Læsetid: 3 min.

Når de røde kommer

Flugten til den iberiske halvø
Moderne Tider
25. september 2010

»Men den dag røde russerne kommer, og det gør de jo nok igen ...«

C.V. Jørgensens Costa del Sol kørte rundt i hovedet på klummisten, da han forleden forsøgte at slå nogle timer ihjel i Madrids lufthavn. Det blev nærmest til en slags sygelig musikalsk fiksering, og da årsagen ikke kunne være den smagning af skøn vin fra Den Iberiske Halvø, der var gået forud, måtte forklaringen findes andre steder.

I takt med at den hjemlige valgkamp intensiveres, flyver bemærkningerne om 'de røde' stadig oftere gennem luften. Bekymrede borgerlige ministre taler stadig oftere om 'de rødes' planer, der vil smadre økonomien og sende erhvervslivet på flugt, og man kan sågar finde Facebook-grupper, hvor folk med angst i topskatten oplister de uhyrligheder, der vil følge med 'de rødes' mulige indtog.

Ingen, heller ikke de stadigt mere skingre politiske kommentatorer, stopper op og stiller det åbenlyse spørgsmål; 'Røde', hvad snakker I om? Er det S, SF og R, der er frontløberne, der i revolutionens navn vil lægge landet øde? Mon?

Et hurtigt kig på Søvndal, Thorning og Vestager og lidt historisk bevidsthed ville nok snarere føre til konklusionen, at gode gamle Lenin ville have stillet de tre op ad den nærmeste mur og skudt dem for kontrarevolutionær virksomhed.

Således beroliget på vegne af de danskere, der med C.V. Jørgensen i øregangen er i gang med at planlægge flugten fra de hjemlige himmelstrøg, kunne klummisten i stedet fokusere på den nys overståede vinsmagning. Den Iberiske Halvø har alt. Fra den rene og fyldige velsmag i Segura Viudas Brut Reserva, der demonstrerer cavaens formåen, når boblevand skal koste under 100 kroner, til Burmesters 2005 Late Bottled Vintage portvin, der runder en hyggelig aften af med kvalitet og charme. Sidstnævnte har både sødme og karakter, der ligger langt over prisindikatoren, og ofrer man en 20'er mere, får man med Burmesters 1995 Colheita mindst syv års fadlagring oveni.

Moderne kvalitet

I mellem cavaen og portvinen blev det til fire interessante nedslag. Fra Juuls vinhandel på Frederiksberg, hvor sortimentet udviser en bredde og dekadence, der i sig selv kunne gøre vinhandleren til mål for revolutionens fortropper, skal fremhæves en Badacelli 2005 fra Priorat i Catalonien, der i fornem kvalitet demonstrer, hvad moderne spansk kvalitets- rødvin handler om. Fyldig, elegant og med både sødme og kant pynter den på ethvert middagsbord. I en helt anden prisklasse, men stadig med den moderne tilgang, kan man pege på El Lagar de Isilla Roble. Vi er her ved Duerofloden, og man får solid fylde og en rigtig god vinoplevelse trods den lavere pris.

Engang var spansk vin for de fleste danskere enten noget billigt stads eller rioja'er, der emmede af egespåner. I dag er der rigtig gode eksempler på både en moderne tilgang og mere klassiske fadlagrede vine fra Rioja. Førstnævnte kunne være Ibericos Crianza 2007 på ren Tempranillo. Den har præcis den elegance og lettilgængelige drikkevenlighed, mange sætter pris på, men kan også glæde mere avancerede ganer. Værdsætter man Rioja med fadlagring, er en 2003 Alberdi Alta Viña et forbavsende prisvenligt eksempel. Nok sælger leverandøren kun en gros, men der er vel blandt læserne bjærgsomme sjæle, der kan finde på at hjemtage et lidt større parti, når prisen er rigtig, og fornemmelsen af velduftende, elegant fadlagret rødvin sætter ind.

I baghovedet fortsatte C.V. Jørgensens inciterende stemme, der jævnligt blev afbrudt af højttalerens skratten om nye forsinkelser, men til de revolutionsskræmte danskere må budskabet i det mindste være, at en flugt til Den Iberiske Halvø sagtens kan blive en rigtig fin oplevelse.

Bedømmelse

4/6: Segura Viudas Brut Reserva. 85 kr. www.wine.dk 85,-

5/6: Burmester LBV 1995. 79,95 kr. www.philipsonwine.com

5/6: Badacelli 2005 Priorat. 185 kr. Juuls Vin & Spiritus (33 31 13 29)

4/6: El Lagar de Isilla Roble. 59 kr. (normalt 70). www.rudersdalvin.dk

4/6: Ibericos Crianza 2007. 89,95 kr. H.J.Hansen/ Vinspecialisten/Magasin

5/6: Alta Viña Alberdi 2003. 74,70 kr. eks. moms www.vinengros.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her