Brevkassen: Min bror mangler 10 år af sit liv

Min yngste bror er efter 10 års fravær vendt tilbage fra periferien. Han fik efter gymnasiet en nedtur, som trak ham helt væk fra os andre. Psykiatrisk indlæggelse, misbrug og økonomisk ruin er et par af stikordene. Vi er mange, der faktisk havde afskrevet ham, ikke af kynisme, men vi kunne ikke andet. Det har været hårdt for alle.

Han har - kort fortalt - nu fundet kærligheden og en vis ro med sig selv. Blandt andet har han sat sig for at genopdage, hvad han mistede, da det hele ramlede.

Godt for ham og for os andre, men han ser ikke, at verden er fortsat, mens han har været 'væk'. Han kan ikke forstå, at de fleste af os andre er et andet sted, og det får ham i en masse situationer til at opføre sig som social sinke, hvad han ikke er.

Jeg kan se det, fordi jeg kender ham, og jeg kan se, at hans barnlige gensynsglæde ved at få kontakt med gamle venner er ægte. Problemet er, at han stadig mentalt lige er gået ud af gymnasiet. Verden er god, og det hele kan lade sig gøre lige nu og her. Den alvor, vi andre har fået ind i livet med job, børn og sure sokker, tolker han som afvisning, der bliver til skuffelse og vrede. I

en periode har jeg prøvet at 'mandsopdække' ham for at skærme ham mod de konflikter, han roder sig ud i. Men det har selvfølgelig en grænse. Og jeg har fået de første 'hold op med at lege storebror' fra ham. Jeg er bange for at miste ham igen. Han har jo klaret den, han gik ikke til grunde, men han har meget at rydde op i og indhente, og han er nødt til at have en vis tålmodighed med sig selv og sine omgivelser.

Svar I:

Det er en svær situation, men du kan ikke gøre andet end at lade ham vandre i verden, som han finder bedst. Jeg tror ikke en bjælde på den dér med, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Men jeg tror på, at det gør dig mere indsigtsfuld. Denne lille tvist på en udslidt floskel skal til for at opfordre dig til at holde et åbent sind i forhold til den mand, som din lillebror er blevet.

Du beskriver det næsten, som om han har været frosset ned og nu - ved hjælp af ny teknologi og en russisk videnskabsmand med vildt hår - er tøet op i en ny tidsalder, hvor han ikke ved, hvordan man bruger en telefon.

Virkeligheden er jo, at han har samlet en masse erfaringer fra en hård tur til steder, du ikke aner noget om. De giver måske ikke umiddelbart mening for dig, men måske kan han heller ikke se ideen i sure sokker (hvilket jo strengt taget ikke er så skørt at stille spørgsmålstegn ved.)

Du må slippe fortællingen om, at han har 'mistet' nogle år, mens i andre har udviklet jer ih-og-åh så meget. Det er da irriterende, hvis han ikke kan acceptere de livsvilkår, der følger med jeres valg. Men et godt sted at starte er at forsøge at acceptere hans. Og så huske på alle de gange, du selv skal tage dig i nakke for at holde kursen og bevare forstanden.

Anna von Sperling

Svar II:

At vende tilbage til virkeligheden efter års socialt fravær er noget af en vanskelig affære, som du i din lillebrors tilfælde skildrer overbevisende. Misbrug medfører ofte en form for afstumpethed, som netop viser sig i den tidligere misbrugers hang til at putte sig i en fortid, der er endegyldigt forsvundet for ham og især for andre. I den proces oplever man desværre også tit en følelsesmæssig fladhed, som kan være vanskelig eller umulig at tackle for omgivelserne.

Igen tror jeg om den slags situationer og af egen smertelig erfaring ved egne undladelsessynder, at du er nødt til at gå den hårde og vanskelige vej med en lang alvorlig samtale om andet end vejret. Fortæl om dine følelser i de år, han var væk.

Gør ham begribeligt, hvor smertefuldt det har været, og hvor lidt du ønsker, at det skal ske igen. For den risiko er der jo: at han smutter tilbage i tågerne, for at slippe for realiteterne.

Her skal man, tror jeg, være hård i filten og sige det som det er: Man orker det ikke engang til. For det gør man ikke. Der er tale om en art dobbelt dødsfald i den slags tunge sager, og det forstår jeg på det hele, at det er i din brors tilfælde og på hans adfærd. ’Hold op med at lege storebror’. Tja, svaret er vel, at lillebror må opføre sig på en sådan måde, at fristelsen forsvinder. Man leger netop storebror, fordi lillebror rager én.

Sig til ham, at du enten holder op med at lege storebror, hvis han arter sig, eller fordi du har opgivet ævred. Dette er nemlig realiteterne, tror jeg. Der er kun de to muligheder. Det skal man nok også sige bestemt, men kærligt, hvis man da kan. Jeg tror omvendt ikke, at man skal være alt for eftergivende og i medlidenhed gå ind på tankegangen om, at det er synd for ham. Ynk er det værste og kan føre lige ud i mere sprut eller flere piller. Ynk giver en god undskyldning for at glide ned ad bagtrappen igen, for det hele er jo håbløst, det siger omgivelserne selv.

Glipper alt på det broderlige plan, kan man, inden man opgiver helt, forsøge at få en professionel ind i billedet. De kan meget, de gode psykologer og psykiatere, og løser ofte store og tilsyneladende uløselige problemer, som de nærmeste står magtesløse over for. Men prøv nu først med kærlighedens faste hånd, som der stod i urtidens drengebøger.

Georg Metz