivanov kan ikke gøre for det.

Tilbage til årets Champions League. Favoritterne fra FC Barcelona vadede ikke overraskende hen over Panathinaikos på Camp Nou og demonstrerede med al tydelighed, hvem der sætter overlæggeren i europæisk fodbold. Aftenen efter smadrede Arsenal portugisiske Braga 6-0. På Estadio Santiago Bernabéu havde Real Madrid spandevis af chancer mod et forknyt Ajax-mandskab, men omsatte blot to af dem til mål. Spurs måtte derimod slide i grønsværen, og Redknapp var måske netop derfor stolt og en smule ydmyg over sine udvalgte 11:

»Jeg synes, vi var fantastiske i første halvleg. Vi kontrollerede kampen fuldstændig og leverede en uforlignelig gang pasningsbold. Vi kunne sagtens have scoret tre eller fire mål, og det ville have været et fair billede af styrkeforholdet. Men vi forærede Bremen et mål og dermed en livline. Det ændrede matchen. Det boostede deres selvtillid massivt.«

De, der stadig husker Arthur Rose, Bill Nicholson og Chris Waddle, taler ligefrem om en ny æra for 'push and run'. Med tilgangen af midtbaneguruen Rafael van der Vaart fra Real Madrid og waliseren Gareth Bale i topform kan man mærke duften af dårligt hår og æstetisk spil. Dog ikke op til stjernerne.

»Dén første halvleg var lige præcis så god, som vi kan præstere. Barcelona er selvfølgelig bedre, men det hér var altså så godt, som Tottenham kan spille,« slog Redknapp fast. Det fedeste er at slå dem fra Arsenal. Men liljehvide drømme er også dejlige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt med noget fokus på Spurs. Det går fremad i disse år. Hvis vi kan slutte i top 4 igen, så begynder det at ligne noget.