Læsetid: 7 min.

Hun ved ikke selv, hvor god hun kan blive

Det er én ting at være god til tennis. Det er noget ganske andet at blive bedre - og blive ved med det
Det er én ting at være god til tennis. Det er noget ganske andet at blive bedre - og blive ved med det
11. september 2010

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal server markant hårdere, end han plejer at gøre. Ved dette års US Open har han adskillige gange rundet 215 kilometer i timen, og spanieren - der ellers er kendt for at tilkæmpe sig de fleste af sine point gennem opslidende, topspundent baglinjetennis - topper i skrivende stund listen over mest effektfulde førsteserv. Når den lander inden for linjerne, vinder Nadal 17 ud af 20 point.

Selvfølgelig bliver han spurgt, hvordan det går til, at han pludselig server så hårdt, og han svarer, at han har ændret sit greb på ketsjeren en lille smule. Det lyder magisk med sådan en forvandling. Det er det næppe. Folk, der har fulgt Nadals træningspas de seneste år, ved, at han længe har været i stand til at serve så hårdt. Det er bare først nu, han har følt sig sikker nok til at implementere det i kampsituationer.

»Har du arbejdet særligt meget med din serv hen over sommeren,« blev han spurgt efter sejren i første runde over Teymuraz Gabashvili.

»Nej. Jeg har arbejdet meget på min serv hele mit liv,« lød svaret, leveret med et smil.

Sådan er det for tennisspillere som for de fleste andre mennesker, at udvikling sker gradvis. Således også for danske Caroline Wozniacki, der i sit helt eget tempo er i færd med at tilegne sig de nødvendige egenskaber til at blive verdens bedste kvindelige tennisspiller. Hendes højprofilerede fjerderundesejr over den russiske diva, tidligere verdensetter og tredobbelte grand slam-vinder Maria Sharapova, blev omtalt som en milepæl i den unge danskers karriere. Her beviste hun endelig sit værd mod en af de absolut bedste i en af de allerstørste turneringer. Med ét rykkede bookmakerne hende op som favorit til at vinde turneringen.

Forbedret serv

Sådan ser de ikke på det i Wozniacki-lejren. For dem var kampen blot endnu en kamp.

Det var måske her, Caroline Wozniackis potentiale kom klarest til udtryk, men præstationen var den forventelige konsekvens af tusind og atter tusindvis af træningstimer. Timer, som Wozniacki har brugt på at løfte overkroppen, ranke ryggen, komme op på tæerne og hurtigere rundt på banen. Det gør hun nu: kommer i bedre position til boldene, hvilket igen gør hende i stand til at slå især forhånden med friere kropsrotation, der sender bolden hurtigere over nettet og hende selv hurtigere tilbage til midten af banen, klar til næste slag.

Og så har også Wozniacki forbedret sin serv, så den i hvert fald ikke længere er en decideret svaghed.

Som Sven Groeneveld, Wozniackis Adidas-tilknyttede træner, siger:

»Der er ikke længere rigtig nogen svagheder, som modstanderne kan hamre løs på. Det er den største forskel.«

Den 20-årige dansker har, med New York Times' ord, etableret sig som den førende i næste tennisgeneration. Og meget tyder på, at tiden er ved at være inde til et generationsskifte. Med stor sandsynlighed har hun, kort tid efter denne artikel går i trykken og lægges på nettet, kvalificeret sig til finalen her ved US Open. Hun forventes at vinde hele turneringen. (Sådan gik det desværre ikke /webred.)

Det er i sig selv en imponerende bedrift, men endnu mere imponerende er denne 20-årige tennisspillers indstilling. Her fortolket af tidligere verdensetter og syvdobbelte grand slam-vinder Mats Wilander:

Hun ved det ikke

»Hun spiller stadig tennis uden at vide, hvor god hun kan blive. Så hun tror, hun kan vinde alle kampe. Der er ingen grænser for hendes selvtillid. Hun har ikke indset sin egen begrænsning, hvilket er det vigtigste, der findes. Det er ikke, som Clint Eastwood siger: You have to know your licitations. Det er præcis modsat.«

Wilander er knap så interesseret i, om Wozniacki kommer til at vinde en grand slam-turnering - om end han forestiller sig, at hun kommer til at vinde adskillige. Han er interesseret i, hvor dygtig en tennisspiller, hun kan blive.

»Du kan spørge mig, om Sharapova kommer til at vinde en slam, og så kan jeg svare, 'ja, det tror jeg hun kommer til'. Men jeg ved ikke, om hun bliver bedre. Hun holder samme niveau. Det er det samme med Venus Williams, med Dementieva. De er dér. Men Wozniacki bliver hele tiden bedre og bedre. Hvor ender det? Det er umuligt at sige.«

Wozniackis far og træner, Piotr, forudser, at det slutter om to år. Til den tid skulle Wozniacki gerne være »den spiller, hun skal blive«, som han udtrykker det. Der er nogle detaljer omkring serven, der skal på plads, hastigheden på ketsjersvinget skal skrues op, teknikken omkring flugtningerne skal justeres, og spilforståelsen i forhold til, hvornår det er tid til at gå frem og angribe, har også plads til forbedring.

