Læsetid: 10 min.

En model for Europas forfald

Sverige er ved at trække sig ind i en skal af fortielse og fornægtelse. Tilbage er erindringen om dengang, da svensk fornuft og virketrang var et forbillede for verden. Den nye indadvendthed er ikke farlig i sig selv, men den er symptom på en tilstand i Europa, hvor man hverken tør møde verden eller være med til at skabe den. Den svenske journalist Richard Swartz skriver om det Sverige, der går til valg i morgen
Sverige er ved at trække sig ind i en skal af fortielse og fornægtelse. Tilbage er erindringen om dengang, da svensk fornuft og virketrang var et forbillede for verden. Den nye indadvendthed er ikke farlig i sig selv, men den er symptom på en tilstand i Europa, hvor man hverken tør møde verden eller være med til at skabe den. Den svenske journalist 
Richard Swartz skriver om det Sverige, der går til valg i morgen
18. september 2010

Da jeg midt i 1970'erne flyttede til Wien, var Østrig et fattigt og gammeldags land.

Smålurvede personer bankede på døren og spurgte, om der var noget arbejde, de kunne udføre mod betaling. En anden gang var det en streng præst, som ville inddrive skat eller almisser til sin kirke og ikke lod sig anfægte af, at svenskere yderst sjældent er katolikker. For min stærke svenske krone fik jeg så mange schilling, at jeg betalte mine regninger uden at tjekke nærmere efter. I Stockholm var sporvognene forsvundet, i Wien lagde man nye sporvognsspor. På Dramaten i Stockholm blev der spillet eksperimentalteater, og splitternøgne mennesker sprang frem og tilbage over scenen. På Burgtheater eller Staatsoper i Wien havde repertoiret stort set ikke forandret sig siden kejsertiden.

Det er ikke så længe siden endda, men det land, som dengang afveg fra den europæiske norm, var ikke Østrig. Det var Sverige. Først i løbet af 1970'erne tog den udvikling fart, som skulle afslutte efterkrigs- tiden for Sverige og på få årtier gøre landet til et land som alle andre i Europa.

Men dengang var Sverige stadig meget anderledes og blev i Wien opfattet som et forbillede: Den svenske rigdom blev beundret, men også den svenske velfærdsstat med dens sociale ingeniørkunst. I udlandet var Sverige omgivet af en aura af modernitet, retssikkerhed, tryghed og ikke mindst fornuft. Pudsigt nok var denne beundring en næsten eksakt afspejling af det svenske selvbillede, som ganske ofte blev til i den overbevisning, at Sverige levede i den bedste af alle verdener.

Ud fra dette voksede der gerne en politisk messianisme: Gjorde alle andre dog blot som svenskerne, kunne også de få adgang til denne i enhver henseende bedre verden. Ja, lykkeligere var samme verden sikkert også, selv om Syden havde mere sol, og der var noget forførerisk, om end uansvarligt, over dens la dolce far niente - her var allerede danskerne et lige så tillokkende, som skræmmende eksempel.

Hvordan ser det så ud i dag, næsten 40 år senere?

Nyt hjemmefra

Tidligt om morgenen plejer jeg i Wien at lytte til nyhedsprogrammet fra Sveriges Radio. Udsendelsen domineres af 'nyheder', som næsten alle har at gøre med den svenske velfærdsstat. De handler om terapeutiske eller marginale forbedringer, men også om problemer eller trusler imod velfærden, som nødvendiggør, at 'staten griber ind'. Næsten altid handler det om yderst perifere udsnit af virkeligheden, hvilket i en nyhedsudsendelse, hvor der også skal være plads til den store verden, undertiden kan lyde som ren parodi.

Den legendariske socialdemokratiske finansminister Gunnar Sträng mente engang i 1960'erne, at reform- og velfærdsudbygningen i al væsentlighed var fuldført. Som han så det, manglede der i grunden kun en ordentlig tandplejereform. Havde Gunnar Sträng været i live i dag, måtte han indse, at han tog fuldkommen fejl. De store reformer er ganske vist for længst indstillet - dem er der ikke længere råd til - men den reformistiske grundholdning som politisk overideologi regerer fortsat. I Sverige er der intet, som ikke kan forbedres; ingen, det ikke er synd for; ingen minoritet, som ikke må beskyttes; intet lille problem, som ikke er stort nok til at kunne blive en trussel imod hele samfundet, hvis det ikke omgående udbedres.

