Læsetid: 4 min.

En dame til tiden

En grimasse, der kan passe: Suzanne Brøgger har opfundet et åndsartistokratisk svar på kampen mod åndsaristokratiet
En dame. Suzanne Brøgger overtager og parodierer finansministerens forfaldstese og stiller hans fnisen i pinagtigt relief.

En dame. Suzanne Brøgger overtager og parodierer finansministerens forfaldstese og stiller hans fnisen i pinagtigt relief.

Sofie Amalie Klougart

9. oktober 2010

Sandheden om samtiden: De intellektuelle må tørre øjnene, og resten kan godt tørre røven. For nu er der kun lort tilbage i fjernsynet.

Det var ikke det, han sagde, men det var Claus Hjort Frederiksens pointe: Uddannelsens tid er forbi i fjernsynet.

Faktisk fnisede finansministeren, da han således fik lov til at afslutte serien Jagten på de røde lejesvende på DR2-

Det er slut med opdragelse og oplysning, sagde han. Det er færdig med dannelse fra Danmarks Radio.

Intet skal være bedre end andet, ingen skal lære andre om noget, de ikke ved. Sådan sagde han, at det er blevet med Danmarks Radio og danskerne.

Udviklingen kaldte han det.

Og han bekræftede sin pointe brillant ved at trække på skuldrene. Han ville ikke svare på spørgsmålet om, det var en god eller en dårlig udvikling. Ikke fordi det var et kontroversielt spørgsmål, men fordi han fandt det ligegyldigt. Sådan er verden nu engang - ifølge finansministeren.

Dannelsens forfald

En tilsyneladende tilsvarende betragtning over tingenes tilstand finder man et helt andet sted: Det er Suzanne Brøggers bog Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe?, der udkom i går:

»I dag, hvor befolkningen over en bred kam har mistet selvkultiveringens ideal, er man i stedet blevet dygtig til billedlæsning, og man dyrker fortrinsvis billedkultur inden for sport, pop og underholdning. Og det må man ikke se ned på. Nej. Skal vi da se op? Nej, denne epistolière ser hverken op eller ned.«

Hun er selv epistolière, den, der skriver epistler til en tid, som ikke gider den slags.

Således erkender hun realiteterne uden at anerkende dem som vilkår.

De fineste er ikke længere fine

Hun ved godt, at man ikke kan stille sig uden for verden uden at blive set som én, der har hævet sig over den. Og så vil ingen lytte. Hun har set den gamle verden forsvinde: Det betyder, at hun har iagttaget dannelsens, oplysningens og kulturens forfald. Den verden, som var bygget på hierarkier mellem det fornemme og det vulgære, er forsvundet for øjnene af hende. Bogstaverne har tabt til billederne. Sport har besejret kunsten - med netop disse ord. Borgerne er blevet barnagtige og forlystelsessyge, de spiser franske kartofter og stiller sig tilfreds med 'slam': Når befolkningen »har abdiceret og i stedet lagt sig fladt ned på ryggen i tilbedelsen af en hvilken som helst renteindtægt og helt har mistet den kritiske sans«, er der kun grund til en ting: Pessimisme.

Se bare på Kraks Blå Bog! Den er ifølge forfatteren blevet fyldt op med tv-speakere og popstjerner og sportsfolk! Ikke engang de fineste er fine længere.

Suzanne Brøgger ved godt, at den verden er forsvundet, hvor folk anerkender den intellektuelle, som står på en trone uden for samfundet og oplyser folk om, at de er formørkede, fordummede og for meget. Det er ikke længere en pointe, men en præmis.

De få fines forargelse over de manges frigørelse er blevet udstillet som en social kliche, en banal grimasse. »Det er sikkert sandt,« skriver hun, »at den kritiske intelligentsia er forsvundet ud af samtiden. Men hvad skal et arme fruentimmer stille op?«, spørger forfatteren. Hun ser stadig det samme forfald, som intellektuelle altid har set. Hun siger, hun tilhører det forrige århundrede. Men hun skal vel ikke nedlægge sin virksomhed, tie stille og suge slam, bare fordi tiderne har ændret sig? Hvad skal man gøre som kulturkritiker, hvis man har mistet sin plads uden for verden og er blevet en parodi i den sociale virkelighed?

En bule i den flade verden

Det fantastiske svar på dette spørgsmål er, at Brøgger træder i karakter som det fuldendte fjendebillede, hun iscenesætter sig selv som en 'Fru Z', der skriver fiktive breve til 'Prinsen af Mogadonien'. Mogadonien kunne være Danmark, og Prinsen kunne minde om vores prinsgemal, men virkeligheden er ikke, hvad den giver sig ud for at være. Fru Z står for alt det, som ifølge finansministeren er forbi. Og hun overdriver sin usamtidighed ved at skrive som en salondame fra 1700-tallet, der er i oprigtig affekt og alarm over kongehusets stilling: »Den sidste rest af en vertikal verdensorden, som uge for uge kannibaliseres på det grusomste.« »Ach,« siger hun og »Schwamm darüber«. De ulækre taboidaviser og de klamme reklametyper har affortryllet kongehuset. De kongelige er blevet til kendisser!

Fru Z modsiger ikke finansministerens forfaldstese, hun overtager den og dramatiserer den ud i de mest parodiske overdrivelser. Hun gør grin med sin egen udemokratiske bekymring for demokratiet, når hun til prinsen skriver, at »alt det skidt«, som de andre siger, »bør vi ikke beskæftiige vore delikate hjerner med.« Hun dækker ikke over sine aristokratiske distance, hun understreger den. Hun underspiller ikke sin overlegenhed, hun sætter den op på en piedestal af franske emblemer, æstetiske henvisninger og ironiske ikoner. Hun er helt sikkert for meget, for det vil hun være, men finansministerens fallit er lige så sikkert for lidt. Hun har på ny opført den gamle verden, som aldrig forsvinder. For der er altid i samtiden tanker og figurer, som ikke er samtidige. Nutiden er ikke kun samtiden: Den flade verden har i århundredet været økonomernes realitet og pessimisternes rædsel, men forskellene er opstår stadig alligevel. Udviklingen er altså ikke herre over hele virkeligheden. Der er kommet en Fru Z med adelige forskelle ind i verden, hver eneste gang en finansminister har sagt, at verden er flad. Hun tørrer smilet af finansministerens ansigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Eminent artikel.

Vi er nok en del, der føler med Suzanne Brøgger.
Det er kulturens kapital, der er ved at slippe op.

Aristokraterne lider slemt i denne tidsalder.

/O

Gruer ved at tænke på hvem og hvad, der kommer efter næsehornet Hjorth Frederiksen. For en rotte-fænger har vi jo allerede.

Det har Danmark og Norge felles: oppløsning av verdier (o, store klisjé) og en offentlig samtale der alle medier fylles av pølsevev. En god dose medisin er Rune Lykkebergs bok "Kampen om sandhederne" og Dietrich Schwanitz' "Dannelse. Alt du må vite", som er en fin oppsummering av hvem vi er og hva vi kan være stolte av.