»Det kommer ikke bare sådan. Det kommer step by step. Det kommer med erfaringen,« siger Piotr Wozniacki.

Ved at løbe tør for rekorder

Man er fristet til at håbe, at det aldrig kommer. Eller rettere, at det aldrig endeligt ankommer. Lad det komme, og lad det blive ved med at komme, på samme måde som det på en eller anden måde bliver ved med at komme til Roger Federer. Den mand er utrolig. Tennissporten har snart ikke flere rekorder for ham at slå. Selv de dygtigste forfattere er løbet tør for ord til at beskrive, hvor smukt han spiller. Sidste år blev han tilmed gift og far til tvillinger (og spørg bare John McEnroe, hvordan familiestifteri kan påvirke ens ambitionsniveau), men den 29-årige schweizer virker lige så sulten som altid. Ikke bare sulten efter at vinde, men sulten efter at udvikle sig, efter at eksperimentere, efter at have det sjovt. Som han tydeligvis havde det under sin usædvanligt stormfulde kvartfinalekamp mod Robin Söderling. Under forhold, der gjorde det mere end almindeligt svært at kaste bolden lige op til serv, slog Federer 18 serveesser (mod servebomber-Söderlings to) og havde tilmed den frækhed at udnytte modvinden til at lobbe over den 193 centimeter høje svensker med sin underskruede baghånd.

»Det var ikke nemt,« sagde Federer efterfølgende om at spille i stormvejret. »Det føles som om, det blæser ind i ørerne og øjnene. Men jeg ser det som en udfordring og en anledning til at spille anderledes.«

Mesterens selvtillid osede ud af ham, da han blev bedt om at forklare, hvordan det går til, at han ligefrem byder de vanskelige omstændigheder, som andre brokker sig over, velkommen.

»Jeg har spillet i meget kraftig vind. Jeg har trænet under meget varme forhold. Hvad end du byder mig, kan jeg klare det. Jeg mener, hvis det begynder at sne, så bliver det nok noget andet,« lød svaret, der sendte latterbølger gennem pressekonferencelokalet.

Forbedrer sig altid

Federer er én sejr fra sin syvende US Open-finale i træk. Rafael Nadal er én sejr fra at gøre ham følgeskab og dermed gøre slutkampen til endnu et kapitel i fortællingen om en af sportshistoriens mest medrivende rivaliseringer.

Det er snart to år siden, d'herrer sidst stod over for hinanden i en grand slam-finale. Det er Federer, der har revanche til gode. Men det er, som altid, Nadal der med oprigtig ydmyghed udtrykker beundring for sin modstander.

»Det vigtigste at kopiere ved Roger er, at han altid har forbedret sig, selv efter han blev nummer et. Så efter to år som nummer et, var han bedre end før. Han har forbedret sig gennem helt sin karriere. Det er meget vigtigt. Det er jeg virkelig også nødt til at gøre. Ellers mister man noget. Mister lidt af den inspiration, man havde, da man begyndte,« sagde Nadal sidste weekend efter endnu en af sine tre-sæts-sejre.

Den topseedede spanier har aldrig vundet US Open. Han har end ikke været i finalen. Det er den eneste af de fire grand slam-turneringer, han mangler i sin samling. Så han bliver spurgt, igen og igen, hvor meget det betyder for ham at vinde her i New York og dermed fuldende en såkaldt Career Grand Slam. Nadal svarer gang på gang:

»Seriøst, det er ikke et mål for mig lige nu. Mit mål er at hæve mit niveau, spille godt i næste kamp, og så må vi se, hvad der sker på søndag. Hvis jeg er der, så kan det være, jeg vinder. Hvis ikke, så tager jeg hjem og træner for at blive bedre, så jeg kan komme igen mange år fremover. Jeg er ikke besat af det. Det er ikke mit mål.«

I år er det i øvrigt 41 år siden, at to 41-årige mænd Torben Ulrich og Pancho Gonzalez her ved US Open tryllebandt det amerikanske publikum med en femsætsthriller af en tredjerundekamp, som stadig omtales med begejstring blandt de mere erfarne tennisreportere. Gonzalez vandt, men Ulrich får det sidste ord:

»Fristelsen ved at vinde er næsten altid til stede. Men 'jeg kunne godt tænke mig at blive en bedre tennisspiller' har virkelig ikke noget at gøre med at vinde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu