Læsetid: 9 min.

Boguddrag: Syv metoder til at undgå aktindsigt

På papiret sikrer offentlighedsloven borgerne adgang til at kigge myndighederne efter i kortene. I virkelighedens verden er billedet mere grumset. I en ny bog advarer journalisterne Erik Valeur og Lars Rugaard mod de begrænsinger, forslaget til ny offentlighedslov vil lægge på borgernes mulighed for at følge magthaverne. På baggrund af en lang række konkrete eksempler indsamlet fra forskellige medier opstiller bogen syv metoder, som myndigheder allerede i dag anvender for at undgå, at offentligheden kigger dem i kortene
Bortkomst. Flere dokumenter om Anders Fogh Rasmussens rolle i den danske krigsdeltagelse unddrager sig fortsat offentlighedens indsigt.

Bortkomst. Flere dokumenter om Anders Fogh Rasmussens rolle i den danske krigsdeltagelse unddrager sig fortsat offentlighedens indsigt.

Atef Hassan

30. oktober 2010

Vi har i denne bog samlet en række eksempler på de problemer, journalisterne oplever, når de begærer aktindsigt. De bygger på journalisternes egne beskrivelser og handler om bl.a. forhaling, fejludleveringer, bortkomst og anden kreativ omgang med de eksisterende regler. Et gennemgående træk er, at der er tale om eksempler på forvaltning, der ville have betydet en faktisk beskyttelse af beslutningssystemet - tilsløring af konkrete sager - hvis ikke mange journalister stædigt havde kæmpet for adgangen til den ønskede aktindsigt.

Mange års erfaringer blandt undersøgende journalister - og en række helt aktuelle meldinger, som er indsamlet i august-september 2010 fra landets gravende journalister til denne bog - peger på syv meget brugte metoder, når danske myndigheder ønsker at undgå pressens aktindsigt i sagsforløb, der er eller kunne blive belastende for de implicerede instanser, embedsmænd og/eller politikere.

De syv metoder i kort form:

1. Forhaling Hvor konkrete afslag på aktindsigt eller særdeles lange svartider på alle henvendelser undervejs forsinker en sag så meget, at den mister sin aktualitet.

2. Præciseringskrav Hvor myndigheden afviser at udlevere dokumenter eller sagsakter, som journalisten ikke på forhånd kender til og derfor ikke kan give en præcis beskrivelse af.

3. Statens sikkerhed Hvor afslaget på aktindsigt begrundes med hensynet til landets sikkerhed - eller mødes med andre indiskutable afslag, som det ikke er muligt at argumentere imod.

4. Bortkomst Hvor de ønskede informationer i form af sagsakter, mails eller andet materiale ikke længere findes.

5. Udeladelser Hvor det tilsendte materiale er mangelfuldt, fordi dokumenter, aktlister eller andre informationer er udeladt.

6. Ekstrahering Hvor dele af det ønskede materiale udleveres, men væsentlige afsnit er slettet ved overstregning.

7. Selektiv udvælgelse Hvor der gives aktindsigt til særligt begunstigede kilder frem for andre.

Et simpelt værktøj

Over for denne korte introduktion til de undvigemanøvrer - som en lang række journalister altså gennem årene har konstateret og peger ganske samstemmende på - vil myndighederne formentlig konstatere, at man i utallige andre tilfælde har opfyldt både lovens bogstav og ånd ved at åbne alle skabe og skuffer, så snart pressen begærede - og fik - aktindsigt. Det er heldigvis sandt, forhåbentlig i langt de fleste tilfælde.

Problemet er, at afvigelserne fra det positive billede ofte ses i de mere alvorlige sager, sådan som journalisterne oplever det - altså i de tilfælde, hvor myndigheder eller enkeltpersoner står over for belastende eller muligvis belastende sager, hvad enten der er tale om tilfælde af sjusk, fejl eller direkte magtmisbrug. Der har ofte været tale om sager, der viste sig at være særdeles vitale for kontrollen med landets øverste politikere og embedsmænd - og deres magtudøvelse - og dermed for demokratiet og den enkelte borger.

Det er ofte i netop de situationer, det erfaringsmæssigt har været vanskeligt at åbne de offentlige kanaler og adgangene til aktindsigt, altså lige præcis dér, hvor åbenheden virkelig skulle stå sin prøve.

Ånden i forvaltningen

Et af de vigtigste redskaber til at få indsigt i offentlige beslutningsprocesser har i de forløbne år været retten til at opnå aktindsigt i al korrespondance mellem myndigheder (brevveksling, mails, telefonnotater, etc.) - altså mellem to eller flere myndigheder i et sagsforløb eller en beslutningsproces.

Netop den mulighed vil den foreslåede paragraf i den nye offentlighedslov om 'ministerbetjening' (§ 24, red.) i mange tilfælde afskære journalisterne fra, hvad enten det er berettiget eller ej. Om det er det ene eller andet, vil kun en ombudsmands-prøvelse derefter i fremtiden kunne afgøre. Klager til Ombudsmanden er - som det dokumenteres i det følgende - allerede nu en ofte langvarig proces, der meget tit lægger en sag død alene på grund af forsinkelsen, der kan løbe op i flere år.

Når vi derfor i kort form på de følgende sider bringer en række eksempler på de syv ovennævnte redskaber til at omgå aktindsigt, er det for at understrege, at sager, der af myndighederne blev opfattet som ubekvemme eller direkte belastende, meget ofte blev drejet ind på et spor, hvor den nuværende offentlighedslov blev forsøgt sat ud af kraft.

Der er ingen grund til at tro, at den dokumenterede ånd i forvaltningen i alle disse tilfælde vil ændre sig under en ny offentlighedslov, hvor muligheden for afvisning til gengæld bliver langt enklere og adgangen til at kontrollere sådanne afslag mere uigennemskuelig.

Fem måneders kamp - TV 2

Et af de mindre grelle eksempler - rent tidsmæssigt ('kun' fem måneders forhaling) - nævnes af produktionsselskabet Monday, der sender Operation X-programmerne for TV 2. Til gengæld var der tale om en klar afværgemanøvre.

I januar 2010 sendte TV 2 Operation X-programmet: SKAT til torskegilde, hvor journalisterne undersøgte et mistænkeligt sammenfald mellem myndighedens eksterne IT leverandører og sponsoraterne i en håndboldklub i Ølstykke. Det allerførste, journalisterne gjorde, da researchen gik i gang i foråret 2009, var at sende en aktindsigtsbegæring og efterspørge alle kontrakter og fakturaer vedrørende eksterne IT leverandører til SKATs infrastrukturkontor.

»En enkel aktindsigt at håndtere, skulle man formode. For hos SKAT må de da have styr på hvem der leverer hvad, og hvor meget de betaler for det,« som redaktør Kasper Vilsmark siger, når han ser tilbage på forløbet. »Alligevel skulle vi ud i en kamp, der kom til at strække sig over fem måneder, og som krævede urimeligt mange ressourcer fra vores side, før aktindsigten var opfyldt.«

Fem måneder senere - det var den 10. september 2009 - havde redaktionen endnu ikke modtaget nogen af de centrale dokumenter i sagen og sendte derfor et brev til told- og skattedirektør Ole Kjær, som blandt andet indeholdt følgende passager: »(...) Vi har forgæves forsøgt at få svar på, hvorfor papirerne nu har været fem måneder undervejs. Er det fordi SKAT har rod i papirerne og ikke kan finde dem? Eller er det fordi SKAT ikke ønsker at lade offentligheden vide, hvordan man forvalter offentlige midler?«

Først da redaktionen med dette brev reelt truede med at gøre den manglende efterlevelse af lov om offentlighed i forvaltningen til en del af historien på den landsdækkende tv-kanal skete der noget. Operation X fik pludselig de dokumenter udleveret, som programmet havde efterspurgt i månedsvis. Men uden nogen forklaring på forsinkelsen.

Ombudsmanden lagt på is - Information

Et andet eksempel, plukket fra den omfattende bunke med forhalingseksempler - og med en noget længere forhalingsperiode end ovenstående - er fra 2009, da dagbladet Information interesserer sig for myndighedernes indsats mod trafficking (handel med kvinder). Her blev forhalingsmanøvren udvidet til også at omfatte Ombudsmandens behandling af sagen, hvilket er set i en lang række tilfælde de senere år, selv om man skulle tro, myndigheder gjorde sig ekstra umage med en hurtig behandling af netop Ombudsmandens henvendelser. Avisen havde forsøgt at opklare, hvor aktive landets politikredse havde været - eller ikke været - i indsatsen mod trafficking fra 2001 og fem år frem, idet både politiet og daværende justitsminister Lene Espersen gang på gang var blevet kritiseret for ikke at være aktive nok.

Kritikken blev bl.a. afvist med henvisning til en »landsdækkende monitorering«, som Rigspolitiet stod for. Alle landets 54 politikredse havde således pligt til, forklarede Lene Espersen, at indberette alle »relevante oplysninger« om indsatsen i politikredsen mod kvindehandel. Det var oplysninger om disse indberetninger, avisen søgte efter, men Rigspolitiet afslog med opbakning fra Justitsministeriet at oplyse hvilke kredse, der havde indberettet - og hvornår det var sket.

Den 20. december 2007 opsummerede Information sagen således: »Justitsministeriets politikontor må stå til en alvorlig næse fra Ombudsmanden: Kontoret har således været mere end 15 måneder om at svare i en simpel klagesag om afslået aktindsigt.«

Ombudsmanden havde den 4. september 2006 bedt ministeriet om at forholde sig til en klage fra Information på afslået aktindsigt - men først den 14. december 2007 (dvs. 465 dage senere) blev svaret sendt af sted til offentlighedslovens ultimative kontrolinstans. Syv gange under dette forløb, med cirka to måneders mellemrum, skrev ministeriet til Ombudsmanden og beklagede, at sagen endnu ikke var færdigbehandlet, men at et svar var lige på trapperne. Til sidst mistede Ombudsmanden tålmodigheden og spurgte, om der var særlige grunde til, at denne sag ikke blev færdigbehandlet - og først da færdigbehandlede ministeriet sagen.

'Ingen relevante dokumenter' - Kristeligt Dagblad

I 2010 kunne Kristeligt Dagblad dokumentere, at Forsvarsministeriet misinformerede krigsforbryderdomstolen i Haag i retssagen mod Radovan Karadzic. Men først efter et større forhindringsløb. Her havde Forsvarsministeriet oplyst domstolen om, at man ikke lå inde med nogen dokumenter, som Karadzic havde søgt om via FN-regler til brug for sit forsvar mod anklager, han mente sig uskyldig i. Den 2. juni 2009 henvendte Karadzic sig til det danske udenrigsministerium og anmodede om dokumenter, der vedrørte begivenheder i Sarajevo-området under krigen i Bosnien. Hans anmodning blev bakket op af Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICTY, som Danmark i sin tid var med til at oprette.

Udenrigsministeriet kontaktede Forsvarsministeriet og bad dette ministerium behandle henvendelsen fra Karadzic og domstolen. Den 12. oktober skrev Forsvarsministeriet til Udenrigsministeriet, at det ikke havde været »muligt at identificere dokumenter af relevans for sagen«.

I marts 2010 begærede Kristeligt Dagblad aktindsigt hos Forsvarsministeriet i en række dokumenter, der faldt inden for den anmodning, Karadzic og krigsforbryderdomstolen havde sendt til Danmark. Ansøgningen blev derefter mødt med fem fristforlængelser, som ministeriet begrundede med øvrigt arbejdspres i forbindelse med en 'omfangsrig anmodning'. Efter tre en halv måneds ventetid gik avisen til Ombudsmanden, og da denne bad Forsvarsministeriet forklare sig, gik der yderligere tre uger. Efter fire måneder og en uges forsinkelse fik avisen afgørelsen - og fik bl.a. udleveret tre dokumenter, som Danmark længe inden burde have udleveret til Karadzic og krigsforbryderdomstolen.

Frygt for repressalier - Politiken

En nyere sag var mørklægningen af den diplomatiske krise mellem Danmark og Kina efter Dalai Lamas besøg i Danmark og det tibetanske overhoveds møde med statsminister Løkke Rasmussen i maj 2009.

Da dagbladet Politiken begærede aktindsigt i sagen, blev 21 dokumenter i første omgang tilbageholdt under hensyn til rigets udenrigsøkonomiske interesser og forholdet til fremmede magter - mens begæring nummer to førte til afslag på syv dokumenter med samme begrundelse, samt yderligere fem dokumenter, der blev tilbageholdt for at beskytte drifts- og forretningsforhold for personer eller virksomheder, som måtte være omfattet af dokumenterne. Det skete ifølge avisens kilder, fordi regeringen forsøgte at afværge krisen ved at holde så lav profil som muligt. Den frygtede yderligere repressalier fra kineserne, hvis sagen kom frem i pressen. I de resterende få dokumenter var passager i stor stil blevet slettet med sort tusch.

Det skal nævnes som en særlig pointe, at avisen kun fik adgang til nogen form for informationer, fordi en embedsmand begik en fejl.

Avisen fandt senere ud af, at det havde været intentionen helt at afskære Politiken fra oplysninger i sagen, men en ren fejl gjorde, at avisen alligevel fik udleveret bl.a. en mail fra ambassadøren i Beijing, der advarede mod mødet med Dalai Lama.

Ikke noget at komme efter - flere medier

Bortkomst kan også forekomme i 'højere luftlag' - faktisk så højt man kan komme - nemlig i Statsministeriet. Her har flere medier gennem årene opdaget, at der - helt bogstavelig - ikke var noget at komme efter, når de søgte aktindsigt i sager, som angik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Noget var blevet helt væk, noget dukkede op senere.

En række medier begærede på samme tid aktindsigt i Anders Fogh Rasmussens udgifter til rejser på netop det tidspunkt, hvor han søgte om at blive generalsekretær i Nato - men det viste sig, at der ikke fandtes noget af betydning til oplysning af sagen.

I 2002 fotograferede danske specialstyrker statsministeren, da han sendte dem på mission til Afghanistans bjerge. Disse billeder, som specialstyrkernes chef personligt sendte i kopi til Statsministeriet, var forsvundet, da Danmarks Radio henvendte sig for at bruge dem til en tv-dokumentar om Operation Enduring Freedom.

Også manuskriptet til den tale, Fogh Rasmussen holdt under afskedsparaden, var borte. I en anden sag gjaldt det et referat fra statsministerens deltagelse i 2003 i et møde i den verdensomspændende, men hemmelige Bilderberg-loge.

»Referatet er ikke længere i statsministerens eller Statsministeriets besiddelse,« lød statsministerens forklaring på, at selv ikke Folketinget kunne få at vide, hvad et udvalg af verdens magtfulde personer havde talt om. Og forsvundet var den såkaldte 'mismail nr. 274' fra den danske FN-repræsentation i New York, som i marts 2003 blev sendt videre til Statsministeriet. Denne mail indeholdt en rapport, der kunne være et nøgledokument til forståelse af, hvad statsministeren vidste om Iraks masseødelæggelsesvåben forud for beslutningen senere i marts om at sende Danmark i krig mod Irak.

Væk var også manuskriptet til statsministerens tale i presselogen i 2007, da han gjorde sig lystig over Christoffer Guldbrandsens tv-dokumentar Den hemmelige krig. Manus til ministerens 2005-tale i samme forum er også blevet væk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Information for at rejse anliggendet. Det er galt nok, at den siddende Regering med embedsværk forsøger sig udi at sætte offentligheden ud af spil. Men det er ligeledes en kilde til forundring, at journalistikken under foresæde af den borgerlige presse ikke har opdaget, at man lægger sig alvorligt ud med den etiske fordring. Ikke én professor (jow, Oluf Jørgensen som undtagelsen), har ytret sig kritisk i den anledning.

Men det foreskriver ingenlunde, at f.eks en humanistisk kritisk forsknings-bevidsthed kan stille journalist-uddannelsen alvorlige spørgsmål i retning af den etiske fordring. For den borgerlige presse gør det simpelthen ikke. Tværtimod faktisk. Men offentlighed er forudsætning for demokratiets udvikling. Så enkelt er det. Man kán helt enkelt ikke gå udenom. Det virker hovedrystende...

Det står med andre ord ganke sløjt til med journalist-uddannelsen, når man ikke ytrer sig i medierne, når muligheden jo står helt åben. Eller mener man ikke en skid med forbindelsen til den danske offentlighed? Når uddannelse-økonomien gøres op? Har man afviklet sine søster-videnskaber på vilkår af tavsheden?

Med venlig hilsen

Ja, tak til Information og naturligvis Erik Valeur og Lars Rugaard.

Uden at jeg har haft tid og overskud til at undersøge forslaget til en ny offentlighedslov nærmere, har det anet mig, at ministres deltagelser på de lyssky Bilderberg-møder udgør en af bevæggrundene for forslaget. Nu har de to gode journalister så bekræftet anelsen.

Denne mystiske og belejlige forsvinden af Bilderberg-referatet fra 2003-mødet er (præcis som de andre omtalte sager) ganske rigtigt en skandale. Imidlertid findes der for netop denne sag en meget nem løsning. Mogens Lykketoft deltog nemlig i selvsamme Bilderberg-møde i 2003. Han kan derfor blot lade sit eksemplar kopiere og give kopien til Statsministeriet.

Såfremt at end ikke bilderbergerne må kopiere referaterne, må Maja Banck eller en anden i Bilderberg-sekretariatet kunne levere et ekstra eksemplar – eller lade det trykke. De har jo mildest talt penge nok. Hvis både Lykketoft og sekretariatet nægter, kan man jo gå til Tøger Seidenfaden og Anders Eldrup. De var nemlig også med på mødet.

Noget ganske andet er selvsagt, hvordan vi undgår samme slags skandale fremover. Det nye forslag fra regeringen er ikke just løsningen. Forslaget svarer til at sige, at vi fjerner den for høje udledning af dioxin, pesticider og andet skidt ved at hæve grænseværdierne.

En anden – indtil videre kronisk – dansk Bilderberg-skandale er, at de danske skatteydere betaler til ministres deltagelse i denne lyssky magtklub; http://www.information.dk/172758

Skandalen består nærmere fortalt i, at Bilderberg (også ifølge gruppens egen, lidet mangfoldiggjorte, årlige pressemeddelse!) er privat. Så skal ministre naturligvis ikke bruge en eneste skattekrone på deres deltagelse. Men det gør de.

Fogh har i sin tid som statsminister forsvaret sig med, at han naturligvis inviteres og deltager på grund af sin position. Ja, det siger sig selv, når vi taler om en eliteklub som den transatlantiske Bilderberg-gruppe – men det ændrer bare ikke ved, at den er privat.

En udmærket indføring i fænomenet Bilderberg-gruppen: http://www.information.dk/125091 og http://www.information.dk/125092 samt mit eget skrift '»EUSA« – genrejsningen af Romerriget?' fra juli 2008: http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA1af2.pdf / http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA2af2.pdf

Mit skrift var på eget initiativ, ikke Folkebevægelsens, og udgjorde en del af kildematerialet til denne artikel: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article310

– Venligst Magnus Falko, medlem af Enhedslisten

Tak Falko, for perspektiverne. Ideologi er jo ikke legetøj i hånden på moderne politikere, der ofte sætter netværk over hensynet til offentligheden. På vilkår af rene magt-perspektiver. NATO-chefen er vel et eksempel på, at offentligheden ikke spiller nogen større rolle for udviklingen af politiske præferencer for tiden. Og det kalder jo øjeblikkeligt på en særlig bevågenhed om, at kalde en spade for en spade. Eller sprade, om du vil?

Med venlig hilsen