Baggrund
Læsetid: 8 min.

»Er hun en eller anden slags berømthed?«

Kan man gå i syv tommer høje guldstiletter og stadig være helt nede på jorden? Ja, det kan man, hvis man er Tori Spelling, mener i hvert fald hendes fans, der er betagede af og henter inspiration hos hende. I Danmark er hun blot kendt som Donna Martin fra ’Beverly Hills 90210’, men i USA er hun langt mere end det
Moderne Tider
4. september 2010
Ægte. Tori er ikke falsk som så mange andre reality-stjerner, lyder det fra en i fanflokken, der skal have en signeret bog med hjem.

Ægte. Tori er ikke falsk som så mange andre reality-stjerner, lyder det fra en i fanflokken, der skal have en signeret bog med hjem.

Hans Henrik Rasmussen

I Danmark er Victoria Davey ’Tori’ Spelling bedst – hvis ikke udelukkende – kendt for sin solide, årelange position på TV 2’s eftermiddagssflade i form af rollen som Donna Martin i Beverly Hills 90210. Og lidt for på et eller andet tidspunkt at have fået lavet en plastikoperation, der efterlod en af alle tiders mest særegne kavalergange. Men faktisk har hun skrevet ikke mindre end tre bøger og det endda på blot to år. I 2008 var det biografien sTORI Telling, der strøg ind på The New York Times’ bestsellerliste og blev kåret til årets bedste celebrity-selvbiografi; i 2009 den ligeledes biografiske Mommywood om livet i Hollywood med to små børn og nu endelig Unchartered terriTORI, der beretter om det, der ikke blev plads til i de to foregående. Det inkluderer blandt andet: Tori, der fortæller om at aftjene sin nævningepligt, opdage sine tidligere 90210-skuespillerkollegers ’Jeg hader Tori’-klub, blive syg med svineinfluenza – og om at kontakte afdøde Farrah Fawcett. Det er den bog, der denne eftermiddag skal promoveres i boghandlen Borders i Time Warner Center i New York.

Ikke så slem?

Som det måske fremgik, er det dog ikke bøgerne, der er årsagen til Spellings berømmelse. De er snarere kulminationen på den berømmelse, hun særligt gennem de sidste fire-fem år har skaffet sig på god, ærlig Hollywood-maner: ved at optræde som hovedperson i en række reality-programmer om sit eget liv. Først spillede hun i 2006 sig selv i VH1-komedieserien So NoTORIous baseret på hendes liv (og af New York Post kaldt »meget vittig og til tider brillerende indsigtsfuld«), og i 2007 var det Tori & Dean: Inn Love, et reality-program om Tori og hendes anden og nuværende mand, der sammen drev et bed & breakfast. Samme program trådte i år ind i sin femte sæson under navnet Tori & Dean: Home Sweet Hollywood. Ingen af programmerne er nået til Danmark endnu, men – og her kommer så det aldeles overrumplende twist, der samtidig er undskyldningen for at bruge al denne tid på den lyshårede pige, som David Silver fra Beverly Hills engang droppede – måske er de ikke så slemme? Det vender vi tilbage til senere. Først mere fra Time Warner Center i New York, hvor klokken nu med hastige skridt nærmer sig tidspunktet for stjernens ankomst.

Køen slanger sig hele vejen ned igennem butikken og er vel et par hundrede meter lang. Mest kvinder, men også en del mænd. En af dem står oppe forrest i køen tæt ved presseindhegningen, hvor Informations udsendte holder til sammen med omkring 20 pressefotografer. Fyren står med alle Toris tre bøger i favnen. »Oh, my God!« udbryder han, da Tori Spelling pludselig – ti minutter før tid – drejer om hjørnet og skridter op mod podiet i sine syv tommer høje guldstiletter og en gul kjole, der ikke er velegnet til kirkebrug, men som matcher omslaget på den nye bog.

»It’s game time!« råber en af fotograferne, der alle er blevet taget lidt på sengen, travlt optaget af at prale med, hvilke berømtheder de senest har 'skudt' og hvilke af deres kolleger, der er nogle samvittighedsløse stalkers (langt de fleste). Samtidig siger de: »Over here, Tori«, »To the left, Tori« og des lige, inden en høj, mandlig fotograf med overskæg sætter trumf på ved at al sin kraft at råbe: »FOR THE LOVE OF GOD, TORI, TO THE RIGHT!« En indsats, der fører til denne meningsudveksling med en kollega: »Darryl – var det ikke lige at stramme den?«. »Yeah, men det virkede.«

Baby moment

Fire tydeligt spændte piger bliver nu ført ind i presseindhegningen. De fire er blevet lukket ind, så de kan blive de første, der får signeret deres bøger, og så der samtidig kan tages pressebilleder af dem. De står og venter, mens Spelling bliver interviewet til en tv-station, men så kommer de til. Jeg fanger dem bagefter og spørger, om jeg må stille dem et par spørgsmål - og da det ikke ligefrem er mit første rodeo, starter jeg med:

»Hvor gamle er I? Først i 20’erne?«

»Ah, mere sidst i 20’erne – arh, hvad fanden, jeg er 30,« siger Kristin, og de andre – Alexis, Elizabeth og Katie – griner samtykkende.

De har alle fire været fans siden Beverly Hills 90210, har set alle reality-programmerne og har læst begge de to foregående bøger.

»Hun er fascinerende, fordi hun er Aaron Spellings datter (faderen var kendt film- og tv-producer og blev af Forbes rangeret som den 11.-mest indtjenende afdøde berømthed i 2009, red.), og der er bare så meget spændende ved hendes liv,« begynder Katie. Alexis fortsætter:

»Vi kan for eksempel også rigtig godt lide hendes smykker. Hun har sin egen stil. Og så virker hun bare så normal – også da vi var oppe ved hende lige nu. Hun er bare fuldstændig lige som os.«

»I Tori & Dean ser man også en masse om, hvordan hun opdrager sine børn, og når man selv er blevet mor, siger hun én så meget om, hvad man går igennem,« tilføjer Kristin.

Regner I med at blive ved med at være fans?

»Oh, yes!« lyder det i kor.

Oppe på scenen er der nu kommet gang i køen, som dog lige er gået i stå. En kvinde har sit spædbarn med, som fotograferne hurtigt har fået over i armene på Spelling, der nu poserer med den lille i favnen. »Sorry guys,« siger hun ned til køen. »Baby moment

»Hun er et bevis på, at man kan nå sine drømme, hvis man arbejder hårdt for det, og hun fortjener sin succes og sine penge. Hun er meget inspirerende for sådan en som mig, der er nødt til at have to job,« siger Susan, der står nede i menneskemængden. Hun kan ikke længere skjule sin glæde over, hvad Mehran – det er Spellings ven, som hun i bogen kalder sin gay husband, og som nu har sluttet sig til hende oppe på podiet – fortalte Susans kæreste, Colin: »Han sagde, at Colin skulle gifte sig med mig med det samme, fordi jeg var en skat!«

Colin, der står ved siden af, smiler stille, nogle ville sige lidt fåret, og veninden Lindsay tager over:

»Hun er ikke falsk som så mange andre reality-stjerner. Af os tre er det kun mig, der er gammel nok til at have været med siden dengang, hun kun var Donna Martin, men vi har alle tre fulgt hende i alle de serier og tv-film, hun har været med i siden.«

Snooki

Og ligesom der er ved at falde ro over foretagendet, og Spelling sidder og signerer i nogenlunde fred, valser der en 1,40 meter høj chokoladebrun kvinde med slangekrøller og øjenvipper som baldakinerne på en himmelseng ind forbi mig op mod podiet på om muligt endnu højere hæle end Spelling. Jeg konfererer med en latinofyr, der i den sidste halve time har stået ved hegnet og ivrigt fulgt med, og han fortæller, at det er »Snooki fra Jersey Shore« – et reality-program på MTV. »De må åbenbart kende hinanden,« siger han, og det er der noget, der tyder på, eftersom Spelling ryger op fra stolen, og de to omfavner hinanden, mens blitzlysene blinker med fornyet styrke. (Interesserede kan se mere på hjemmesiden www.NakedSnooki.com, der for tiden prøver at afsætte nøgenbilleder af den 22-årige. Det er godt nok uvist, om disse billeder overhovedet eksisterer, eller om Snooki måske snarere selv har oprettet siden. Men det er jo en mindre detalje, ligesom det faktum, at hun i tv-showet præsenteres som italiensk-amerikaner, selv om hun er fra Chile.)

Frank

Køen går stadig stort set hele vejen igennem butikken, og omtrent midt nede i den står Frank. Frank er 49 år, meget lav med en meget stor mave, og så har han engang haft en rolle i en Al Pacino-film - en meget, meget lille mikrorolle – fortæller han, men i de sidste mange år har han dyrket berømmelsen ved at samle på autografer fra – og billeder af sig selv sammen med kendte. Han tager sit digitalkamera frem og bladrer igennem billederne, og der står Frank sammen med Christopher Walken, Clinten, Elijah Wood og så videre. I dag er det altså Tori Spelling, han skal have føjet til samlingen, som han kalder for Wall of Fame. Men Spelling skal ikke op på Franks Wall of Fame. Han skal have hende til at signere bogen, så han kan give den til sin datter, der er kæmpe fan. Hun har ikke villet tale med ham i to år, siden han blev skilt fra hendes mor, og Frank håber, det kan føre til, at de igen får kontakt. Nede for enden af køen kan jeg se Spelling, der stadig smiler og snakker længe med hver eneste fan.

Det er let at grine af disse amerikaneres skøre kendisbesættelse, men måske er Spelling anderledes? Hun har i hvert fald påvirket en masse af dem, der er her i dag, og hvem ved, måske er den nye amerikanske trend, som i så fald snart rammer Danmark, reality-programmer med folk, der ikke er idioter? Måske har vi danskere heller ikke et fuldstændigt billede af denne blonde starlet og alt det halløj, der omgiver hende. For eksempel blev hun i juli 2007 præst, så hun kunne vie et homoseksuelt par. »Ja, det er rigtigt. Jeg gjorde det online i sidste uge og fik mit certifikat med posten,« sagde Spelling til Associated Press efter vielsen.

Eller jeg kan også bare citere Chicago Tribune, der begyndte deres anmeldelse af Spellings første reality-program, So NoTORIous, således: »Der er mennesker, der aldrig ville se noget, Tori Spelling er med i. Synd for dem.«

Klokken er nu knap halv elleve. Uden for Time Warner Centers aircondition på Columbus Circle er der tropisk varmt. En stor, sort pige kommer ud og går forbi mig, mens hun siger til sin veninde:

»Åh nej! Jeg glemte at spørge Mehran, om han også ville signere min bog – det viser bare, hvor nervøs jeg var!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her