Læsetid: 9 min.

En rejse til politikkens ophør

Valgkampens holdningsmarkeringer kan ikke skjule, at svensk partipolitik er konformt nytteorienteret, eksistentielt udglattende og populistisk leflende, skriver den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg
På plakaten. Den borgerlige svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, har formået at gøre sig selv til arvtageren af Socialdemokraternas urgamle pligt- og arbejdsomhedsidealer.

På plakaten. Den borgerlige svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, har formået at gøre sig selv til arvtageren af Socialdemokraternas urgamle pligt- og arbejdsomhedsidealer.

Ulf Peter Hallberg

4. september 2010

»Krævementaliteten er et problem,« siger samtlige partier under økonomidebatten i Sveriges statsfjernsyn. Der tales især om omsorg og ældrepleje, om fleksibilitet og tryghed. Alle partiledere er rørende enige, og det er svært at hæfte sig ved andre skillelinjer end de retoriske stilskift.

»Vi må ikke demontere arbejdsmarkedspolitikken,« formaner De Nya Moderaterna. »Magt over mit eget liv er også velfærd,« erklærer Miljöpartiet. Sverige er »mulighedernes land,« proklamerer Socialdemokraterna.

Jeg er på rejse gennem det politiske Sverige. Med i bagagen har jeg H.C. Andersen og svenske statsministermonografier. Jeg opsøger tænkere uden forankring i partierne, da holdningsmarkeringer ikke kan skjule, at svensk partipolitik er konformt nytteorienteret, eksistentielt udglattende og populistisk leflende.

I Skåne i Norra Häljaröd holder Citizens Without Boundaries møde. Man arbejder på tværs af kulturgrænser, frem for alt i Balkan og Tyrkiet og forbereder nu en konference i Lund om 'den sakrale tid'. Initiativtager Ingrid Rasch siger: »Det største problem ved den svenske valgkamp er manglen på modstand imod økonomismen.« Hvorpå hendes medarbejder Andrea Karlsson tilføjer: »Frihed formuleres alene som forbrugsmønstre.«

Som H.C. Andersen samler jeg på anekdoter. Den første handler om statsminister Reinfeldts svar på spørgsmålet om, hvad han har på sit natbord: »Mit vækkeur!«

Ikke Rousseaus Den ensomme vandrers drømmerier, det seneste stykke chic-lit eller en krimi med en provinsdetektiv (hvis titel, spørgeren formentlig vil være fortrolig med). Absolut ikke noget opsigtsvækkende, men noget så elementært som et vækkeur. Som den gedigne kraftkarls reverens til Socialdemokraternas urgamle pligt- og arbejdsomhedsidealer.

Modstanderen tager over

Siden Fredrik Reinfeldts gennembrud ved det svenske valg i 2006 er der med De Nya Moderaterna og den borgerlige koalition, Alliansen, sket et epokeskift i svensk politik. Intet er, som det var: Gamle socialdemokrater stemmer på De Nya Moderaterna, som triumferende kalder sig et arbejderparti og henviser til, at Alliansen er bedst til at værne om arbejdspladser, velfærd og 'den personlige situation'.

Med postmodernistisk ekvilibrisme bliver spørgsmål og områder, som tidligere havde klassisk forankring i et helhedssyn og førte til antagonistiske standpunkter, pludselig overtaget af modstandersiden. Mest drevent af finansminister Anders Borg, som har for vane at vælte spørgsmål over ende ved at omformulere dem.

Det er netop 'den personlige situation', som De Nya Moderaterna er bedst til at tolke. De tager udgangspunkt i almindelige menneskers konkrete erfaringer med et massivt skattetryk, som har givet det svenske folk en anonymiseret omsorgssektor, omfattende sort arbejde og udhulede skoler som udbytte, når de prædiker deres nygamle idealer - forankret i finanser, traditioner og 'udskillelse'. Og vi vil alle sammen kunne skille os ud og blive lagt mærke til, ikke mindst på grund af altings forfladigelse. De Nya Moderaternas tale om, at vi alle er individer, slår på temaer, vi troede for længst var fortid.

Forvitret ideologi

Med sit karakterløst nypomadiserede hår med flippet hestehale signalerer Borg på kreativ vis den nye individualisme: en slags hybrid mellem den visionære finansmand og hippien, mellem Wall Street-regnedrengen og filosoffen. Han udstråler lyst til at eksperimentere. Sådan ser det nye menneske ud, uforudsigelig og fri. Man fornemmer, at han når som helst kan blive tilbudt og tage imod en bedre post end finansministerposten. Dette er noget helt andet end den socialdemokratiske hang til at sætte sig tungt på magtens flæsk.

Borg er De Nya Moderaternas stærkeste kort, en politisk skikkelse, som med henvisninger til sit eget og andres hverdagsliv giver et troværdigt og frisk indtryk. Kalkulerne har han for længst oppe i skjorteærmerne, hvis de da ikke improviseres frem i hjernens fremtidslaboratorium. Han forstår værdien af paradokser, i modsætning til Socialdemokraternas forkætrede og delvis forvitrede ideologiske ballast.

Vi er ekstremt langt fra den gamle socialdemokratiske finansminister Gunnar Strangs bidske, men retskafne skattemester, og lige så langt fra Göran Perssons husholdningsregnskaber. Vi er hos en elegant og dog erfaren og lettere slidt Georg Gearløs. Stadig flere svenskere oplever at få succes, så står det til Borg, kan vi alle blive rige på en eller anden måde, og gudskelov for det. For alle er trætte af realismen - af skatter, afsavn og anstrengelser. Nu handler det om træterrassen, verandaen og individets frihed.

Tilskuds- og fradragsordninger til byggeforbedringer og hushjælp har styrket svenskernes evne til at organisere deres hverdagsliv og opgradere deres boformer. Så hjælper Socialdemokraternas henvisninger til sygeplejersker, som har måttet forlade deres job eller den gamle traditions afstandtagen fra at købe sig til hjælpetjenester ikke.

I det udpræget postmoderne svenske samfund er middelklassen træt af oprydning, besvær og ekstremt høje omkostninger ved at 'købe' sig til husarbejde og håndværksopgaver. Overklassen venter i ro og mag på yderligere privilegier. Og arbejderklassen - ordet har for længst overskredet sidste salgsdato - har blikket rettet imod selvstændighed, ikke imod kollektive løsninger.

De Nya Moderaternas ligger altså på omgangshøjde med tidsånden og folks hverdag, mens Socialdemokratiets krampagtigt argumenterer med bedaget terminologi med en firkantet fremstilling af modstanderen som 'velfærdsafvikler' eller 'højrespøgelse'.

Perssons paradigme

Det er påfaldende, at Socialdemokraternas udhulede substans har sit udspring i en ekstremt indholdsløs populisme kombineret med en sukkersød antiintellektualisme, som fejrede triumfer med Göran Persson.

Perssons afgang blev en politisk 'markør'. Han viste med sit personlige eksempel, at idealer og holdning er blevet retorisk kulisse for magtfuldkommenhed, økonomisme og nedbrydning af dannelsesidealer.

Herregården til 18 millioner i Sörmland og det uforblommede karriereskift fra statsminister til højt betalt konsulent lagde et århundredes ideologier i grus. Pludselig befandt alle sig i samme tomrum, og her fremstod De Nya Moderaterna som sandhedssigerne.

Göran Perssons sidste budskab til bevægelsen blev, at han statuerede sit eget personlige eksempel på gyldigheden af De Nya Moderaternas maksime: »Sats på dig selv!« Jeg hører på min politiske rejse ikke nogen socialdemokrat diskutere dette paradoks.

I stormagasinet NK i Stockholm, hvor udenrigsminister Anna Lindh blev myrdet i 2003, præsenteres den store statsministerboks med 22 monografier, Sveriges statsministre gennem 100 år, hvis hovedredaktører er Mats Bergstrand og Per T. Ohlson.

»I modsætning til tidligere tiders politikere, der alene følte sig bundet af deres egen overbevisning, er den svenske valgkamp i dag fuld af homogene politikere, som på forhånd har underskrevet loyalitetserklæringer,« siger Per T. Ohlson, som skriver med stor indlevelse om en fortidig politikertype som Rickard Sandler, 'renæssancemennesket' Brantings efterfølger i 1925.

»I dag indebærer EU-arbejdet, at regeringscheferne får styrket deres rolle. Der sker en slags præsidentialisering, hvor magthaverne får et klart informationsforspring,« siger Annika Ström Melin, som i sin monografi beskriver Göran Perssons udvikling fra svensk magtpolitiker til europæisk taktiker.

»Socialdemokraterna går fra et klasseperspektiv til at blive 'folkhemmets' statsbærende Sverige,« fortsætter Ström Melin. Det, som er interessant ved dette her valg, er De Nya Moderaternas forvandling. Fredrik Reinfeldt profilerer sig på at tale om alle Socialdemokraternas tunge spørgsmål for at markere, at De Nya Moderaterna er blevet det nye statsbærende parti.«

Børnehavepædagogen Sahlin

I 2010-valgkampen går Reinfeldt og Alliansen til valg på 'Jobbmanifestet', som nærmest leder tankerne hen på pionerskikkelser i arbejderbevægelsen som den svensk-amerikanske fagforeningsaktivist og digter Joe Hill eller oprøret i Ådalen, mens socialdemokraternes slogan er 'Mulighedernes land', hvilket får vælgeren til at associere til udvandrernes ankomst til Amerika og guldgraveri.

Den socialdemokratiske leder, Mona Sahlins, udlægning af mulighederne i Sverige forstærker snarere socialdemokraternes dilemma: At ville det gode uden at have ideer eller kunne forny sig. Sahlin har en lidt hjælpeløs politisk fremtoning på grund af sin mangel på konkretisering. Hun fremstår som en stedse rettænkende kassedame i et supermarked, som ikke kan holde rede på varer og priser, men dog vil gøre alt for at stå sig godt med kunden.

»De unge taler ikke Sahlins sprog,« siger Annika Ström Melin, »fordi det ikke relaterer til noget i deres virkelighed, men højst minder dem om en formanende børnehavepædagog fra deres barndom.«

Når det nygamle socialdemokrati i sidste instans bliver nødt til at give besked om samfundssynspunkter, trækker man en butler og vasketøjsaflevering i tunnelbanan frem i sit politiske reklamespot (for at give det udseende af, at man forstår, hvor trætte vælgerne er), eller sågar kønsneutrale toiletter (for at holde sig på god fod med transseksuelle og kønstvivlere). Forslagene føles nærmest hysterisk up to date.

Den tidligere socialdemokratiske kulturminister Bengt Göransson foretager i sin bog Tanker om politik en vigtig skelnen mellem samfundslivet som medborger (med rettigheder og pligter) og som forbruger (med krav og interesser). Göranssons eksistentielle kultursyn med betoning af kulturens dybere værdi som et fællesskab mellem mennesker sætter fingeren på, hvor markedstilpasset og svagt kultursynet er blevet i det nye politiske klima.

Svenske værdier

Det fremmedfjendske parti Sverigedemokraterna fisker efter stemmer med en kampagne om, at svenske værdier forrådes, men savner indtil videre en dybere forankring i det svenske folkedyb. De kan præstere fremgange til i nærheden af fireprocentsgrænsen, men kobles fortsat sammen med deres nazistiske rødder, hvilket indtil videre har forhindret yderligere støtte.

Det spørgsmål, som opstår i den postmodernistisk opløste politiske retorik, er, om politikken er mere end en tom formel for nytteværdi eller rent ud for egennytte. Hvad er der tilbage af medborgeren, kulturmennesket og empatien?

Politikere agerer overløbere på alle områder, omtrent som da tidligere marxister og Stasi-agenter efter Murens Fald alle blev postmodernister, fordi det ifølge denne filosofi ikke spillede nogen rolle, hvem man havde været.

Hvordan har Sverige kunnet blive så ekstremt antiintellektuelt, at snart sagt alle politikere og medborgere sætter en ære i at betone, at de ikke tænker, ikke er aparte intellektuelle nørder, ikke er belastet af unødig viden?

Som anekdotesamler finder jeg det værd at minde om, da statsministeren og hans hustru landede i Kina for første gang og havde læst casual dressing på indbydelsen. Da de trådte ned fra flyets lejder var de iført joggingsæt. En sådan holdning er et stærkt og konformt udtryk for det nye Sverige, hvis ideal er at være afslappet og bekvem uanset sammenhængen. At forstå eller fortolke anses for fisefornemt.

Man er blevet mærket af Socialdemokraternas grundmurede antiintellektualisme og angst for ulighed. Nu går De Nya Moderaterna til valg på modstandernes argumenter og hårdt tilkæmpede rettigheder. Der savnes såvel klassisk behersket borgerlighed som samfundskritisk intelligens. Forskellige retoriske perspektiver påstår at have samme kerne. Hvad skjuler retorikken?

Salgbarheden er i De Nya Moderaternas øjne i stadig højere grad afgørende for adgangen til de værdier, vi endnu opfatter som kultur, og den politiske formel for denne indstilling udmøntes i Sverige som 'velfærdens kerne'.

Tilpasning til markedet

Aktuelt tyder meningsmålingerne i Sverige på, at Alliansen sejrer, og at Socialdemokraterna med deres geskæftige rødgrønne allierede på slæb går imod et katastrofevalg, som ligger under det forrige valgs 35 procent - det værste resultat for Socialdemokraterna siden stemmerettens indførelse.

Kultur og tænkning er blevet lukket ude som ubekvemme, modvillige og forstyrrende faktorer. Nu tilpasses de til markedet i henhold til de love, som gælder for mainstreamprodukter. Resultatet er et tomrum.

Den politiske retorik i Sverige leder tankerne hen på indhegninger og båse. Den fælles politiske formel hinsides forskellene mellem kilometerskat og skattelettelser og 'hold sammen' >i stedet for 'lad os åbne'. Der savnes udblik og europæisk perspektiv. Følgelig føles det uvirkeligt, når Kristdemokraternas leder, Göran Hägglund, taler om »virkelighedens folk«. Det afgrænsede folk ville være mere eksakt.

Fra demokrati til økonomi

Hos forfatteren Carl-Henning Wijkmark, som vandt August-prisen 2007 med romanen Stundande natten, spiller vi Françoise Hardys C'est l'amour auquel je pense, og jeg beder ham om at kommentere den politiske situation.

»Medborgerens ansvar, rettigheder, pligter og friheder interesserer ikke længere nogen. Det gør alene fordeling. Hvor stor en del af kagen kan vi hver især få? Hvordan kan vi begunstige eksportindustrien, erhvervslivet, de små iværksættere osv.? Alle problemer bliver oversat til økonomiske problemer, selv om de i grunden er demokratiets problemer. Og her er der ingen forskel på blokkene.«

I den svenske valgkamp savnes Primo Levis spørgsmål: 'Hvad er et menneske?' Og der savnes kulturmenneskets forankring i et mikrokosmos af betydninger, som definerer det menneskelige værd - samt verden uden for Landskrona, Oskarshamn og Stockholm.

Man kan med H.C. Andersen i sidste kapitel af Rejse i Sverige fra 1849 gribe sig i at længes til Poesiens Kalifornien.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Ulf Peter Hallberg

Svensk forfatter, født 1953, bosiddende i Berlin siden 1993.

Brød igennem med essayromanen 'Flanørens blik'. Senest er udkommet 'Europeiskt skräp', der er på vej i flere oversættelser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu