Læsetid: 6 min.

Sverige fik skånske tilstande - ikke danske

Skåne er Sverigedemokraternas vugge, og intet andet sted er støtten til partiet så stærk som her. Det hænger sammen med en generel mistro til Stockholm og centralmagten - en slags skånsk separatisme. I Skåne er der nemlig plads til protestpartier - og dermed også til Sverigedemokraterna.
På plads. Onsdag indtog det nyvalgte Sverige-demokraternas gruppe den svenske Riksdag. Partileder Jimmie Åkesson brugte en del tid på at møde pressen.

På plads. Onsdag indtog det nyvalgte Sverige-demokraternas gruppe den svenske Riksdag. Partileder Jimmie Åkesson brugte en del tid på at møde pressen.

Tomas Oneborg

25. september 2010

Hässleholm: 12,9 procent. Osby: 12,8 procent. Tomelilla: 13,3 procent. Östra Göinge: 13,8 procent. Tallene taler næsten for sig selv: I Skåne er opbakningen til det nationalpopulistiske Sverigedemokraterna tocifret - en støtte, der er større end noget andet sted i Sverige. Tag eksempelvis den lille by Bromölla, hvor Sverigedemokraterna med 17,8 procent af stemmerne til og med blev større end det borgerlige Moderaterna - statsministerens parti. Det var næppe sket i Norrland eller Götaland eller Södermanland for den sags skyld.

Bjuv: 14,9 procent. Sjöbo: 15,8 procent og Trelleborg: 13,8 procent. Man kunne blive ved. Det er ikke i Skåne, der bliver afholdt store antiracismedemonstrationer imod Sverigedemokraterna, det er ikke de skånske aviser, der laver antiracistkampagner. Alt det sker i Stockholm. Ikke i Malmø.

Derfor er det ikke tilfældigt, at formiddagsavisen Expressen sidste år i sin leder efterlyste, at »Skåne skulle integreres i Sverige,« og spurgte »hvad der var galt med skåningene« efter at en meningsmåling viste, at 8,1 procent af Skånes befolkning kunne forestille sig at stemme på Sverigedemokraterna.

»Det er klart, at de lokkes af et parti, der ud over indvandrerfjendskheden udmærker sig med et nostalgisk billede af et Sverige, hvor alle er blonde og glade, hvor Kockums byggede tankskibe og hvor det vildeste eventyr, man kunne forestille sig, var at tage færgen til Danmark. Det er om noget integrationspolitisk havari. Tag jer sammen, skåninge!«

Efter valget i 2006, da Sverigedemokraterna i flere skånske kommuner fik 20 procent af stemmerne, var det da også nærmest en nationalsport i Sverige at hade skåningene, mener Nicklas Orrenius, der er politisk reporter på Sydsvenska Dagbladet og netop har udgivet bogen Jag är inte rabiat, jag äter pizza om Sverigedemokraterna.

Men den jargon var der også en helt særlig grund til, mener Anders Hellström, der har skrevet bogen Vi är de goda: Den offentliga debatten om Sverigedemokraterna och deras politik. Det er nemlig ganske praktisk at forklare Skåne som en anomali i et ellers konsensuspræget svenskt politisk landskab, hvor Sverigedemokraterna - tidligere - hverken har fået plads eller taletid.

»Det er ganske bekvemt for 'de gode demokrater' at distancere sig til Sverigedemokraterna og dermed også fremmedfjendskheden ved at henvise fænomenet til periferien eller ved at tale om Skånes naboskab til Danmark,« mener Anders Hellström, der peger på, at man så ikke behøver at beskæftige sig yderligere med fænomenet.

Skånsk separatisme

Men tallene i Nordsverige siger alligevel noget helt, helt andet end de skånske. I Västerbotten fik Sverigedemokraterna kun 2,7 procent, eksempelvis stemte kun 2,1 procent af vælgerne på dem i Norsjö og 1,8 procent i Baskuträsk. I Norrbottens Luleå fik de 3,4 procent af stemmerne og i Kalix 3,6. Men hvorfor er det netop i Skåne, at partiet oplever en så stærk opbakning?

»Den vigtigste forklaring er, at Sverigedemokraterna er opstået i Skåne,« siger Nicklas Orrenius og påpeger, at det er her, partiet er opbygget.

»De fire, der styrer partiet i dag, kommer alle fra Skåne - Jimmie Åkesson, Björn Söder, Rickard Johnson og Mattias Carlsson - de smedede deres planer for partiet, da de gik på Lunds universitet for 10 år siden. Det er i Skåne, Sverigedemokraterna er bedst organiseret, det er her, de har deres mest kompetente medlemmer,« siger Nicklas Orrenius og fremhæver, at det er den vigtigste forklaring.

Den anden forklaring er, at Skåne faktisk er anderledes.

For lige netop her, i det sydligste af det sydlige Sverige, er der en mistro mod etablissementet og mod centralmagten i Stockholm. Der er tradition for at stemme på protestpartier. Skånepartiet, Skånes Väl, Burlövs Väl, Framstegspartiet, partier, der kun eksisterede i Skåne - og nu Sverigedemokraterna.

»De partier har gødet jorden i mange år, så vejen var ligesom banet for Sverigedemokraterna. Jeg tror, det kan forklares med, at Skåne engang var dansk,« siger Nicklas Orrenius og bliver bakket op af Anders Hellström fra Malmö Högskola.

»Det var lokale personligheder, der ikke kun profiterede af at føre kampagne mod indvandring, men også mod eksempelvis spiritusmonopolet eller i en modstand mod Stockholm generelt,« mener Anders Hellström og peger på, at det ser ud til, at de stemmer i høj grad nu er tilfaldet Sverigedemokraterna.

»Skånepartiet kom ind i Malmøs kommunalbestyrelse. Samtidig er Sverigedemokraternas mandat øget.«

Konsensuskultur

Og netop den sidste del af forklaringen er noget, professor i statskundskab Marie Demker påpeger. For det er ikke nogen tilfældighed, at Sverigedemokraterna netop etablerede sig i Skåne.

»Vi kan kalde det for en slags skånsk separatisme, en slags modstand mod etablissementet,« siger Marie Demker. I Sverige generelt er den dominerende politiske skillelinje venstre-højre. Men ikke i Skåne.

»I resten af landet er venstre-højre helt afgørende. Den skillelinje er så stærk, at alle partier bliver nødt til at indordne sig under den. Men i Skåne er der en anden skillelinje, som vi kan kalde centrum-periferi. Her har man en modvilje mod centralmagten og man står i opposition til den. Man accepterer ikke alle de regler og påbud, der kommer fra Stockholm, men man danner en opposition mod den. Og så bliver det langt nemmere for et parti - og specielt for et parti, der har en vis politisk mistro på sin agenda - at få plads,« siger Marie Demker og forklarer det med Skånes historie, der på en måde udgør en sidste rest af det svenske nationsbyggeri.

»Alle dele af landet er ikke lige integrerede, og Skåne har mange ligheder med Danmark, når det gælder erhvervsstrukturer, modsætningen mellem land og by og landbrugets rolle. Næsten flere ligheder end med Sverige. Så det er klart, at der også vil være nogle politiske strukturer, der vil ligne Danmark,« siger hun og forklarer, at når man først har en del vælgere, vil det være nemmere for nye vælgere at komme til.

»Når et parti er repræsenteret i kommunalbestyrelsen, når man ved, at ens nabo har stemt på det, og når et parti bliver synligt, så sænkes barren ganske betragteligt. Så føles det mere legitimt at stemme på et parti som Sverigedemokraterna. Og det gør, at et parti som Sverigedemokraterna kan vokse. Det er det, vi har set i Skåne.«

Men når Sverigedemokraterna ikke er store i Norrland, så skyldes det ifølge Nicklas Orrenius mest partiets egen organisation og professionalisme:

»I Norrland er der også en vis skepsis over for centralmagten og Stockholm, men der har Sverigedemokraterna ikke slået rod på samme måde. Der har de etablerede partier stadig kunnet indoptage den utilfredshed med centralmagten og kunnet formidle, at de slås for Norrland. Den vigtigste forklaring er, at Sverigedemokraterna ikke har nogen stærk organisation deroppe,« siger Nicklas Orrenius, der mener, det er noget vås, at Skåne ikke skulle være fuldt og helt indlemmet i Sverige.

»Man skal huske på, at det kun er 10 procent af skåningene, der har stemt på Sverigedemokraterna. 90 procent har ikke. Man skal passe på, at man ikke gør samme fejl som Sverigedemokraterna, når de taler om muslimer, nemlig at man skærer alle over en kam,« siger Nicklas Orrenius, der alligevel gerne vil fremhæve en ting, der er anderledes med Skåne end med resten af Sverige. For han har selv kun boet i Malmø i de seneste 10 år.

»Jeg oplevede, at debatten var helt anderledes end i Östergötland, hvor jeg kom fra. Der var klimaet mere konsensussøgende. I Malmø har man en ret så sej offentlig debat, hvor holdninger brydes mod hinanden. Jeg tror, at konsensustænkning er mere udbredt i resten af landet, hvor man i Malmø og Lund, altså i Øresundsregionen, har en intellektuel debat, der opmuntrer til meningsforskelle. Det er i hvert fald min opfattelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja ja - det kaster unægteligt et forklarende lys over fænomenet

Når man kører gennem Skåne, støder man ofte på alle disse gamle danske sted- og bynavne.

Men den danske arv i Skåne stikker tilsyneladende dybere. De har også fået vore gode danske provinsielle karaktertræk - Janteloven, småligheden og den folkelige trodsighed.

/O