Læsetid: 5 min.

Jeg har prøvet at skrive en lov

Men studiet var seks utroligt kedelige år, siger fuldmægtig i Justitsministeriets ministersekretariat
Men studiet var seks utroligt kedelige år, siger fuldmægtig i Justitsministeriets ministersekretariat
18. september 2010

Jeg har ikke anlæg for kynisme. Det har jeg virkelig ikke, men i mit arbejde skal man hele tiden modstå den, når den kommer snigende. Det gælder særligt for min afdeling. Vi må ikke blive kyniske, fordi vi sidder med områder, der er så afgørende for retssikkerheden og for det at føle sig tryg ved samfundet. Som fuldmægtig i Justitsministeriet skal du en gang om ugen møde op i byretten som anklager, og hvis jeg efter sag nummer 100 og et eller andet, bare tænker »denne sag skal bare lukkes, og jeg har læst mig til, at det skal give tre måneders fængsel,« så taber hele samfundet.

Man skal huske, at vi hele tiden har med mennesker at gøre. Vi er jo borgervendte og har politiet, anklagemyndigheden og domstolene under os.

Anede ikke, hvad jeg ville

Jeg er 30 og var færdig som jurist i 2006. Jurastuderende er som regel meget unge, og det kunne man godt tro handlede om, at de var meget målrettede, men for mig handlede det om det modsatte. Jeg anede ikke, hvad jeg ville, så jeg havde brug for en bred uddannelse - en uddannelse, der kunne holde alle muligheder åbne. Men det var seks helt utroligt kedelige år. Det synes jeg virkelig. Jeg var meget sjældent til undervisningen, og hele mit studie var tæt på at være et regulært brevkursus. Jeg savnede et fællesskab på studiet og en sammenhængskraft, som jeg synes, jeg oplevede med det samme, jeg kom herind. Det er det gode ved at være her.

Jeg startede hos Rigspolitiet, og derfra røg jeg over i vores internationale afdeling. Siden februar har jeg så siddet her i ministersekretariatet. Det er en slags tværgående stilling, der blandt andet skal hjælpe ministeren med at give en klart billede af de tværministerielle samarbejder, vi har. Jeg danner i stor udstrækning selv rammerne for mit arbejde, og det betyder meget for mig, men det, der betyder mest, er, at jeg sidder helt tæt på beslutningsprocessen. Det er mit helt store interesseområde - beslutningsprocesser. Som embedsmand er din rolle at give ministeren den bedst mulige baggrund for at kunne tage den rigtige beslutning, hvis man kan tale om sådan én. Og her, hvor jeg sidder, er man så endnu længere inde og rådgive i selve den politiske proces og den efterfølgende udformning af strategier og lovforslag. Det synes jeg, er utrolig spændende, selv om det er lidt atypisk for en jurist, at interessere sig for det.

Opgaven er at lytte

Der er mange fordomme om os ansatte i Justitsministeriet, fordi vi er så homogen en faggruppe - vi er næsten kun jurister. I de andre ministerier bliver det hurtigt til, at vi er støvede, ikke interesserer os for politik og er lidt langsomme i optrækket, men vi er et hus, der satser på kvalitet frem for proces - i hvert fald hvis det er et valg mellem de to, og nogle ministerier kan godt have det anderledes. Det betyder også, at der er mange stillinger i huset, hvor du får lov til at dyrke juraen, men jeg synes virkelig ikke, vi er særlig støvede, og vi har en meget uformel omgangstone.

Vores opgave er at lytte til ministeren og høre, hvilken retning han vil i, og hvordan kan vi få indarbejdet det i de strategier og lovforslag, vi sidder med. Vi ved jo alle sammen herinde, hvad det vil sige at have en konservativ justitsminister, og vi ved godt, hvad målet er. Jurister er meget rationelt rene og gode til at finde hen til det mål.

Det er min lov

Jeg har prøvet at skrive en lov før - det var en ændring i dna-loven og i loven om køretøjer. Det er noget, man får en stolthed over eller et ejerskab til. Det gælder også for de strategier, jeg laver. Det bliver en del af én selv. Man lægger så mange timer i det, og ved præcis, hvor det enkelte komma står. Den lov, jeg har lavet, skal i brug nu og her, så håber jeg naturligvis, den er god nok og tænkt helt igennem. Men jeg er nu ikke nervøs.

Af en eller anden grund føler jeg et ansvar for hele huset, så hvis jeg sidder til et middagsselskab og nogen begynder at tale om, at politireformen er noget makværk, så bliver jeg personlig indigneret. Så forsøger jeg altså at hoppe ind i diskussionen for at forklare lidt om, hvad tankerne var, og hvor meget der er gået godt, og at der er blevet rettet op på de ting, der var vanskelige.

Jeg sidder på et område, hvor mange har en mening om det, vi laver, så derfor kommer vi også tit på overarbejde, når det pludselig eksploderer i den offentlige debat. Når reformer som politireformen - der er grundigt forberedt og også den rigtig vej at gå - pludselig kommer i modvind, så skal det går stærkt med at få formidlet, hvorfor denne vej, vi har valgt, er så vigtig. Det er tidskrævende og en omkostning, men det er også det, der driver mig.

Fjernt fra min baggrund

Folk synes, det var mere spændende, da jeg sad i Rigspolitiet. De havde mere at spørge om og flere holdninger til det, men det. tror jeg i høj grad. handler om, hvad folk forestiller sig, man laver hos politiet, og hvad de forestiller sig, man laver i Justitsministeriet. Men begge job kan være ret abstrakte for andre mennesker. Også for mine forældre, når jeg skal forsøge at forklare, hvad jeg laver. Jeg trøster som regel min mor med, at jeg heller ikke ved, hvad en advokat laver. Min mor er kontorassistent, min stedfar har været værkfører og min far er post, så jeg har ikke en advokatfamilie bag mig. Der er ret mange advokatbørn på jurastudiet, og der er sikkert også en forskel på den tilgang, jeg har på juraen, fordi jeg ikke kommer fra et akademisk miljø. Jeg ved det ikke. Det spiller i hvert fald ikke en rolle her på mit arbejde i dag - folk har alle mulige baggrunde, og tankegangen er meget meget bredere end på studiet. Og så er vi efterhånden også så langt, at det er ligegyldigt om ens forældre kunne hjælpe én med at læse op til eksamen. Et eller andet sted har jeg vel brudt en social arv - jeg og min tvillingebror, der er ministersekretær i Socialministeriet, er de første i familien, der har taget en akademisk uddannelse - men jeg tror lige så meget, det har at gøre med en samfundsudvikling. Sådan er det jo for mange, og min historie er jo langt fra usædvanlig. Heldigvis.

Min mor et meget stolt, fordi hun kan mærke, at det går mig godt. Jeg tror nok, hun synes, jeg arbejder for meget, og jeg er langt hjemmefra, men hun siger, at hun er glad for, at min bror og jeg har ladet livet udfolde sig og bare er flyttet til København og har ladet ting ske. Jeg tror, hun er lidt ked af, at det skaber en ... distance, at have en hverdag, der er helt anderledes end hendes nogensinde har været. Det er jeg også lidt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu