Interview
Læsetid: 7 min.

Den demokratiske venstreekstremist

Han er blevet overfaldet af nynazister og har vænnet sig til hademails, men den gamle RAF-advokat Hans-Christian Ströbele holder fast i principperne i en verden, der har forandret sig både til bedre og det værre
Hans-Christian Ströbele, her på en trappe i den tyske forbundsdag, har bemærket, at den tyske nationalfølelse, der efter Anden Verdenskrig blev skruet ned til det ydmyge, er ved at få øget betydning for en yngre generation. Og det bekymrer ham.

Hans-Christian Ströbele, her på en trappe i den tyske forbundsdag, har bemærket, at den tyske nationalfølelse, der efter Anden Verdenskrig blev skruet ned til det ydmyge, er ved at få øget betydning for en yngre generation. Og det bekymrer ham.

Lene Münch

Moderne Tider
2. oktober 2010

Under den tyske valgkamp i 2002 befandt Hans-Christian Ströbeles sig på gaden i berlinerbydelen Kreuzberg for at dele valgbrochurer ud for partiet De Grønne, da en tilfældigt forbipasserende nynazist angreb ham bagfra. På trods af et livsfarligt slag mod baghovedet med en jernstang kom den tidligere RAF-advokat på benene og satte jagten ind på sin overfaldsmand, der blev udpeget og anholdt. Kort efter hændelsen blev Ströbele som den første i De Grønnes historie valgt ind i forbundsdagen på personlige stemmer til sit eget mandat.

At Hans-Christian Ströbele er svær at få bugt med, kan der ikke være tvivl om. Selv når verden omkring ham forandrer sig til uigenkendelighed eller angriber ham med slagvåben, holder han fast i at kampen for de svageste, for outsideren og de undertrykte og mod uretfærdigheden. Principfastheden har gjort den 71-årige oprører til en af hovedpersonerne i det moderne Tysklands historie. Han er gået fra at forsvare Andreas Baader, der med politisk vold søgte at afskaffe den unge forbundsrepublik Tyskland, til selv at repræsentere det tyske folk i forbunds- republikkens parlament. Kernen i Ströbeles tankegang er konstant: Systemet skal forandres indefra.

Venstreorienteret samvittighed

I dag omtales han som De Grønnes 'venstreorienterede samvittighed' - en stykke levende historie, der garanterer partiets forbindelsen til græsrodsbevægelsen og ungdomsårenes uforblommede og eviggrønne idealisme. Men også i sit eget parti er han i opposition. For De Grønne, der i disse dage kan fejre 30 års-jubilæum, er ikke længere det parti, som Ströbele og andre idealister i sin tid satte i søen.

»Partiet er blevet mere tilpasset. Mere borgerligt. Det har desværre mistet mange af sine specifikke kendetegn fra årene omkring partistiftelsen,« siger Ströbele, der tager imod Information på sit kontor i den tyske forbundsdag.

»I det berømte atomkraftspørgsmål har de Grønne altid været for en øjeblikkelig afskaffelse af kerneenergi. I regeringsperioden med socialdemokraterne lærte vi, at det kan være nødvendigt at indgå kompromiser.«

Hans-Christian Ströbele har ikke altid haft nemt ved at gå på kompromis med magten. Det er idealerne, der driver ham, og de byder ham at forsøge at forandre den omgivende verden. Men også verden forandrer sig. Og mens gamle grænser nedbrydes, opstår nye skillelinjer. Som politiker har Ströbele gjort sig til talsmand for en radikal pacifisme. Engagementet i modstanden mod vestlige interventionskrige dokumenteres af den mur af ringbind, der udgør endevæggen i hans kontor på Unter den Linden i Berlin. Landenavne som Iran, Irak, Afghanistan, Israel-Palæstina står skrevet med sort sprittusch hen over ringbindenes rygge.

