Læsetid: 5 min.

FCK er blevet for store til at falde

FCK's økonomiske problemer er så store, at det vil være uansvarligt at bringe storholdet fra Østerbro til fald. Samtidig oplever klubben en sportslig storhedstid, der truer med at tømme Superligaen for spænding
Skrøbeligt. Dame N'Doye (t.v.) og  César Santin er alt hvad FCK har at byde i angrebet. Bliver bare en af dem skadet, står Ståle Solbakken uden noget i baghånden.

Skrøbeligt. Dame N'Doye (t.v.) og César Santin er alt hvad FCK har at byde i angrebet. Bliver bare en af dem skadet, står Ståle Solbakken uden noget i baghånden.

Jeppe Bøje Nielsen

2. oktober 2010

Det hører til skæbnens ironi, at FCK oplever en af de sportsligt mest suveræne perioder i klubbens historie, samtidig med at moderselskabet bag holdet er i potentielt livstruende vanskeligheder. Men sagen er, at det netop er klubbens enorme gæld - der ved seneste opgørelse stod på cirka halvanden milliard - der redder selskabet fra at gå under, og som samtidig beskytter Ståle Solbakken og spillerne mod de alvorlige konsekvenser, som et brandudsalg af klubbens aktiver ville få.

Parken Sport & Entertainment har simpelthen løftet sig op i en vægtklasse, hvor man er too big to fail - for nu at bruge det amerikanske udtryk om virksomheder, der alene på grund af deres størrelse og betydning reddes fra at gå konkurs - og derfor får selskabet lov til at leve videre, selv om regnskabet stadig lider under de fejlslagne investeringer i primært fitness- og ejendomsbranchen, som den tidligere ledelse med Flemming Østergaard i spidsen foretog.

Faren er kun én skade væk

Store kreditorer som Lønmodtagernes Dyrtidsfond og de private investorer Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen ønsker ikke at realisere de betydelige tab, som en lukning eller opsplitning af selskabet vil medføre, og derfor bliver der stadig kanaliseret penge til den daglige drift af blandt andet fodboldholdet, der - i et tilfælde af absurd symbolik - høster sine sportslige triumfer inden for rammerne af de halvtomme kontortårne og erhvervslejemål, der truer selve dets arbejdsgivers eksistens.

At pengene ikke er ubegrænsede afsløres dog af et blik på FCK's trup, der - til trods for holdets aktuelle suverænitet i den hjemlige liga - ser lidt sprød ud i kanterne, især når man fokuserer på spillerne uden for start-elleveren. Værst ser det ud i angrebet, hvor Ståle Solbakken reelt kun har to frontløbere på et rimeligt niveau at disponere over i César Santin og Dame N'Doye. Førstereserven, Morten Nordstrand, er langtidsskadet, og de øvrige optioner består af 16-årige Kenneth Zohore og den 21-årige ungdomslandsholdsspiller Søren Frederiksen, der begge mangler at bevise deres værd på højeste niveau herhjemme. Det betyder, at Ståle Solbakken reelt kun er en enkelt skade til enten Satin eller N'Doye fra at befinde sig i en angrebskrise. Og ret beset er det sportsligt helt uansvarligt at sende de forsvarende Danmarksmestre ud til en ny sæson med så ringe angrebsreserver i truppen. Økonomien rakte dog tydeligvis ikke til at hente en kvalificeret tredjeangriber i sommertransfervinduet, og i stedet må Ståle bede til samtlige norske fodboldguder om, at både N'Doye og Santin holder sig skadefrie og formstærke gennem hele efteråret. For han har reelt ingen afløsere for dem på bænken.

Behov for kynisk kant

Samme problemstilling gør sig gældende i midterforsvaret, hvor den kun 20-årige førstereserve Mathias Zanka Jørgensen trods sit åbenlyse potentiale - som senest blev demonstreret i midtugekampen mod Panathinaikos - stadig er et stykke fra det niveau, som stamspillerne i det centrale forsvar, Mikael Antonsson og Sölvi Ottesen, holder.

Alligevel er det Zanka, som holdet må sætte sin lid til i de perioder, hvor en af de faste kræfter sidder udenfor, og det betyder, at FCK i perioder af sæsonen må spille med den forhøjede risiko, der ligger i at have en ung og endnu ikke færdigudviklet spiller i den centrale defensiv.

Zanka er uomtvisteligt et stort talent, men netop i hans overlegne boldomgang og imponerende overblik, kan der af og til aflejre sig en slags sorgløshed, der fordrer ham til at tage chancer, som mere primitive aktører aldrig ville drømme om - og den slags bliver uværgeligt straffet på højeste hjemlige niveau.

Der påhviler Ståle et stort arbejde med at installere en mere kynisk kant i det lidt for ubekymrede stortalents spil.

På billig baggrund

Men derudover har den norske træner ikke mange hovedbrud, når det gælder det mandskab, han har at disponere over. Fra Johan Wiland i målet og frem til N'Doye på spidsen er der tale om en afbalanceret og veldisponeret trup af professionelle aktører, der ubesværet indgår i det fysisk betonede presspil, som FCK bruger til at kværne de fleste af sine modstandere ned med.

Visse kommentatorer har ligefrem hævdet, at det nuværende FCK-mandskab udgør det bedste i klubbens historie, men det er endnu for tidligt at afgøre. Ganske vist er der tale om et efter danske forhold meget stærkt hold, men sæsonen er stadig kun 10 ligakampe gammel, og mandskabet er endnu ikke blevet udsat for de prøvelser, en lang sæson med skader, karantæner og formsvigt indebærer.

Desuden er det også værd at bemærke, at Østerbro-holdets hjemlige dominans finder sted på en historisk billig baggrund, forstået på den måde at dette må være det første år i mands minde, hvor alle løvernes primære rivaler ligger underdrejet eller befinder sig i krise. OB har fyret hele den sportslige ledelse; AaB har formøblet mere end 100 millioner på blandt andet fejlslagne ejendomsinvesteringer og sidder nu tilbage med de sørgelige rester af det hold, der vandt DM for to år siden; Brøndby raver stadig rundt i det sportslige vildnis og AGF, ja, AGF er efterhånden helt derude, hvor tragedien har forvandlet sig til farce for en af landets potentielt største klubber, der er i overhængende fare for at hænge fast i rollen som permanent elevatorhold.

Monopolbolden truer

Tilbage er blot FC Midtjylland til at udfylde rollen som mesterskabsrival. Men Allan Kuhns mandskab fra heden er alt for ungt og ufærdigt til at udgøre en trussel i det lange løb. Og desuden er midtjyderne også hæmmet af deres halvdårlige økonomi som følge af uigennemtænkte satsninger på blandt andet håndbold og motorsport.

Set i det lys handler historien om dansk topfodbold anno 2010 ikke så meget om løvernes uindskrænkede dominans som om de andre klubbers manglende evne til at byde de forsvarende mestre trods.

For nogle år siden - dengang Brøndby stadig var en magtfaktor i toppen af Superligaen - frygtede mange, at Danmark var på vej mod skotske tilstande, hvor to altdominerende hold lå og byttede guldmedaljer hver sæson. Nu virker det, som om at selv det scenarie var for optimistisk. Nu er vi på vej mod en form for fodboldmæssig monopoltilstand, hvor et enkelt mandskab rydder bordet hvert år.

Selv FCK's mest hardcore tilhængere vil vel kede sig ihjel, hvis det virkelig skulle ske. Og derfor må håbet for alle danske fodboldfans være, at de øvrige danske topklubber inden længe får samlet sig sammen til at byde mandskabet fra Øster Allé trods.

Vi vil have spændingen tilbage i suppen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu