Læsetid: 10 min.

Det videnskabelige fix mod stress

Stress holder dagligt 35.000 danskere hjemme fra arbejde - og 1.400 dør årligt af stressrelaterede sygdomme. En af verdens førende stressforskere øjner nu muligheden for en medicinsk frigørelse. Danske eksperter er skeptiske
Stress holder dagligt 35.000 danskere hjemme fra arbejde - og 1.400 dør årligt af stressrelaterede sygdomme. En af verdens førende stressforskere  øjner nu muligheden for en medicinsk frigørelse. Danske eksperter er skeptiske
11. september 2010

Denne artikel, disse linjer, er skrevet under påvirkning af stress. For lidt søvn, for meget kaffe og alt for lidt tid. Pulsen stiger, lyset bliver lidt skarpere, og tonen over for kollegerne bliver en lille smule spids. Sådan går det ofte i et arbejde som mit, når deadlinen nærmer sig, og man stadig ikke har taget kontrollen over sit arbejde. Det tager magten fra mig og fylder mig med ubehag, lede, nervøsitet, mindreværd og sved på overlæben.

»Men det er en hel naturlig reaktion,« forsikrer stressterapeut Thomas Milsted, der er leder af Center for Stress og én af landets førende eksperter.

»Du er udsat for et tidspres, der giver dig en tvivl, om det er godt nok, det, du laver. En tvivl på, om du overhovedet kan nå at blive færdig. Du har en tvivl, og det oplever hjernen som en følelse af usikkerhed og det trigger hjernen til at stresse.«

De strukturer i min hjerne, der er på overarbejde nu, er ældre end de strukturer, der tænker. Min hjerne forholder sig ikke til det, der faktisk sker omkring mig - at det hele nok skal gå, at jeg om lidt har afleveret og kan gå i gang med nyt arbejde uden stress - men den forholder sig til det, jeg føler. Den forbinder usikkerheden med en regulær trussel på min eksistens og sætter kroppen i alarmberedskab - klar til at kæmpe eller flygte. Som om jeg bliver angrebet af et vildt dyr eller en fremmed stamme, der vil tage min sikkerhed fra mig. Derfor arbejder hypofysen og den lille nøddeformede del af hjernen lige bag panden, der kaldes mandelkernen på højtryk for blandt andet at fortælle binyrebarken, at den skal producere stresshormoner og sende blodsukker rundt i blodbanerne. Mit hjerte banker hurtigere for at sende sukkeret bedre ud i musklerne, mine pupiller udvider sig for at få så meget lys ind som muligt, og mine muskler bliver varme for at gøre dem kampklar, så jeg begynder at svede lidt.

Det vil øge min præstation på kort sigt og give mig et meget fokuseret blik på den opgave, der ligger foran. Stresshormonerne giver mig et sandt energiboost, men til gengæld hæmmer de mig i næsten alt andet. Min kreativitet er nærmest ikke til stede, og mit overskud til at rette trykfejl og gennemskue analytiske huller i min artikel er trådt i baggrunden. Det samme gælder livsvigtige signaler, hjernen skal sende til andre stoffer, som kroppen skal bruge. Immunforsvaret er i bund, så jeg vil let kunne tiltrække en forkølelse, jeg har ikke følt nogen særlig sult, for det har kroppen heller ikke tid til, ligesom jeg sov usandsynligt dårligt i nat, fordi hjernen valgte at gøre mig toptrimmet til at stikke af i stedet for at lade mig falde i søvn,

»Men alt det ikke nødvendigvis farligt,« forsikrer Thomas Milsted mig.

»Det kan være ligefrem præstationsfremmende, men det er altså heller ikke nødvendigt, og hvis din hjerne ikke er i stand til at falde ned bagefter, kan det blive rigtigt skadeligt.«

Hårtab, impotens, søvnløshed

Nu er der jo ingenting, der er sikkert, men går det, som det plejer med mine deadlines, får jeg afleveret lige lidt senere, end jeg og min redaktør havde håbet, men artiklen viser sig i en eller anden form i morgendagens avis. Jeg bliver lettet og til tider nærmest småeuforisk, og det er hjernen, der belønner mig ved at sende 'glædesstoffer' som serotonin og dopamin ud i cortex, som går direkte til modangreb på min stresstilstand og gør mig let om hjertet, i stand til at sove roligt og tale pænt til mine kolleger.

Men så let går det langt fra for alle. 35.000 danskere opnår hver dag så permanent en stresstilstand, at de invalideret må blive hjemme fra arbejde. Årligt bliver 30.000 så voldsomt ramt, at de må indlægges på hospitalet og 1.400 dør slet og ret af sygdomme relateret direkte til stress som hjerteanfald, sukkersyge og blodpropper.

For på den ene side kan stress beskrives som en kulturel problemstilling, der er forbundet med det samfund, vi har indrettet på arbejdsmarkedet, i hjemmene og som borger, forklarer neurolog og forfatter Jonah Lehrer i teknologimagasinet Wired. Men på den anden side er det også en tilstand, der kan beskrives ret nøjagtigt af videnskaben i en enkelt blodprøve ved at aflæse indholdet af stresshormoner, adrenalin og blodsukker - stoffer, der under længere tids arbejde kan forårsage alt fra forkølelse, hårtab, impotens, søvnløshed og rygsmerter til Alzheimers, depressioner, diabetes og hjerteanfald, ligesom hjernens neuroner simpelt hen dør under længere tids påvirkning af stress.

Men mens moderne medicin er langt i forskning i stamceller og andre kødelige dele af kroppen, er den først i sit allertidligste gry med at finde frem til en behandling af stress, forklarer Lehrer, der i magasinet interviewer en af verdens førende stresseksperter Robert Sapolsky, som er professor i biologi og neurologi ved Standford University.

I øjeblikket arbejder han på en regulær vaccine mod stress for som Sapolsky siger: »Hvis stress er bare halvt så skadeligt, som vi frygter, er det på tide at holde op med bare at behandle bivirkningerne og gå direkte efter stressen selv.«

Social slagside

En af Sapolskys store opdagelser i stressforskning blev gjort allerede i hans studietid, hvor han indsamlede data fra en bavianflok i Kenya. Her opdagede han sammenhængen mellem fysisk og psykisk velbefindende og social status i flokken. Han fulgte den højest rangerende huns nyfødte bavianunge og sammenlignede den med den lavest rangerende, og allerede efter få uger stod det klart, at med status følger privilegier. Den højest rangerende unge var hurtigere til at indgå sociale relationer og nåede udviklingstrinene langt hurtigere end den lavt stående, men den vigtigste observation kom, da han fulgte de to ungers første møde. Da den lavest stående unge nærmede sig den højerestående, trak den privilegerede moder omgående ungen til sig, og selv om ungen fra den sociale bund måske ikke selv resonerede sådan, stod det klart, at der er ting du ikke selv er herre over. Andre bestemmer din skæbne. Du har ikke fuld kontrol over dit liv.

Observationen er senere fulgt op af en række forsøg, blandt andet et forsøg fortaget af biologiprofessor Jay Kaplan fra Wake Forest University School of medicine i North Carolina, der har observeret en gruppe aber i fangenskab, hvor de har fået nøjagtig samme kost og behandling af omgivelserne. De højest rangerende aber var mindre tilbøjelig til at udvikle hjertesygdomme, mens de lavest rangerede døde tidligere, havde højere blodtryk og livsstilsrelaterede sygdomme - selv om de havde den samme livsstil. Den slags opdagelser har fået forskere som Sapolsky til at anse stress for at have en voldsom social slagside.

Den sociale slagside forstærkes ved at stress oplevet i selv den tidligste barndom kan have indflydelse på vores måde at håndtere stress på resten af vores liv. Hvis hjernen under den tidligste udvikling oplever verden som faretruende, antager den, at den skal bruge flere kræfter på at udvikle stressmaskineriet - herunder udvikles også evne til at reagere på hjernens stresssignaler. Helt fysisk kan den udvikling ses i hjernen: Mandelkernen - hvor man blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner - vokser på forsøgsrotter, når man udsætter dem for stress gennem længere tid, hvilket sker på bekostning af hippocampus, der er vital for læring og hukommelse.

