Læsetid: 12 min.

Ude hvor lægerne vender

Hver fjerde læge på sygehuset i Thisted er fra udlandet. Byen har som resten af det Danmark, der ligger langt fra de store byer, svært ved at tiltrække arbejdskraft. Mens de højtuddannede danskere siver ud af regionen, importeres udenlandsk arbejdskraft i rekordfart. Det er i provinsen, det globaliserede arbejdsmarked viser sig tydeligst i disse år - i en benhård kamp mod brain drain og endeløse onde spiraler
Hver fjerde læge på sygehuset i Thisted er fra udlandet. Byen har som resten af det Danmark, der ligger langt fra de store byer, svært ved at tiltrække arbejdskraft. Mens de højtuddannede danskere siver ud af regionen, importeres udenlandsk arbejdskraft i rekordfart. Det er i provinsen, det globaliserede arbejdsmarked viser sig tydeligst i disse år - i en benhård kamp mod brain drain og endeløse onde spiraler
25. september 2010

Overlæge Hansjörg Selter var en sjældenhed, da han ankom til Thisted for første gang i sit liv for 10 år siden. Han var godt i gang med en god karriere som speciallæge i anæstesi og intensiv behandlingpå et tysk hospital, men nu havde han brug for luftforandring, og i Thisted havde man brug for en speciallæge. Arbejdsforholdene, lønnen og arbejdstiden var helt anderledes end i Tyskland, og Thisted lignede i Hansjörg Selters øjne en by med både kultur og akademisk miljø. Men der er sket meget med Thisted på kort tid, forklarer han på et næsten fejlfrit dansk, men med distinkt tysk accent.

»Hvis jeg skal se på, hvad der er sket bare på de 10 år jeg har været her ... oj, oj, oj,« han ryster på hovedet og kører en flad hånd rundt over munden og det lyse overskæg.

»Dengang havde byen i det mindste lidt charme tilbage. Jeg kunne få min internationale avis fra kiosken på banegården, og der var et miljø her. Nu? Butikkerne lukker. Institutioner lukker. Det eneste, der åbner, er damefrisører, solcentre og pizzakebab. Det er ikke noget, der tiltrækker hverken danske eller udenlandske akademikere, og derfor tænker jeg heller ikke selv så mange år frem i tiden længere.«

Hansjörg Selter sidder på sit kælderkontor under sygehusets gamle hovedbygning. Her er ufattelige mængder af papir, underlige apparater, og på væggene hænger plakater af tyske klassiske værker. Caspar David Friedrich, Emil Nolde og billedet af Albert Einstein, der rækker tunge. Det stormer udenfor, som det så ofte gør i Thy, og regnen står i striber hen over kældervinduet. Hansjörg Selter er ledende overlæge på sygehuset, og som udenlandsk læge er han ikke længere nogen sjældenhed her omkring. Lægemanglen har været eskalerende, og i dag kommer hver fjerde læge på sygehuset fra udlandet – hovedsageligt østeuropæiske lande.

Ingen tager over

Lægemanglen på danske hospitaler har sendt antallet af udenlandske læger i Danmark voldsomt i vejret op gennem 00’erne. I 2000 var der 157 autoriserede udenlandske læger ud af godt 10.000. I 2004 var tallet steget til 403, og i 2008 rundede man 764. Sundhedsstyrelsen har ikke opgjort tallene i 2009, men oplyser dog, at der er blevet udstedt 353 nye autorisationer til udenlandske læger sidste år, mens kun lidt over dobbelt så mange danske læger fik autorisation.

Særlig skævt ser det ud for hospitalerne i Region Nordjylland, som Thisted tilhører, hvor knap 200 af områdets godt 800 læger kommer fra udlandet. Og det er ikke kun områdets hospitaler, der har problemer med at få danske læger til at slå sig ned. Når en lokal læge lukker sin praksis eller går på pension, er der store vanskeligheder med at få den solgt, og ofte ender den med helt at lukke. Som for nylig, hvor 600 nordjyske patienter stod uden læge, da den lokalt praktiserende Niels Hvass Hansen gik på pension. Det endte i onsdags med, at de ni andre praksisser i området ekstraordinært fik tilladelse til at øge deres patientantal og dele de 600 lægeløse nordjyder mellem sig. Aftalen er dog en ret kortsigtet løsning, da der i forvejen mangler 46 praktiserende læger i Region Nordjylland. I 2011 går yderligere 10 læger på pension.

Otte D. Lück er direktør i firmaet Medico Trust. I 25 år har han arbejdet med at få udenlandske læger ind på de danske hospitaler, men først inden for de sidste fire år er det blevet aktuelt med decideret rekruttering.

»Det er et område i vækst,« fortæller han.

»Lægemanglen bliver større og større, og man har efterhånden indstillet sig på, at det bliver permanent. Det kan man også se helt tydeligt i analyser af, hvor mange læger der går fra, og hvor mange der bliver uddannet.«

Sådan ser fri bevægelighed ud

Og billedet gentager sig i andre højtuddannede personalegrupper i landområderne. Sygeplejersker, lærere og advokater forsvinder fra områderne og må importeres, hvis niveauet skal holdes oppe, og stillinger i servicefagene, håndværkere, landbrugsmedhjælpere og slagteriarbejdere, bliver i højere og højere grad besat af udenlandsk arbejdskraft. Globaliseringen på arbejdsmarkedet er langt om længe slået igennem, og det ses særlig i landdistrikterne.

»Bevægelse af arbejdskraft over landegrænser har været meget begrænset indtil nu,« siger professor ved Center for arbejdsmarkedsforskning Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

»Det er faktisk først nu, vi for alvor er begyndt at se en bevægelighed af også de højtkvalificerede medarbejdere, og de går i høj grad til områderne langt fra de større byer.«

For blandt danskerne er der ikke blot tale om en stille siven af højtuddannede indbyggere. De fosser ud af landkommunerne, hvor man forsøger at erstatte dem med medarbejdere fra lande, hvor arbejdskulturen, lønnen og forventningerne til jobbet er nogle andre. Det er ungarske læger på Lolland, indiske sygeplejersker i Thisted og litauiske ingeniører i Aabenraa. Men også den udenlandske arbejdskraft er svær at holde på. Det er provinsens onde spiral.

»Det giver området et dårligt erhvervsgrundlag, det får en lav beskæftigelse og dårlige indtægtsmuligheder til kommunekassen. Det giver et lavere serviceniveau, og når det sker – for eksempel som vi ser det på nogle sygehusene, der har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft – så fraflytter folk i endnu højere grad, og den kontrakt, der er indgået mellem lokalpolitikere og befolkning, ophæves, og tilliden forsvinder. Det er ikke tilfældigt, vi får et politisk oprør ude vestfra nu med Fælleslisten. Det er herfra oprørene vil komme de kommende år,« siger Henning Jørgensen, der til gengæld tvivler på, at det vil nytte. For selv om Fælleslisten vinder tilslutning, Lars Løkke laver udkantspakker, og Dansk Folkepartis store dagsorden på deres nyligt overståede årsmøde var mindre centralisering og større selvforvaltning i de mindre byer, så ligner det en kamp mod tyngdekraften. En tyngdekraft, der trækker
mod storbyerne. Men i provinsen er man tvunget til at se på udsigterne med andre øjne.

»Det er da en udfordring,« siger Thisteds Venstreborgmester Lene Kjeldgaard fra sit kontor i Asylgade. »Det er da en udfordring,« siger hospitalsdirektør Christian Lyhne, fra sit kontor på Thylandsvej.

»Det er da et problem,« siger 63-årige Peter Odgaard fra sit ståsted i J.P. Jacobsen Centeret, som byens shoppingcenter hedder. Han har en klap for det ene øje, blå gummitræsko, jeans og en bordeauxrød vinterfrakke på, der er knappet helt op i halsen. Klappen for øjet er ikke permanent forklarer han, men skyldes en øjenoperation, der er »noget kompliceret«.

»Jeg havde en udenlandsk læge begge gange, jeg var på sygehuset, men de var nu flinke nok. Jeg tror, de var fra Polen eller Rusland eller noget og talte udmærket dansk. Det var sværere for dem at forstå mig,« siger han med hentydning til sin nordjyske dialekt og slår en latter op. Han har boet på Mors det meste af sit liv, og ligesom Hansjörg Selter, Leif Hornshøj fra Fælleslisten, Pia Kjærsgaard og Lars Løkke har han også mærket tyngdekraften arbejde i sin hjemstavn. Der er kun otte kilometer til Vildsundbroen, der forbinder Mors og Thy, og på den strækning kommer man forbi ikke færre end fire hjemmelavede kæmpe protestbannere, der er spændt ud over stablede ’big baller’. Det handler om skolelukninger, børnehavesammenlægninger og fritidsordninger. »Red vores landsby!« står der på det ene »Bevar Hillerslev Skole,« står der på et andet.

»Alt lukker jo ned og lægges sammen,« siger Peter Odgaard, mens han trækker ned mod havnen. »Man har lukket retten både her og i Nykøbing. De er flyttet til Holstebro, og det er de fleste advokatkontorer også snart. Det er da irriterende at se på, at vi skal betale for, at de ikke fik deres sygehus dernede. Vi er blevet udsultet i de her områder, og dem i København er helt ligeglade – bare det kan blive billigere for dem.« Han er tavs et par minutter: »At bo i ’den rådne banan, er én ting. Det er en folkelig, morsom betegnelse. Men at være ’Udkantsdanmark’ – det er en arrogant politisk vedtagelse.«

»Men vi har beholdt vores sygehus her, og det er altså helt uvurderligt.«

— Hvorfor egentlig?

»Hvorfor? Ja, hvorfor tror du? Enhver by skal da have et sygehus – ellers er man jo ligeglad med, om indbyggerne lever eller dør. Og så er det altså ligemeget, om vi ikke ser lægerne så meget her i byen, fordi de bor i Litauen eller i Århus. Det gjorde vi heller ikke dengang, de boede her alle sammen.«

Ansvaret flytter med funktionen

Nede på havnen søger Peter Odgaard hen mod Svends pølsevogn. Den ligger lige over for den eneste McDonald’s i flere 100 kilometers radius, og som en stille protest mod den verdensomspændende burgerkæde har Svend kaldt stedet ’Svend Burgerfri’.

»Ja, han var der altså først,« siger Peter Odgaard, og rammer skydedøren hårdt med sin højre skulder.

»Åh, for satan. Det bliver dejligt at få det her lort af,« siger han og peger op mod klappen på sit øje.

Arbejdsmarkedsprofessor fra Aalborg Universitet Henning Jørgensen giver Peter Odgaard ret. Der er sket en heftig centralisering tilbage til staten de senere år, forklarer han, blandt andet som konsekvens af kommunalreformen.

»Se blot, hvad der skete med jobcentrene, da de blev kommunale. Staten overtog kontrollen og styringen fra København, og det er de møgsure over på jobcentrene,« siger han. »Det er egentlig meget logisk: Hvis du flytter funktionen, flytter du også støttefunktionen. Så flytter du også støttesystemet, servicesystemet, og så er der nogen, der står tilbage med problemet. Det giver naturligvis en voldsom afmagtsfølelse for Udkantsdanmark.«

Og afmagtsfølelsen manifesterer sig også i reelle protester som for eksempel Fælleslisten, fortæller Henning Jørgensen og giver et andet eksempel på provinsens kamp mod det globaliserede arbejdsmarked.

»Det er det samme, man oplever i Brønderslev for øjeblikket, hvor der er et forsøg på en blokade mod et byggefirma, der bruger 30 polske håndværkere uden overenskomst. Selv danske arbejdsgivere lader deres medarbejdere deltage i blokaden, fordi de vil have danske forhold. Det er altså noget nyt, at den slags aktioner kan blive et fælles projekt for arbejdsgivere og arbejdstagere. De er jo nervøse for, at de lokale mestre begynder at miste ordrer. Igen – det er et fælles oprør fra udkanten. Det er velfærdskommunen, der slår igen nedefra.«

I Thisted er det ikke nået til de vilde protester endnu. Her har man tilsyneladende indstillet sig på, at der vil være et dansk brain drain, og i stedet arbejder man hårdt for at integrere de nyansatte udlændinge, så de bliver boende i byen. Men det er ikke så ligetil, forklarer Hansjörg Selter, der i sit arbejde bruger enorme ressourcer på at integrere sine medarbejdere. Alligevel lader langt de fleste østeuropæere deres familier blive i deres hjemland for at rejse hjem til dem, når de har fri.

»Dem, der tager familien med, har nærmest ingen tilknytning til den lokale befolkning, må vi sige. Der er en smule med dem, der har børn, der bliver sendt i institution, men stort set er de i deres egne kulturelle cirkler. Sygehuset her arbejder ellers virkelig hårdt for det.«

Ifølge Hansjörg Selter er det største problem den gruppe, der efter et enkelt år eller to vælger at forlade hospitalet igen. Økonomisk og arbejdsressourcemæssigt er det en stor belastning for sygehuset at få lægerne til helt at indgå i dagligdagen

»Der er stor forskel på, hvor længe de bliver, og dem, der kommer fra rekrutteringsfirmaer, tager ofte tilbage, når deres årskontrakt er ophørt. Og det er virkelig dyrt,« forklarer han.

»Selv om de er skolet, før de kommer, tager det godt tre måneder, før de kan sproget fejlfrit. Hertil kommer yderlige tre måneder, før de forstår hele vores computersystem – indrapporteringer, elektroniske patientjournaler og så videre. Læg hertil lægekultur, adfærdsmønstre, omgangstonen – alt i alt vil jeg sige, at de først efter ni måneder er nogenlunde kørende. Men selv her er det nødvendigt med en bag-bag-vagt, hvilket er en yderligere omkostning. Sådan en oplæring kan køre helt op til halvandet år i de mest udfordrende tilfælde, og hvis de så beslutter sig for at flytte hjem igen eller til de større byer, når der dukker en stilling op der, har du et problem.«
Det problem kender man så udmærket hos firmaet Medico Trust, der igennem 25 år har arbejdet med at sende udenlandske læger til danske hospitaler.

»De største udfordringer, sygehuset står over for, er, at danskerne generelt ikke er gode til at integrere de nye udenlandske læger i lokalmiljøet,« siger Otto D. Lück, der er direktør i Medico Trust. »Man kunne tro, det var en myte, men det er det ikke. Vi er ikke verdensmestre i integration.«

Vi gør, hvad vi kan

Både på kommunalt plan og internt på sygehuset arbejder man hårdt på at få lægerne til at føle sig hjemme. Der er oprettet mentorordninger, lokale sprogskoler, netværk og fællesarrangementer, men det er svært.

»Vi gør, hvad vi kan,« siger borgmester Lene Kjeldgaard, »og jeg har på fornemmelsen, det går bedre. Det er noget, vi også på regionsplan har været meget opmærksomme på, og faktisk synes jeg, det ser ud til, at vi er ved at få budskabet ud om, at Thisted Kommune har en masse at byde på for en akademiker.«

— Hvad er det for et budskab?

»Vi skal jo fortælle, hvem vi er. Den smukke natur – vi er landets førende energikommune og er stort set CO2-neutrale, og så har vores erhvervsliv også været inde og bakke op om, at der kommet et akademisk netværk. Så jeg synes faktisk, der er meget liv.« Hun tøver lidt:

»Men det er svært, når de unge flytter væk med den fart, de gør. Og det er jo desværre de færreste, der vender hjem igen.«
Heller ikke hospitalsdirektør Christian Lyhne ser så sort på fremtiden. Han erkender de store udfordringer, men synes, at man i Thisted har fået et godt tag på problemerne.

»Rekrutteringer af udenlandske læger er udbredt på alle landets hospitaler,« siger han. »Og der er flere af vores polske læger, der har været her siden 2003, da importen af udenlandske speciallæger rigtig tog fart. Meget af det tilskriver jeg det store arbejde, man har lavet her på stedet for, at de skal integreres.«

Patienterne

For Christian Lyhne er der en anden problemstilling ved de udenlandske læger, som han finder endnu mere påtrængende: patienterne. Han mener ikke, der ligger bunker af patientklager, men som han udtrykker det:

»Patienterne reagerer på det, og det skal vi tage meget alvorligt. Det er, hvad vi hører fra sygeplejersker og sundhedsassistenter på de enkelte afdelinger. Her fortæller de, at patienterne brokker sig temmelig meget over det, og det er naturligvis også en belastning for plejepersonalet.«

Selvfølgelig er det dyrt

Det problem kender Hansjörg Selter også alt til. Han har godt nok ikke selv oplevet problemer på grund af sin nationalitet, men sproget har været svært for patienterne, og han ser meget ofte læger komme i vanskeligheder.

»Der findes undersøgelser, der viser, at selv om du er fuldkommen faglig kompetent, kan patienten have svært ved at se dig sådan, hvis du ikke taler sproget perfekt. Og så må vi erkende, at der hos patienterne eksisterer et vist hierarki landene imellem – og mig, der kommer fra Tyskland oplever meget sjældent noget,« siger han og lægger vægt på de store kulturelle forskelle, der kan være fra et hospital i Østeuropa til dansk hospital.

»I Danmark har du et helt andet forventningskrav til at blive serviceret af lægen end i store dele af Europa. De har krav på kommunikation i øjenhøjde, de har ikke et hierarkisk blik på samfundet – lægen bliver stillet kritiske spørgsmål, og her kan være vanskeligheder med læger, der kommer fra en anden kultur.«

Men når alt kommer til alt, er det økonomien, der er bestemmende for, om provinshospitalerne og for den sags skyld hele provinsbyer skal overleve, betoner Hansjörg Selter. Han læner sig ind over bordet og hvisker, som om han betror mig en hemmelighed.

»Det har en kolossal betydning for en by, om de har et hospital, og centraliseringen er helt abnorm. Jeg spørger mig selv – hvad er planen med det her? Hvis sådan et sygehus her lukkede med små 100 læger – skatteborgere, kulturmiljøet. Hvem skulle købe de dyre huse? Hvem skulle bo i dem?«
Han læner sig igen tilbage.

»Man må fra statens side erkende, at det er ekstremt dyrt, hvis man vil opretholde et hospital i udkanten. Meget dyrere end i de større byer. Men måske er det netop også det, de har indset, og derfor alle pengene løber i én retning i dette land.«

lla@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Folkene i Udkants-Danmark har lavet een enorm fejl: De skulle have sat ild til deres skoler, banket hjemmehjælperne, kastet mollier efter panserne, tvangsgiftet deres døtre, når de va 15 og ladet deres sønner hænge ud til klokken lort - så kunne de jo have fået del i de mere end 30 mia. i Ghettopakkerne.

Kenneth Pedersen

Erhverslivet og kommunerne i disse områder burde være mere aktive på området.

Vi flyttede til Vestjylland, da min kæreste og jeg var færdige med studiet, fordi jeg fik job herude. Men der gik 1½ år før min kæreste som er ingeniør fandt et job. I den periode overvejede vi da at flytte igen.

Hvis erhverslivet og/eller erhverslivet i højere grad garanterede job til begge parter var det langt nemmere at tiltrække højt-uddannede og kvalificeret arbejdskraft.