Klumme
Læsetid: 2 min.

Danser med bøsser

Gang på gang udråbes en ny kvindelig stjerne til at være et frigørende symbol. For tiden er det Lady Gaga. Spørgsmålet er, om der ikke blot er tale om en gennemprøvet og uendelig ufarlig opskrift
Pop og patter. Måske søger vi for meget efter et grundlæggende opgør med fastlåste opfattelser af kvindekroppen i et fænomen som Lady Gaga. Det er trods alt bare pop og patter.

Pop og patter. Måske søger vi for meget efter et grundlæggende opgør med fastlåste opfattelser af kvindekroppen i et fænomen som Lady Gaga. Det er trods alt bare pop og patter.

Devin Simmons

Moderne Tider
30. oktober 2010

Jeg kom i sidste weekend for skade at ytre på en bøssebar, at jeg faktisk ikke kan se det progressive eller nyskabende ved Lady Gaga som fænomen. Jeg sagde ikke, at jeg synes, Lady Gaga synger dårligt. Jeg kunne ikke drømme om at sætte spørgsmålstegn ved, om hun var vigtig for sine små Monstre. Jeg sad bare der med år på en bred bag og sagde, at jeg ikke kunne se, hvad der var grundlæggende frigørende ved hendes version af 'leg med køn'. For fred være med Lady Gaga og hele hendes garderobe. Jeg får derimod utrolig lange bryster af de horder af kønsforskere, der gang på gang udråber kulturelle fænomener til nye bud på, hvordan man kan være kvinde(krop). Og af de lige så store horder af journalister, der følger efter.

Et sidste forsøg

For Lady Gagas koncept er vel lige så afprøvet, som det er effektivt. Og det er vel egentlig ikke et individuelt projekt, men derimod koblet til en langt større økonomi. Som det srilankanske popfænomen M.I.A - som der sikkert allerede også er skrevet et par doktorafhandlinger om - sagde for nylig, er Lady Gaga som fænomen først og fremmest interessant som »musikindustriens sidste forsøg på at gøre sig selv vigtig«.

For opskriften er simpel: En veltrænet kvinde, der danser med bøsser. Det er der ingen verdens ting i vejen med. Men flirten med det udflydende mellem kvinde og mandekroppen - forstået som en kvindekrop, der morfes over i en mandekrop, har ikke alene været set før, mest udpræget selvfølgelig hos Madonna, men har også været rygraden i modebranchen siden Twiggy første gang tvang en bette finger i halsen.

Pop og patter

Jeg ser i Lady Gaga intet opgør med det, der gør os nervøse. Og det ville der helt sikkert heller ikke være særlig mange penge i. Snart barsler Londons The Royal Opera House med en operaopsætning om Anna Nicole Smiths liv - stripperen, der giftede sig med en million år gammel mangemillionær, lod sin krop vokse i et absurd kødteater og endte, på grund af et retsligt familieopgør om hendes arv, som frossen klump fedt i en fryser i månedsvis. Hun dansede ikke med bøsser, men knaldede med gamle mænd, og hele den amerikanske presse væmmedes ved hende, fordi hun på de røde løbere mod finere selskaber ikke alene flashede sine deller, men også sin poor white trash-identitet, og derved mindede om, at USA er og bliver et brutalt klassesamfund, hvor mobilitet er nær en umulighed - hvis du altså ikke hopper i seng med en skindød.

Nu gjorde jeg det selv; ophævede et par store bryster og en trist skæbne til en fortælling om et samfund og måden at være (kvinde)krop i det. Anna Nicoles genialitet var, at spille på den evige borgerlige fascination af den uhæmmede proletarseksualitet, ligesom f.eks. Dolly Parton så forbilledligt havde gjort før hende. Lady Gagas største genistreg var at få hele verden til at kigge på hendes skridt med lup for at finde antydningen af en tissemand. Måske søger vi for meget efter grundlæggende opgør med fastlåste billeder af kvindekroppen. Det er trods alt bare pop og patter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja - der er, mere power i M.I.A.

Maj-Britt Kent Hansen

Har hverken kunnet se eller høre, at der var tale om noget nyt - endsige om noget epokegørende.

Men har så også tænkt, at en egentlig dom ikke kunne fældes af mig, hvis interesse for yngre udøvere af musik og dans er stærkt aftagende, mens blasertheden er omvendt proportional.

