'Hvis folk rykker mod venstre, så rykker Ed med'

Det markerer afslutningen på et 40 år langt forfølgelsesløb - og begyndelsen på en ny æra for Labour-partiet såvel som for dets nye leder - da Ed Miliband tirsdag eftermiddag træder frem på scenen i Manchester Central for at holde sin første store formandstale. I 40 år har han været Davids lillebror, den underordnede, den uerfarne. Nu er han fra den ene dag til den anden blevet chefen, oppositionens leder, landets - måske - næste premierminister.

»Det vil kræve stærkt lederskab,« fortæller han den tætpakkede, forventningsfulde sal.

»Det vil ikke altid være let. I vil sikkert ikke altid kunne lide, hvad jeg har at sige. Men I har valgt mig til jeres leder, og lede det vil jeg,« lover han til overdøvende klapsalver.

I Davids fodspor

Man kan dog næppe sige, at Ed Miliband blev født til at lede - faktisk erkendte han selv i sin sejrstale, at han aldrig i sin vildeste fantasi havde troet, at han ville ende som leder, da han som 17-årig meldte sig ind i partiet.

At gå ind i politik var i sig selv blot en af mange beslutninger, han traf, efter at storebror David havde vist vejen. Fra de var små, har deres liv og karrierer fulgt parallelle spor - blot fem år forskudt. Begge blev de sendt til Haverstock Comprehensive i Nordlondon - en skole, der er blevet beskrevet som Londons svar på elitekostskolen Eton. Efterfølgende valgte Ed Miliband ikke kun det samme studie - Filosofi, politik og økonomi - men også det samme college ved Oxford University, som hans bror havde gået på.

Ingen af dem var videre involveret i studenterpolitik, men Ed fulgte Davids eksempel og fik efter endt eksamen job som rådgiver for New Labours frontfigurer, først Harriet Harman og efterfølgende Gordon Brown.

I 2002-2004 brød Ed Miliband for første gang parallelløbet, da han valgte at tage to sabbatår for at undervise i økonomi på Harvard-universitet i USA. Tilbage på de britiske øer genoptog han dog forfølgelsesløbet, da han i 2005 blev valgt ind i parlamentet, hvor David havde været medlem i fem år.

To år senere mødtes brødrenes veje omkring ministerbordet, efter at Gordon Brown havde fundet dem begge værdige til at tjene landet; Ed som energi- og klimaminister og David i den mere prestigefulde rolle som udenrigsminister. Altid var Ed et skridt bagefter - indtil sidste lørdag, hvor han ikke kun indhentede sin storebror, men overraskende - og kun med massiv støtte fra fagbevægelsen - overhalede ham indenom.

Den mindst ringe

En af de delegerede, der var med til at sikre Ed Miliband sejren - og sætte en stopper for David Milibands politiske karriere - var den tidligere typograf, Dave Quayle, der i dag er aktiv i fagforeningen UNITE. For ham repræsenterer den unge leder dog langtfra løsningen på fagbevægelsens problemer.

»Han er ikke vores mand. Jeg ville ønske, han var. Men han var den mest fagforeningsvenlige af kandidaterne, så jeg stemte for ham,« siger den godt 60-årige Quayle.

Han dementerer ikke rygtet om, at fagforeningerne gik sammen om at støtte den kandidat, der bedst kunne slå »Tony Blairs arvtager«, David Miliband, men siger, at der ikke var »stor entusiasme« for nogen af kandidaterne.

»Ed var den kandidat, vi mente, havde de bedste svar på nedskæringerne og tabet af arbejdspladser, mens David ville fortsætte New Labours linje,« siger han, tydeligvis frustreret over det, som han og mange fagforeningsmedlemmer ser som Labour-partiets højredrejning.

Politisk opvækst

At Ed og David Miliband skulle ende i midten af britisk politik var langtfra givet. De er trods alt sønner af den indflydelsesrige intellektuelle marxist Ralph Miliband - forfatter til en bog om, hvorfor det parlamentariske system aldrig kunne føre til socialisme - og den lige så venstreorienterede og feministiske kone, Marion Kozak. Begge var jøder, der undslap holocaust ved at flygte fra Centraleuropa til England. Familien var dog ikke religiøs. Eller rettere - politik var dens religion. Familiens hjem i Nordlondon-bydelen Primrose Hill, som David og hans familie i dag bor i, var et mødested for Londons intellektuelle, og Miliband-brødrene blev alerede som helt unge inddraget i politiske diskussioner med navne som Tariq Ali, venstrefløjsveteranen Tony Benn og lederen af sydafrikanske ANC's militære gren, kommunisten Joe Slovo.

I sidste ende - og til fortrydelse for faderen og hans nærmeste politiske venner - valgte begge brødre en politisk karriere, der sågar bragte dem ind i hjertet af New Labour. Mens David endte som Tony Blairs politiske rådgiver før og efter valgsejren i 1997, blev talknuseren Ed Gordon Browns taleskriver og rådgiver og fik derfor mærkatet Brownite. Ifølge kolleger og venner fik Ed Miliband dog hurtigt et omdømme som diplomaten, der mæglede mellem de to stridende lejre - dels på grund af det tætte forhold til David, og dels fordi han i en periode var kæreste med en af Blairs kvindelige rådgivere. De ansatte i Downing Street gav sågar Ed øgenavnet »udsendingen fra Planeten Fuck« for sin rolle som finansministeriets fredsudsending.

Sin egen mand

Det var dog efter valget som parlamentsmedlem for Doncaster North i 2005, at Ed Miliband for alvor gjorde sig bemærket med en imponerende tale ved partiets årsmøde samme år. Herefter fik han ry for at være »den mere almindelige Miliband«, der gjorde sig bedre foran rullende kameraer og i selskab med vælgerne.

Der har været kritik af hans manglende erfaring, og han er blevet beskyldt for at være ude af stand til at træffe svære beslutninger.

Ikke desto mindre erkender kritikerne, at han ved at udfordre sin storebror, der i årevis har været udråbt til kronprins, har vist sig overraskende målbevidst og skånselsløs. En skånselsløshed, som han igen udviste, da han fra talerstolen i tirsdags erklærede Irakkrigen for »forkert« og beskyldte New Labour for at være endt som »det nye establishment«.

Tidligere - i rollen som Storbritanniens udsending til klimatopmødet i København - viste han en evne til at styre svære forhandlinger, da han reddede topmødet fra kollaps i 11. time.

Rollen som energisk energi- og klimaminister i den britiske regering har skabt respekt blandt mange af partiets toppolitikere og menige medlemmer, og hans kontroversielle modstand - mod partilinjen - mod en tredje landingsbane i Heathrow Lufthavn gjorde ham til helt blandt miljøaktivister.

Politisk har han under formandskampagnen lagt sig til venstre for sin bror, hvilket resulterede i, at den konservative presse gav ham øgenavnet Røde Ed - et øgenavn han fejer af banen som useriøst i sin tale.

»Røde Ed? Kom nu videre. Lad os få en voksen debat om, hvem vi er, og hvor vi ønsker at nå hen, og hvilken slags samfund vi ønsker at videregiver til vores børn,« tordner han.

'Mit store håb'

Det røde mærkat skræmmer ellers ikke 28-årige Yeashir Ahmed, der studerer business og marketing ved London Metropolitan University.

»Jeg tror, at Ed vil følge New Labour-vejen, men det kommer an på det økonomiske klima i landet. Hvis levestandarden falder yderligere, tror jeg, at han vil rykke lidt til venstre. Men det vil være fordi, befolkningen rykker til venstre, og det synes jeg er fair nok,« siger Ahmed, der kalder den nye leder for »mit store håb«.

»Han har stærke synspunkter på uddannelsesområdet, og han var en stærk minister, så jeg håber, at han kan være en stærk opposition til Cameron i parlamentet og presse på for, at regeringen gennemfører nogle politikker, der ikke kun vil gavne de rige, men flertallet i befolkningen,« siger den unge mand.

Selv siger Ed Miliband, at han igen vil gøre Labour til det parti, der »taler for flertallet, og som skaber den politiske midte«.

Han vil ikke automatisk afvise alt, hvad højrefløjen foreslår, når statens underskud skal reduceres, men han har en anden vision for, hvor hurtigt og hvor dybt der skal skæres. Det er denne evne til at udfordre koalitionsregeringens påstand om, at en hurtig kur er den eneste måde at genoprette landets økonomi på, der får 35-årige Peter Royle, embedsmand i Regeringskontoret Nordvest, til at støtte Ed Miliband.

»Mit kontor blev oprettet for 18 år siden af den konservative regering. Nu foreslår en ny konservativ regering at lukke det. Jeg håber, at Ed kan overbevise folk om, at der er et alternativ,« siger Royle, der sammen med afdelingens øvrige 175 ansatte frygter en fyreseddel på et tidspunkt, hvor der ikke er andre job at få.

For ham - og resten af Labours medlemmer - er forventningerne til den nye leder høje. Ed Miliband siger, han er klar over, at den egentlige kamp først starter nu. Og han har erklæret sig parat til at nedlægge endnu en David - denne gang med et andet efternavn end hans eget. Men for første gang i sit liv, kan han ikke følge sin storebrors eksempel.