Mange af konflikterne er gamle og daterer sig tilbage til før Murens fald. Men Tysklands rolle i det internationale samfund er en anden end for blot 15 år siden. I Afghanistan deltager tyske soldater i kamphandlinger, og det internationale engagement har medført et enormt spring i den skyldplagede tyske selvforståelse. Modsat konservative kommentatorer ser Ströbele langtfra Tysklands deltagelse i kamphandlinger i Afghanistan som et nødvendigt skridt på vejen mod syndsforladelse for Anden Verdenskrig.

»Indsatserne er blevet påtvunget den tyske befolkning af politikerne. Jeg tror hverken, at en folkeafstemning om indsatsen i Kosovo i 1999 eller om deltagelsen i Afghanistan-krigen i 2001 ville have givet samme resultat. Også i meningsmålingerne i dag afviser to tredjedele af den tyske befolkning krigsdeltagelsen i Afghanistan. Og det forsøger jeg også at kommunikere til mine kolleger i forbundsdagen: at de ikke handlder, som vælgerne venter af dem.«

Ifølge Ströbele udtrykker militariseringen af den tyske udenrigspolitik, at den etablerede politik har fjernet sig fra folket:

»Den tyske politik er kommet videre med hensyn til normalitet (i det internationale samfund, red.),« medgiver han, men siger i samme åndedrag: »Jeg ville dog gerne have bibeholdt Tysklands særstatus.«

Smagen for politisk radikalitet

Det blev en flok terrorister, der blev anledning til den unge jurists politisk vækkelse. I de tidlige 70'ere søgte Ströbele ind på Horst Mahlers idealistiske advokatbureau i Berlin. Sammen med Mahler og den jævnaldrende jurist Otto Schily gik han ufortrødent i clinch med den unge forbundsrepublik Vesttyskland, der reagerede hårdt og forkrampet på tidens politiske terrorisme. Lidt for hårdt, mente de unge idealistiske jurister, der i første omgang ønskede at sikre de anklagedes grundlæggende borgerrettigheder.

Til at begynde med var det det politiske engagement, der forenede trekløveret Schily, Mahler og Ströbele, der blev mediestjerner ved at udfordre forbundsrepublikken til juridisk duel. Til sidst blev det også politik, der skilte de tre ungdomsvenner. Smagen for politisk radikalitet førte med tiden Horst Mahler i armene på nynazismen, hvor han stadig befinder sig.

I sidste års fremragende dokumentarfilm Die Anwälte (Advokaterne, red.) skildrer instruktøren Birgit Schulz de tre advokaters livlange kamp og overbevisning om, at de på trods af deres indbyrdes uforsonlige valg, er forblevet tro mod deres yngre inkarnationer. Den holocaustbenægtende Mahler fremstiller selv sin nynaizistiske udvikling som den naturlige konsekvens af ungdommens anti-establishment-tanker. Både Schily og Ströbele har kun hovedrysten tilovers for deres gamle ven, hvis personlige udvikling Schily begræder som en »tragedie« i et gribende interview i Schulz' dokumentarfilm.

Ungdomstidens idealer

Ströbeles forhold til Otto Schily er også kølnet med tiden. Især efter at Schily forlod De Grønne til fordel for den socialdemokratiske pragmatisme i SPD, hvor han blev indenrigsminister under Gerhard Schröder. I kølvandet på USA's krig mod terror var Schily med til at udvide efterretningstjenestens beføjelser og lette overvågningen af terrormistænkte individer. Den udvikling er af venstrefløjens mere uforsonlige kredse blevet udlagt som det ultimative højforræderi mod ungdomstidens idealer.

For Ströbele er modet og evnen til at holde fast i idealerne forblevet noget centralt. Men han medgiver, at det ikke altid er lige let at være politiker og idealist:

»Dengang gjorde vi ting, som vi aldrig tidligere ville have gjort,« indrømmer Ströbele med henvisning til, at han sammen med de Grønne var med til at stemme for Schilys stramninger, der ville have gjort livet vanskeligere for deres tidligere juridiske klienter fra RAF.