Thomas Milsted refererer til et forsøg foretaget på aber, der blev offentlig gjort for et par måneder siden, hvor man havde fjernet en gruppe abeunger fra deres mor og undersøgt deres stressniveau som voksne. Aber, der var vokset op med deres mor, var betydelige mere nysgerrige over for forandringer og nye ting, mens aberne uden mor oplevede forandringerne som truende og ubehagelige.

»Miljø har en afgørende rolle for risikoen for at udvikle stress,« siger Thomas Milsted. »Og jeg er sikker på, du vil se et mønster, der ligner abeungernes, hvis du så på et barn, der er vokset op i en tryg familie på Østerbro, og sammenlignede med et barn, der er vokset op i Vollsmose.«

Oscar-tabere dør af stress

Slagsiden vokser yderligere, når man ser på det arbejde, man ender med at få. Forsøg fra blandt andre Michael Marmot, der er professor i epidemiologi på London University College, der har undersøgt stressniveauet hos 28.000 offentligt ansatte i London over 25 år, underbygger tesen om, at det ikke kun er arbejdsbyrden, der er afgørende for at udvikle stress så meget, som det var fraværet af kontrol. Arbejdsbyrden kan altså være uoverskueligt stor, men i det øjeblik, du selv har kontrollen over arbejdet og har indflydelse på, hvordan din hverdag hænger sammen, er risikoen for at udvikle kronisk stress meget lavere. Maksimalt arbejdspres og ansvar parret med en minimal indflydelse er det værste.

Det samme viser sig i undersøgelser foretaget på de rige og berømte. Et forskerhold på Universitetet i Toronto foretog for nyligt en undersøgelse af stressniveauet hos Oscar-vindende amerikanske skuespillere og deres kolleger fra samme film, der aldrig vandt. Resultatet var skræmmende for taberne, der levede fire år kortere end vinderne. Tesen er, at skuespillere, der har vundet en Oscar, har flere muligheder for at vælge rollerne end deres kolleger, der i højere grad er tvunget til at tage roller, de ikke ønsker, og dermed stiger deres stressniveau.

Lehrer, Rapolsky, Marmot og forskerteamet på Toronto University konkluderer alle sammen det samme: Den farligste stress er svær at få øje på. Det er ikke de lange aftener på kontoret, der slår dig ihjel - det er følelsen af ikke at have kontrol. Det behøver altså ikke være redaktøren eller journalisten med ansvaret og den endeløse arbejdsdag, der har størst risiko for dø af et hjerteanfald. Det kan være trykkeren eller buddet, der ikke har et valg eller kontrol over hverdagen.

Forholdene har ansporet Sapolsky til at se mere målrettet på at finde en medicinsk behandling for stress. Den enkle tanke er at stoppe det stresshormon, der trigger produktionen af blodsukkeret så voldsomt, for som Sapolsky spørger: »Når vi nu ved, hvor farligt stoffet, hvor svært kan det så være at stoppe det?«

Men Sapolskys største problem er, at man ikke umiddelbart kan fjerne stoffet, for hvad ville så hjælpe dig i det øjeblik, der faktisk var brug for at løbe for dit liv. Derfor er hans udfordring ikke blot at fjerne det fra blodbanen, men nå helt ind i hjernens cortex og forbi hjernens cellesystem, der sørger for, at kun ganske bestemte celler og stoffer har adgang til hjernecellerne, og nå så langt ind, at man kan stoppe selve stressreceptorerne. Sapolskys har ikke det store problem med at skabe den rette cocktail, der ville kunne påvirke den uhensigtsmæssige stress i hjernen - det er at få adgang til det den. Derfor begyndte Sapolsky og et helt team af forskere at eksperimentere med herpesvirusset, der som et af de eneste vira der kan 'mime' celler, der har adgang til hjernen og derfor frit kan passere membranen ind til hjernen. Således manipulerede Sapolskys team herpesvirusset, så de skadelige dele af herpes blev trukket ud og blev erstattet af forskellige antioxidanter og østrogenlignende stoffer, der kunne beskytte hjernecellerne mod stress. Og hvad der er endnu mere 'smart' ved herpesvirusset, forklarer han i Wired, er at netop herpesvirusset først aktiveret i det øjeblik, immunforsvaret går ned - som når stressniveauet stiger.

Træk vejret - helt roligt

Indtil videre har forsøg på gnavere vist gode resultater. I de første forsøg påførte han rotter en række prøvelser som hjertetilfælde eller et ekstremt pres, hvilket satte produktionen af stresshormon voldsomt i vejret. Herefter injicerede han de stakkels dyr med det manipulerede herpesvirus og i løbet af sekunder aktiverede den beskyttende proteiner, der begrænsede stresshormets ødelæggende effekt. Rotter uden det manipulerede virus mistede 40 procent af neuroner i et bestemt område.

»For at være ærlig er jeg stadig overrasket over, hvor godt det virker,« siger han til Jonah Lehrer. »Det kommer ikke til at hjælpe nogen foreløbig, og vi er år fra kliniske forsøg, men vi har bevist det kan lade sig gøre.«

I Danmark arbejder man ikke på at finde en vaccine, forklarer stressforsker, overlæge og leder af Stressklinikken på Hillerød Sygehus, Bo Netterstrøm, og tilkendegiver, at han er skeptisk over for forsøget, selv om han har stor respekt for Robert Sapolskys arbejde. Her er man i øjeblikket i gang med Danmarkshistorien største stressforsøg, hvor effekten af to bærende stressbehandlingsprogrammer - gruppeterapi og psykologhjælp - skal vurderes gennem 280 stressramte personer. Den eneste medicinske behandling, man her har med i projektet er antidepressiva, hvor patienten har udviklet depression. Heller ikke Thomas Milsted tror på en medicinsk behandling af stress foreløbig og siger, at man i Danmark har en helt anden tilgang til sygdommen.

»De 10 år, jeg har været på stresskongresser, har man talt om den pille, men jeg har endnu ikke set nogen overbevisende resultater,« siger han

»Den amerikanske skole fokuserer meget specifikt på individniveau, hvor vi ser det som et mål at angribe stress fra flere vinkler. Den enkelte skal naturligvis have nogle strategier og eventuel lægebehandling. Men hos os går vi meget op i, at man også bør lægge stort vægt på de rammer, medarbejderne har - arbejdspres, mobning, motivation og arbejdspladsens evne til at skabe tryghed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, jeg må indrømme - jeg gad ikke engang læse artiklen færdig. Jeg kunne hurtigt se, hvor det bar hen af.

Jeg har lige skrevet en kommentar til en helt anden artikel om den moderne civilisations deroute.
Den kunne fint have passet ind i denne kontekst.

Historien her understreger med al ønskelig tydelighed, hvordan den moderne civilisation både er underlagt progression og regression på een gang.

Videnskabens triumf - og Åndens totale nederlag.

Hvordan kan man dog overhovedet få den idé, at stress skal behandles medicinsk? Artiklen starter ud med meget fint at beskrive, hvordan stress-tilstanden opbygges som resultatet af angst, og stort set alle stress-fænomener er blot forskellige manifestationer af angst - ofte helt ubevidste.

Angst er ikke et somatisk fænomen. Det er i sit væsen, og i sit udspring et psykologisk/mentalt/åndeligt fænomen - med eventuelle fysiologiske effekter, både kort- og langvarige.

Derfor er idéen om at behandle angst med medicin i sig selv sygelig.

Angst skal, i lighed med alle andre psykologisk/mentalt/åndeligt disponerede lidelser, som depression, misbrug etc. behandles i deres eget domæne. Gennem bevidstgørelse, mental træning, åndelig udvikling osv. Og navnlig er meditation fantastisk effektivt.

Det er det eneste, der har varig effekt, er uden bivirkninger og undgår at gøre en til slave af endnu et overflødigt medikament.

Endnu et klart tegn på den åndelige deroute i vor tid.

/O

" Angst er ikke et somatisk fænomen."

Jeg kan ikke være enig med denne påstand. Angsten er nemlig et kompleks psyko-fyseologisk og somatisk fænomen. Misbrug af medicin er farlig men åndelig udvikling og åndelig lidelser kan lige så nem være skæve. Desuden er den dyr, langsomt og så ved man aldrig hvad man få ud af den.

"Men kongen sagde: 'Din dovne slyngel! Dine egne ord dømmer dig, når du siger, at jeg kan være hård, og at jeg får noget ud af ingenting og høster, hvad jeg ikke har sået. Det mindste, du kunne have gjort, var at sætte pengene i en bank, så jeg kunne få dem igen med renter.'

Ilia Farniev,

Det er en udbredt materialistisk opfattelse, men den er simpelthen ikke korrekt.

Hvor i kroppen sidder din angst?

/O

Oliver.

1. Den sidder alle steder, ikke mindst i hjernen. Men den findes også i andre interessante steder.

2. Jeg vil glade mig meget hvis du kan demonstrere os retorisk at din påstand er sand.

Henrik Sarpsborg

Dette er et eksempel på forskning ud fra kassetænkning. Alt kan i princippet lade sig gøre, når moral og sund fornuft suspenderes.

Det er visionen af helvede, den ultimative borgerlige drøm!

Jeg kan anbefale Nicholas Rose's "The Politics of Life Itself: Biomedicine, Power, and Subjectivity in the Twenty-First Century" til at få et perspektiv på dette emne (og, NEJ, den er ikke et venstrorienteret manifest!)..

olivier goulin,

Jeg har selv oplevet angst og jeg har lyst til at give dig ret. Jeg oplevede det som et psykologisk fænomen der påvirkede kroppen konkret. Men jeg kan ikke sige det med 100% sikkerhed.

Ilia Farniev,

Angst skyldes vores historie.

Alt hvad vi sanser, tænker, føler, siger og gør, påvirker os mentalt og afsættes i vores underbevidsthed i form af spor. Disse fungerer som en slags vane, et instinktivt reaktionsmønster, som kan forstærkes eller svækkes over tid. Men tendensen er, at de virker selvforstærkende, fordi de har det med at generere de same tanke- og adfærdsmønstre, der skabte dem i første omgang.

Angst kan opstå af mange forskellige grunde i vores liv, men det har altid sit ophav i denne læringsmekanisme. Kroppen genererer ikke angst i sindet. Den reagerer på sindet, og sindet reagerer på underbevidstheden. Det hele sker i et splitsekund, så vi opfatter angsten som et komplekst fænoment, bestående af mentale og somatiske faktorer. Hvilket i en vis forstand er sandt, men de er ikke sideordnede. Kroppen og centralnervesystemet i denne sammenhæng underlagt bevidsthed og underbevidsthed.

Medicin påvirker den somatiske reaktion, og naturligvis også sindet, ikke ulig rusmidler. Men ligesom med rusmidlerne, vil de skabe afhængighed og bivirkninger.

Hvis man vil eliminere angsten helt, så er der kun een vej, og den går gennem bevidsthedsudvikling og åndeligt arbejde, og her vil jeg understrege betydningen af meditation. Meditationen frigør nemlig de nævnte signalstoffer serotonin og dopamin, som eliminerer angst/stress tilstanden og svækker underbevidsthedens angst-inducerende spor.

Og det sker på en måde, så man udvikler kapaciteten til at producere dem naturligt, i stedet for at gøre det kunstigt gennem 'drugs'.

Så den rigtige medicin er lige dele meditation for at svække de 'indlærte' angst-tendenser, og en form for kognitiv terapi, hvor man bevidstgøres om og bryder de, undertiden dybe og ubevidste, mønstre, der genererer angsten.

Sådan i korte træk.

/O

Meditation har vist sig at være endog meget

effektiv mod stress.
Det ville være ret fedt, hvis mental træning, meditation og krop blev kædet sammen i eks. idræt i skolen. Det ville gavne eleverne hele livet og helt sikkert forebygge stress. At medicinere er en falliterklæring og kun nødvendig i svære tilfælde.