Ja, det er selvfølgelig noget med min alder = Anna von Sperling + 20 år!

Janis Joplin - ikke at hendes projekt kan sammenlignes med Ladyens - var sit oprør og sin store stemme til trods nok heller ikke et ægte frigørende symbol for 40 år siden, hvor hun døde som 27-årig. Dertil spillede alkohol- og stofmisbrug for stor en rolle. Men en gakket dyrkelse af Janis - som nu Lady-fænomenet - slap man da heldigvis for.

Det mest frigørende er egentlig, at Anna her sætter spot på den ukritiske dyrkelse af det, som hverken er progressivt eller nyskabende.

Jeg synes det er en skam man blander homoseksualitet ind i det her. At Gaga har fået status som bøsse-ikon kan jeg ikke se har noget at gøre med den diskussion kronikken reelt lægger op til.
Bøsserne formår nu nok at "gender bende" alt det de ønsker, om så Gagas far var stået af i Roskilde og vi andre derfor aldrig havde hørt om kvindemennesket.
Bøssekulturen (hvad det så end er) har taget Gaga til sig og hun har taget den til sig.... Fred være med det - lad dog bøsserne have deres "ikon" i fred uden det behøver handle om revolution og hvad ved jeg.
Dertil findes der langt bedre eksempler i "bøssekulturen", som byder sig til at indgå i en seriøs debat om køn - bare for at nævne en enkelt har John Cameron Mitchell leveret langt mere potente indkast til en sådan debat.... eksempelvis ved den fascinerende Hedwig, der i den grad rykker ved hele kønsbegrebet.

Skal man endeligt drage Gaga ind i en homoseksuel kontekst så synes jeg man skal nøjes med at forholde sig til hun har formået at samle en helvedes masse fans, som hun så kan eksponere for holdningen, at homoseksuelle sgu også er meget cool mennesker, ligesom deres heteroseksuelle med-fans :)

Det er muligt at Lady Gagas dansning med bøsser ikke er spor kontroversiel i Danmark og i Norden og i Europa. I USA ser det altså noget anderledes ud...

Og må jeg ikke minde om at i 1970erne talte vi meget om den androgyne krop og det androgyne menneske -
her var bl.a. David Bowie som stod for denne eksponering.

Og ja, det er set før - men men men - der er større ting på bedding her.

I USA, og såmænd også så småt i Danmark marcherer (reaktionens) højrefløj: Mænd skal nu være retro-seksuelle (hvad det så end er?), VK-regeringen har fået vedtaget at man selv skal betale for kunstig befrugtning. Og umiddelbart kan det da være en god idé - indtil man får den tanke, at VK-regeringen ikke synes lesbiske, enlige kvinder mm. skal have børn.

I Danmark har vi set undersøgelser som påviser a) at skilsmisser er skadelige for børn og 2) Katrine Winkel Holm og en kvindeliglig chefkonsilent i Dansk Byggeri råbe om ligestilling og om at den er gået for langt.
http://www.berlingske.dk/kronikker/find-holger-og-en-feminist

Vi har også set i DR2, hvor Mads Christen praler med at han 'er en rigtig mand' i programmet 'hjælp - min kone er stadig skidesur'. Og hvor stereotypier om køn kommer frem igen og igen og igen. I torsdags var det bl.a. sterotypien om den jaloux (pige) kæreste som var på progammet. [Sandheden er jo nok snarere her, at mænd er langt mere jaloux anlagt end kvinder....]

Og tror I måske det er tilfældigt at de programmer kommer nu og - og borgerlige kvinder som KWH og KSA argumenterer for ligestillingens fallit og at det er fedt at gå hjemme ved sine børn.

I 1970erne da vi havde økonomisk optur mente man skam, at det var bedst for børnat blive passet i bønehave; i 1980erne mente man det modsatte. I 1990erne mente man det samme som i 1970erne - og nu mener det samme som i 1980erne.

Jo, reaktionen marcherer...

Og så er det fedt, at der er nogle kunstnere som madonna, som lady gaga, som M.I.A. som tør udfordre og vise os at mænd og kvinder og maskulint og feminint ikke er givne størrelser, men også dannes i en historisk og kulturel kontekst. Ikke mindst set i lyset af de forskellige epokers socio-kulturelle forventninger til de to køn.