»Jeg har medvirket til at give sikkerhedsmyndighederne udvidede beføjelser, men jeg bilder mig ind, at jeg også har medvirket til at holde sikkerhedslovgivningen inden for rammerne. Det var jo også en særlig situation efter 11. september. Vi skruede flere tiltag tilbage til et fornuftigt niveau. For eksempel blev det dengang gjort gældende, at efterretningstjenester kan overvåge kontobevægelser. Men der fik vi indført så mange sikkerhedsbremser. Nu skal ministeren selv ansøge, og det skal godkendes af det og det udvalg.«

Et ømtåleligt spørgsmål

Når man taler med Hans-Christian Ströbele fornemmer man, at den tyske diskussion om sikkerhed er forbundet med nationale traumer, der fortsætter med at spille en uhyre stor rolle i nationens kollektive bevidsthed. I juli 2010 genoptog den offentlige anklagemyndighed processen mod det tidligere RAF-medlem Verena Becker fra den anden generation af RAF.

Myndighederne mistænker Becker for at have deltaget i attentatet på statsadvokaten Siegfried Buback, der blev myrdet i Stuttgart i 1977. Buback og to af hans medarbejdere blev dræbt i Stuttgart, da en motorcykel med to maskerede personer kørte op på siden af hans bil og åbnede ild mod passagererne med en maskinpistol. Ifølge anklagemyndigheden understøttes mistanken mod Becker af nye oplysninger, blandt andet DNA-materiale fundet på et mordvåben. Efterforskere udelukker dog, at Becker selv trak på aftrækkeren.

Den tidligere RAF-advokat Ströbele er ikke meget for at dele sine tanker om, hvorfor sagen dukker op nu. Om hvorfor forbundsrepublikken Tyskland tilsyneladende ikke kan slippe besættelsen af de gamle terrorister.

»Det kan der være mange grunde til. Efter min mening har samtlige oplysninger hele tiden været tilgængelige for anklagemyndigheden. Hvorfor anklagen dukker op nu, kan man kun gætte på«, svarer Ströbele på en måde, der tilkendegiver, at spørgsmålet om den politiske terrorisme stadig er både ømtåleligt og særdeles politiseret.

Nationens nye rolle

Men venstrefløjen har for de allerflestes vedkommende forladt RAF-epokens politiske radikalitet, den latente voldsdyrkelse og det udelte had til autoriteterne. Med stiftelsen af De Grønne kom økologi og pacifismen i højsædet som nye venstreorienterede dyder. Græsrodsbevægelsen afløste med tiden terrorcellen.

I mellemtiden er også den udbredte fædrelandsskepsis blevet afløst af en ny bølge af tysk patriotisme, der blandt andet har fundet sit konkrete og synlige udtryk i den flagbegejstring, der har præget Tyskland under de sidste to verdensmesterskaber i fodbold. Synet af de tyske flag, der vajer fra husmure og køretøjer, er stadig en prøvelse for den gamle advokat, der føler ubehag ved den oversynlige nationalisme.

»I den offentlige diskussion spiller nationen og patriotisme en stærkere rolle end tidligere. Jeg synes ikke, det er en særlig heldig udvikling, og jeg har flere gange gjort mig upopulær ved at sige, at jeg ikke føler mig særlig veltilpas ved synet af så mange tyske flag.«

At Ströbeles konsekvente anti-nationalisme er en rød klud i ansigtet på fremmedfjendske dele af befolkningen, er der foruden overfaldet med jernstangen talrige eksempler på. Som da han foreslog at oversætte den tyske nationalsang til tyrkisk.

»Så får jeg mapper fulde af mails og breve af folk, som skælder mig og beder mig om at flytte til Tyrkiet og kalder mig fædrelandsløs, at jeg forråder min indsættelsesed, som i øvrigt slet ikke findes.«

Men det er ikke blot i de ekstremistiske lag, at nationen spiller en rolle. Allerede for årtier siden introducerede sociologen Jürgen Habermas, der er 10 år ældre end Ströbele, begrebet om forfatningspatriotisme som lynafleder for Tysklands historiske forbandelse, den rendyrkede chauvinistiske nationalisme. Også blandt yngre venstreintellektuelle er det atter blevet acceptabelt at tale mådeholdent om den tyske nations velsignelser. For nylig udsendte Ströbeles yngre partifælle Robert Habeck bogen Patriotismus - ein linkes Plädoyer (Patriotisme - en venstreorienteret forsvarstale), der kritiserer den refleksbetingede modvilje mod fædrelandet, som har kendetegnet venstrefløjen siden '68.

»Modviljen mod det nationale er ikke så forankret hos de helt unge, som det er i min generation, som så anderledes på alt, hvad der har med nationen at gøre. Mange siger, at det er blevet mindre forkrampet og mere normalt«, siger Ströbele og tilføjer med et smil: »Jeg synes, det var bedre før i tiden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Ristinge

Ineressant artikel, tak.

Det er jo fint nok at der er sådanne mennesker til, så længe de ikke får for meget magt, og denne her bemærkning fra Ströbele hvor han beklager at politikere ikke altid følger et flertals ønsker, med ordene "...at de ikke handler, som vælgerne venter af dem." er ganske enkelt en af dagens mere tåbelige udtalelser.

Folkeflertal blæser med vinden,hvad enhver kan læse sig til i meningsmålerningerne. I dag er de for noget imorgen imod.

Sætter man en folkeafstemning om dødstraffens genindførelse helt ned til 12 års alderen i værk dagen efter at et par afsporede unge har bortført og på bestjalsk vis myrdet et barn - kan man være ret sikker på resultatet. Men tre uger senere kan vinden være vendt.

Derfor skal der være et repræsentativt demokrati og helst et med politikere som evner andet end at stirre sig blinde på åndsvage meningsmålinger.

Folket har brug for ledelse, gerne begavet og visionær ledelse

Henning Ristinge

Nu handlede den specifikke udtalelse om Tysklands militære tilstedeværelse under krigen i Afghanistan, og det er da overvejende sandsynligt, at politikerne der, som her har foretaget nogle mindre ærefulde krumspring for at lede nationen i krig.

Ströbele er vel blot et af flere eksempler på folk, som hele tiden har kæmpet for ekstreme ideer, som et demokratisk flertal med rette altid har forkastet.

Det viser at demokartiet er sundt og at vælgerne ikke lader sig besnære.

Henning Ristinge

Jo men jeg mener ikke at man skal anbefale at føre politik på meningsmålinger uanset hvad emnet er Mosbak, det er ganske ienkelt ikke noget begavet argument. Politikere skal argumenterer på grundlag af holdninger ikke på grundlag af meningsmålinger. Jeg respekterer fuldt ud at man kan ha en holdning tildette emne som jeg ikke selv deler eller er lige så overbevist om er den rigtige, det er ikke det der er pointen. Politikere bør selvfølgelig holde øje med folkestemningen, men de bør fandeme ikke lade sig lede af den.

Henning Ristinge

Vi er enige i at den form for populisme der driver politikken i Danmark, er særdeles uskøn, og at der rent faktisk mangler visioner i den førte politik.
Det er min opfattelse i dag, at politik føres for magtens skyld, og ikke for landet og dets indbyggere.

Henning Ristinge

Ja det synes desværre at være en omsigribende tendens overalt på planeten i disse år, og det borger sgu ikke godt for løsningen af ikke mindst de miljøproblemer vi står over for. Jeg mener enhver kan jo sige sig selv at der ikke skal ret meget til før folk skeler mere til opretholdelsen af uændret levestandard med afbrænding af Co2 fremfor at risikere samme med et program der kræver ændring. Jeg mener at vi bør kræve af politikere at de formår at lede med begavelse og indsigt, og ikke lader sig styre af folkestemninger. Men ellers er fyren her jo sympatisk

Frej Klem Thomsen

Meget interessant. Midt i det som Informations redaktion med rette har betegnet som danske politiks sump er det opløftende at blive mindet om at der findes politikere som Ströbele. Redelige, fornuftige og visionære.