Hved hjælp af intens daglig meditation har jeg skaffet mig af med ADD, ADHD, Skizotypi og Paranoid Skizofreni. Meditation har gjort mere for mig end medicin nogensinde har. Med undtagelse af visse psykoaktive stoffer som har vist sig at være særdeles effektive.

Det er selvfølgeligt bare min personlige erfaring. Tag den for hvad den er.

Sara Mac Dalland

Lederen af Danmarks Center for stress, Thomas Milsted, refererer i artiklen til et forsøg foretaget på aber, hvor man havde fjernet en gruppe abeunger fra deres mor og undersøgt deres stressniveau som voksne. Abeunger, der er vokset op hos deres mor, (og med den medfølgende omsorg og tryghed), var betydelig mere nysgerrig over for forandringer og nye ting, mens aberne uden mor oplevede forandringer som truende og ubehagelige.

Det kan jeg så ikke lade være med at overføre på mennesker. Hvad sker der i hjernen på en lille nyfødt, som ikke oplever den tryghed man får i mors eller fars favn (biologisk eller adoptiv)? Hvis man ligger og skriger i vuggen eller barnevognen gentagende gange, dag efter dag, fordi mor mener, det er korrekt at sove til middag kl 12 eller når baby lige har fået mad og det ikke kan være rigtigt, at baby skal have mad igen? Eller hvis forældrene ikke magter at tage sig af deres barn...

Langvarig gråd er en stresssituation, og hvis forskningsresultaterne for aber kan overføres over på mennesker, kan man forklare hvorfor børn, som bæres meget og få alt den fysiske kontakt, de har brug for, opleves som mere nysgerrige og har større evne for indlæring. Disse børn må have en udviklet en større hippocampus end de børn som stresses i babytiden. De vil til gengæld have en større mandelkerne.
Mon det kan måles???

Innovation afhænger af nysgerrighed, forundringsevne og godt læringspotentiale. Danmark eneste rigtige råstof er vores hjerner og vores evne til at være nyskabende og innovative. Det er indskrevet i de danske skolebekendtgørelserne, at eleverne skal lære at være innovative, så de kan sikre Danmarks fremtid. Så mon vi kan bruge den slags undersøgelser til at sikre små børn mulighed for en tryg start på livet?

Og så sidenhen i skolelivet lære dem mental træning og meditation for at modvirke stress.

Lykkepiller er i hvert fald ikke den rigtige vej frem, men det ved de jo godt. De tæller pengene og smiler, man kan jo undre sig over hvordan de mennesker kan sove om natten.

Jeg tror at vi i vores samtid har en tendens til at overteoretisere mange ting. Når det kommer til stykket er det nogle ret simple ting mennesker har brug for. Hvis man har styr på sociale relationer, søvn, økonomisk stabilitet osv, er man allerede godt på vej til en tilfredsstillende tilværelse.

Jeg er vokset op i 85' generationen og jeg har mødt de første 50-100 mennesker der har været forbi rigets psykiatriske skadestue og lad mig lige slå en ting fast med det samme. Det er ALTID en grund til at man ender i det hvide modtagelses rum. Det kan godt være at man ikke selv kender til den. Men der er altid en grund.

Jeg er ikke nogen ekspert. Men det er mit bud at 90% af alle dem der ender på medicin har sociale problemer der er helt konkrete. Der er ikke nogen større uforklarlig årsag på deres lidelser. Det er oftest helt håndgribelige ting som ensomhed til en dårlig barndom der ikke er blevet gjort op med.

Lars,

Det var minsandten en ilter herre, denne Alex Jones.

Hans konspiratoriske tese er jeg nok lidt skeptisk overfor - det er en særlig amerikansk retorik, som de elsker derovre.

Men at medicinalindustrien og vor tids materialistiske tilgang til sundhed og behandling er helt og aldeles forrykt - det skal jeg være den første til at medgive.

/O

Tak, Olivier, for din ærlige og fordomsfri reaktion på linket.

Kan man abstrahere fra formen, og fokusere på indholdet og dets validitet, så er det mindst ligeså skræmmende som han prøver at gøre det.

Konspiratoriske teser eller ej - konspirationer findes, og dem der påstår det modsatte er - i bedste fald - blåøjede.