Verden er afskaffet

I løbet af denne sommer er det således gået op for mig, at minkene på Sveriges minkfarme lider skrækkeligt. Deres bure er alt for trange, og de bider hinanden. Noget må der gøres - hvor mange minkfarme, der findes i Sverige, og hvor udbredt vanrøgten er, får man ikke at vide. Jeg er også blevet oplyst om en eller anden ny og farlig - men yderst sjælden - allergi, om behovet for at gennemføre psykologsamtaler med familiemedlemmer til svenske soldater, som også kan tænkes at være traumatiserede; om unge gymnasieelever, som kræver mere i studiestøtte for at - ja, gå i gymnasiet - og, at der til tider sløses med steriliseringen af operationsinstrumenter på svenske sygehuse, hvorfor der snarest må nedsættes et udvalg, der kan komme med en udredning, og så fremdeles i al uendelighed.

Resten af verden får kun lov at være med i et hjørne, i al fald i nyhederne, og med dens fortrængning er også den svenske politiske messianisme forsvundet. Eller er det stik modsat? Det er selvfølgelig langt lettere at hellige sig de hjemlige, håndterlige problemer, selv om de måtte være minimale. Den optimale løsning bliver selvsagt at afskaffe verden - ikke pr. formelt dekret, men gennem de uudtalte, små og knap mærkbare forandringer, som, når de ophober sig over længere tid, indebærer deciderede forskydninger i, hvordan et samfund opfatter sig selv.

Denne overgivelse til fokus på det hjemlige med dens tab af referencer til omverdenen har andre fordele end de rent terapeutiske. En stor majoritet tror på den: Svenskeren er nu overbevist om, at hans sundhedssektor er bedre end Bayerns, at hans arbejdsplads er tryggere end spanierens, og at meget mere er 'gratis' i Sverige end i nogen anden del af Europa. Fra Wiens horisont kan Sverige derfor fremstå som et fjernt, effektivt, eksportorienteret lille land, som er indsvøbt i et varmt tæppe af terapeutisk velvilje. Men eksportindustrien behøver ikke at bekymre sig så meget om dette tæppe. Den har for længst indrettet sig på at arbejde under internationale forudsætninger og behøver kun at tage marginale hensyn til de nationale drømme og projekter.

Denne sameksistens eller dualisme sætter sit præg på dagens Sverige. Konkurrence, præstation, produktion, elitedyrkelse og forskning på højeste niveau lever side om side med familieterapeuter, fritidspædagoger, vuggestuer og skoler, der har afskaffet karaktergivning. At samlivet forløber så forholdsvis harmonisk, er det besynderlige. Når krimiforfattere som Henning Mankell, Stig Larsson eller Liza Marklund forsøger at overbevise verden om, at Sverige er en dystopi, et voldeligt samfund med skeletter i skabene og svinehunde i kælderen, så er der en udvandet, politisk konspirationstænkning på færde, som ikke har nogen relevans som vidnesbyrd om et samfund, hvor næsten alt bliver forhandlet på plads på uendelige møder og udspiller sig for åbent tæppe. Med det faktisk eksisterende Sverige har dette dystopiske billede meget lidt at gøre, og måske er det derfor det fascinerer verden så meget.

Til kamp for fortiden

I morgen afholder Sverige så et rigsdagsvalg, som bestemmer hvem der skal regere i de kommende fire år. Venstre står over for højre, mere jævnbyrdige end måske nogensinde i de sidste 100 år. På venstresiden dominerer Socialdemokraterna, S - på højre Moderate Samlingspartiet. M. Begge er omgivet af småpartier, der kun får betydning i det omfang, de klarer sig over spærregrænsen på fire procent. Sker det ikke for de respektive alliancepartnere, kan selv en stor sejr til S eller M være forgæves. Vinder højre, som alt tyder på lige nu, har en borgerlig regering for første gang siden krigen vundet to valg i træk.

I givet fald vil det være en mere end symbolsk bekræftelse på, at S efter sin unikke magtstilling i Europas moderne politiske historie er blevet til 'et almindeligt parti', som må nøjes med opbakning fra knap en fjerdedel af vælgerne. I lyset af de socialdemokratiske partiers krise i Europa vil dette udfald ikke være overraskende, men i Sverige er der tale om en revolution. Da Sverige er Sverige, taler vi selvsagt om en revolution under ordnede og fredelige former.

Hvilke politiske programmer går man til valg på? Regering og opposition mødes på midten og har i grunden de samme budskaber, dog uden at sige det åbent: Det var bedre før, og hvis I stemmer på os, skal I få det som dengang (selv om det bliver uden Volvo Amazon, en svensk verdensmester i sværvægtsboksning og en svensker som FN's generalsekretær). Svensk politik befinder sig stadig i slagskyggen af, hvad det engang var. De nostalgisk-sentimentale programmer henvender sig frem for alt til pensionisterne, en hastigt voksende gruppe, som blev født i 1940'erne, forkælet op igennem livet og vænnet til at stille krav.

Selve hjertesagen i den svenske nostalgi er forestillingen om Folkhemmet.Ganske vist nævnes dette hjem ikke længere ved navn, men alle bor i det, og ingen svensk politiker ville vove at rive bygningen ned. Skønt folkhemmet oprindeligt var et projekt fra Mellemkrigstiden, er det for længst blev accepteret af alle partier og udgør selve rygraden i det svenske velfærdssamfund. Folkhemmet står for tryghed, solidaritet, lighed og en stærk og velmenende stat. Det fremmer kollektivet på individets bekostning samtidig med at det står for en slags medborgerlig transcendens: For folkhemmet betyder ikke 'Sverige for svenskerne', men derimod at hver og en - uanset race, nation, kultur, køn eller alder - kan og bør optages i det folkehjemlige fællesskab.

Herved adskiller Sverige sig markant fra mere 'organiske' fællesskaber som Danmark eller Østrig. I Wien kan folkhem ikke rigtig oversættes til tysk - ja, allerede et ord som 'folk' med dets nazistiske og kommunistiske associationer bliver problematisk. Men til forskel fra Sverige har Østrig en lang tradition for at leve med indvandrere uden af den grund at opgive sin egen identitet eller forsøge på at gøre hver en Tschusch(en betegnelse, der er lige så ubehagelig, som den lyder) fra Balkan til en vaskeægte østriger.

Paradoksalt nok kan man i Wien netop derfor diskutere indvandringens fordele og ulemper. Vel er den debat ikke altid køn, men den er på dagsordenen. Det er den ikke i Sverige. Folkhemsideologien tillader den ikke. Det eneste parti, som med et fremmedfjendsk budskab har villet gøre indvandringen til politisk tema, er blevet isoleret og mobbet af alle de etablerede partier. Men på længere sigt er det sandsynligvis værre, hvis integrationsproblemerne vedblivende tabuiseres i en kortsigtet censur af den politiske dagsorden, som desuden vidner om et betydeligt svensk hovmod.

Bistand og arbejde

Ej heller tillader den harmoniserende folkhemsideologi en åben diskussion af det faktum, at Sverige er i færd med at revne midt over. Sverige er et geografisk meget stort land, hvor by og land på ingen måde flyder sammen på samme organiske måde som i Danmark eller Østrig. Vildmark og ødemark er realiteter, det samme er mennesker, som bor meget langt væk fra andre mennesker. Den svenske landsbygd er blevet en affolkningsbygd. Og på landet gælder 'bistandslinjen': Nogle andre må betale for, at man skal kunne fortsætte med blive boende i Udkantssverige som arbejdsløs med elgjagt og løse, sorte job som eneste adspredelser og ofte med en hund som eneste selskab.

Og hvem betaler gildet? Et lag af stadig mere hårdtarbejdende mennesker i storbyregionerne. Det er i tre eller fire af sådanne regioner, at stort set alle jobbene findes, og følgelig råder her 'arbejdslinjen'. Med næb og klør har disse ofte unge mennesker skaffet sig job og sat sig i gæld for at skaffe sig et hul i væggen at bo i. Ofte er de apolitiske, og stemmer de, gør de det af selvopretholdelsesdrift snarere end 'mod' eller 'for' noget. Følgelig er de skeptiske over for et socialdemokrati, som de mener straffer dem med høje skatter, er storbyfjendtligt i al almindelighed og fikseret på en nostalgisk, folkhemsk omfordelingstænkning, som gør storbyernes erhvervsaktive til landsognenes bistandsydere.

Og netop derfor risikerer socialdemokraterne at tabe dette valg.

Det, Sverige ikke taler om

Problemer med forbindelse til den større verden tages derimod sjældent op i valgkampen. Svenskerne ved meget lidt om, hvordan fremtidens energiforsyning skal sikres, hvordan landet skal forsvares, hvordan Sverige stiller sig til en uddybelse og udvidelse af EU eller til medlemskab - horribile dictu!- af NATO. De får ikke at vide, hvordan en stadig ældre befolkning i fremtiden skal forsørges, hvem der skal betale deres pensioner, og hvilke krav dette stiller til indvandring, integration, eller hvor stor en mangekulturel brogethed et land som Sverige kan tåle.

Det er besynderligt, eftersom sådanne problemer og spørgsmål allerede findes på dagsordenen. Sidste år forlod en moderat forsvarsminister regeringen i protest mod kraftige nedskæringer, en politisk civilcourage, som er yderst usædvanlig i Sverige. Op til dette valg har landets tidligere forsvarschef (1986-94), Bengt Gustafsson udgivet en lille bog, hvor han med stor akkuratesse påviser mange års systematiske ubådskrænkelser af svensk territorialfarvand og karakteriserer neutralitetspolitikken som en smuk retorik, der skulle tilsløre et meget nært samarbejde med NATO. Men fremmede magters ubåde er glemt eller affærdiges fortsat af en del svenske politikere som minke (der var de igen), og Bengt Gustafssons bog blev mødt med tavshed.

En model for Europa

Man kan se den svenske indadvendthed som harmløs. Sverige er et lille, selvtilfredst land, som ikke forstyrrer nogen, og som nu efter det 20. århundredes rekordår trækker sig ind i sin skal for at drømme om det forgangne. Sandsynligvis bliver regeringen siddende efter dette valg, og alt forbliver, som det allerede var. Men man kan også se Sverige som et symptom - som landet engang var det for Europas drømme og ambitioner efter krigen - på et stadig mere introvert, selvtilstrækkeligt og kraftesløst Europa, som en del af verden, der ikke længere orker, kan eller vil møde en fremtid, som herefter i stedet vil blive formet af lande som USA, Kina, Indien og Japan i Stillehavsregionen.

Som et sådant tidens tegn kan det svenske valg måske få betydning for andre end svenskere. En betydning, som landet i øvrigt har mistet, men som fortsætter med at spøge som en fantomsmerte. Måske kan Sverige sågar overtage Østrigs rolle, det land, som digteren Friedrich Hebbel (1813-1863) beskrev som »eine kleine Welt, in der die grosse ihre Probe hält« (en lille verden, som den store afprøver sig ved, red.)

Det ville trods alt være noget.

Richard Swartz var i en menneskealder Svenska Dagbladets Østeuropa-korrespondent.
Richard Swartz skriver i dag for Süddeutsche Zeitung, Dagens Nyheter og Information.
© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Sarpsborg

Jeg ved nu ikke om 'udadvendthed' er bedre? Se på DK der flagrer ude i vinden hver gang OECD eller en anden "International" organisation mener noget. Sverige har altid været kontinentale og udadvendte i udlandet. Spørg en Amerikaner om Skandinavien, så siger de Sverige!

Som jeg ser det, synes der ikke at være det forudsatte modsætningsforhold mellem at "blive til noget" og så være udadvendt, som ligger begravet i artiklen.

Tværtimod, hvis et land vover at være sig selv, og stå ved sine valg, så tiltrækker det udlændinge. Det skaber identitet i en tid hvor 'verden' kaldes 'Google' og står i et hjørne i stuen. Man er ikke nødvendigvis et lukket land, fordi man koncentrerer sig om sin egen andedam.

Richard Swartz problematiserer, at minkfarme diskuteres i svenske medier uden proportionsfornemmelse. Lidt senere omtaler han indvandringsproblemer og siger, at de tabuiseres, og det eneste parti, der tør bringe dem på dagsorden, bliver censureret af de øvrige. Jeg undrer mig her over, hvordan det kan lade sig gøre, at Sverige har så glimrende en integration, hvis de aldrig har snakket om indvandring? Snakker de øvrige partier slet ikke om indvandring? Jeg savner virkelig proportioner her! Men det er jo også lige op til valget...

Et af de store problemer i DK er netop, at DF bl.a. pga. mediernes ensidige omtale fremstår som det eneste parti, der tager sig af problemer med indvandring. Det er de ikke! De andre partier er bare mindre hysteriske og mere løsningsorienterede -- og tør man sige det: Mere stuerene. Hvis svenske politiske kommentatorer som Richard Swartz forærer Sverigedemokraterna eneretten på indvandringspolitik, så bliver deres politiske miljø præcis lige så ensidigt og ubegavet som i Danmark.

Jeg synes, det var forbløffende, som analyserne passede på - Danmark!
Imidlertid er det for mig at se også en ganske forfejlet måde at se på verden på, som om 'det gamle Europa' forsvinder. Hvad der er galt med verden, er lige præcis, at få har for meget og flere for lidt - og det er denne tingenes tilstand, der er ved at blive gjort noget ved, bl.a. igennem udviklingen i Afrika (endelig!) og væksten i BRIK-landene. (Nord)europæerne har svært ved at se en verden, hvor udvekslingen af varer sker på mere jævnbyrdigt niveau, fordi det bryder med alle de kendte puritanske forestillinger om hårtdt arbejde som grundlag for rigdom; men hvis flere bidrager, bliver byrden mindre og friheden større. Det er den skrækkelige fremtid, vi må belave os på.

"Sverige er ved at trække sig ind i en skal af fortielse og fornægtelse. Tilbage er erindringen om dengang, da svensk fornuft og virketrang var et forbillede for verden. Den nye indadvendthed er ikke farlig i sig selv, men den er symptom på en tilstand i Europa, hvor man hverken tør møde verden eller være med til at skabe den. Den svenske journalist Richard Swartz skriver om det Sverige, der går til valg i morgen"

neejjj uuuuhh vi er alle blevet konfliktsky og tør ikke at sige vores mening, Richard Swarts minder mig om en hund jeg kendte en gang, fuld af lort.

Sjov kronik.

Passer iøvrigt på mange punkter ganske glimrende på Danmark.

Forskellen i indvandringsdebatten er jo mest et spørgsmål om temperament.

Landene slås med de samme problemer, og ingen af dem har nogen brugbare svar.

Alexander Carolinus

Jeg er meget enig i Hr Swartz analyse - men nu har jeg også boet i Sverige en længere periode og kan derfor læse, hvad der står mellem linjerne.
Svenskerne har været meget stolte af "den svenske model", dvs en stærk offentlig sektor der fungerer parallelt med en selvstændig privat sektor.
Der er mange svenskere, der dybest set mener at Sverige er verdens bedste land - herunder det mest ligestillede og retfærdige. Og sådan var det måske også i 1960erne...
Landet befinder sig nu i en akut situation af kognitiv dissonans - delvis pga Sverigedemokraterne - og dels pga en række samfundsøkonomiske og sociale problemer relateret til finanskrise og uhæmmet indvandring fra lande, som er meget forskellige fra Sverige.
Og med politikkere, der med få undtagelser hverken har viljen eller evnerne til at gøre noget ved problemerne.
SD er et protestparti, ligsom DF var det i Danmark. Nationalsocialistiske bevægelser, der har formået at fange den uforløste frustration mange mennesker bærer rundt på.

Pudsig artikel.

Der er forskel på alle de nordiske lande .

Jeg synes Sverige er et fint samfund - jeg foretrækker Danmark, men ville sagtens kunne finde mig godt tilpas i et svensk miljø.

Svenskere er - helt lavpraktisk og uden det højere intellektuelle skoleridt - en tand mere høflige end danskerne, er mere serviceorienterede i butikker, går lidt pænere klædt end danskere og der er mange andre positive ting.

Debatmæssigt er de lidt for "pæne" og "missionerende" - men det er jo deres land, og de må vel indrette sig som de nu vil?

Alexander Carolinus

Niveauet af manipulation fra de svenske mediers side er helt utroligt. Se fx

"Valgets vigtigste spørgsmål"
http://www.aftonbladet.se/nyheter/valet2010/article7742508.ab

"Overfaldet SD kandidat har selv skåret et swastika i sin pande"
http://svt.se/2.128339/1.2152552/lakare_hakkors_ristades_in_sjalv

"De etablerede partier imødekom SD på forkert måde"
http://www.dn.se/debatt/de-etablerade-partierna-bemotte-sd-pa-fel-satt-1...

"Vi kan ikke lide fremmedfjendtlighed"
http://blogg.aftonbladet.se/janhelin/2010/09/darfor-gillar-vi-olika

Mit gæt er at det får den modsatte effekt, nemlig mange stemmer til SD

Kurt Svennevig Christensen

Jeg kender ikke ret meget til andet end Wien og Østrig end de herrer Hitler og Jörg Heider, navne og bedrifter. Så jeg ved ikke om by og land som påstået "smelter" sammen dernede. Men det påstår forfatteren er tilfældet i Danmark og da det meget langtfra er tilfældet tyder det på, at forfatteren ikke ved mere om Danmark end jeg ved om Østrig. Så sandsynligvis er hans svenske analyse ligeså tynd.

1) Det er direkte løgn, når der står, at en borgerlig regering nu har muligheden for at blive (gen)valgt to gange for første gang siden anden verdenskrig. Der var en borgerlig regering fra 1976, som blev genvalgt i 1979 (den gang var valg-perioderne kun på 3 år i Sverige....) Der var altså en borgerlig regering fra 1976-1982. Allerede der mistede denne Schwartz noget troværdighed.
2)Jeg har set udsendelser (de begyndte for fem år siden) i både SVT1 og NRK1 som tog det op at kvinderne forsvinder fra norrbotten og nordnorge, mens mændene bliver tilbage. [i Danmark er vi først begyndt at tale om det nu]
3) Og ja, meget er mere 'gratis' (dvs. betalt over skatten) i Sverige end i andre lande. F.eks. den svenske tannläkevård er meget bedre end den danske, for I Sverige er der et større offentligt tilskud til personer med tandprpblemer. Det betyder, at folk som skal have lavet ganske meget ved tænderne ikke selv skal betale så meget som de bl.a. skal i Danmark.
4) Mht. at debattere udlændinge, så gør Sverige jo det. Og de nøjes ikke med at debattere om og med dem. De gør også noget ved problemerne. I Södertälje f.eks. gør de det at man har sat indvandrerne til at bygge ældreboliger, og her bliver der diskuteret problemer med indvandringen en masse. Ikke på samme måde som i Danmark, hvor vi stort set anser indvandrere fra alle lande (ja også de nordiske) som en byrde, men man diskuterer, hvordan man bedst integrererer indvandrerne i Sverige. Og sådan foregår det mange steder i Sverige.
5) Allerede for 8-10 år siden så jeg en udsendelse i svensk TV4 (en privat tv-station) om, hvordan svenskerne skulle klare det rent øknomisk, når befolkningen blev ældre og ældre. Og derfor har man i Sverige (og Norge i dag) meget større sikkerhed i ansættelsen når man er over 60 år.
(I Danmark diskuterer vi det kun - og måtte nærmest tvinges af EU til at gøre noget ved alders-diskrimination, dvs. det at man bliver fravalgt pga. alder).
6) Mon Schwartz kan forklare hvorfor svensk økonomi stormer frem nu? Mon ikke det handler om at svenskerne allerede for to år siden kendte deres besøgelsestid og rejste til Sydøstasien (Kina, Sydkorea, Vietnam mm - og Rusland også). Og her fik de nogle kontakter, som deres store virksomheder kan udnytte nu, dvs. eksportere til de her lande.
6B) Danskerne befinder sig i en hel anden verdensdel, rent konkret også faktisk. Nemlig i Brasilien. Et land hvor opsvinget endnu ikke er lige så stort som i Kina og Rusland mm. LEGO, Grundfoss, Danfoss mm. bør være (mere) i Kina end de er nu - eller Rusland. Eller Vietnam. Men det kræver jo, at man har folk, som kan tale f.eks. kinesisk, russisk - eller det fransk, som danske politikere har haft travlt med at afskaffe som et sprog man kan vælge.
6C)
Hvilke samfundsøkonomiske problemer er det lige, Sverige står overfor i lyset af finans-krisen? Ingen. Så vidt jeg kan se, bl.a. fordi den svenske økonomi stormer frem...
6D) Hvilken uhæmmet indvandring fra lande, som er meget forskellige fra Sverige? Her glemmer man at svenskerne optog store grupper af finner og jugoslaver i 1960erne. Og i løbet af sidste 30-40 år også har optaget store grupper af mennesker fra f.eks. Irak, f.eks. er der en masse kristne irakere i Södertälje, ligesom der er en masse assyrere og syrianere. (og en masse andre mennesker fra en masse andre lande).
6E) Og nej, Sverige har aldeles ingen uhæmmet indvandring fra andre lande. Sverige har, ligesom Danmark en kontrolleret indvandring og har for længe siden indset, at hvis velfærds-staten skal overleve, så er denne indvandring en nødvendighed.
6F) Svenskerne har erfaring med at integrere to grupper, samerne i nord og finlands-svenskerne i øst. Finlands-svenskerne kom til efter første verdenskrig og i 1920erne og i 1930erne tog svenskerne de debatter, danskerne tager nu mht. at integrere bl.a. samerne og finlands-svenskerne.
7) Mht. Bengt Gustaffsons bog har Sverige forlængst taget den debat om de svenske ubåde, NATO og USA. Den diskussion/debat overstod de allerede for ca. 10 år siden, hvor det første gang kom frem, at ubådskrænkelserne under den kolde krig højst sandsynligt kom fra ubåde fra - USA.
8) Scwartz analyse passer glimrende på Danmark, dette lille land, som helst vil tilbage til en tid, som forlængst er forbi. Og som endnu ikke har fattet, at verden i 2010 er en anden end verden i 1960.

Mht. til den politske kultur i Sverige og den politiske debat i Sverige ser jeg lige nu en glimrende optakts-udsendelse til det svenske valg. Her var Göran Hägglund i studiet. Og det et meget meget langt interview (ca. 10-15 minutter tror jeg). Og det var en lise at høre på. Manden fik lov til at tale ud, de stillede spørgsmål var relevante og stillet i ordentlig rækkefølge så jeg som seer følte mig både informeret og (godt) underholdt.

Bagefter var der så nyheder. Og nu har jeg lige set en langt indslag igen (10 minutter cirka) om hvorfor folk mon bestemmer sig så sent i valgkampen, når de stemmer, hvor man havde psykologer inde for at forklare det. Meget interessant og vedkommende var det.

Ang. manipulationen om angrebet mod en Sverige-demokrat, som antageligt fik skåret et hagekort i panden af to maskerede mand, ja så har den svenske retslæge bedømt, at der er noget, som ikke stemmer; det kan betyde at han selv har skåret hagekorset i sin pande. Ganske enkelt fordi at sårene i panden peger på dette. Og i modsætning tii Danmark tror man altså på sine eksperter i Sverige, dvs. de folk, der rent faktisk ved noget om et emne - noget som R. Schwartz tilsyneladende ikke gør.